Soulmates

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2014
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Barbara Miller har siden hendes ulykke mistet lysten til livet. Hendes forældre mener hun er håbløs og aner ikke hvad de skal stille op, indtil en ven foreslår dem, at sende hende et år på musik akademi, for folk med problemer og selvfølgelig kærlighed for musik. Barbara har ingen lyst til at møde nye mennesker, og planlægger i al hemmelighed hendes død, men da havde hun ikke regnet med at der ville dukke en op, en helt speciel person, en dreng. En dreng som vil have hende på rette spor igen, også selvom at deres kærlighed startede med en ordentlig omgang had.

21Likes
25Kommentarer
784Visninger
AA

3. A month later

 

Jeg vågnede ved lyden af snak, som kom højlydt nede fra. Lugten af blomster steg op igennem mine næsebor. Siden ulykken var vores hus blevet bombarderet med blomster og chokolade æsker. Det var grunden til at jeg nu hadede blomster, hvis folk skulle gøre mig glad, skulle de slå vores græsplæne, køre mig derud, og lægge mig på et tæppe. Det ville måske kunne bringe et smil frem. Så ville jeg ligge der, kigge op i himlen, høre fuglene kvidre, og kun lugte græsset. Jeg ville begrave min ene hånd ned i de dugvåde græsstrå, og køre den anden hånd over det, så det kildede i hele kroppen. Solen ville bage på min blege hud, og alt ville være perfekt -for en kort stund. Men så ville jeg selvfølgelig opdage at jeg ikke kunne gå, og jeg ville løbe skrigende bort og dræbe mig selv -hvis det så bare var muligt.

 Sådan havde mine humørskift været i ca. en uge, men det dårlige overtog, nu er der næsten ikke noget positivt energi tilbage i min krop.

Endnu en dag måtte jeg kæmpe mig igennem, sådan havde det været de sidste tre dage. Jeg brugte det meste af dagen på at se tv, men så blev jaloux på, at de kunne gå og kastede fjernbetjeningen ind i fladskærmen. 

Mine forældre er efterhånden blevet træt af min opførsel, og mener at bare fordi jeg ikke kan gå, betyder det ikke at det er en undskyldning for min bitchy opførsel.

Jeg kunne høre, at den var min fars ven der. De snakkede om mig, de måtte efterhånden da være trætte af at få spørgsmålet 'Hvordan går det med hende?' og 'Hvordan har hun det?'. Hvad fanden tror de?, jeg sidder fastspændt i en kørestol, jeg kan ikke mærke mine ben, jeg kan ikke danse, jeg kan ikke hoppe og løbe, hvordan ville de selv have det, hvis en del af dem blev taget fra dem.

Okay ja, måske overreagere jeg en smugle, okay måske meget, men jeg er et stort rod. Faktisk skulle jeg jeg have haft en masse eksemener nu her, men de vurderede mig til at jeg havde brug for at vende mig til mit nye 'jeg', samt en lang pause fra skolen.

Jeg ville på ingen måde kunne se folk i øjnene på skolen, de ville kigge ned på mig. Min kæreste George ville måske endda være flov over mig. Efter ulykken, har han ikke skrevet, ikke ringet eller besøgt mig. Jeg gik ud fra, at han ikke kunne være sammen med en taber som mig, og så endda i kørestol. Underligt nok var vi lykkelige før, alt var perfekt. Vi havde været sammen i over et år, og var stadig som nyforelsket. Men nu var det gået op for mig hvilken idiot han var, samtidig med at mine cheerleader veninder ligepludselig måtte droppe at hænge ud med mig, da jeg jo ikke var på teamet mere. 

Ærligtalt var jeg en fortabt sjæl, jeg havde intet at leve for. Det eneste der gav mig et lille håb, var drømmen om at blive sanger, men når det gik op for mig hvor håbløs den drøm var, havde jeg allerede begyndt at planlægge min død, kort sagt. Hvorfor kunne jeg ikke bare dø dengang med bilulykken, det ville have gjort det hele meget nemmere, både for mig, men også min familie. 

Jeg tog mine natbriller af og kastede dem nogle meter. Mor havde lagt noget tøj på stolen ved siden af. Jeg tog bh'en og undertrøjen på, og derefter måtte jeg hjælpe mine ben i nogle elastiske bukser. Jeg havde stadig ikke vennet mig til dem. Jeg måtte lægge mig på maven, for at få trækket bukserne helt op, derefter tog jeg en sort stor t-shirt på, hvor der stod et lille citat. 

Jeg rakte ud efter kørestolen og trak den helt hen til sengen. ''Moar!" råbte jeg, få sekunder efter kunne jeg høre skridt komme luntende. Mor havde et stort smil omkring læben, da hun kom ind ad døren, hvilket var højst usædvanligt, da hun altid blev deprimeret af at se på hendes irriterende datter. Det irriterede hende at jeg ikke kunne smile, og ikke se det gode ved livet, hun forstod ikke, at det simpelthen var forsent for mig.

Uden at klage, løftede hun mig over i kørestolen, mens jeg prøvede at hjælpe. Jeg forstod ikke hvad der foregik. Hun var allerede begyndt at trække afsted med mig, det plejede hun aldrig at gøre. Hun stoppede i køkkenet hvor min fars ven sad. Jeg vinkede kort til hende. ''Fortæl hende det!" hvinede min mor, som nu havde placeret sig ved siden af mig. David -min fars ven, rømmede sig.

''Om en uge skal du starte på et musikakademi, det er helt specielt, det er for personer der og har problemer som dig" sagde han og smilede stolt, mens han foldede sine hænder i midten af hans store ølmave. ''What!" sagde jeg, ''Ja, er det ikke fantastisk!" halvråbte min mor, ''Nej, det er sgu da ej!. Jeg tager ikke derhen!" mumlede jeg surt og skulle til at køre væk fra dem, men min mor bremsede mig. ''Skat, du forstår ikke. Det er en enormt god mulighed for dig, det er ikke alle der for det tilbud,". Hun var begyndt at komme i dårligt humør igen over mig. Min far hævede stemmen ''Du har faktisk ikke noget valg, du skal afsted." sagde han, samt begge hans hænder landede på bordet. Jeg vidste at lige meget hvor meget jeg brokkede mig, ville intet ændre sig. ''Men?" mumlede jeg dog alligevel. ''Men nej, du har allerede fået en plads." sagde far og tog en slurk af kaffen. ''Hvor lang tid?" det tog mig noget tid, at tage mig sammen til at stille det spørgsmål. Jeg sank et klump. ''Et år, du kan selvfølgelig komme hjem i weekenderne hvis du vil, og vi kommer og besøger dig.". Damit!, hvordan skulle jeg begå selvmord på et musik akademi fyldt med mennesker, hvor man ingen fred får, great!. Jeg måtte nød til at dø inden der var gået en uge, også selvom jeg måske ikke helt var klar til at se døden i øjnene, men hvem er det?.

''Når jeg at sige farvel til Craig?" spurgte jeg med en bekymret tone i stemmen. Far rystede på hovedet, et kort øjeblik var jeg bange. ''Han kommer selvfølgelig så tit han kan, inden han tager til Afghanistan.". Tanken om at min bror skulle i krig var forfærdelig, men jeg blev dog en smugle lettet over at høre, at jeg kunne sige farvel til ham inden.

''Såå jaa, vi kan vel allerede nu begynde at pakke dine ting.". Jeg gav et gisp, det var om ikke ret lang tid at jeg skulle begynde på akademiet, jeg havde brug for at være alene, og da jeg vidste at det var umuligt ringede jeg efter Craig, jeg ville hjem til ham og være et par dage. Jeg elskede at være sammen med ham, han kunne få mig til at føle normal. 

 

Mor kom ind på mit værelse hvor jeg allerede havde fået pakket en lille taske. ''Craig er her lige om lidt." mumlede hun, jeg nikkede og vendte mig rundt for hun ikke skulle se mit smil. Jeg kunne høre at hun sukkede og gik. 

 

''Har du nogle planer for i aften?" spurgte Craig, mens han bar mig ud af bilen og op ad trapperne til hans lejlighed. ''Nix." mumlede jeg og holdt godt fast. Jeg var jo ikke ligefrem den tyndeste pige, faktisk havde jeg deller, store hofter og det øverste af mine lår mødtes, jeg havde også strækmærker over det hele. Men Craig formåede at bære mig op og sætte mig i hans grå stof sofa. ''2 sekunder så er jeg her igen," mumlede han og løb ned for at hente min kørestol og taske. 

''Mor fortalte om det med musik akademiet, jeg syntes du skal prøve at give det en chance," mumlede han, mens han fumlede kørestolen. Jeg trak på skuldrene ''Så kan jeg da komme væk for en stund." mumlede jeg og greb ud efter fjernbetjeningen. ''Bare rolig, jeg skal nok komme så tit jeg kan." sagde han og tog en bid af et æble. ''Det vil jeg sætte pris på." mumlede jeg og grinede. 

Jeg grinede kun sammen med Craig, han var den eneste der kunne bringe et smil frem. 

''Hvorfor er det at du skal i krig?" spurgte jeg og blev igen deprimeret af, at han blev taget fra mig. ''Hvad kan jeg sige sis'?". Han holdt en pause, for at finde de rigtige ord. ''Jeg vil gøre en forskel. Når jeg dør, vil det være med tanken om at jeg har gjort en forskel." mumlede han, og satte sig ned ved siden af mig. ''Kan jeg ikke komme med?". Mit pludselige spørgsmål fik ham til at grine. ''Haha, du drømmer!" grinede han og lagde en arm over mine skuldre, og kyssede mig i panden. ''Jeg lover at jeg sender en masse breve, og vi kan skype.". Han prøvede vidst at opmuntre mig.

Normale folk ville syndes at det er totalt sejt, at have en bror der er i krig. Folk fortæller det til alle og enhver, jeg forstod ikke om det var for at få respekt eller noget. Jeg var anderledes, ikke engang mine X-tætteste venner vidste at min bror var i krig, jeg kunne ikke lide at snakke om det.

''Jeg tror kun at mor og far gør det her, for at slippe af med mig," stønnede jeg. ''Well.. ja." Craigs stemme fik mig til at grine. ''De forstår dig heller ikke, de aner ikke hvad du gennemgår. De tror at du kan være lige som dem på tv, som har lært at leve med det," mumlede han. Han kendte mig alt for godt. ''Ved du godt at du er verdens bedste storebror?", han skulle lige tænke inden han nikkede, hvilket fik mig til at grine.

''Skal vi ikke bestille en pizza?" spurgte han lige pludselig. ''Må du godt spise det?, jeg mener med din træning og alt det?". Han gav mig et dask på armen. ''Jeg har da også brug for at nyde livet." mumlede han bestemt. ''Well then, pizza it is!" grinede jeg.

 

Jeg havde været ved Craig i et par dage nu, og jeg vidste at det var tid til at tage hjem. Selvom jeg med glæde blev boende med ham. Jeg ville ønske at tiden stod stille, så jeg kunne snakke, grine og hygge med ham for altid. Tanken om at jeg skulle være alene på et musik akademi i et år, var forfærdeligt og jeg undgik at tænke på det. 

Mor havde hentet mig ved en fire tiden. De var allerede gået i gang med at fylde mine ting i papkasser. Jeg havde kørt så hurtigt som jeg nu kunne, ind på mit værelse. Jeg ville tjekke om de havde fået fingrene i min selvmordsdagbog, hvor jeg skrev om alle de måder jeg kunne dø på. Jeg var allerede begyndt at svede, det ville være en katastrofe, hvis de så den. Jeg stønnede lettet da jeg så at bogen lagde på sin sædvanlige plads.

Jeg begyndte at putte alle de vigtigste ting i papkasser, de aller hemmeligste. Efter nogle timers arbejde var mit værelse så godt som tomt. Jeg smilede tilfreds. ''Det ser godt ud,", stemmen kom fra min far, ''Yeah, whatever.." sagde jeg og kæmpede mig fra kørestolen, over i sengen. Jeg kunne skimte at min far rullede med øjnene. 

''Vil du være sød, at pakke mit klaver og mikrofon og alt det der sammen?" spurgte jeg, ''Kun hvis du vil være lidt sødere?" mumlede han, jeg nikkede. Han begyndte straks at skille tingene ad, med et tilfreds smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...