Emilie Adoplh - Alt forsvinder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2014
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Igang
Tyske Emilie Adolph er en hel almindelig tysk pige som lever under de bedste vilkår, selvom krigen er hård mod de fleste lever Emilie nogenlunde acceptabelt. Hun bor sammen med sine forældre Conrad og Juliane i en enorm villa lidt udenfor Berlin. Emilie indser snart at krigen er langt værre end hun selv har troet, mon det er nu hun skal give op og ende sine dage? Historien er et indblik i en 14 årig piges hverdag i 1940'erne.

1Likes
0Kommentarer
187Visninger
AA

2. Emilie Adolph

"Adolph, Emilie!" lød den skingre stemme omme bag katederet, jeg rejste mig og kastede et nervøst blik hen mod mine fælles kammerater. Vi havde alle prøvet det før, jeg kunne ikke undgå det. Jeg strejfede bordet med mine iskolde fingre og lod derefter min spinkle krop bevæge sig op med vores lærerinde. Hendes øjne var rettet på mig, jeg undlod at have øjenkontakt. Det skulle bare overstås. Klasseværelset havde ikke længere de normale glade farver som altid havde været et kendetegn ved klassen, da krigen startede blev alt lukket ned, kun enkle skoler var oppe og alt blev ændret. De smukke røde og gyldne skoleuniformer blev erstattet med grå eller sorte kjole og skjorter, ingen kunne længere tumle rundt og nyde solens varme stråler, der var ikke længere liv på skolen, kun nervøse unge mennesker. Emilie stod nu foran sin lærerinde, kvinden havde et alvorligt udtryk på sig, hun havde en lineal hvilende i sin højre hånd og med den venstre lod hun sine briller glide ned over næseryggen og sætte sig til rette, lige så hun akkurat kunne se op og lade sit blik glide hen på Emilies blonde hår. "Adolph, er det sandt at du har været henne i drengegården?" Emilie lod sit blik vandre rundt på alle de mange piger bag sig, hver eneste en nikkede med alvorlige miner, ikke en eneste stod op for Emilie. "Nej frøken, jeg har ikke været derude" påstod Emilie og så sig omkring. "Dette er en løgn Adolph, lad dine fingre hvile på bordet" hvæste deres lærerinde og Emilie gjorde som der blev sagt. Smerten gjorde ondt, hver eneste gang lærerinden lod den hårde trælineal ramme Emilies fingre gjorde det ondt, men ikke en lyd undslap hendes sammenknebne lyserøde læber. "Sæt dig ned Adolph" hviskede deres lærerinde og Emilie satte sig, hun kastede et blik hen mod sine veninder. De sad alle tavse og rettede opmærksomheden mod deres lærerinde. De vidste godt at Emilie havde været i drengegården for at hente deres bold som var kommet derhen, ikke for at tøjte rundt hos drengene. Deres lærerinde rakte dem hver især en tyk mørkerød bog og lod dem bladre rundt. "I dag skal i skrive hundrede ord ned, hvert eneste ord skal være på tysk og oversat til fransk, i gang!" råbte hun og så hen på hver eneste elev. Emilie var ikke særlig god til sprog, hun kunne godt en smule fransk, men matematik var meget nemmere i Emilies tilfælde. Derfor fik hun ikke nær så mange tæv i matematik. Emilie lod sin blyantspids glide hen over de hvide papir og skrev ord ned som hun kendte i forvejen, mon hun kunne nå at blive færdig, ellers måtte hun blive efter skole og få flere tæv.

 

Emilie nåede at skrive sit sidste ord ned da deres lærerinde bad dem pakke deres ting sammen og aflevere bogen og papiret. Emilie rakte deres lærerinde papiret og Emilie var meget stolt over sit papir, lige indtil lærerinden rev papiret midt over og pegede hen på en af stolene. "Adolph du skriver ikke særlig flot, du bedes blive her og skrive en ny opgave" Emilie sukkede, hun ville stritte imod, men der var ingen nytte. Deres lærerinde Wilma Traberg havde en højere rang en Emilie selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...