Omega - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2014
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Igang
Vi kender alle følelsen at blive beskyldt for noget man ikke har gjort. Den følelse har Niall Horan et specielt forhold til det, han fik tildelt en ubetinget dom for noget han ikke havde gjort. Nu skal Niall den ellers så stille dreng fra One Direction prøve at indrette sig i fængslet, men er det så let når de indsatte ikke er særlig venlige. Og når en mærkelig pige forsvarer Niall, men spørgsmålet er, hvem er den grøn håret irreternede pige med en lidt for stor mund?

4Likes
4Kommentarer
274Visninger
AA

3. 3.2 A Crazy Man


 

Det viste sig at pigen havde taget mig ind til et sofa rum, hvor der hang et enkelt lille tv i et hjørne med gitter på. Her inde var næsten alt indhylet i et gitter. Jeg havde tit hørt, i tv, at det var så folk ikke kunne smadre tingene. Så hurtigt som de ellers ville havde gjort det.

Pigen havde ikke snakkede med mig, hun havde for det meste bare brugt tiden, fra da vi kom in til nu, på at kigge på alt andet end mig.

Der var gået en time siden jeg var kommet og det havde overrasket mig at tiden var gået så hurtigt, siden vi  ikke havde talt sammen. Men det er som om at med hende behøver jeg ikke at sige et ord til. Hun er som en mor, hun behøves ikke at snakke, eller for den sags skyld at spørge, hvordan jeg havde det. Hun vidste det bare.

"Hvad glor du på, poppy?" jeg kunne mærke en varme blusse op i mine kinder. Fordømte rødme, det var snart sjældent jeg gjorde det. Men alligevel havde jeg en irreterne vane ved at gøre det når folk opdagede mig.

"Hvorfor kalder du mig egentlig Poppy?" Jeg valgte at overhører det hun sagde.

Hun tog fat på fjernbetjeningen som lå på bordet, og tænde det. En tegne serie med Tom og Jerry dukket op, hun lagde fjernbetjeningen tilbage på bordet. Hendes blik var rettet mod fjernsynet da hun begyndte at snakke.

"Hvorfor skulle jeg ikke kalde dig det?" hun dreje hoved mod mig. Hvor hun fik frembrignede et kejtede smil smillede kort til mig, hvorefter hun slog sit blik mod tv´et igen.

"Hvo..." en skratten  fra en højtaler afbrød mig, en hæs stemme tonede sig ud. 

"Niall James Horan bedes komme til lokale 57, med det samme, tak!" 

Hvad var der så vigtigt i lokale 57, skulle dette her tal nu blive mit hade tal.

Jeg havde ingen ide om hvor lokale 57 lå, og jeg havde ingen sted sans i dette fængsel, som kunne hjælpe mig. Fængslede er enormt, det er som om at gangene aldrig slutter.

Pigen sukkede og klappede sig på hendes lår. "Jeg vil gætte på du har ingen anelse om hvor lokale 57, så må jeg vel være din "glade" vejviser," hun lagde et ekstre tryk ved: "glade". Jeg vil give hende ret, der var intet glad over hende, det var som om at hun er en stor granbøjle af surhed.

pigen var allerede forsvundet, jeg rystet på hoved og trasket efter hende

 

 

***

 

Vi var gået igennem flere gange. Jeg var kommet til det punkt hvor jeg virkelig skulle tisse, jeg havde prøvet mig at holde mig til at vi kom hen til lokale 57, men det er sådan at når jeg skal tisse, så mener jeg det skam.

Jeg stoppede op, jeg skulle sådan tisse. Jeg bildte mig selv ind at jeg kunne hører tonsvis af vandhaner der drypper med vand. 

Pigen var nået et stykke ned af gang, før hun opdagede at jeg havde stoppet. "Hvorfor står du bare der," pigen skiftet skiftevis vægten mellem hendes ben i bar irretastion.

"Det...e..r...ba...re..således...a..t....je..g...virke...lig..sk..a..l..ti..sse," jeg var bange, bange for hvad hun kunne finde på at sige. Jeg havde jo set hende slå Fred ned, så hvem siger at hun ikke kunne gøre det samme. Hun så en del sur ud, men hendes ansigt ændrede sig da jeg stammer ordene.

Hun sukkede. "Hvad er der galt med jer drenge og jeres tissevaner," hun slog en hånd ud i luften, hun var irriterende, det var da langt bedre end surt.

"Så lad mig vise prinsessen vej til toilettet," Hun bukkede for mig, hvorefter hun begyndte at grine.

 

***

 

Pigen og jeg drejet om et hjørne, efter at hun havde været så venlig at vise mig døren til toilettet. Lysende virkede ikke særligt godt her. De fleste at lamperne, der hang i en lige række, blinkede. Denne gang var anderledes end de andre, for enden af denne gange var der en sort jerndør med "57" skrevet skævt på dørens midten. 

Jeg var ved at gå ind i pigen da hun stoppede et par meter fra døren. "Dette er vidst din endestation, Puppy," hun stillede sig på tær hvor efter hun drejet rundt, så hendes, alt for store, orange kæddeldragt svingede med hende. 

Jeg tog et skridt frem. Mine hænder blev svedige. Jeg havde igen ide om hvad der var bag dén dør, det var ikke fordi der var et kæmpe skilt med: "Kom ind, gratis slag kun for dig" pegende mod døren. Men måske, måske er det noget godt som mad. Mad er godt, det kan både være sundt, men som reelt vil jeg fortrække usundt mad. Men det kunne være noget dårligt bag døren, men det var påseligvis ligegyldigt for intet kan være værre end at blive sandt i fængsel med et helt bundt muskelbundet. Og en mærkelig pige der har både grønt hår og en mystisk personlighed.

Ud af øjenkrogen kunne jeg skimte pigen der nu havde vendt sin overkrop rundt og stod og kiggede på mig. Det er som om at mit hjerte slår et slag over, jeg kører min hånd op i håret og roder en enkel gang i det fedtet hår. Måske skulle jeg lade være med at bruge så meget hår cream, det eneste det gjorde godt for var at jeg altid vidste at mit hår ville blive stående, det havde jeg haft flere problemer med.

"Hvad er der bag den dør," Min stemme gav æko i den lille gang. Jeg drejet mig rundt, lige tids nok til at se pigen skubbe to strimler hår væk fra hendes ansigt. I et øjeblik stod hun bare og så ud, med hendes brune øjne, i luften. Hvorefter hun begyndte at grine, ikke et af de der: "Nu er jeg lidt nervøs grin" men mere som et "Jeg griner fordi du stiller dumme spørgsmål grin".

Hun gik over til mig og tog fat om min kind. Jeg burde være bange, jeg burde virkelig være bange men det er som om at jeg ikke burde være bange. Jeg kendte hende ikke, men hun fik mig til at føle mig tryk. 

Hun bed sig i læben og gik om bag mig. Hun tog fadt om min røg og begyndte at massere mig. Jeg kunne mærke kulegysningrene rejse sig. Hendes ånde ramte min hud, det fik en ny omgang kulegysningrene til at rejse sig. "Vidste du at du spænder utroligt meget?" et jag slog igennem min ryg da hun presset på min ryk. 

Jeg havde ikke lagt mærke til det før, men hun havde stort set ret. Jeg spændte utroligt meget, især når uventet ting sker. Hendes hænder blev ved med at køre rundt på mine skulder, jeg er ikke meget for at indrømme det men det er utroligt dejligt. Da jeg var mindre sad min mor også tit og masserede mig, så lavede hun the til hende og mig så sad vi bare i hendes sofa. Hun kunne bruge flere timer på at sidde og massere mig. 

"Ser du Poppy, du har intet at blive bange for," hendes berøringer fik mig til at glemme at lytte efter, men det var dog som om at hendes stemme kunne fange min opmærksomhed. Hun var ikke bare en grønhåret særlig, hun er også utrolig mystisk. Hun er som et mysterium, der bare venter på at blive fundet. Det drager mig at jeg intet ved om hende, og jeg agter at finde ud af det.

"Politimændene snakker altid med de nye hvis de ikke har tid når man kommer ind, bliver det bare nogle par timer efter," En skuffelse gled ind i mig, da hun slap sit tag om min ryk.

"Så jeg skal ikke dø?" jeg kørte min højre arm over på min venstre og kræsede lidt i et gammelt sår. Et nervøst grin slap ud af min mund. I et øjeblik så hun på mig med sit ulæselig blik, men langsom begyndte hun at grine. 

"Nej du skal ikke dø. Men hvis det nu skulle ske så knæk og bræk," Pigen begyndte at gå igen, da hun kom til hjørnet drejet hun rundt. Jeg sank. 

"Forresten glemte jeg at sige at du kan finde mig ved lokale 137," Pigen havde stukkede sit hoved ud fra hjørnet. Jeg nikkede en gang og bed mig i læben. Hun smilede og stak sit hoved tilbage. Man kunne hører hendes fodskridt give æko. 

Hvad var der i 137, og hvor ligger lokale 137. Det er som om at dette fængsel er endeløs. Det var lige som Louis og Harrys hus, jeg havde troet at man aldrig kunne lærer alle rumende at kende men det havde skam lykkes mig, efter at jeg havde farret vild utallige gange. Der er intet værre end ikke at kunne finde vej.

Jeg skimmede dørens: "57" tal igen, syv tallet så ikke ud som om at det hang så godt fast, det sad nærmest skævt. Selve døren så ud  som at den kunne trænge til en kærlighånd, den sorte maling var krakeleret de fleste steder.

Jeg gik over til døren. Jeg stod et øjeblik og blot holde på dørhåndtaget. Det var koldt, lige som alle andre ting herinde. Jeg tog en beslutning og tog ned i dørhåndtaget. Et skarpt lys blændet mig i et kort øjeblik, men mine øjne ventede sig hurtigt til det. Jeg trådte ind i rummet. Døren smækkede bag mig. En mand stod lænede op af bordet, to stole er blevet placeret på begge sider af bordet. En enkel sort lampe stod og lyste rummet op. Et mærkeligt "spejl" hang på væggen, hvis jeg ikke havde set alle de FBI og CSI film ville jeg aldrig havde gættet at dem inde fra kunne kigge på en, det var det samme som når mig og drenge kørte i vores tour bus, man kunne ikke se ind ude fra, men vi kunne godt se ud. 

Manden gik hen og bankede på "spejlet". "Er det ikke smukt?" man kunne ikke kalde det smukt, men opfindsom er det.

Manden trak lidt op i sine skjorters ærmer. Han bar et par sorte bukser med et sort læder bælte, hvis jeg ikke var helt dum til at gætte havde han nok gemt en pistol der. Han havde stoppede sin hvide skjorte ned i hans bukser og ud over skjorten bar han en jakke. Hans hår er mørkebrun, hans kindben viser tydeligt hans tænkene ansigt.

"Du må være Niall," han rækker sin hånd imod mig, lige meget hvor meget jeg ikke ville give hans hånd et klem gjorde jeg det alligevel, jeg havde stadig mine manere. 

"Ja, det er mig," han kiggede mig ind i øjnende. Hans øjne er ikke hvad man kan kalde rare, de er kold sorte så sorte at man ikke kan se den sorte cirkel i hans øjne. Hans øjne er ikke som Zayns, dog er de sorte men Zayns er en del mere imødekommende.

Lugten i rummet er ikke særlig godt her i lokalet, det er som om at de aldrig lugtet ud her i lokalet. Den er simpelhen slem, værre end Harrys morgenånde, den er  virkelig en dræber.

"Jeg er Steffen," han lægnede sig op mod "spejlet". 

Jeg er igen begyndt at svede. Jeg kan aldrende sige at jeg ikke bryder mig om Steffen, han virker ikke spor venlig. 

"Ser du, Niall vi har nogle regler her på stedet," Hans stemme er blevet krav alvorligt. Han tog nogle nøgle bundt op af hans lomme og begyndte at kaste den op og ned. Hans varsomme øjne lå stadig på mig. Jeg begyndt at gå mod stolen, men hurtigt blev jeg svimmel så jeg måtte gribe fat i vægen. Han begyndte blot at grine, han lignede ikke en der tog stiling til at komme hen og hjælpe mig, men hvad havde jeg regnet med.

"Det er vigtigt at du overholder reglerne, for din egen skyld," jeg fik bevæget mig kejtet over til stolen, hvor jeg satte mig. Jeg er stadig en del svimmel, men det hjalp at sætte mig ned.

"For det første har du nok lagt mærke til at der ingen vagter er her," han havde ret, der var ingen vagter her, men intet som jeg havde undret mig over. "Ser du, Niall, vi har valgt at vælge overvågnings kamera som befinder sig i alle rumme døgnet rundt, men det betyder dog ikke at vi ikke er her, for tro mig når jeg siger at vi er her. Vi bruger bare Kameraerne som en ekstra sikring," han stoppede kort med at kaste nøglebundet op, men startede langsomt efter igen.

"For det andet tolererar vi ikke hæreværk, vold eller krænkelse mod nogle der arbejder her eller folk der er blevet sat i fængsel, forstået,"  min krop rystede da nøglebundet blev kastet hen på bordet.

"For det tredje drengene og pigerne sover ikke sammen, de har hver deres sovesal. Ingen ophold ved pigerne om natten og omvendt," han gik hen foran mig ved bordet. Jeg er sikker på at han kan ane mine svedperler.

"Hvis du forholder dig til disse tre enkle regler, så sker der dig ikke noget,"  han havde sat sine hænder på bordkanten og stod nu og lænede sig ind over bordet. Hans ånde er intet at råbe hurra for. Den er slem enormt slem.

"Som jeg sagde før har drengene og pigerne hver deres egne sovesal, på værelserne sover man fire sammen," det lyder som en militær kahyt. Jeg har altid haddet militære, ikke specielt militære men at de har så stor magt at de bare kan rende rundt med en pistol og skyde uskyldige personer ned. Det er ikke fair for nogle. Men nu til dags render små drenge rundt med små plastik pistoler og tror at det bare er det rene leg, uden rigtig at vide hvad de laver.

Jeg havde taget et fast grep om min stol, en ting jeg altid gjorde når jeg blev nervøs over at snakke med andre.

"Du har fået tildelt værelse nummer 137," et gisp forlod min mund, jeg bed mig i læben for at tone det ned, men dog hjalp det ikke særlig meget da Steffan rettede sit ansigt mod mig.

Det var det selv samme nummer som pigen havde sagt. Hvordan kunne hun vide det. Men dog måtte jeg vente med at spørge hende.

"Sagde du noget?" Steffens ansigt er som rent sten, da han kommer nærmere. Jeg rystede på hoved og holder vejret. Inden i sender jeg en mental bøn til gud om at få mig ud her fra.

Han gloede i få sekunder før han tog sit blik fra mig. Han stak hans hænder ned i hans lomme og gravede ned i den. Kort efter stak han hans hånd op, men da han stak den op havde han denne gangen en enkel nøgle med. I nøglen var der indkarverede et: "137," tal i.

Han lagde nøglen i min hånd. "Så lad da gå, men husk at passe på denne nøgle du for ikke en ekstra," han smilede kort til mig før jeg drejede om. Det eneste jeg kunne tænke på nu,da jeg lukkede døren i, var hvordan jeg nogle sinde skulle bærer mig af med at finde lokale 137.

 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Så blev jeg færdig med kapitel to, sorry at det har taget en del tid for mig. Men jeg havde pretty much glemt lidt om den, det vil jeg prøve at lade være med en anden gang

-Cecilie

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...