Omega - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2014
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Igang
Vi kender alle følelsen at blive beskyldt for noget man ikke har gjort. Den følelse har Niall Horan et specielt forhold til det, han fik tildelt en ubetinget dom for noget han ikke havde gjort. Nu skal Niall den ellers så stille dreng fra One Direction prøve at indrette sig i fængslet, men er det så let når de indsatte ikke er særlig venlige. Og når en mærkelig pige forsvarer Niall, men spørgsmålet er, hvem er den grøn håret irreternede pige med en lidt for stor mund?

4Likes
4Kommentarer
276Visninger
AA

2. 2.1 Save In The Last Minute


 

 

"Hvem har vi så her," en mand kom gående imod mig. Hans hår var sat op i en hestehale, der svingede til siden hver gang han tog et skridt. Han har et langt ar ind over sit ansigt, og mit indre skreg at jeg skulle løbe men jeg stod plantet til jorden. 

manden nærmede sig med store skridt, han stoppede først da han stod lænede op af mig. Jeg kunne mærke hans ånde mod min pande. Han gav mig kuldegysninger, ikke blot i ansigtet men også i dele at min krop jeg ikke troede var muligt. Jeg prøvede at puste mig op, men det var som om at han bare blev ti meter højere fra hver gang jeg prøvede.

"Så sig mig, kan sådan en som dig finde ud af at snakke eller hvad?" han tvang mig til at tage et skridt tilbage, da han trådte længere frem mod mig. "Ser jeg ud som en som ikke kan snakke," overaskende tog jeg min hånd op til min mund. Det havde ikke været meningen at sige det, faktisk havde det ikke været meningen overhovedet at snakke, det havde bare presset sig ud. 

"Ved du hvad jeg hader mere en børn," han tog hårdt fadt om min trøje, han rev mig op af jorden og hamrede mig ind i muren. Et jag gik igennem min skulder. Jeg rystet da det ikke lige frem gik roligt for sig. "Jeg hadder små drenge, der tror de er noget. Det kan sagtens være at du har et engle ansigt, men mig skal du ikke snakke sådan til forstået!" hans stemme var iskold. Han slog mig en gang til ind i mureren. 

Mit hovede dunkede og mine øjne prøvet at holde sig åbne. Smerten i min hovede bund blev ført rundt i min krop og jeg vidste at vis jeg kom levende her fra ville jeg senere få en syg hovedepine. 

"Hvad har du gang i, Fred er du virkelig begyndt at synke så lavt, at du slår på de nye," En sarkastisk stemme lød bag fra Fred som manden åbenbart. Fred drejet hans overkrop, det gav mig udsyn til at se en pige med mørke grønt hår stå et stykke bagved Fred. "Hvad raver det dig," det er som om at pigen er helt ligeglad med Freds ord, da hun slenrede hen mod os. 

Alle havde vendt deres ansigt mod os. En stilhed havde bredt sig igennem fangerne, der bare sad og gloet på os.

"Siden hvornår har ting ikke ravet mig, Fred," pigen var nu nået helt hen til os. Hun viste igen følser, og hvis hun følte nogle følser var hun virkelig god til at holde dem i sig.                    

Deres stilhed gav mig et kort sekund til at kigge rundt i fængslet. Dette så ud som en fattig kantine, ikke det jeg kom fra, lagt fra. Dette rum var mere føselsløs end min gamle bedste fars grav.

 Fred trak på skulderne og vente sit blik mod mig igen, der trak mig ud af mine tanker."Jeg fatter ikke at du gider at beskytte hám!"  han gloede på mig og strammede grebet om min arm. Hans øjne gramsede mig, da smerten forsvandt lige så hurtigt som den var opstået, en lettesen forblandet sig i mig.

"Jeg har fortalt dig utallige gange om hvordan du netop ikke skulle svarer mig igen og hvad er så det du gør! Jeg er sikker på du ikke ville havde at vi bliver uvenner," pigens stemme havde en voldsomt styre. Hun rev Fred væk fra mig og kastet ham mod jorden.

Fred stønnede af smerte da han ramte jorden. Pigen gik hen og satte sig på huk ved siden af ham.

Hvordan kunne en pige udrette det, hun var ikke spicelt stor hun var mere spinkel, hun så nærmest ud som om at hvis man skuppede til hende ville hun gå i stykker.

De andre mænd så ud som om de ville hjælpe Fred, men ingen af dem gjorde noget. Pigen gav Fred en knytnæve på hans kæbe.

Pigen rejste sig op og så på ham igen "Hvis du rør póppy, igen, så kan jeg love dig for at du ikke kommer til at gå igen," Hendes blik var som om at hun kunne dræbe. Vent kaldte hun mig lige poppy, mange har sagt at jeg godt kunne ligne en hundehvalp, men de havde ikke direkte sagt det højt. Fred krybede sig under hendes blik, det ville jeg også gøre vis det var mig. 

Hun rejste sig op og begyndte at gå mod en gang, som jeg ikke havde set før nu. Alle kiggede efter hende. Hvad lavet hun, hun gik bare væk fra mig som om hun ikke lige havde reddet mig for et minut siden.

"Du kan ikke bare gå," min stemme var blot en hvisken men den fyldte hele salen. Hun stoppede op, det var som om at hun overvejet om hun skulle vende sig om. "Hvorfor ikke, poppy," hun vendte sig om. "Hvorfor skulle jeg ikke gå," hun gik langtsom mod mig, hendes grønne hår flavret fra side til side. Det var som om hun gik i slow motion, men alligevel ikke. Alle gloet på hende fra deres sæder, selv deres beskidte orange dragter, som ikke var så forskellige for min, kiggede på hende.

Jeg rømmede mig "Du kan ikke bare gå fra mig efter du har reddet," hun stoppede først da hun stod helt oppe af mig. Hun kiggede mig lige i øjne, og jeg er sikker på at hun ikke kan blive forstyrert af noget.

"Poppy,  dette er ikke en superhelte film," Jeg kan mærke hendes ånde mod min kind, på en eller anden måde gør den mig selvsikker. 

Hun begynder at gå igen. Jeg forstår hende ikke, hvorfor går hun nu. Hun vender sig om "skulle du ikke med?" hendes spørgsmål kommer helt bag på mig, men jeg skynder mig at løbe op på siden af hende

”mit navn er N..” jeg nåede ikke af fuldfører min sætning da hendes hånd lagde sig over min mund ”Jeg ved ikke hvordan du plejer at gøre det hvor du kommer fra puppy, men her bruger vi ikke vores rigtige navne,” Hendes stemme var blot en salig hvisken.

 

”Hvor..for,” Fik jeg stammede ud ”Det kan koste alvorlige konsikventer ikke bare for dig men også for dine venner,” hun kiggede sig rundt, men fandt hurtigt mit blik igen, ”som hvad?” Min stemme havde fået en held del mere kræft ”Som at blive slået ihjel imens man sover,” Langsomt kom hun tætter på ”eller blive slået halvt fordevet i dit eget hjem,” hun stoppede en centimeter foran mig, hendes grønne hår slog sig let om hendes ansigt.

 

Nu da hun var kommet tæt på kunne jeg  mærke hendes ånde på min kind. Og på en eller anden måde gjorde det mig selvsikker ”hvordan skal jeg vide at du ikke bluffer?”  hendes kropsprog viste irritation ”dette er ikke almindelige mennesker, puppy,” hun slår sin hånd hen imod dem og sukket irreterende ”ligner de der nogle der vil forærer dig slik? For hvis du tror det kan du godt tro om igen. De ville ikke tøve med at slå en ned som dig, du så dem jo selv lige før!” hun tog nogle skridt tilbage og så hurtigt selvsikkerheden var kommet forsvandt den igen. Hun tog sig til sin pande, som om nogle lige havde givet hende en skalde.

 

”Som jeg sagde før ville de heller ikke tøve med at finde frem til dine venner, jeg ved ikke med dig, men jeg gad ikke se mine venner blevet gennemtæsket og vide at dét var min skyld,” hendes ord slog pusten ud ad mig, måske havde hun ret, de så ikke ud som nogle der ville dele slik ud. ”Hvordan kan jeg vide at du ikke lyver for mig?” hun rettet sine brune øjne mod mig, og de viste tons vis af følser, de fleste ved jeg ikke hvad var.”Ser jeg ud som en der lyver?” da hun sagde det stod det klart. Om hun løj for mig ville tiden vise, men lige nu havde jeg brug for en at stole på og vis ikke stole på de andre så måtte jeg stole på hende. ”Du har ret, du ser ikke ud som en der lyver,” straks planet der sig en smil på hendes ansigt.

 

"Hvad bliver du så kaldt?" hun stopper med at smile og kigger på mig. "Det finder du nok ud af,"

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...