Mare Ridt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2014
  • Opdateret: 20 mar. 2014
  • Status: Færdig
Kindra er en underlig pige, alt andet end normal, hun er dårlig til det meste, dårlig til skolen, alt undtagen idræt, skønt hun prøver at følge med lykkedes det ikke så godt. Hun er dårlig stående socialt, og hun er særlingen i skolegården. Hun går til psykolog i tide og utide efter hendes far døde i en bilulykke. Skønt det er omkring 5 år siden.

4Likes
2Kommentarer
374Visninger
AA

7. Værelset

Der var nu gået 2 dage siden hendes mor var gået bort. Hun havde fået lov til at blive hjemme fra skole og alt andet, for hun ønskede bare at være alene. Skønt hun havde flyttet location så vækkede galopperende hove hende stadig om natten, de var kun blevet tydeligere og tydeligere. Men hun var ikke fortvivlet, hun ej var bange eller ked. Det der skete ville ske. Hun havde knapt mængdedet sig med de andre børn på børnehjemmet, hun var bare i sit eget værelse, mens hendes sag blev behandlet. Hun ville nok få lov til at beholde sit værelse, for hun var jo ikke vokset op her, og var vandt til sit eget privatliv, så de ville ikke tvinge hende til at være for social. Hun havde trods alt set to mennesker, hun holde kært, dø. Det havde dog ikke som sådan påvirket hende, jo hun var selvfølgelig ked af det, men prøvede konstant at skubbe tanken væk og tænke på noget godt. Det eneste gode hun kunne tænke på, var den store sorte hest, og den lille ridetur hun havde haft.

Der lød en banken på døren, Kindra sukkede, det var sikkert hendes psykolog som ville være her i løbet af formiddagen. Kindra havde knap sovet i nat, mest fordi hvinet og hovene var så tydelige. Hun gik over og åbnede døren, og ganske rigtigt, det var hendes psykolog, hende som ikke kunne være mere ligeglad med hvordan Kindra havde det, så længe hun bare blev betalt. De satte sig ned i et af mødelokalerne, for dem var der et par stykker af.

"Hvordan har du det så, Kindra" sagde psykologen med sin falskt bekymret stemme.

"Jeg har det fint"

"Er du helt sikker? Ingen har det jo fint efter at have set sine forældre dø" konstaterede psykologen

"Jeg har det fint"

"Det tror jeg nu ikke, er du sikker på du ikke skal på noget antidepressiv?"

"Jeg har det fint" vrissede Kindra til sidst.

Psykologen holde da kæft. Hun var også virkelig irriterende, for hende var Kindra bare en der skulle ordnes så hurtigt som muligt og helst med noget medicin. Det irriterede Kindra, hun havde slet ikke lyst til at åbne sig op mere, hun ville bare være i fred.

"Jeg får lægen til at udskrive noget til dig" sagde psykologen så.

"Kan du ikke forstå det, jeg har det fint!" kom det højt fra Kindra.

Kindra rejste sig brat op, så det chokerede psykologen, hun gad ikke psykologen i dag, hun havde det fint, hun skulle bare bruge tid på at tænke. Hun var bestemt ikke deprimeret, for det havde hendes mor åbenbart være, men ikke Kindra, for hun var en kæmper. Kindra gad ikke sessionen mere og gik så, hun kunne fornemme psykologen ville sige noget, men kunne det ikke være ligemeget? Det psykologen ville sige var sikkert endnu mere lort, som Kindra ikke gad at høre på. Hun blev nemlig dømt så hurtigt, og det fandt hun sig ikke i, hun ville ikke dømmes af en er efter sigende skulle hjælpe hende.

Værelset kom nærmere og nærmere som Kindra gik og hun kom dertil og gik ind og låste efter sig. Hun ville bare være i fred, muligvis kigge ud af vinduet. Selvfølgelig skulle hun have mad på et tidspunkt, men hun var ikke så sulten ligenu, og hun var bestemt ikke underernæret, hun sørgede jo godt for sig selv.

Dagen gik langsomt men det generede ikke Kindra, hun brugte tiden på at pakke ud og sørge for at rummet kom til at minde lidt om hendes gamle værelse. Dog savnede hun sin mor, skønt hun næsten ikke havde set hende, men det gjorde ikke savnet mindre rigtigt. Det var jo en naturlig følelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...