Mare Ridt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2014
  • Opdateret: 20 mar. 2014
  • Status: Færdig
Kindra er en underlig pige, alt andet end normal, hun er dårlig til det meste, dårlig til skolen, alt undtagen idræt, skønt hun prøver at følge med lykkedes det ikke så godt. Hun er dårlig stående socialt, og hun er særlingen i skolegården. Hun går til psykolog i tide og utide efter hendes far døde i en bilulykke. Skønt det er omkring 5 år siden.

4Likes
2Kommentarer
376Visninger
AA

11. Manden

Hun var faldet i søvn, i sin seng i den kolde mørke rum, men noget havde vækket hende... en stemme. Hun tog sig til hovedet, det var midt om natten og hun hade sprunget aftensmaden over, ikke fordi det gjorde hende så meget, hun hadede maden der blev serveret her, den var for overfladisk og fyldt med kød. Kød var ikke hendes kop te, havde aldrig været det. Lidt kød kunne hun sagtens spise, men det var ikke just hendes livret. Hun sukkede og satte sig op lidt foroverbøjet og med benene ud over sengen. Hun var stadig påklædt og havde det lidt varmt, men hun orkede ikke at tage tøjet af, for ja hun var lidt sulten.

Hun kom ud af døren fra sit værelse og gik mod køkkenet, der føltes meget tomt og alt for stille. Hendes skridt gav genlyd i korridorerne og hun gik roligt mod køkkenet, ikke fordi hun ville have held til at finde noget rigtigt mad, men de havde altid frugt stående fremme. Hun gik roligt og kunne høre sine skridt, klik, klak, klik, klak. Det var på en måde en beroligende lyd at kunne høre, men med et blev hun urolig, for hun hørte nogen andre komme fra en af korridorerne, men hvor vidste hun ikke. En tåge begyndte at komme i gangen og i de nærliggende korridorer. Det løb hende koldt ned af ryggen, hun følte sig som et byttedyr som ikke kunne bestemme sig hvor jageren kom fra og hvor det ville være bedst at løbe hen.

Lyden stoppede, og tågen lagde sig, der stod en mand foran hende, en mand med langt sort hår, høj og tynd men stadig muskuløs, han kiggede på hende med venlige øjne, nogle øjne hun genkendte. Hun kunne dog ikke helt huske hvorfra. Mens hendes hjerne arbejdede på højtryk så ko han nærmere, hun følte sig dog ikke truet af ham, men af sikkerhedsmæssige hensyn trådte hun alligevel et skridt tilbage. Han stoppede, det havde også været hendes hensigt at få ham til dette.

"Jeg vil ikke gøre dig noget, Kindra" sagde han så med en mild stemme.

Hun blev en smule bleg da han åbenbart kendte hendes navn, hun kiggede bare undrende på ham og afventede lidt en forklaring eller lignende.

"Jeg er den du har set, den der har fuldt dig igennem din opvækst, jeg er her for tage dig med, med til et bedre liv" sagde han meget formelt

Han gik hen og greb hendes hånd og satte sig ned på knæ før hun kunne sige mere og han kyssede hende askegrå hånd. Hun ar helt tom for ord og handlinger, hun stod bare som forstenet af denne formelle mand som lige havde kysset hendes hånd. Han så godt ud, men hun var ikke som sådan tiltrukket af ham, ikke på den måde. Hun prøvede at trække hånden til sig og han slap hendes hånd så hun kunne gøre det og kiggede ham så i øjnene da han rejste sig op, hun var stadig rødmende. Hun stod bare med hånden hævet op til hendes bryst, ind til sig og holde den der uden at sige noget. Han smilede mildt til hende og på en måde havde hun lyst til at smile igen.

"Er du klar til et nyt liv?" sagde han så.

Hun gik et skridt tilbage, ikke fordi hun ikke havde lyst til et nyt liv, men det var bare mærkeligt at en bekendt fremmede spurgte om det sådan meget ligefremt. Hans smil forsvandt.

"Du skal have tid til at tænke, men det kan også være du ikke kan genkende mig... lad mig vise det for dig" sagde han så mildt og blødt.

Tågen kom nærmere dem, men mest ham, først kunne hun stadig se ham, men så forsvandt han næsten og blev bare til et omtåget skikkelse. Skikkelsen kom ned på alle fire og blev højere og højere over ryggen, til den til sidst lignede en hest, den hest.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...