Mare Ridt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2014
  • Opdateret: 20 mar. 2014
  • Status: Færdig
Kindra er en underlig pige, alt andet end normal, hun er dårlig til det meste, dårlig til skolen, alt undtagen idræt, skønt hun prøver at følge med lykkedes det ikke så godt. Hun er dårlig stående socialt, og hun er særlingen i skolegården. Hun går til psykolog i tide og utide efter hendes far døde i en bilulykke. Skønt det er omkring 5 år siden.

4Likes
2Kommentarer
378Visninger
AA

1. Endnu en dag

"Det er lyden af en hest, som altid. Lyden af hove fra en hest i galop, jeg har aldrig selv om gået heste. Men jeg ved, det er lyden af en hest i galop som vækker mig hver nat" sagde Kindra med sin mørke men piget stemme.

Psykologen nikkede på sin psykolog agttig måde. Det var virkelig irriterende at se på. Dog så Kindra at hun fik noget ud af psykologtimerne, som hendes hårdt arbejdende mor betalte for. Skønt gjorde det ikke psykologen mindre irriterende eller mindre bedrevidende i sit kropssprog. 

"Og der er intet med biler eller din far?" sagde psykologen så lidt dumt.

Kindra rystede på hovedet, intet omkring hendes far eller den bilulykke de begge havde været med i. Der var gået over 5 år siden og hun havde sluppet uden varigt men. Men det var stadig til tider hårdt at tænke på. Det havde været et barsk uheld, de havde begge siddet i bilen, mens den anden bil var kommet fra hendes far side og havde kørt ind i dem, den modkørende bil havde kørt overfor rødt. Skønt de havde fået penge fra hendes fars livforsikring havde de stadig ikke kunnet beholde huset, og penge ville aldrig kunne udfylde tomrummet han havde efterladt sig. Psykologen nikkede og kiggede kort på klokken.

"Det er tid til at afslutte for i dag, men til næste gang må du prøve at se hvorfor du hører en hest løbe" sagde psykologen.

"Galop" rettede Kindra, hende.

Psykologen smilede bare uden at sige mere, det var ved at drive Kindra til vanvid, at psykologen ikke engang kunne se sine egne fejl. Kindra rejste sig og det samme gjorde psykologen, de gav hinanden hånden og Kindra gik ud af værelset, ud forbi venteværelset, og forbi de nedtrykte personer som sad derude og ventede. Nogle gange følte Kindra at hun ikke havde det dårligt nok til at være her. Hun ville egentlig gerne stoppe med at gå til psykolog, men hendes mor og lærer blev ved med at presse på, de syntes stadig der var noget galt med hende, men det var bare sådan hun var, hun var bare en særling.

Kindra tog bussen hjem, hun havde skibbet skole i dag, hun orkede det ikke. Skønt hun altid vågnede om natten og ikke kunne sove, så var hun aldrig sådan rigtigt træt, hendes krop var en smule, men hendes sind var altid lysvågen. Bussen kom, hun steg på og viste sit månedskort og gik hen og satte sig på en plads, gerne lidt væk fra de andre passagerer. Hun sad og kiggede ud af vinduet, mens verden passerede forbi. Det var heldigvis ikke myldretid, for så ville hun blive mast rundt i bussen af forskellige mennesker og til sidst få klaustrofobi. Ikke fordi hun led af det så meget til dagligt, men hun led da under det til tider, og især i store mængder, det var også heldigt for så slap hun for at tage på tur med klassen til diverse storbyer, når tiden kom til det.

Hun trykkede stop og steg af bussen da den stoppede. Hun skulle kun gå to blokke og så ville hun være ved deres lejlighed. Hun gik roligt, lidt i sine egne tanker, folk gik bare udenom hende, de syntes vel hun var en freak, men det generede hende ikke rigtigt længere. Hun kom til den brune murstens blok som de boede i. Hun gik op til døren og låste op, og gik ind, hun stoppede op med et suk, der var ingen der hørte hende, heldigvis. Hun begyndte da at gå op af de høje aggressive trappetrin, heldigvis boede de på anden sal, så det var ikke så slemt. Hun kom til døren og låste sig ind, og lukkede og låste døren efter sig. Hun var alene.

Hun tog sine sorte løbesko af og gik ind på sit værelse som var lige ud til gangen og lod døren stå åben. Hendes værelse var rodet på en måde, men det var ikke kaos, der var orden i rodet. Hendes værelses farve var mest royal blå og sort. Ikke fordi hun med vilje havde valgt det sådan, men fordi hun bare godt kunne lide de to farver. Der var dog også andre farver der gik i karakter. Men mest blå, for væggene var nemlig lyseblå, sådan lidt baby blå, det tilhørte nok en dreng før hende, men de havde ikke haft råd til at male væggene om, så de blev som de nu var og Kindra klagede ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...