The Winters Night

en pige er løbet hjemme fra på årets første vinternat, og bliver fanget i vinter stormen og så kommer der en ung mand og redder hende

6Likes
0Kommentarer
257Visninger

1. Kapitel 1

Det var den første vinter nat, den unge pige Roselinda var løbet væk hjemme fra hvad hun ikke vidste, var der var snostorm denne nat, hun var meget nervøs over det hele der skete.. Vinden var bidende, og langt under frysepunktet. Men hun ville bare væk fra sit hjem, hvor hendes fulde og ondskabsfulde far bestemte alt. Det var ikke altid sjovt for hende, når hun var den yngste ud af fire. Hun havde 3 brødre, og dem var hendes far så stolt af, for de kunne forsvare familien, mens hun selv bare var en, som faren ønskede at få gift væk, så han skulle slippe for at brødføde hende. Roselinda så rundt og bed sig i læben, hun hostede det gjorder ondt i hendes lunger, da hun trak vejret, hun faldt sammen i sneen og besvimede i sneen og lå i den hvide sne.

En ung mand var ude for at samle brænde, da han faldt over hende. Han holdt sin lampe over hende, og så hvor blå hendes læber var. Han tog sin kappe af, og lagde den om hende, og løftede hende derefter op i sine arme. Han gik imod en hytte, og bar hende der ind. Han lagde hende i sengen der var, og smed noget brænde ind i ildstedet, så der kunne komme varme i hytten. Han åndede på sine hænder, for at få varmen, og gik derefter hen, og lagde et varmt tæppe over hende. Hvad havde dog bragt den unge pige ud i så voldsom en storm, alle var jo blevet advaret imod den, man havde endda advaret mod at gå ud, så længe den stod på. Så hvorfor var hun dog ude i den.

Den unge pige havde en rigmand datters ring på som alle rigmands døtre havde, dog var hun trist, hendes far elskede hende ikke som han elskede hendes storebrødre, det var mere dem der havde været der for hende end hendes far havde, hende læber var ved at gå farven tilbage i læberne. Han så på hende, og fjernede lidt hår fra hendes ansigt. Han gik hen til ildstedet og satte en gryde med sne over, så de kunne få noget the at varme sig på, da der jo var bidende koldt udenfor. På gulvet foran ildstedet, lagde der en stor ulv og sov. Den tilhørte den unge mand, han var jæger, så han brugte naturens dyr til bedre at kunne jage, og få fanget nogle dyr.

Den unde pige vågnede langsomt og så op og gik et chok ''hvor er jeg... hvem er du?'' spurte hun nervøst og så rundt hvorfor var hun i en hytte hun var ude i stormen tidligere og nu... var hun i en hytte. "Mit navn er ikke vigtigt frøken, hvad lavede du dog ude i den storm, hvis ikke jeg havde fundet dig, ville du være død af kulde nu" sagde han og gik hen til hende med en kop varm the. "Her drik dette, så vil du få varmen igen" sagde han venligt. Roselinda tog imod han kop og smilede for sig selv og slapper af, ''jeg er løbet hjemme fra. min far ser mig kun som en han kan gifte væk han elsker mig ikke'' sagde hun trist og så ned i jorden og slapper af... hun så ulven og fik et chok. "Så må din far ikke være en særlig venlig mand, man skal da elske alle sine børn lige, det mener jeg, selvom jeg ikke selv har nogen" sagde han. Han så chokket i hendes øjne, og så hen på sin ulv. "Bare rolig, det er bare Moon, hun er harmløs når man bare ikke tirre hende" sagde han venligt.

Roselinda så på ham, ''sir tak for deres hjælp og tag for din gæstfrihed'' sagde hun blidt, ''må jeg vide deres navn?'' spurte hun blidt og roligt og slapper af. "Folk kalder mig Hunter..." sagde han, han oplyste sjælden sit eget navn. Han ville nemlig ikke for tæt på andre folk, hvilket også var grunden til at han var jæger. Hun så ned ''okay'' sagde hun blidt.. ''mit navn er Rosalinda Dalavore'' sagde hun blidt, det var den mest berømte familie i hele landet. "Så du er ud af den slægt, så må jeg heller passe på hvad jeg siger, det vil jo kunne koste mig alt" sagde han, og gik hen til ulven og nussede den. ”Tro mig, jeg vil aldrig sige noget som helst til min familie, om hvad du har sagt til mig, jeg hader at jeg er den slægt'' sagde hun trist. Han så på hende, ville han kunne stole på hende, han viste fra rygter at den familie var de mest kolde og løgnagtige der var, og alligevel var de den rigeste slægt i hele landet, han kunne ikke fordrage folk, som der snød andre. Roselinda så på ham med blide øjne der afsløre alt hvis hun løj hvisket hun ikke gjorder lige nu. Han så væk, han ville ikke se med blide øjne, på en fra den slægt, da havde ødelagt hele hans familieslægt.

Hun så ned ''så snart stormen er slut, skal jeg nok forsvinde'' sagde hun trist. "Sådan en snestorm som denne kan vare i flere uger, endda måneder, så du er strandet her" sagde han, og tog en kop the og drak den i en mundfuld. hun så ned ''jeg er ligeglad kan tydelig se du ikke vil ha mig her så jeg skal nok forsvinde så hurtigt jeg kan'' sagde hun blidt. "Bestemmer du selv" sagde han og så ikke engang på hende. Hans ulv gik hen til hende, med en ramme med et billede af en familie. På billedet var Hunter, med armene om en kvinde, og et barn. Der var blod pletter flere steder på billedet. Hun så på ham ''men... hvor er de nu Hunter?'' spurte hun og nussede ulven på hovedet ''tak'' hviskede hun til ulven. "Hvis du hentyder til min familie... så er de døde, både min hustru og min lille datter er begge døde" sagde han og hev ulven ud, og satte den udenfor, som straf fordi den havde vist hende billedet.

”Hvad laver du!'' spurte hun surt ''hun ville hjælpe okay du ikke den eneste der har mistede'' sagde hun vredt og gav ham et billede og blev vred det var et billede af en pige på to uger ''det var min datter min far myrde hende for øjnene af mig!'' sagde hun vredt og tog hans tæppe af og åbnede døren og lukkede den og gik ud i storm vejret hun havde tåre i øjnene og græd. Han sukkede, og satte sig på sengen, og så på billedet. *De dræbte min hustru, lige dagen efter billedet blev taget, og jeg måtte ikke engang begrave dem, de tvang mig til at se da de voldtog og dræbte min hustru* tænkte han og dækkede sit ansigt med sin hånd, og græd.

Rosalinda græd, hun blev jagtet af ulve. hun blev bange og løb mod sit hjem, selv om hun ikke vil hjem, hun græd da hendes brødre hjalp hende. Den ældste rev sin søster op på sin skulder og bar hende hjem. "Far vil flippe på dig bitte, fordi du bare stak af" sagde han. Han var den eneste af brødrene som var kærlig over for sin søster. hun græd ''Jack... hvorfor dræbte far Ashley?'' spurte hun med tåre i øjnene og holdte om sin far.. De andre grinede de havde planer om at voldtage deres lille søster sener. "Du fortalte aldrig far, hvem faren til din datter var, så han mente du havde været billig, og at det skulle du straffes for" sagde han.

Faren kom hen til dem, og gav hende en lussing. hun faldt ned på jorden og græd ''far undskyld'' græd hun bange og holdte om sig selv og gemte sit ansigt.. *jeg kan ikke huske det efter min ulykke* tænkte hun. "Hvor har du været tøs!" sagde han rasende. hun græd ''ude i skoven'' sagde hun bange og så på Jack og håbede han ville hjælpe hende. "Far jeg bad hende se til vores råvildt, det er ikke hendes fejl, men min, jeg burde have vist hende stien tilbage, enden jeg bare sendte hende derud" sagde Jack hurtigt. Hun så bange på sin far og bed sammen.. *du må ikke slå* tænkte hun. "Drenge brug jeres søster, og bag efter straffer i jeres bror" sagde han. Jack så ned, han ville ikke have at der skete hende noget.

Roselinda skreg da de tog hende med men fik et chok da Moon stod foran dem *Moon* tænkte hun.. *vent Hunter* tænkte hun pog så rundt. Hunter kom ind af vinduet, og sigtede på brødrene med en bue. "Rør I hende, så gennem huller jeg jer med pile" sagde han, og det var tydeligt at høre at han mente det, for han ville ikke se flere komme til skade af disse svin. De slap hende,, Hun så på Jack *løb'' mimede hun til sin bror.. og kravlede hen til Moon og Hunter ''du reddet mig'' sagde hun overraskede. "Moon på dem" sagde Hunter hurtigt, og Moon sprang på brødrene og bed dem i halsen, den angreb endda også Jack. Hunter så lidt på, "Ikke ham Moon, faren og de to andre" sagde han. Moon slap Jack, og for på de andre. Roselinda så på Jack ''Jack kom væk'' bad hun...

''tak Hunter'' sagde hun og så på Hunter. Jack nåede ikke komme væk, for han havde deres fars sværd igennem hjertet. Hunter skød en pil i farens hjerte, og tog Roselinda med væk der fra. roselinda græd og holdte for sine øjne *nej* tænkte hun og kunne ikke forstå hvorfor hendes far var en idiot. Hunter tog hende op i sine arme, og fik hende hen til hytten, og forsøgte at få gjort hende rolig. hun græd bange ''hvorfor'' græd hun og rystede over hele sin krop. "Nogle mænd har bare intet hjerte,så de dræber for at få det sus, som man får af ens følelser" sagde han og lagde en hånd på hendes skulder. hun kunne ikke forstå ham, ''Jack... var den eneste der var sød ved mig'' græd hun og tog om sig selv. "Vi får givet ham en god begravelse, det lover jeg dig," sagde han og puttede hende i sengen. "Få sovet så ses vi imorgen, når du vågner igen" sagde han blidt

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...