Gimoer

Ben er en femtenårig dreng som bor alene med sin far i en lille by kaldt Fixel. Ben er ensom og hans far har været i en depression siden Bens mor døde. Men midt i sommeren begynder der at ske mystiske ting i Fixel. Huse bliver ødelagt folk ser mystiske skabninger og frygten breder sig. En dag opdager Ben noget ude på marken og bliver et vidne til årsagen af Fixels forandringer.

0Likes
0Kommentarer
254Visninger
AA

1. Mystiske skabninger

Jeg åbner søvnigt mine øjne og ser op i loftet med lange, lyse planker. Jeg slår tæppet væk og træder ud på gulvet. Jeg finder, en mørkegrøn t-shirt som hænger på stoleryggen af min kontorstol og trækker t-shirten ned over mit hoved. Jeg åbner skabsdøren og lader øjnene glide over de forskellige hylder. Jeg rækker ud efter et par grå jogginbukser, men tøver og kaster et blik ud af vinduet. Det er stadig meget mørkt, men om et par timer ville solen være oppe. Jeg beslutter mig for at tage shorts på og lukker skabsdøren igen. Jeg studerer mig selv i spejlet og roder lidt op i mit glinsende, sorte hår. Jeg ville sandsynligvis ikke møde nogen på stierne, så det kunne alligevel være ligemeget. 

Jeg løber ned ad trappen og ud i entréen. Jeg skubber mine fødder ned i sneakersne og smutter ud ad døren. Jeg begynder at løbe på den smalle grussti under mine fødder. Jeg ånder ud i den friske morgenluft. Min ånde er synlig i den kølige luft, som hvis jeg pustede røg ud efter en cigaret. Små prikker kommer til syne på mine lysebrune arme og de mørke hår rejser sig. Måske var det alligevel for koldt med shorts. Jeg ser mig tilbage mod huset, der drukner i træer som blot venter på, at huset falder bagover. Nej, nu kunne jeg ikke tillade mig at vende mig om. Jeg sætter farten op og skuler ud over markerne som ligger ensomme uden et menneskebesøg i dagevis.      

Grusstien stopper brat op og jeg må fortsætte ud på en bred, sort asfaltsvej. Det ser ud som om at vejen fortsætter i evigheder, men jeg plejer at vende om ved det gamle egetræ som står midt ude på en af markerne. Jeg kan se ud af øjenkrogen at solens klare, lyse stråler lister sig op på himlen. Farver løber langs med solstrålerne. Orange, gul, lyserød. Det er som om de danser lykkeligt sammen og at strålerne er deres sikre sti. 

Det smukke syn giver mig sådan en positiv energi at jeg sætter tempoet op. Jeg smiler straks. Ikke bare en smal streg over læberne, men et rigtigt smil så mine hvide tænder kommer til syne og jeg føler mig levende. Jeg føler mig levende, tilstede og virkelig. Jeg føler at jeg ikke bare er en skygge som trasker rundt blandt mennesker. Jeg føler mig en del af dem. Jeg føler mig som et menneske. 

Jeg kan skimte egetræet ude på en af markerne og med et hurtigt spring er jeg på en lille sti blot bestående af ned trampet græs. Græsset når mig lige til under knæene. De lange græsstrå er gule og tørre. Det virker som om at selv om de næsten er døde kæmper de for sin stolthed og strækker sig op mod himlen. Få meter fra egetræet smider jeg mig ned på det tørre græs. Med bagsiden af min højre hånd tørre jeg sveden af min pande, men dråber løber stadigvæk ned ad mine tindinger. Jeg ånder kraftigt ud og tager en ny, dyb indånding. Min brystkasse hæver sig og jeg kan ikke længere se mine fødder. Den punktere som en ballon og sænker sig igen og mine fødder kommer til syne. 

 

Pludselig sker der noget som fanger min opmærksomhed. Den klare himmel forandre sig fra lys til mørk. Det er som om at tiden bliver spolet tilbage. I stedet for at himlen bliver lysere og klar til dagen bliver den mørkere som gjorde den sig klar til natten. Jeg sætter mig op og ser mig omkring. Mit åndedrat bliver hurtigere og hårene i nakken rejser sig. 

Jeg rejser mig op og leder efter en lys plet på himlen, men alt er mørkt. Jeg kan knap nok se min egen hånd når jeg holder den i strakt arm ud foran mig. Pludselig suser en skygge tæt forbi mig. Den suser så tæt forbi mig at jeg bliver skubbet tilbage og bliver usikker på min egen balance. Nogle meter væk ser jeg endnu en skygge. Den løber. Skyggen løber bare ikke, den løber hurtigt. Hurtigere end noget menneske nogensinde ville kunne være i stand til at gøre. Jeg gnider mine hænder mod mine øjne og kigger igen. En skygge bevæger sig direkte imod mig og jeg frygter at den har i sinde at styrte lige ind i mig, men den strejfer kun min arm.

Først mærker jeg intet, men pludselig tager smerten til. Jeg tager mig til min højre overarm og går ned i knæ. Jeg åbner munden og skriger af smerte. Min hals snurre sig sammen og jeg ser fortvivlet op efter nogen som kunne hjælpe mig. Jeg begynder at gå. Men mine ben føles som gelé og de gør slet ikke som jeg vil have dem til.

En skygge fra træet kommer i fuldfart i min retning og giver mig så kraftigt et skub at jeg flyver en meter over jorden. Jeg har stadig et stramt greb om min højre overarm og når derfor ikke at tage ordenligt fra da jeg lander på den hårde jord. 

Min højre hånd tager det meste af faldet og jeg mærker smerten som glider igennem min hånd. Helt ude fra fingrespidserne og et godt stykke op ad underarmen. Det næste som lander på jorden er mine knæ. Jeg mærker at de slider sig hen ad jorden. Jeg genkender smerten fra når man får hudafskrabninger. Det yderste lag af huden bliver skrabet af og hudafskrabningen bliver langsomt dybere. Jord bliver slidt ind i hudafskrabningen og det begynder at svig på begge knæ.

Til sidst kommer mit hoved og endnu en hudafskrabning finder sted. Min pande bliver slidt hen ad jorden, men ender ikke så slem da jeg straks løfter hovedet og ruller om på siden.

Jeg ruller mig sammen så jeg er så lille som overhovedet muligt. Min krop fyldes med smerte. Fysisk smerte. Jeg aner ikke hvad der skete for et kort øjeblik siden. Et uhyre? Et monster? Et fremmed væsen? Hvad har jeg dog gjort som fortjener denne smertefulde straf? Jeg åbner munden for at skrige af smerte, råbe på hjælp, men ikke en lyd kommer over mine læber. Tåre løber ned ad mine kinder af bar frygt. Jeg ryster over hele kroppen. Hvad skal der ske med mig?

Jeg kaster et blik opad og en skygge suser hen i mod mig. Jeg lukker mine øjne og venter på slaget, men noget inde i mig siger at jeg skal åbne dem igen. Jeg åbner øjnene brat og det sker lige for øjnene af mig.

Skyggen som løber hen i mod mig er blot et par meter fra mig, men pludselig bliver den stoppet. En anden skygge styrter lige ind i den første. De flyver lige over mig. Det er som om at det hele sker i slowmotion. Den anden skygge har hårdt fast i den første og et højt, skingert skrig lyder ud over marken. Det er som om det aldrig ender. Det bliver ved med at hænge fast i øret på mig. Jeg følger begge skygger ivrigt med øjnene. 

Pludselig lander de på jorden. Flere meter væk fra mig. Jeg hører skrig og råb. Jeg skimter at de begge bevæger sig. Lysglimt kastes op, farver springer op og springes igen. Pludselig kan jeg mærke hurtige sus tæt forbi mine øre. To skygger løber hen i mod de to første og deltager i kampen. Flere lysglimt springes op på himlen og skrigene bliver ved. Men pludselig holder det hele op.

Jeg mærker to kraftige, hårde hænder tage fat om mig. Jeg ligger i favnen på noget føles som et menneske. jeg mærker at armene er store og stærke. Jeg når ikke at tænke længere for mine øjenlåg lukker sig i og alt forsvinder. 

 

Jeg mærker de små sten som ruller rundt under min kind når jeg bevæger mit hoved. Jeg hører den knasende grus-lys når jeg bevæger mine arme eller ben. De små sten maser sig ind i mit kranie som gafler der langsomt borer sig en min hjerneskal. Pludselig ser jeg rødt over det hele. Jeg åbner langsomt mine øjne og ser at solen er helt oppe. Jeg kaster et blik på mit løbeur for at se hvad klokken er. Den er heldigvis kun halv otte. Jeg sætter mig op, men det begynder straks at snurre rundt. Jeg hælder til min højre side og straks mærker jeg smerten og at min højre hånd er forstuvet. Først husker jeg ikke hvorfor, men langsomt kommer det hele til mig. Jeg ser ned ad min krop. Jeg er næsten dækket med jord over det hele både på mit tøj og på min hud. Mine knæ er røde af de svigende hudafskrabninger og jeg er blevet en omvandrende advarsel mod blå mærker. 

Jeg rejser mig langsomt op og prøver at ignorere smerten der bidder i mig. Langsomt slæber jeg migselv hen ad den lille grussti. Der er kun nogle få meter hen til huset så jeg lader mig dumpe ned på verandaen som vender mod skoven. Hvordan var jeg endt på grusstien?Jeg ser ud mod markerne. Det sidste jeg husker er at jeg blev båret af et par store stærke arme. Jeg sparker mine sneakers af og stryger min hånd igennem mit våde, kolde hår. Jeg ved at jeg burde gå indenfor og skifte tøj, men jeg bliver ved med at undre mig over det der skete for et par timer siden. Jeg rejser mig op og med mine sneakers i hånden låser jeg mig ind ind i huset.

Rachel, min tilsynsførende har ikke været her endnu. Hun plejer at komme cirka halv otte sammen med alle sine indkøbs poser. Hun siger at hun aldrig har mødt en femtenårig dreng som spiser så meget som jeg gør. Jeg smiler lidt ved tanken og går ud i køkkenet. jeg finder en klud og gennemvæder den med kold vand. Jeg sætter mig på en lille skammel og holder den våde klud op mod mit hoved, men skærer tænder da det svirer. 

Pludselig hører jeg en nøgle der drejer rundt ude i entréen. Jeg sukker og lader mine skuldre synke lettet ned. Jeg hører skridt og Rachel træder ind i køkkenet. Hun når kun lige at stille indkøbs poserne på køkkenbordet inden hun får et kæmpe chok da hun ser mig sidde i køkkenet: "Ben! Du plejer da ikke at sidde her. Hvad er der dog sket?" Hun går hen til mig og sætter sig på hug overfor mig. Hendes lange, lyse hår hænger løst over hendes skuldre og hendes blå øjne bevæger sig uroligt hen over mig. 

Jeg ser ned. Jeg har ikke lyst til at møde hendes blik. Hvad skulle jeg fortælle hende? At et par mørke skygger nær havde slået mig ihjel? Det ville hun ikke tro på og desuden ville hun fortsætte med at få "den sande forklaring". Hendes sølvmedaljon hænger i en smal sølvkæde. På den ene side af medaljonen er der nogle mystiske tegn. Tegnene er bittesmå for medaljonen er ikke ret stor. En gang imellem spekulerer jeg over hvad de betyder, men så dropper jeg det igen. 

Rachel stryger håret væk fra mit ansigt og spærrer øjnene op da hun ser de røde hudafskrabninger jeg fik i panden. Jeg sukker og tager en dyb indånding som skal jeg til at fortælle noget meget vigtigt. "På en af de små grusstier jeg løber på lå der en kæmpe stor gren med mange små kviste der strakte sig ud fra stammen", lyver jeg i mens jeg ser ud mod markerne. Et øjeblik kaster Rachel et blik ud på markerne som prøver hun at forstå hvad jeg tænkte på. "Jeg løb lige imod grenen og skulle til at hoppe over den...", jeg ser op på hende i håb om at hun køber den. "...Men da jeg springer, snubler jeg over en af kvistene  og falder ned på jorden.." Jeg ser ned på min højre hånd som er hævet. "Jamen, Ben. Du har virkelig fået dig en tur. Jeg henter noget is til dit blå øje og dine knæ."

Straks vender hun sig om for at finde noget is. Jeg orker ikke at løfte min højre hånd så jeg fører straks min venstre hånd op til mit højre øje. Jeg trykker lidt på det og stryger det over øjenlåget, men jeg kan ikke mærke noget. Jeg føre min hånd hen til det modsatte øje og trykker forsigtigt på det, men det skulle jeg aldrig have gjort! Det gør vildt ondt og jeg krummer mig sammen af smerte. "Nå så det er sådan har man efter at have været i slåskamp?", tænker jeg. Rachel rækker en blå ispose til mig  og signalerer at jeg skal lægger den på mit blå øje. Hun dypper to klude i en skål med vand og presser dem mod mine knæ. Jeg har endnu ikke lagt den kolde ispose på mit øje. Hun ser på mig med et blik der ligesom siger: "Hey du, se lige at lægge den ispose på dit øje." Jeg ser ned på posen, ser på Rachel og ser mit spejlbilled i vinduet. Jeg skærer en grim grimasse da jeg ser mit øje. Jeg tager fat om isposen og fører den op mod mit blå øje. Først gør det bare mere ondt, men efter et par sekunder hjælper det. "Vil du ikke kigge ude i komoden efter et støttebind til mit håndled jeg tror at det er forstuvet." Rachel tager hurtigt fat om min hånd og og drejer den i forskellige retninger og trykker lidt på den. Hun river isposen ud af min hånd og holder den ned på mit håndled. Hun ser med medlidenhedsfulde øjne på mig og rejser sig op. "Jeg ser efter et støttebind til dig." Pludselig glider de våde klude på mine knæ ned og jeg strækker straks mine ben så kludene ikke falder ned. Rachel kommer tilbage med en sort, handskelignende ting i hånden. Hun fjerner kludene på mine knæ og rækker mig den sorte ting. "Det var det bedste jeg kunne finde. Det virker som en handske og den er langt mere praktisk end et langt støttebind." "Fint nok", svarer jeg og nikker. "Hvis du går ovenpå og går i bad så laver jeg noget morgenmad imens," siger Rachel og finder panderne frem. "Ja, gør det," siger jeg bare og trasker oven på.

 

Jeg smider isposen på mit natbord og sukker da jeg ser mit spejlbilled. Jeg  ser forfærdelig ud. de andre på skolen ville tro at jeg har været oppe at slås. "Har du ikke også det?", siger en stemme inden i mig. "Ja, right. En slåskamp hvor jeg tabte for groft og blev slået direkte ned i gruset", bogstaveligtalt. Jeg tager min våde t-shirt af og smider den på det overfyldte gulv. Jeg studerer mig selv i spejlet, men prøver at undgå at se på mit ansigt. Det er da altid noget at man ikke mister sin trænede krop efter en slåskamp. Jeg trækker resten af mit tøj af ude på badeværelset og tænder for bruseren. Jeg lader de tynde, varme stråler ramme min hud. Vandet varmer mig langsomt op og lidt liv bliver pustet ind i mig. Strålerne gennemvæder mit hår så det lægger sig tæt til min hovedbund. Små dråber løber om kap ned ad min veltrænede krop. Dråberne tager en omvej når jeg spænder en af mine muskler og de løber ud til siden. 

Jeg slukker for bruseren og rækker ud efter et af håndklæderne på væggen. Jeg tørrer mig med hånklædet og går ind på mit værelse. Jeg roder rundt i mit skab efter noget som ikke får mig til at se så barsk ud. Det ender med et par halv-slidte cowboybukser og en sort, t-shirt med V-hals. Jeg trækker en af skufferne ud af min komode og finder et par gamle, sorte solbriller. Det var noget med at de var moderne i halvfemserne og at de igen er kommet på mode. Jeg tager dem på og studerer resultatet. Med solbrillerne på lægger man ikke mærke til at jeg har fået et blåt øje. Jeg samler nogle forskellige bøger op fra gulvet og lægger dem i min skoletaske. Lige inden jeg løber ned ad trappen griber jeg min mobil i farten som ligger på bordet lige inden for døren. Hvis jeg er heldig overlever jeg dagen uden  at skulle forklarer nogen om min lemlæstede krop. 

Jeg stopper op lige inden første trin ned ad trappen. Jeg kigger ned af den. Jeg tager godt fast i gelænderet med min venstre hånd. Først et lille skridt med den ene fod og så et nyt lille skridt med den anden fod. Det er meget værre at gå ned ad trappen end at gå op ad den. Jeg er stadig lidt øm i mine knæ. Da jeg er nået ned for enden kan jeg dufte bacon ude fra køkkenet. Jeg går derud og placerer mig ved køkkenøen midt i køkkenet. Skoletasken lader jeg dumpe ned for foden af barstolen. Jeg smider solbrillerne på granitbordet så de rasler højt. Rachel vender sig om og spørge: "Hvad er det?" Jeg tager solbrillerne på og ser på hende på en måde som skulle være sofistikeret: "Oh darling, you don't have to worry about that. I'm gonna handle it all by myself," siger jeg og nikker med et bredt smil på læberne. Rachel griner lidt og sætter en tallerken med spejlæg, bacon og ristet toast foran mig. "Værsgo og spis, min dreng. Du får brug for al den energi du kan få for at overleve dagen."  Hun finder et glas og en juicekarton med appelsinjuice til mig og jeg begynder at spise. Det er rart at få noget i maven får jeg var ved at dø efter at få noget at spise.

Jeg spiser op, drikke min juice og smutter op på badeværelset. Jeg børster tænder og tager solbrillerne på. Jeg kaster et blik på mit ur. Der er cirka syv minutter til at Shane er her. Jeg lister hen til min fars værelse og lytter ved døren. Jeg banker stille på og stikker hovedet ind. Der er ret mørkt, for gardinerne er ikke trukket for. Jeg ser hen på min fars hoved som ligger på hovedpuderne.

"Far," siger jeg ligesåstille. "Jeg går nu. Shane er her om lidt." "Ben..," svarer han. "Hvad er det du har på,?" han sætter sig en smule op i sengen og drejer hovedet hen imod mig. Jeg lister hen til ham og sætter mig på hug så er jeg ikke så høj i forhold til ham. Han peger på solbrillerne. "Da jeg var ude at løbe fladt jeg og slog mig. Jeg fik et blåt øje." Jeg tager solbrillerne af og ser på ham med rolige øjne. Han rækker ud efter mig og stryger sin hånd over min kind. Hånden bevæger sig op til mit øje og den bevæger sig ganske stille hen over mit øjenlåg. "Ben, du er flot med eller uden blåt øje." Til sidst stryger han sin hånd hen over min hage. Inden han putter hånden under dynen griber jeg den kysser den let rynket hånd. Jeg klapper den blidt og siger: "Jeg er hjemme om nogle timer. Rachel er her endnu. Farvel far." Jeg vender mig om og går hen imod døren. Bag mig hører jeg ham hviske: "Ja, Rachel er sådan en god kvinde." "Ja," tænker jeg. Hvis Rachel ikke havde hjulpet os så meget havde jeg aldrig været der, hvor jeg er nu.    

Jeg går ud entréen og tager mine mørkegrønne Convers på. Jeg svinger min army-jakke over mig og snupper min skoletaske. "Vent lige," hører jeg Rachel ude fra køkkenet. Hun kommer gående med min madpakke i den ene hånd. "Du skulle helst ikke glemme den her," hun rækker min posen med mad i. Jeg stopper den ned i min taske og åbner døren. "Hav en god dag," siger Rachel og smiler. Jeg drejer hovedet tilbage og ser på hende. Jeg smiler til hende og lukker døren bag mig. Da jeg træder ud på verandaen, hører jeg hornet fra en bil. "Det er sikkert Shane," tænker jeg og halter ned af de tre trappetrin fra verandaen og ned på jorden. Lige inden jeg drejer om hjørnet, tager jeg mine solbriller på. Jeg orker ikke nogen dårlige jokes i dag. 

Shane sidder i den blå Toyota og venter på mig. Taget er slået ned og bilen ser ny vasket ud. Jeg smider min taske på bagsædet og sætter mig på forsædet ved siden af Shane. Jeg ser ligeud på vejen foran os. "Hvad er den af?," spørger Shane. I et hurtigt vrid drejer jeg hovedet og ser direkte på ham. Shane lægger hovedet lidt på skrå, rynker brynene og ser uforstående på mig. Jeg sukker og tager sol brillerne af. Shane spærrer øjnene op og gisper, men straks begynder han at grine hånligt. "Har du været oppe at slås eller sådan noget?," spørger han med et grin på læben. Shane ville aldrig tro på min sande historie, så han får den samme forklaring, som jeg havde givet til min far og Rachel.  "Jeg faldt da jeg var ude at løbe i morges," lyver jeg og tager solbrillerne på igen. Shane nikker og siger: "Ja, behold du hellere dem på. Folk ville tro, at du er blevet voldelig. Men jeg er på dit hold og dækker over dig." Jeg ånder lette op og lader skuldrene falde på plads.

Shane gasser op og straks ruller vi hen over den sorte asfaltvej. Det er varmt i vejret og solen skinner ned på os. Et øjeblik glemmer jeg alt omkring mig. Et øjeblik findes der kun Shane, mig og bilen, der kører os væk. Den kører os væk fra Fixel og ud i resten af Amerika. Jeg smiler, så mine hvide tænder kommer til syne. Bøgeskoven strækker sig på mange kvadratkilometer på den venstre side af vejen. De lysegrønne blade ser næsten neonfarvet ud, når solens stråler rammer dem. Jeg kan se ud af øjenkrogen, at Shane kaster et blik hen imod mig. Jeg vender hovedet mod ham. "En dag så kører vi sammen væk fra den her by," siger Shane og rækker sin ene hånd i vejret. Jeg klasker hans hånd og vi knuger hinandens hænder, som lovede vi at gøre det den dag vi blev myndige.

Jeg kan se skolen i det fjerne. Den store bygning af røde mursten tårner sig op mellem de andre små bygninger. Vi kører forbi et par forretninger, som ligger lige ved siden af skolen. Gaden er ret fyldt med elever på vej hen til skolen. Et par biler kører ind på skolens parkeringsplads. Nogle piger står for enden af parkeringspladsen med et nogle skilte i deres hænder. "Få vasket din bil her" eller "En bilvask for 5 dollars". De hopper og vifter med deres skilte for at tiltrækker kunder. Men jeg tror, at det er skjult reklame for dem selv. De tror, at de er vildt cool og sexede, når de vasker de andres biler. Jeg synes, at det er det rene vanvid. Hvordan kan man gå så meget op i at få opmærksomhed?

Shane holder på en af parkeringspladserne. Han trækker i håndbremsen og slukker motoren. Jeg åbner bildøren og træder ud af bilen. Jeg snupper min taske på bagsædet og fortsætter ud på resten af pladsen. Shane og jeg går hen i mod skolen. "Shane!," lyder en lys stemme. En pige henne fra bilerne kommer løbende mod os. Jeg ser, at det er Emily, som er på vej hen i mod os. Hun har et par cowboyshorts på og en hvid, kortærmet, nedringet t-shirt på. Hendes store, røde solbriller hænger i hendes t-shirt, som bare gør den endnu mere nedringet. Da hun når hen til Shane, springer hun op i hans favn og straks begynder snaveriet. En stemme henne fra cykelstativerne råber: "Nå, der udveksles kropsvæsker!" Det er Jimmy, som råber ad dem. Han synes tilsynladende, at han er ufattelig morsom, for han er ved at drætte om af bar grin.

Emily hopper ned fra Shane, som lægger sin arm rundt om hendes skuldre. Emily er god nok. Hun er en del af den populære tøse-klike, men når hun er sammen med os, så er hun nogenlunde normal. Vi er alle tre venner. Også Emily og jeg. Vi går videre hen til skolen, men pludselig kaster Emily et undrende på mit ansigt. "Du plejer normalt ikke at gå med solbriller, Ben." Det føltes som om, at hun kan se lige igennem mig. "Du har altså også nogle store hudafskrabninger i panden." Hun stopper op og stryger sine fingre over de røde mærker. Hendes fingre bevæger sig ned til mine solbriller og inden jeg kan nå at reagere, har hun taget dem af. Hun spærrer øjnene op og giver et lille gisp fra sig, men et grindende smil dukker op på hendes læber. Jeg tager vredt solbrillerne fra hende og tager dem hurtigt på igen. Jeg ser mig omkring for at sikre mig, at der ikke er nogen, som kigger herhen. "Hvad er der sket?," spørger hun. Jeg tager hende i armen og fører hende med os, så hun ikke står og tiltrækker opmærksomhed. "Gider du lige?," vrisser hun og river sin arm til sig. "Hvis du bliver ved med at tale så højt, ender det med, at nogen bider mærke i det. Der er ikke nogen, som skal se det her," hvisker jeg og peger op mod mit venstre øje. Shane åbner glasdøren for os og vi skynder os indenfor. 

Vi går forbi en masse elever, som er på vej til deres klasseværelse. Vi skal starte med matematik, som foregår i vores almindelige klasseværelse. Vi drejer til venstre og fortsætter ned ad gangen. Femogtyve meter senere drejer vi til højre og ind på den store hovedgang. Det er her, de fleste af klasseværelserne ligger. Vi drejer ind ad tredje dør til højre og træder ind i klasseværelset. Mr. Jones er ikke ankommet endnu. Folk sidder og snakker uhindret med hinanden og der er tomt oppe ved katederet. Det plejer at være et klart tegn på, at læreren ikke er kommet endnu. Emily, Shane og jeg sætter os nogenlunde i midten af klassen, men sørger for at vi sidder lidt på venstre side af tavlen, som er tættest på døren. Shane sætter sig på en plads som er parallel med min i rækken til venstre for mig. Emily sætter sig lige foran ham. Hun læner sig hen i min retning og hvisker: "Jamen, hvad er der så sket?" "Jeg snublede bare, da jeg var ude at løbe," hvisker jeg hurtigt tilbage, for Mr. Jones er kommet ind i klasseværelset.
Mr. Jones er en ret almindelig lærer i slutningen af trediverne. Kort, brunt hår på hovedet, for han har heldigvis ikke fået måne endnu, jeg håber, at jeg aldrig selv for det. Han har kraftige øjenbryn og lidt skægstubbe på hagen. Han går altid klædt i en nystrøget skjorte og et par pæne jeans. Han er ikke så høj af en fuldvoksen mand at være, så alle drengene er mindst på højde med ham. 

Vi har om funktioner, så vi tager alle sammen vores hæfter og formelsamlinger frem. Tiden snegler sig afsted som den altid gør når vi har matematik. Jeg er egentlig god nok til matematik, men det er bare så kedeligt.
Mr. Jones er god nok. Han respekterer eleverne, så heldigvis beder han mig ikke om at tage mine solbriller af.
Efter halvfems lange minutter ringer klokken, og vi skynder os alle sammen ud. Den store hovedgang er fyldt med elever, som er på vej uden for eller hen til kantinen. Shane og jeg smutter hen til kantinen, mens Emily går uden for sammen et par piger af deres slæng.
I kantinen køber Shane noget pastasalat, og jeg køber selv et æble. Det er mellemstort og fuldstændig blodrødt. Det har ikke én eneste bule, og det er så blankt, at man kan spejle sig i det.

Vi smutter uden for, da solen skinner og det er ca. tyve grader varmt, vil jeg være uden for så meget som muligt. Shane og jeg slår os ned på et par lave, grå, betonmurer, der ligger lige op til parkeringspladsen. Jeg gnasker lidt på mit æble og ser mig omkring. Det er helt vildt hvor opdelt teenagere er. Alle hører til hver sin gruppe. Der er altid en leder af gruppe og en "slave". Man kan også sige at slaven er den, som ligger nederst på den socialerangstige i gruppen. De andre betragtes bare som tjenere der gør lige hvad lederen vil have. De bilder sig selv ind at de har de samme holdninger som lederen, men det har de garanteret ikke. Hvis man har sin egen stil, holdning og være måde, så bliver man slagtet og ryger direkte ned på bunden af den sociale rangstige. 
Bortset fra at det miljø kun findes blandt pigerne. Hos drenge er der også ledere og slavere, men man kan komme og gå som man vil. Man kan have sine egne holdninger og stile.
Jeg ved ikke, hvad der forgår oppe i hovederne på de piger, der går på skolen.    
 

Da det ringer ind, går vi igen til time. Vi skal have engelsk med Ms. Flessue, og jeg gyser bare ved tanken. Jeg fatter ikke en brik af, hvorfor hun dog er blevet lærer. Hun er altid sur og kan slet ikke klare ungdommen og vores stil. Ms. Flessue og Mr. Jones er faktisk fuldstændig modsætninger af hinanden. 
Jeg prøver at se så sød ud som muligt, da jeg træder over dørtærsklen til klasseværelset. Ms. Flessue står allerede oppe ved katederet og skriver dagsordenen på den sorte tavle, som er den eneste kontrast til de hvide vægge og det hvide loft. Stolene vi sidder på er røde, men de små borde vi alle sammen sidder ved, er også hvide. Da alle har sat sig ned og har snurret munden helt sammen, står Ms. Flessue og skuler ud over klasseværelset. Pludselig standser hendes blik på mig. Jeg kan mærke, at mit hjerte begynder at banke hurtigere. Jeg kan ikke klare flere eftersidninger, selvom rektor ikke tager det særlig alvorligt. Det ender altid med, at Ms. Flessue tvinger rektor til at ringe til Rachel, for hun ved godt at, hvis hun ringer hjem til vores hus, så bliver den ikke taget. Og hver gang skolen ringer, får far det bare endnu dårligere. 
"Ben, hvorfor sidder du med solbriller på herinde. Solen generer dig ikke dér, hvor du sidder, og desuden så er timen allerede startet." Jeg vil helst ikke tage mine solbriller af. Der har allerede været nogle, som har set undrende på mig. For det første så går jeg som regel ikke med solbriller. Og for det andet så kan man se de store, røde hudafskrabninger som jeg har i panden. 
Jeg kaster et hurtigt blik ud i klasseværelset, men det kan Ms. Flessue jo ikke se. Så ser jeg på hende igen og løfter øjenbrynene så højt, at hun kan se dem over solbrillerne. Nu rynker hun selv brynene og snører sin mund sammen så den ligner en rynket numse. 

"Ben, vil du være så venlig at tage dine solbriller af, ellers må jeg konfiskerer dem og sende dig op til rektor." Jeg tøver et øjeblik, men fører min hånd op til solbrillerne. Ud gennem det sorte brilleglas kan jeg se Ms. Flessues frydende smil på hendes smalle, lyse læber. Jeg tager langsomt solbrillerne af og smider dem på det hvide bord foran mig, så de rasler i hele lokalet. Jeg føler mig blottet nu, hvor alle kan se mit blå øje. Jeg hører gispen og andre små udbrud, alles øjne er rettet mod mig. Pludselig ændrer udbrudene sig til grin og fingrepeg. 
"Ben har vist været oppe at slås!" Alle griner bort set fra Shane og Emily, som ser medlidende på mig. 
"Nu kan vi jo heller ikke bruge hele dagen på at snakke om Ben. Ta' jeres bøger og hæfter frem! Vi husker alle, at vi sidst var i gang med analysere bogen..." og sådan forsætter resten af timen, i mens jeg krymper mig endnu mere sammen for hvert minut der går. 

 

Da det ringer ud til det store frikvarter, skynder jeg mig at tage solbrillerne på igen. Jeg småløber hen til kantinen, og prøver at undgå dem som jeg havde engelsk med. Jeg køber noget pasta og slår mig ned på en bænk og begynder at spise.
Næste time har vi fysik. Mr. Chenko ser helt udkørt ud, hvilket jeg tror er grunden til, at han bare giver os en test, som vare hele timen.
Efter fysik er skoledagen slut. Shane og Emily bliver på biblioteket for at lave lektier til i morgen. Jeg har allerede lavet dem og bliver derfor nød til at traske hjem helt alene. 

Mange af de andre elever på Fixel High School har en bil. De kommer nemt til og fra skole. Men ikke jeg. Ingen bil ingen cykel. Ingen ting. Jeg fortsætter med at gå rundt mellem de små huse inde i byen. Egentlig er jeg på vej hjem, men med de små gader og snævre stier kan det godt se ud som om jeg går i tilfældige retninger. På gåben er der nemlig en masse små smutveje, hvis man hurtigt vil ud til hovedvejen. Hovedvejen, der fører ind til byen. Hovedvejen, der fører væk. Væk fra Fixel.
Jeg går på en meget smal vej imellem to bindingsværkshuse, da jeg ser hovedvejen, og lidt længere henne skoven. Hovedvejen går igennem bøgeskoven. Det var den vej Shane og jeg kørte på vej til skole. Egentlig vil jeg helst løbe hjem, men det går ikke med mit ben. Der køre ikke mange biler på den her del af hovedvejen. De fleste bor i den anden retning, og dem som gerne vil væk fra byen... Kører også den anden vej. I forhold til de andre elever, bor far og jeg ude på landet, men det gør ikke noget. Jeg kan godt lide, at der ikke er overfyldt med mennesker omkring mit hus. Det er skønt, at man kan sidde ude på verandaen og bare nyde stilheden.
Det er skønt, at man de kølige vinterdage kan sidde ude på taget i den kolde regn, og mærke at man er til stede. 

Få solstråler trænger igennem de lysegrønne bøgeblade, der hænger på grenene, som strækker sig ud over vejen, der snor sig omkring i skoven. Den eneste lyd, som når mit øre, er fuglenes kvidren og den afslørende raslen mellem de tørre blade, der ligger på skovbunden. Ellers er der helt stille. Jeg kaster et blik over skulderen for at se, om der er nogen bag mig.
Tilsyneladende er jeg helt alene, så jeg våger pelsen og tager solbrillerne af. Jeg tager  en dyb indånding og nyder for en stund, at jeg er fri for solbrillerne. Efter næsten en hel dag med solbriller på, kan man altså godt ende med at føle sig indespærret. Jeg regner ikke med, at der ville komme nogen bilister, så langsomt lukker jeg mine øjne og fortsætter langsomt hen ad vejen.
Efter få minutter hører jeg høje lyde fra en driftende bil ikke lang fra, hvor jeg befinder mig på vejen. Det giver et sæt i mig, og jeg åbner øjnene. Larmen fra bilen bliver højere og højere. Jeg ruller med øjnene og tænker: "De rige pop teenagere skal altid blære sig og gasse ekstra meget med deres nye Mercedes." 

Jeg trasker langsomt videre og kigger blot lige frem. Jeg falder så meget i staver, at jeg slet ikke opdager, at larmen fra bilen er forsvundet. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...