Nytårs-gave!! (1D fanfiction)

Her får i lige en slags nytårsgave. En fanfiction!!:-) Hvad sker der hvis lucy falder på trappen? Får hun hjælp? Og hvad sker der hvis Lucy pludselig skriger og vrider sig i smerte og er meget syg? Find ud af det her... Obs: drengene er hendes bedste venner og de er ikke berømte i denne fanfiction

6Likes
0Kommentarer
158Visninger
AA

1. et skrig af smerte

Jeg lå i sengen og grinte vildt meget. "Louis! St...stop" skreg jeg imellem grinene. Harry, Zayn, Niall og Liam kom hen til os i min seng. "Louis. Stop nu. Du kan jo høre at hun siger stop" siger Liam så. Louis stoppede så med at kilde mig. "Årh.. Tak Liam" nåede jeg kun lige at sige før de alle begyndte at kilde mig. Min mor reddede mig dog. "Vi spiser nu, hvis i altså har tid" sagde hun mens hun kiggede på os ind af døren. "Selvfølgelig. Vi kommer nu så" sagde jeg da drengene endelig stoppede med at kilde mig. Hvis du er i tvivl så er drengene og jeg bedste venner. Jeg satte mig op i sengen og greb ud efter mine krykker som stod op af min natbord ved siden af min seng. Hvis du er i tvivl så har jeg forstuvet min ankel og skal gå med krykker i flere uger. Træls træls træls, men sådan er livet jo. Jeg fik rejst mig op og drengene stod allerede og ventede på mig henne ved min dør. Jeg forstuvede min ankel igår, og jeg var stadig ikke vant til at gå med krykkerne, så jeg kan ikke udelukke at jeg er faldet et par gange. Jeg begyndte langsomt at bevæge mig hen mod drengene. Da jeg kom hen til dem ventede jeg på at de gik ud, men pludselig begyndte de at fjerne sig fra døren, og lod mig komme ud først. Jeg sendte dem et overrasket og mærkeligt blik, men valgte at lade det ligge. Da vi endte ved trappen var der et mindre problem. Jeg kunne ikke gå ned af trappen med krykker, for sidst jeg gjorde det væltede jeg bare. Derfor stoppede jeg lige ved trappen. Drengene var alle lige ved at gå ind i mig. "Hvad laver du?" Spurgte Niall. Jeg sendte ham et hvor-dum-er-du-lige-blik. Han stod bare og så uforstående ud. "Kom nu, jeg er sulten" sagde han mens han gik forbi mig. Zayn trak på skuldrene og gik også bare forbi mig. Lidt efter fulgte Harry med dem ned. Jeg vendte mig derfor om mod Liam og Louis. "Hvad er der? Er du bange for en trappe?" Spurgte Louis. Liam sukkede og tog fat om Louis kæbe for at dreje hans hoved så han så ned på min fod. "Oh.. Jeg gætter på det gik galt sidst ikke?" Jeg nikkede og lidt efter tog Louis mine krykker i hånden og efterlod mig og Liam, hvorefter han stod nede for enden af trappen og kiggede op på os. Jeg så bare uforstående på ham, men forstod hurtigt da Liam løftede mig op i brudestilling og løftede mig ned. Wow, godt nok er drengene mine bedste venner, men jeg må indrømme at jeg havde et lille crush på Liam. Derfor kiggede jeg hurtigt ned i jorden, da jeg kunne mærke at blodet steg op i mine kinder. "Årh.. Se. Hun rødmer" sagde Louis for enden af trappen, hvilket fik Liam til at se ned på mig, men til mit held smilte han bare af det. Da vi var kommet ned for enden af trappen satte Liam mig ned igen, men der var jo ikke noget jeg kunne støtte mig op af før jeg havde fået mine krykker, hvilket gjorde at jeg var nødt til at stå på en fod. Men det endte alligevel med at jeg kom til at støtte på min forstuvede ankel, hvilket fik en smerte til at skyde igennem min ankel og gjorde at jeg væltede ind i Liam, som dog hurtigt greb mig. Jeg åndede lettet ud. Louis rakte krykkerne hen til mig og jeg tog dem på en stædig måde. Det fik bare Louis til at tage hænderne op foran ham. "Wow, easy tiger" sagde han lidt efter med et grin i stemmen.

Senere på aftenen sad vi igen på mit værelse. Og hvis i vil vide det, så havde vi sommerferie, så vi var sammen næsten hver dag. "Hey, Lucy" sagde Zayn. "Mmh" lød det bare fra mig. "Må vi ikke høre dig synge?" Spurgte han så. De andre gjorde sig hurtigt enige og sad bare og kiggede afventende på mig. Det slog mig at de aldrig havde hørt mig synge. Jeg stivnede men nikkede bagefter. "Hvis en af jer synger sammen med mig så!" Sagde jeg. De nikkede og Niall tog sin guitar op. Han begyndte at spille melodien til Radioactive. Først kiggede jeg underligt på ham men lidt efter levede jeg mig ind i musikken. Det samme gjorde Niall vidst for han sang med.

I'm waking up to ash and dust

I wipe my brow and I sweat my rust

I'm breathing in the chemicals

I'm breaking in, shaping up, then checking out on the prison bus

This is it, the apocalypse

Whoa

I'm waking up, I feel it in my bones

Enough to make my systems blow

Welcome to the new age, to the new age

Welcome to the new age, to the new age

Whoa, whoa, I'm radioactive, radioactive

Whoa, whoa, I'm radioactive, radioactive

Med det samme jeg stoppede med at synge klappede de. "Du har da aldrig fortalt at du kan synge?" Sagde Liam så. Jeg rødmede, både på grund af komplimentet og pga. Det var Liam der sagde det. "Du ved godt at du næsten var den eneste der sang. Niall sang kun med på de første 3 sætninger" sagde en grinende Zayn. Jeg blev straks meget rød i hovedet men kiggede dog stadig hen på Zayn. "Ej, så må i jo være døve nu, hvis Niall's fantastiske stemme ikke var der til at dæmpe min lorte-stemme" sagde jeg meget seriøst. Alle drengene kiggede mærkeligt på mig undtagen Niall. Jeg kiggede over på ham, som de andre også endte med. Han var helt rød i kinderne og kiggede ned i gulvet. Jeg gav ham et blidt skub, "ej, Niall. Jeg mener det. Du har en fantastisk stemme" sagde jeg. "Din er meget bedre. Jeg troede næsten at der var en engel herinde og sang istedet for dig" sagde han lidt efter. Det fik mig til at rødme mens de andre hurtigt gjorde sig enige. "Nå, så er det jeres tur til at synge" sagde jeg mens jeg kiggede på Harry, Zayn, Louis og Liam. Harry forsvarede straks sig selv, "det er nok ikke nogen god ide idag. Jeg har mega ondt i halsen" sagde han og hostede lidt for at få det til at virke som om det var rigtigt. Lidt efter flækkede vi alle sammen af grin. Harry blev helt rød i hovedet, men begyndte dog at synge kort efter. Resten af drengene begyndte at synge med og det lød helt fantastisk...

3 dage senere:

Vi var hjemme ved Zayn idag. Mig og Zayn var ude i køkkenet og finde lidt snacks og noget at drikke, mens resten sad inde i stuen og snakkede. "Zayn" sagde jeg. Han kiggede over på mig. "Hvis jeg siger at der er en af jer fem jeg er lidt forelsket i, hvem tror du så det er?" han så meget spørgende og overrasket på mig. "Helt klart mig. Man kan da ikke stå for mig, så lækker som jeg er" sagde han stolt. Jeg rullede bare øjne af ham. "Bare glem det" sagde jeg inden jeg gik ind i stuen. "Drenge" sagde jeg for at få deres opmærksomhed. De kiggede alle hen på mig. "Jeg synes i skal prøve at finde ud af hvem af jer drenge jeg er lidt forelsket i" sagde jeg så, hvilket fik drengene til at se forvirrede på mig. "Er.. Er du forelsket i en af os?" Spurgte Harry lidt usikkert. Jeg nikkede kort. "Niall" sagde Harry så. Jeg sagde ingenting. "Harry" sagde Liam lidt efter. "Harry" sagde Niall efterfulgt af Zayn der kom ind og sagde "Louis". Og til sidst sagde Louis "Liam. For du rødmede jo da han bar dig ned af trapperne". Det fik mig til at kigge ned i jorden inden jeg igen rødmede."Jeg afslører det først for den jeg er lidt forelsket i, og så får resten det at vide bagefter" sagde jeg så. Det fik dem til at kigge lidt sært på mig. "Der går jo et par dage før i får det at vide aber"...

Jeg var kun sammen med Liam, Zayn og Niall idag, da Louis og Harry skulle noget. "Skal vi ikke se en film?" Spurgte Zayn så. Vi nikkede alle lidt. Lidt efter gik Liam på toilet, mens Zayn var gået ned for at finde en film. Og her stod jeg igen ved trappen og kunne ikke komme ned pga. de stupide krykker. Jeg kiggede bedende på Niall bag mig. Han smilte bare inden han løftede mig op og fik mig ned for enden af trapperne. "Tak Nialler" sagde jeg, hvilket fik ham til at rødme. Det var sødt. Vi gik ud i køkkenet hvor vi fandt nogle snacks til filmen. "Niall. Det er dig" sagde jeg nervøst. Han rynkede bare brynene. "det er dig" sagde jeg endnu en gang. Han så bare uforstående på mig. "Ja, jeg er mig?" Sagde han så. "Nej Niall. Du forstår ikke. Det er dig jeg har valgt" sagde jeg så. Han så stadig lidt uforstående på mig inden han pludselig forstod det. Hans ansigtsudtryk ændrede sig hurtigt. "Lucy, det... Det vil aldrig blive os..." Sagde han mens han gik hen til mig og nussede mig på kinden med hans finger. "Men.. Det er dig.. Det har det hele tiden været" sagde jeg lidt nervøst. "Lucy, ikke mig. Det kan ikke være mig. Der må være en anden af os du er forelsket i. Det skal der være" sagde han inden han sendte mig et skævt smil og forlod mig i køkkenet...

Jeg vågnede ved et gisp. Det var bare en drøm. Jeg havde ikke sagt det til Niall og han havde ikke afvist mig. Jeg åndede lettet ud. Jeg kiggede på min mobil. Klokken var 11:27 om morgenen og drengene kom herover kl. 12:30 cirka. Så jeg tog mig et bad, så godt som man nu kan med forbinding på foden. Forbindingen måtte ikke blive våd. Det irriterede mig. Da jeg igen kom ind på mit værelse så jeg at klokken var 11:49. Nu manglede jeg så at få noget morgenmad. Jeg gik ud af mit værelse og stod nu ved trappen igen. Jeg havde hele tiden fået hjælp til at komme ned af den. Men denne gang var der ingen til at hjælpe mig, og jeg ville ikke vente i 40 min på drengene for at få morgenmad, så jeg begyndte langsomt at kæmpe mig ned af trappen. Men lige pludselig gik det galt og jeg røg ned af trappen. Jeg kunne høre et lavt smæld og pludselig en masse smerter i mit ben. Da jeg nåede enden af trappen, troede jeg det ikke kunne blive værre. Men det kunne det åbenbart, for jeg slog hovedet ind i kanten af det sidste trin. Og lidt efter, da jeg lå stille på gulvet kunne jeg mærke blodet rende ned af mit hoved og ned på gulvet samtidig med at jeg havde forfærdelig ondt i mit ben...

Jeg tror at jeg på trods af smerten i benet og blodet fra min hoved måtte være faldet i søvn, for jeg vågnede ihvertfald ved at der blev rusket let i mig. Jeg åbnede øjnene og kunne straks mærke smerten i mit ben og hovedpinen jeg havde fået. Zayn stod ved siden af mig, mens resten af drengene stod i døren til huset. "Lucy, hvad er der sket" spurgte en bekymret Harry. jeg kiggede op af trappen og drengene fulgte mit blik. Mine krykker lå oppe på det øverste stykke af trappen. Sådan lidt hulter til bulter. "Du bløder jo" sagde Zayn bekymret, mens han drejede mit hoved lidt så han kunne se såret. "Nej virkelig? Har du så set mit ben for nylig" jokede jeg, men det virkede ikke ligefrem som om de synes det var sjovt. Det var mere et gisp der lød fra dem alle sammen. Jeg kiggede ned på mit ben, og det lå vredet rundt i den forkerte retning. Dejligt. Det vil sige min fod pegede nedad istedet for opad. Men det hjalp mig ikke ligefrem at jeg så besvimede af at se mit ben ligge helt omvendt...

Jeg vågnede ved at mit navn blev nævnt flere gange. "Lucy... Lucy er du vågen?" Spurgte Harry. Jeg åbnede stille øjnene og kiggede lige op i de dejligste grønne øjne. "Hey guys. Hun er vågen" sagde han og straks stod de alle og kiggede på mig. "Hvor er jeg?" Spurgte jeg, mens jeg tog mig til hovedet. "På hospitalet. Du har fået gips på dit ben, og så fik du en lille hjernerystelse..." Svarede Liam hurtigt. En læge kom ind i rummet vi var i. "Nå, godt du er vågen. Jeg ville bare lige fortælle at hjernerystelsen ikke kommer til at betyde noget, men til gengæld skal du nu sidde i kørestol i de næste 7 uger cirka" sagde hun. Det kunne hun ikke mene. Jeg ville jo ikke være i stand til at gøre noget selv i det næste stykke tid så. Jeg ville få brug for hjælp næsten hele tiden. "Lucy? Lucy, er der nogen hjemme?" Blev der spurgt mens der blev knipset foran mine øjne. Jeg blinkede hurtigt et par gange med øjnene, og kiggede op på Niall som spurgte. Jeg nikkede hurtigt uden at sige noget. "Er du okay?" Spurgte han så. Igen nikkede jeg, men stoppede hurtigt for at sige "nej.. Nej det er jeg ikke". Han kiggede lidt bekymret på mig. "De andre er gået ud for at få din kørestol.." Sagde han lavt, da han vidst forstod at det var kørestolen der irriterede mig. Jeg nikkede kort. Han trak mig ind i i et kram. Jeg sad bare helt stiv indtil døren blev åbnet og kørestolen blev placeret ved siden af sengen jeg var i. Jeg kiggede bare tomt på kørestolen. "Skal du bruge hjælp?" Spurgte Louis, selvom han jo godt vidste at jeg skulle bruge hjælp. Jeg nikkede langsomt uden at fjerne blikket fra kørestolen. Da jeg kom ned at sidde i den kunne jeg ikke klare det mere. Jeg brød sammen og tårerne rendte ned af mine kinder og efterlod en stikkende fornemmelse i øjne. Straks satte Liam sig på hug foran mig. "Shh... Ikke græde Lucy. Det skal nok gå" sagde han mens han fjernede tårerne fra mine kinder, for blot at lade nogle nye erstatte dem...

Bilen vi sad i stoppede foran mit hus. Jeg åbnede døren og betragtede Harry tage kørestolen ud af bilen. Lidt efter fik han den hen foran mig hvorefter jeg igen sad i den. Jeg kørte hen mod mit hus, hvor jeg stoppede foran trappen op til døren. Jeg sukkede og lidt efter lå jeg i armene på Niall, mens Louis løftede kørestolen op af trappen. Jeg blev igen placeret i den og vi kom indenfor. Jeg blev pludselig lidt sulten og kørte ud i køkkenet. Jeg ville egentlig åbne køleskabet og kigge de forskellige skabe igennem, men det kunne jeg ikke eftersom skabene hang højt oppe. Og køleskabet siger jo sig selv. Det fik mig til endnu en gang at sukke. Men min dag blev reddet da Zayn åbnede køleskabet. "Hvad vil du have?"....

Jeg blev løftet over i sofaen af Louis og jeg satte mig til rette, men blev dog trukket blidt ned så jeg endte med at ligge med hovedet på Harry's mave. Jeg kiggede lidt sjovt på ham, men vendte så opmærksomheden mod tv'et hvor en film kørte i baggrunden.

Jeg vågnede op med et skrig. Døren til mit værelse blev hurtigt åbnet og ind kom Zayn. "Hvad sker der? Er du okay?". Jeg svarede ikke. "Mareridt?" Spurgte han og jeg nikkede. "Hvad drømte du?". Jeg sank en klump. "At jeg havde brækket benet og skulle bruge kørestol i flere uger" sagde jeg så. Straks så han bekymret på mig. "Sig mig. Er du okay?" Jeg nikkede kort. "Hvorfor skulle jeg ikke være det?" Spurgte jeg så. Det gjorde bare at han så endnu mere bekymret på mig. Jeg kiggede bare uforstående på ham. Lidt efter trak han lidt af min dyne væk fra mine ben. Pludselig fandt et skrig vej ud gennem mine læber. Lidt efter lå Zayn's arme om mig. Da han trak sig væk fra mig igen så jeg at resten af drengene stod i døren og kiggede spørgende på Zayn og jeg. Zayn rejste sig og gik ud sammen med resten af drengene. Lidt efter kom de ind igen og de satte sig omkring mig på min seng. De kiggede bekymrede på mig. "Det var ikke en drøm, du faldt i søvn i sofaen, og så bar vi dig herop. Kan du overhovedet huske hvad der skete?" Sagde Niall. Jeg kiggede tomt ud i luften inden jeg nikkede. "Jeg kan ihvertfald huske da jeg vågnede og så ind i de dejligste grønne øjne" hvilket fik mig til at kigge hen på Harry. "Jeg faldt og derfor endte jeg på hospitalet. Så kom jeg hjem og var sulten og... Ehm.. Faldt i søvn op af Harry" sagde jeg. Drengene så lettede ud.

4 dage senere:

'Kan ikke komme idag guys:-(. Har det ikke så godt' skrev jeg i en besked til Louis da vi havde aftalt at vi skulle være sammen alle sammen idag. Da jeg vågnede havde jeg det ikke særlig godt. Senere havde jeg meget hovedpine og ondt i maven, samt kvalme. Jeg havde også et par svedeture, og jeg havde det meget varmt. Pludselig fik jeg en besked. 'Øv... Men så er det afgjort. Så kommer vi hen til dig:-)' skrev Louis. Jeg sukkede. 'Det behøver i virkelig ikke!' Skrev jeg hurtigt tilbage. 'Nej, men vi kommer alligevel. Vi er allerede på vej:-)'. Og lige idet jeg skulle til at svare på beskeden kom drengene ind af døren. Ja, vi bor alle på samme vej, så det tager ikke lang tid at komme hen til hinanden. "Lucy?" Råbte Harry. "Heroppe!" Råbte jeg tilbage, da jeg lå i min seng. Der lå jeg og krummede mig sammen til en kugle, pga. Min mave. Jeg lå med ryggen mod døren ind til mit værelse og blev derfor lidt forskrækket da der blev lagt en hånd på min skulder. "Hov, undskyld" halvgrinte Liam. "Er du okay?" Spurgte han da han så på mig. Da jeg ikke svarede lagde han en hånd på min pande. Han kiggede bekymret på mig inden han rejste sig og forlod mit værelse med de andre drenge. Lidt efter kom Liam ind igen. Denne gang med et termometer i hånden. Han placerede den under min tunge og jeg lukkede munden. Lidt efter begyndte endnu en svedetur. Det begyndte at gøre ondt i øjnene og min krop blev tung. Min vejrtrækning blev meget tung og min krop begyndte at ryste. Istedet for kun smerter fik jeg pludselig kramper. Sådan havde jeg aldrig haft det før. Jeg vred mig lidt frem og tilbage. Lidt efter fangede Liam mit blik og det fik mig til at slappe af, men kramperne og sveden var der stadig. Jeg trak stadig vejret meget tungt, hvilket fik Liam til at se bekymret på mig. Lidt efter tog han termometret ud af min mund, og kiggede straks med store øjne på det. Han rejste sig meget hurtigt fra min seng og nærmest løb ud af døren og ud til de andre drenge. Lidt efter kunne jeg høre Louis "HVAD, det kan ikke være rigtigt det der". Lidt efter kunne jeg også høre Niall's stemme. "Det der er da..." Mere kunne jeg ikke høre da han dæmpede stemmen. Kramperne i min mave blev værre og jeg vred mig frem og tilbage i min seng. Det gjorde så ondt at et skrig af smerte forlod mine læber og lidt efter lå jeg på gulvet, og kramperne blev mindre og forsvandt næsten helt. Men min krop, især min pande var stadig fyldt med sved. Døren til mit værelse blev revet op, og Liam løb hen og satte sig på knæene ved siden af mig. Min krop begyndte langsomt at slappe af. "Hvad skete der" spurgte Liam meget nervøst med en rystende stemme. Jeg skulle til at svare da kramperne igen tog til. Denne gang værre hvilket selvfølgelig gjorde at jeg skreg i smerte igen. Værre end før. Liam tog fat i mig og prøvede at holde mig fast, men jeg vred mig i smerte. Jeg skreg stadig. Hvad skete der med mig. Efter lidt tid lå jeg helt stille, med færre kramper i maven. Trangen til at vride mig i smerte var der stadig, men jeg kunne ikke. Alle drengene havde skyndt sig at holde mig nede og kiggede direkte i øjnene på mig. De var virkelig bekymrede for mig. Niall havde termometret i hånden og han holdte det så jeg kunne se hvad der stod. Der stod med små tal '44,2'. Jeg fik virkelig et chok. Kom temperatuen op på 40 grader var man i livsfare, og der stod fucking 44,2!!. Kramperne tog til igen og jeg skreg endnu en gang. Jeg prøvede at vride mig, men drengene trykkede mig hårdt ned mod gulvet. En eller anden havde åbenbart ringet efter hjælp, da jeg pludselig kunne høre sirener. Liam rejste sig og løb ud af værelset. Jeg kiggede bedende på drengene, velvidende om at de ikke kunne gøre noget. De holde mig dog bare nede. Lidt efter kunne jeg mærke et prik i armen, og langsomt stoppede jeg med at skrige, og tårerne væltede ud af mine øjne. Min krop slappede af, og lidt efter fik jeg en iltmaske på, som straks gjorde det lidt nemmere at trække vejret. Drengene slappede også lidt mere af og fjernede langsomt hænderne fra mig. Jeg nåede lige at se at Niall havde tårer i øjnene. Harry lagde armene om ham. Harry havde selv blanke øjne. Louis, Zayn og selv Liam havde blanke øjne. Jeg nåede lige at se en tåre glide ned af Liam's kind inden han vendte blikket væk fra mig. Lidt efter kom han hen til mig og tog min hånd, mens han kiggede tomt men nervøst og bekymret på mig. Ikke engang slap han min hånd da jeg blev løftet op på en eller anden seng. Han gik med hele vejen ned til ambulancen uden at slippe min hånd. Selv da jeg blev placeret inde i ambulancen slap han mig ikke. Ambulancen kørte hurtigt af sted med sirener på. Liam klemte blidt min hånd, mens tårerne gled ned af hans kinder. Sådan havde jeg aldrig set ham før... Da kramperne igen begyndte klemte jeg øjnene sammen og tog mig til maven. Lidt efter blev jeg igen prikket i armen, og det fik mig langsomt til at slappe af igen. Ambulancen stoppede og de fik mig ud af den og hurtigt ind på hospitalet. Derinde blev jeg pludselig omringet af mennesker. Jeg blev spurgt om en masse ting, men jeg forstod ikke noget af det der blev sagt. Lidt efter kunne jeg ikke kæmpe mere. Jeg lukkede langsomt øjnene og der blev helt stille...

Jeg vågnede og åbnede langsomt øjnene. jeg havde det meget bedre nu. Jeg kiggede på Niall som sad ved siden af mig. Han havde helt røde øjne. Ingen af os sagde noget. En tåre forlod Niall's øje. Lidt efter stod alle drengene ved sengen jeg lå i. Zayn og Harry kiggede ikke på mig, men ned i gulvet. Louis prøvede at fange mit blik. Jeg kiggede på ham, og han så bekymret ud. Da jeg kiggede over på Liam kiggede han også bekymret på mig, men det var som om der var et glimt af andre følelser. Jeg sagde ingenting om det, men ville selvfølgelig spørge ham om det senere.

Jeg havde spurgt Liam om vi ikke kunne snakke alene sammen. De andre drenge var gået ud. "Liam, da jeg vågnede var der mere end bekymring i dit blik?" Sagde jeg hvilket fik ham til kort og stivne. "Lucy. Jeg..." Sagde han men stoppede, hvorefter han kiggede lige ind i mine øjne. Men hans blik gled langsomt ned til mine læber, og lidt efter lænede han sig ned til mig og kyssede mig blidt på munden. Da han trak sig væk, ville han ikke længere se mig i øjnene. Hans øjne søgte efter andre ting at kigge på. "Ej... Lucy. Undskyld. Det var slet ikke me..." Mere nåede han ikke at sige før jeg havde plantet mine læber på hans. Først stivnede han, men lidt efter kyssede han med. Hans tunge bad om adgang. Jeg åbnede let munden og vores tunger begyndte at lege med hinanden. Et host lød ovre fra døren til rummet. Mig og Liam trak os hurtigt fra hinanden og så at resten af drengene stod med åbne munde og overraskede udtryk. "Jeg tror vi har fundet ud af hvem du er lidt forelsket i" sagde Louis med et grin. Jeg rødmede og kiggede hen på Liam som bare kiggede på mig. "Så kys hende da" sagde Harry. Han lukkede øjnene og det samme gjorde jeg. Vores læber blev som smedet sammen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...