Nytårs-gave!! (1D fanfiction)

Her får i lige en slags nytårsgave. En fanfiction!!:-) Hvad sker der hvis lucy falder på trappen? Får hun hjælp? Og hvad sker der hvis Lucy pludselig skriger og vrider sig i smerte og er meget syg? Find ud af det her... Obs: drengene er hendes bedste venner og de er ikke berømte i denne fanfiction

6Likes
0Kommentarer
159Visninger
AA

2. del 2

"Der er desværre ingen forklaring på din tilstand, men vi prøver alt hvad vi kan at finde ud af hvad der skete med dig. Derfor vil vi beholde dig her i et stykke tid. Om det bliver et par dage eller måske uger, er der ingen der ved..." Sagde en læge der var kommet ind i rummet. Jeg sad op i sengen, mens Liam sad ved siden af og holdte min hånd. Hvis i skulle være i tvivl... VI ER NU KÆRESTER!!. Jeg vågnede op fra mine tanker da Liam blidt klemte min hånd. Jeg skyndte mig bare at nikke til lægen. Det fik hende til at sende mig et kort smil inden hun gik ud af rummet. "Er du okay?" Spurgte Liam. Jeg kiggede bare overrasket på ham. "Hvorfor skulle jeg ikke være det?" Spurgte jeg så. "Du skal jo blive her i et stykke tid..." Sagde han nervøst. Jeg rullede bare lidt med øjnene og smilte lidt til ham. "Så slipper jeg da for kramper i mega lang tid, hvis det sker igen" sagde jeg så. Pludselig rynkede han brynene. "Kramper?.." Spurgte han så. "Søde skat. Kramper som i grunden til at jeg skreg i smerte og vred mig rundt hele tiden..." Sagde jeg med en tom stemme. "Var det kramper der gjorde det?" Spurgte han dumt. "Nej, jeg skreg og vred mig fordi jeg var fucking glad for i kom hjem til mig.." Sagde jeg så. Pludselig kiggede han sært på mig. "Søde skat... Jeg driller dig bare. Selvfølgelig var det kramper" hvilket fik ham til at se lidt mere normalt på mig.

"Lucy. Vi bliver nødt til at smutte nu. Men jeg vil komme forbi hver dag, okay?" Sagde Liam. "Ok, men du behøver da ikke at komme hver dag Liam" sagde jeg så. "Jo, selvfølgelig" sagde han. Jeg rystede bare på hovedet af ham inden jeg kyssede ham farvel, og manglede bare at kramme resten af drengene farvel. De var sjovt nok til stede under mig og Liam's samtale om kramper tidligere. Jeg ville lige lave lidt sjov så da Niall skulle til at trække sig ud af krammet gav jeg ham et kys på panden. Det fik ham til at stivne og resten af drengene, selv Liam til at grine. Niall rettede sig op og jeg nåede lige at se hans røde kinder, inden han kiggede væk. Det gjorde at resten af drengene havde frit udsyn til hans kinder. Det fik dem bare til at grine endnu mere, og Niall til at rødme endnu mere. Jeg begyndte også bare at grine lidt. Da Louis ville give mig et kram tog han hovedet væk fra mig så jeg ikke kunne gøre det samme ved ham. Derfor satte jeg min hånd på hans røv og klemte den lidt. Det gjorde at han straks trak sig fra mig og tog sig til røven. Det fik de andre til at grine endnu en gang. Denne gang grinte Niall også. Da det var Harrys tur til at kramme mig stilte han sig bare foran mig. "Nu ved jeg ikke om jeg tør kramme dig..." Sagde han så hvilket fik mig til at grine. Alligevel krammede han mig og jeg satte min hånd i hans hår og begyndte at rode i det. Han grinte lidt, mens han trak sig fra mig igen. Da det var Zayn's tur klemte han øjnene lidt sammen og kiggede skeptisk på mig. Men han krammede mig dog alligevel. Da jeg ikke gjorde noget ved ham trak han sig fra mig og smilte så, hvorefter han vendte sig om mod de andre. "Ha. Hun gjorde ikke noget ved mig" sagde han, men det skulle han vidst ikke have sagt. For lige da han havde sagt det prikkede jeg ham i siderne, så han kom med et pigeskrig og hoppede lidt. Han vendte sig om mod mig igen. Jeg grinte bare, hvilket resten af drengene også gjorde.

Næste dag:

Jeg havde haft det meget godt igår, men da jeg vågnede idag havde jeg det ikke så godt. Døren blev åbnet og ind kom Liam. Han lukkede døren efter sig og kom hen til mig. "Har du savnet mig?" Spurgte han så. Jeg nikkede lidt og han kyssede mig i panden. "Har du det dårligt igen? Jeg synes du er lidt varm..." Sagde han så bekymret. "Det er ikke noget. Sådan havde jeg det også igår" løj jeg. Han kiggede lidt skeptisk på mig, men nikkede så. Og som jeg havde håbet ikke ville ske, specielt ikke mens Liam var der, så kom kramperne igen. Jeg prøvede at lade være med at skrige og vride mig, men det resulterede bare i at det skete alligevel. Liam var hurtigt ude for at råbe efter hjælp og kort efter kom flere læger løbende ind til mig. De holdte mig nede mens en af dem prikkede mig i armen igen. Og som sidst hjalp det. Liam stod hurtigt henne ved mig og tog min hånd igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...