Pigen i den blå sommerkjole

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2014
  • Opdateret: 11 feb. 2014
  • Status: Igang
Pigen i den blå sommerkjole. Dette er en novelle, jeg skrev for 3 år siden, som jeg faktisk selv var godt tilfreds med, og syntes den fortjener og ryge på Movellas (: Folk fortæller dig, hvad der er rigtig, og hvad der er forkert. Men hvad ville du gøre, hvis ingen fortalte dig det? En fortælling, om Safir, og hendes ven Miklo.

1Likes
1Kommentarer
348Visninger
AA

2. Safir

Mit navn er specialt. Jeg ved ikke engang, om det er mit rigtige navn. Jeg kan ikke mindes, jeg er blevet kaldt det som spæd, men i hvert fald tror jeg det er mit navn. Det er det, jeg bliver kaldt. Når HAN, kalder er det altid Safir, han kalder. Der er kun mig, og ham i huset. Så det må være mig, han kalder på. Han roser mig altid, når jeg kommer hen til ham, når han kalder 'Safir'. Så det er vel mit navn? 
Det er mærkeligt, og sige hvordan jeg er endt her. Det hele virker, så nyt og spændene, når jeg spærre mine øjne op, og ser rundt. En dag vågnede jeg bare op her, og jeg har været her lige siden. Tids fornemmelse ejer man ikke meget af, når man er 6 år. Det er først nu, jeg tænker over hvorfor, jeg er her? Det føleses forkert, men alligevel ikke? Jeg ved, jeg flyttet ind som 4 årig, og det eneste jeg kan erinde fra dengang var, en masse støj. Når jeg kniber øjne hårdt sammen, og koncentere mig om at tænke på det, kommer det til mig. Larmen, mussikken, glas der klinkre sammen, råben, grin, og en bitter lugt af spiritus. En aften, hvor der sad en mand, og legede med mig. Jeg sad på hans skød, imens jeg tegnede, og fortalte om det. Han holdte om mig, og grinede over det jeg sagde. Han kunne godt li at kilde min mave. Mor var et sted i rummet, og jeg ville finde hende. Men da jeg fandt hende, stod hun ude i køkkenet, og skreg med hænderne op foran sig. Hun virkede bange. Hendes øjne, var store, og blanke, og det hele gik i slowmotion. Far lå på gulvet, han var hvis faldet i søvn? Der stod HAN. Manden i det sorte jakke sæt, der pegede på mor, med sådan en man bruger i cowboy filmene. Jeg kan ikke huske hvad den hedder, men den ser sej ud. Han skuler til mor, og snakker med hende. Hans øjne, bliver ved med at kig på mig, og så på mor, og så på mig, tilbage på mor, og på mig.

ARGH!

Til sidst ryster han på hovedet, og griner. Han kommer imod mig, løfter mig op, og går. Jeg skriger ikke. Jeg grader ikke. Jeg griner heller ikke. Jeg ber ikke om at få noget med. Men jeg er bange. Men for hvad, ved jeg ikke. 
Sådan endte jeg her, og tja, jeg kan vel godt li at være her? Tror ikke, det er noget jeg tager stilling til, men det er underligt. Han gir mig altid, en kjole på der er mane til den, jeg havde på i går, og i forgårs, og i forgårs forgårs, og forgårs forgårs forgårs. Puha det kan man ikke sige hurtigt! Den er blå. Den sidder meget løs, men han siger den nok skal passe mig på et tidspunkt. Den er blå. Ingen nogen mørk, eller lys. Mat eller skarp. Bare blå. Ganske almindelig blå. Så går den meget til knæene. Der er intet mønster på, eller nogen anden form for pynt. Den er bare helt almindelig blå.

Blå blå blå.... 

Mit legetøj er ikke blåt. Kun den dukke, jeg har. Dens kjole er blå, ligesom min. Men Hendes kjole, er der hvide blomster på. Hun har os en kyse der passer til, men den kan ikke pilles af. Jeg kan godt li alt mit legetøj, men min ynglish, er den æske der står op på bordet. Det er ikke min, og har os fået afvide det ikke er legetøj, men det er min ynglish alligevel, og tit lader jeg som om den er min! Æsken er grøn. Der er ingen mønster på. Udover et hak i siden, den har fået. Måske ved at ryge på jorden? Inden i æsken, ligger der ingen ting. Der er intet i æsken. Der er en nøgle til den, som der gør man kan låse den. Men jeg ved ikke hvordan. Jeg aner nemlig ikke hvor nøglen er, og æsken er låst, men han har sagt der ikke ligger noget i den. Jeg ville gerne ha det var min. Så kunne jeg gemme de sten, jeg får i den. Han tager sten med hjem til mig, i en pose nogen gange. Så får jeg lov, og side og vælge de sten jeg vil ha. Nogen af dem er pæne, andre er ikke pæne, men jeg vil kun ha de pæneste. Jeg bruger dem ikke til så meget, andet end at kigge på. De er flotte. Jeg elsker mine sten. Det er det eneste, jeg har der kommer ude fra naturen af. 
Jeg er os glad, når han åbner vinduerne. Det gør han hver dag, men tit sover jeg imens, men nogen gange, er jeg vågen. Så bliver jeg ramt af en kold brise, og det føltes fantastik. Jeg må ikke gå hen til vinduerne, så jeg plejer og side inden på gulvet, og lytte. Lyttet til fuglene, der synger smukt. Vinden der rusker stille i træerne. Nogen gange, regner det udenfor. 
Nogen gange stille regn. 
Nogen gange ikke så stille regn. 
Så larmer det udenfor. 

 

I dag er en special dag. Det han har i hvert sagt. Jeg bliver 7 år, og han siger det bliver helt specialt. Han er ikke hjemme, så jeg sidder inden i stuen, og venter på ham. Det føles ikke anderledes end i går. I går var jeg 6 år, i dag er jeg 7 år. Det føltes ikke anderledes. En kradsene lyd, lyder i døren, og låsen vrides rundt engang, og så går døren op med et *klik*
Et par skridt, går over gulvet, og jakken bliver hængt på plads. Jeg rejser mig op, og sætter i løb ud i gangen. Jeg stopper i døren, og rykker min blå sommerkjole ned på plads. Den har sat sig lidt mærkeligt, da jeg sad på gulvet. Han skuler over til mig, med et smil 
''Hej Safir. Sikker du løber'' siger han bløde stemme. Han smider skoene, og går forbi, imens han gir mig et kærligt klap på hovedet, imens han går ud i køkkenet. Jeg følger efter i små løb. Han tager hurtige skridt end mig, så jeg må løbe. Han sætter sig ned, ved kogeøen, og jeg kravler op på en stol overfor ham. Han smiler til mig 
''Har du haft en god dag?'' siger han, imens han kigger ned i avisen foran ham. Jeg nikker hurtigt, og han ryster kort på hovedet af mig. Jeg siger aldrig rigtig noget til ham. 
Han lukker avisen sammen, og jeg pejer på datoen. Han smiler igen, et inderligt varmt smil 
''Jeg ved det godt Safir. Det er din fødselsdag. Kom'' siger han stille, og rejser sig. Jeg springer ned fra stolen, og går efter ham. Vi stopper ude ved hoved døren, og han tager sin sko på. Jeg har altid sko på, men jeg bliver bange. Skal han gå igen? Han rækker ud efter min hånd, og jeg tager fat i den. Han åbner døren, og solen skarpt ind på mig. Det skræmmer mig, så jeg trykker mig let indtil ham. Han stryger mig kort på hovedet, med den anden hånd. 
''I dag er dagen, hvor du skal starte din træning'' siger han bløde stemme, imens han sætter sig ned foran mig. Han ser mig ind i øjne, og stryger mig over håret. 
''Træningen der skal forandre dit liv''

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...