Pigen i den blå sommerkjole

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2014
  • Opdateret: 11 feb. 2014
  • Status: Igang
Pigen i den blå sommerkjole. Dette er en novelle, jeg skrev for 3 år siden, som jeg faktisk selv var godt tilfreds med, og syntes den fortjener og ryge på Movellas (: Folk fortæller dig, hvad der er rigtig, og hvad der er forkert. Men hvad ville du gøre, hvis ingen fortalte dig det? En fortælling, om Safir, og hendes ven Miklo.

1Likes
1Kommentarer
355Visninger
AA

8. Hvem er jeg?

Efter en lang diskution med Miklo, om hvor hvidt han sku være, i Gavins hjem eller ikke, havde han simpelhen givet op, og var begyndt og fotælle. Jeg forsøgt, og få ham til at stop, men jo mere han fortalte, jo mere måtte jeg lytte. 
Jeg huskede det! 
Huskede solen, der stod op imens, jeg legede i græsset. Huskede hvordan, min mor skæv på alle mulige ting, kom ud, og strøg mig kærligt på kinden. 
Huskede hvordan, der var en rådet lugt, i hele huset. Men jeg elskede det! Det var mit hjem. 
Jeg huskede, hvordan han var kommet ind, i en af mine forældres utalige fester. 
Jeg fik det dårligt. Blev svimmel. Jeg fremstammede: 
''Miklo..... Jeg....Har det.... ikkke'' Så faldt jeg sammen. Miklo nåede, og gribe mig, og lagde mig til rette på sengen. Jeg forbandet pludselig, senge. Lugten i sengetøjet. 

Hvordan kunne Gavin, undlade at fortælle mig det!!

Jeg havde da spurgt, flere gange til mine forældre, men efter jeg fik afvide, de bare efterlod mig, på hans trappesten, mere vidste han ikke, havde jeg stille opgivet. 

Miklo satte sig til rette, på sengen, og begyndte stille og stryge mig over hovedet. Jeg hulkede, men grad ikke. Det var det, jeg var blevet opdraget til! Det jeg var blevet lært, langsomt op til i form, af belønninger, i form af hans gengivelse. Gjorde noget forkert, ænsede han mig ikke blik. Gjorde jeg det rigtigt, og gjorde jeg det godt, smilede han. Gjorde jeg det bedre, end normalt strøg han mig over hovedet. Jeg forbanede det nu! Afskyede det! 
Miklo sukkede. Et dybt tungt suk. 

''Undskyld Safir. Burde ikke ha fortalt dig det.'' sagde han stille. 

Hans fingre gled langsomt, fra min tindning, og ned af min kind, videre ned til min kæbe hvor de så slap, og startede forfra. 

''Tror du nogensinde han ville ha fortalt mig det da?'' 
Miklo kom med et halvt smil, droppede det så. 

''Nej Safir. Ville han ikke. Det var ikke planen, du sku huske din barndom. Du sku bare være, en kopi af hans tanker, på et hunkøn. Jeg har gjort, noget meget forkert ved at fortælle dig det, men jeg kunne ikke bare se på.'' 

En svag lyd mod vinduet, gniterede, og det lød som regn. Den faldt, lige pludselig tung, og grå. Mere end den nogensinde, havde gjort før. 

''Miklo, hold om mig.'' hviskede jeg. Mine øjne fandt hans, og jeg så længelse fuldt ind i dem. Han holdte øjenkontanktet med mig, et øjeblik, sukkede og gled øjne væk 

''Safir det går ikke'' hviskede han. 

''Please Miklo. Jeg ber'' Han bed sig i læben. 

''Miklo, please'' 

Mit blik havde noget været bedrøvet. Han lagde sig til rette, ved min side, og lagde armene tungt om mig, og trak mig indtil ham. Jeg puttet mig, og tårene kneb på. Men Nej! Jeg ville ikke grade. Ville ikke gi Gavin, den fornøjelse. Han ville kunne se på mig, at jeg havde gradt, når han kom hjem. Var helt sikkert. Jeg lukkede øjne i, og kunne ikke styre tårene længere. De silede langsomt, ned af mine kinder, og gjorde mine kinder våde. Miklos finger, fandt vej til mine kinder, og tørrede tårene væk. Som om han, vil fjerne den smerte jeg nu følte. Den ubeskrivelige forfærlige smerte, af at jeg var blevet løjet for. At jeg var blevet, en dukke. Jeg bed mig i læben. 

''hvem er jeg?'' mine øjne, fangede Miklos. Han sukkede igen, ligeså tungt. Hans blik gled rundt, i rummet. *
''Miklo, hvem er jeg?'' 

 

Miklo; 

 

Jeg havde det skrækkeligt, og samtidigt os rigtig godt. Det var den gode føelse, der fyldte mest. Nu lå hun der, med tåre i øjenkrogene, og de tidligere strømmende ned af hendes kind. Hendes øjne, så sårbare ud, og så ødelagte. Det tog, den gode føelse. 

''Safir....'' sagde jeg lavt. Jeg havde ingen svar på hendes spørgelsmål. 

''Please...'' hviskede hun. Hendes øjne, blev mere fyldt med vand. Jeg strøg hende ned af kinden. 

''Safir, jeg ved det ikke. For mig er du, jo bare Safir. Lige meget hvad.'' 

Hun rejste sig, åbnede tøjskabet, og fandt en taske frem. Hun smed sine forfærlige grimme sommerkjole frem, som hun gav tydelig utryg for, at de ikke var så fantastike mere. Hun lignede en, der væmmes ved dem. Jeg satte mig op. 

''Safir hvad laver du?'' min stemme knækkede halvvejs. 

''Jeg pakker.'' sagde hun koldt. Hendes håndryg, strøg en tåre væk. 

''Til hvad?'' 

''Når du ikke, ved hvem jeg er, så må jeg jo selv finde ud af det!'' Hun var hidsig. Jeg stillede mig ud på gulvet. 

''Safir, det er en dårlig ide!'' 

''Lad vær, og kald mig!'' bed hun. 

''Slap af! Ikke riv mit hoved af.'' jeg løftede hænderne op foran mig, i forsvar. Hun rullede med sine smukke blå øjne af mig, og pakkede hidsigt videre. 

Jeg havde fået besked. Det var det her, hun havde tænkt sig og gøre. Hun ville gennemføre det her! Jeg bed sammen, i min tunge, og tænkte *Du kommer til at fortryde det her Miklo* 

''Jeg tager med!'' jeg havde ikke noget, og tænke over det før det var sagt. 

''Nej du gør ikke! Du bliver hjemme, og passer på din perfekte familie.'' 

Uhh, hun var virkelig i et dårligt hjørne. Jeg greb ud efter hendes hånd, og da jeg fik fat, kiggede hun mærkeligt på mig 

''Jeg tager med dig Safir.. Eller æhm hvad jeg nu skal kalde dig? Du får brug, for min hjælp'' 

Hun sukkede opgivende. 

''Okay så. Bare Safir, indtil hvad jeg ved, hvad mit navn er. Hold den'' hun rakte mig sin taske, og løb ovenpå. Så roede hun rundt, i et stykke tid, og kom tilbage med en god bunke penge, og en mærkelig grøn æske. Den så ret kedelig ud, og ret slidt og ødelagt. Låsen var rusten, og den var mere eller midndre os rusten. Hun smed den i sin taske, lukkede den, og greb min hånd 

''Vi må skynde os'' sagde hun hurtigt, og satte i løb ud af døren. Men alligevel stoppede, hun brat op i døråbningen. 

''Safir, du må gerne gå ud!'' råbte jeg, og forsøgte, og træk hende med. Hun tog et tøvende skridt, udenfor. Da hun endelig stod udenfor, smilede hun stort. Så satte vi ellers i løb ned til Pakerings pladsen. I et lige gyldigt håb, om at ingen ville opdage os.

Som om Gavin, ikke ville opdage at Safir var væk? 

Som om min far ikke, ville opdage at jeg var væk? 

Safir stoppede opgivende op, og så forvirret omkring, da vi nåede pakerings pladsen. 

''Hvad gør vi nu?'' sukkede hun, og satte tasken fra sig. 

''Har en ide!'' sagde jeg hurtigt ''Vent her Safir.'' 

Så satte jeg løb mod vores hus, og listede ind i gangen. i nøgle skabet, hang bil nøglen til min fars bil. Jeg tog en dyb indånding, og lyttede efter min mor. Fjernsynet køre, og en svag hosten fra min mor. Jeg snuppede de glintrende nøgler hurtigt, og forsvandt ud af døren, tilbage til Safir. Hun trippede utålmodigt nervøst, og skræmt. Jeg gik hen til min fars, røde Audi, og låste op. 
Safir løb over til passagere sædet, og satte sig ind. Jeg satte mig ind, på føresædet, startet motoren, og bakkede ud. Så satte jeg i gear, og kørte frem, i høj hastighed. Safir tog fat i sædet, lænede sig tilbage.
''Miklo, har du kørekort?'' Spurgte Safir skræmt. 
''Nej da. Jeg er på ingen måde 18 år endnu.'' Jeg trådte lidt ekstra på speederen. Jeg havde kørt  bil mange gange før, men mest på lukke grund. 
''Så kan du da ikke køre!'' råbte Safir nærmeste. Hendes blå runde øjne, var spærred op, så det lignede de var på vej ud af hovedet på hende. 
''Det går da fint?'' svarede jeg små fornærmet igen. 
Hun sank i skulderne, slappede mere af, imens hun satte sig bedre til rette. 
Jeg sank farten. Uden at vide noget, om hvor fanden vi sku hen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...