Trehundredeogfemogtres Dage

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2013
  • Opdateret: 31 dec. 2013
  • Status: Færdig
***Til Nytårskonkurrencen*** Et år i vers. - TUSIND TAK FOR SEJREN!

31Likes
9Kommentarer
672Visninger

1. 365.

Trehundredeogfemogtres dage.
Da klokken på Rådhuspladsen slog,
Og stemmer forsvandt i skrig og skrig forsvandt i skud.
Himlen over København gjordes grøn, rød, turkis i et spænd af få sekunder,
Og du trak mig ind til dig, kyssede mine blålige læber, hviskede
”Vi ses her næste år”.
Jeg troede.

 

Tohundredeogsyvoghalvfems dage.
Duften af nylagt trægulv kolliderede
Med ekkoet af stemmer fra opgangen.
Kasse på kasse fyldte gangens gulv, den sidste fyldt med øl der tømtes;
Og glade miner og ord malede håbet i min mave.
”Nyt sted, nyt liv. Sammen”.
Jeg troede.

 

Tohundredeogfireogtredive dage.
Vælg to instrumenter og pust lysene ud,
En smuk forsamling af glade ansigter,
Men dit kys var det eneste jeg ønskede, og du var det eneste der manglede.
Håbet, malet så skønt, visnede i min mave.
”Undskyld jeg ikke nåede det!”
Jeg troede.

 

Hundredeogfirs dage.
En skarp lugt sneg sig i mine næsebor,
Som jeg bevægede mig op ad trappen, hjemad.
En tømt Jack Daniel’s på gulvet og en nøgen krop på sofaen;
Hende, den sjove i din læsegruppe.
”Skat, der skete ikke noget, jeg sværger”.
Jeg troede.

 

Ethundrede dage.
Fortrængt i årevis slap et monster fri,
Ikke fra under sengen eller fra skabet
Men fra dit inderste mørke, og intet holdt det tilbage.
Og efter slag på slag holdt min næse ikke tæt
”Undskyld, undskyld, undskyld. Det var ikke mig!”
Jeg troede.

 

Otteoghalvtreds dage.
Der var tro, håb, men intet at håbe for.
I spejlet boede ikke mer en stolt kvinde;
Nu blot en knækket tillid med halvmåner under øjnene.
Jeg ville tigge om råd og fik svaret
”Du er intet. Jeg er det bedste, der er sket for dig”.
Jeg troede.

 

Fyrre dage.
Nyfalden sne dækkede gaden for en nat,
Med listefødder og en pakket kuffert strøg jeg
Og lygterne fra fars gamle Volvo blændede mig i mørket.
Da vinduet sprang op, var roen brudt.
”Du må ikke forlade mig! Jeg elsker dig”.
Jeg troede ikke mere.

 

Ikke flere dage,
Og snart slår klokken tolv.
Her er ingen venner og ingen champagne,
Men jeg er ikke bange mere, og min ryg bliver stadig rankere.
Mor strøg forsigtigt min skulder.
”I ’14 bliver det bedre”.
Jeg tror.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...