Alone but together

Oneshot. Til ære for Beths playground

3Likes
4Kommentarer
331Visninger
AA

1. Alone but together

Mine ben er begyndt at blive kolde. Jeg sidder sammenkrøbet op af en husmur. Hvis folk passerede mig ville de nok tro jeg var hjemløs. Mit ansigt ligger skjult i mine knæ og små hulk undslipper min mund. Jeg ved ikke hvor jeg er henne. Jeg løb bare. Væk fra mine problemer, selvom de ikke vil forsvinde. De gnaver sig ind i mig som en sygdom man ikke kan undslippe. 

Følelserne der fylder min krop er overvældende. Raseri. Sorg. Skuffelse. Og størst af alt, tomhed. Som om et sort hul har fundet plads i mit hjerte og langsomt prøver at fortære det der er tilbage.

Jeg kigger rundt og prøver at finde ud af hvor jeg befinder mig. Høje bygninger tårner sig op omkring mig. Der stråler lys ud fra de oppyntede vinduer. Indenfor de vinduer sidder familier, venner og kærester og spiser et overdådigt thanks giving måltid sammen. En dyb følelse af jalousi breder sig i mig. De har deres egne problemer men lige nu tænker jeg kun på mig selv.

Himlen er begyndt at blive mørk og en kuldegysning løber igennem min krop. Mine hullede jeans og min tynde sweater holder ikke på varmen.

Jeg har ingen steder at gå hen. Jeg har ingen familie i London. Mine veninder er rejst ud af byen til deres familier. Og mit eget hus er udelukket. Det ville minde mig om ham. Lugten der sidder i møblerne. Billederne på væggene. Overalt i huset ville jeg blive overvældet af minder, og jeg er ikke sikker på om jeg ville kunne klare det. Min bror vil aldrig komme tilbage. Han er væk. For altid, og der er intet jeg kan gøre for at ændre det.

Jeg ser hele scenariet for mig. Mig der går ind på min brors værelse. Hans krop der lå livløst på gulvet. Hans blå læber og fredfyldte ansigt. Pilleglasset på gulvet. Mit håbløse forsøg på at vække ham. Min mors skrig da hun trådte ind på værelset. Lyden af ambulancen. Lægen der fortalte at han var væk. Og så husker jeg ikke mere. Kun at jeg løb. Og til sidst da mine ben ikke længere kunne holde mig, endte jeg op af husmuren.

Mit hoved dunker og jeg føler mig pludselig svimmel. Jeg prøver at rejse mig op for at komme væk herfra, men mine ben kollapser under mig. Mit hoved slår mod jorden med et dunk men jeg mærker ikke noget. Jeg ser kun mørket der dækker mit syn som et slør af sort røg.

”er du okay!”, råber en stemme men jeg når ikke at svare før mørket tager over.

 

Jeg åbner mine øjne med en langsom bevægelse. Mine øjenlåg føltes tunge og mit syn er sløret. Der sidder en person foran mig. Jeg prøver at løfte hovedet men svimmelheden kommer tilbage ligeså snart jeg prøver.

”Er du okay?” spørger en bekymret stemme. Jeg kigger op en ekstra gang og ser ind i et par velkendte grønne øjne. Det må være en drøm siger jeg gentagne gange for mig selv. Eller måske er jeg død. Men så går det op for mig at det er virkeligt. Mine drømme er altid mørke og kryptiske og hvornår skulle jeg have været død.

”Ja.” siger jeg og kigger væk. En dårlig samvittighed breder sig i mig for at lyve.

”Jeg tror ikke på dig.” siger han og fanger mit blik.

”Jeg har det fint nok hvis jeg bare får noget vand.” siger jeg og håber at han vil acceptere det svar. Men det er som om han ved at der er mere end det. Han rejser sig op og forsvinder foran mig. Jeg bider tænderne sammen og sætter mig op i sofaen jeg har lagt på. Jeg har fået et tæppe rundt om mig men jeg fryser stadig.

Harry kommer tilbage med en dampende kop mellem hænderne. Han giver den forsigtigt til mig og kigger bekymret på mig. Jeg tager en tår af den varme te og brænder min tunge.

”hvad er dit navn?”

”Elizabeth.” siger jeg stille.

”Hvad lavede du derude Elizabeth.” spørger Harry med medfølelse i stemmen.

”Jeg...” der kommer ikke nogen ord ud selvom sætninger former sig i mit hoved.

”Det er okay hvis du ikke vil snakke om det.” siger han.

”Jeg fortæller dig det på en betingelse. Du skal ikke stille nogen spørgsmål og du skal ikke se på mig som en stakkels lille pige.” mine ord kommer ud hårdere end jeg havde regnet med. Harry nikker og sætter sig ned ved siden af mig med rynkede bryn.

”Min bror tog sit eget liv i går nat. Han var mit forbillede og min klippe. Jeg kunne ikke håndtere det så jeg løb væk.” kortere kan det ikke forklares.

”det er jeg ked af at høre.” siger han med sorg i øjnene. ”er du sikker på at du ikke vil snakke om det?”

”ja.” siger jeg og holder en pause. ”jeg vil bare gerne glemme det.”

”Vil du vide hvorfor jeg er alene i thanks giving?” spørger han og prøver tydeligvis og skifte emne, hvilket jeg sætter pris på. Jeg nikker.

”Min familie og jeg kom op og skændes. Jeg kommer ikke hjem til jul. Vi begyndte og skændes. Om ligegyldige og latterlige ting. Og kørte jeg hjem fast besluttet på at tilbringe aftenen alene. Men så så jeg dig falde og bar dig herop.” Harry's stemme er nedslået.

”Det lader til at vi begge to har haft en forfærdelig dag.” siger jeg lavt. Harry nikker som svar.

Jeg har drukket resten af teen og er begyndt at få varmen tilbage i kroppen.

Harry rejser sig igen fra min side. Musik med en behagelig klang fylder pludselig rummet.

Da Harry kommer tilbage har han en flaske Jack Daniels i hånden. Han kigger spørgende på mig.

”Jeg kan ikke komme på nogen bedre ideer.” siger jeg ærligt.

Harry sætter sig igen ved min side og tager en tår direkte fra flasken. Derefter rækker han den til mig.

”Det er ikke noget jeg gør tit.” siger han og kigger på mig.

”En gang imellem har man brug for det.” siger jeg som svar og tager en tår. Det brænder i halsen på mig og smager egentlig ikke godt men tanken om at kunne slippe for mine tanker bare et par timer er tiltalende.

Vi sidder og snakker om alt og ingenting indtil alkohollen træder ind. Jeg rejser mig op og er ved at vælte nedover glasbordet inden Harry grinende griber fat i min arm. Hans lejlighed er moderne indrettet. Et stort værelse, et pænt køkken og stuen. Der står en enkelt sofa foran et kæmpe tv. I den anden ende af stuen står et kæmpe anlæg der spiller John Mayer.

Uden at tænke over det tager jeg fat i Harry's hånd og trækker ham ud på gulvet foran anlægget. Harry smiler til mig og ligger armene rundt om livet på mig. Vi står og danser stille til musikken. Jeg ligger mit hoved på hans skulder og lukker mine øjne i.

Alkohollen afleder mine tanker fra min bror. Det ligger hele tiden som en gnavende sandhed, men på afstand. Jeg nyder rusen og føler mig tilpas i Harry's selskab. Mine veninder ville aldrig tro mig men der er også noget i mig der tvivler på om det er en god ide overhovedet at fortælle det.

Jeg trækker hovedet væk fra Harry's skulder og kigger ham i øjnene. Hans blik er mystisk og fyldt med følelser.

Han læner sig langsomt frem imod mig mens han fastholder mit blik. Jeg holder vejret da han kommer så tæt på at jeg kan fornemme hans ånde. Hans hånd kærtegner min kind. En varme breder sig i mig da vores læber mødes. Han trækker sig væk igen men jeg læner mig frem og kysser ham tilbage. Denne gang mere lidenskabeligt og inderligt. Jeg roder i hans hår og kan mærke hans hænder på min krop.

Vi står sådan længe før vi langsomt begynder og gå må soveværelset uden at give slip på hinanden.

Jeg ligger mig på sengen og Harry ligger sig over mig imens han kysser mig. Han tager fat om kanten på min trøje og trækker den over mit hoved i en glidende bevægelse. Han kysser mig fra halsen og ned til navlen mens han fletter sine fingre ind i mine.

Han kysser mig igen på munden og kigger mig så dybt i øjnene.

”Det er forkert at gøre på den her måde.” siger han og kysser mig igen.

”Du må ikke smide mig ud.” siger jeg og føler mig pludselig billig. Som om han kun havde hentet mig op fordi han ville have sex.

Men han beder mig ikke om at gå. Han ligger sig op af mig og ligger sin arm rundt om mig og trækker den sorte dobbeltdyne op over os.

”Jeg vil aldrig smide dig ud.” siger han inderligt selvom jeg ikke kan vurdere om det er alkohollen der taler.

Han nusser mig på ryggen og jeg lukker mine øjne i. Jeg føler mig tryk i hans arme.

Harry synger med en rolig og stille stemme for mig. Jeg forstår stadig ikke at jeg rent faktisk ligger her med harry styles arme omkring mig. Jeg har ikke lyst til at tænke på i morgen. At han måske indser hvor stor en fejl han har lavet. At han måske smider mig ud og lader som om han aldrig har mødt mig. Det eneste jeg har lyst til er at ligge i Hans arme.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...