Den Oprørske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 dec. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Igang
Temple er en pige, som en dag ved et tilfælde, finder en tabt amulet. Et halssmykke som vil vise sig at være porten til en verden, som Temple ikke anede eksisterede… I hendes egen verden. Amuletten: Nøglen til en tilværelse som vores menneskelige eksistens ikke kender til. Jorden er bygget op på en anden måde, end vi regnede med, og den må beskyttes. Temple finder nemlig ud af, at hun befinder sig midt i en altafgørende krig, som menneskene ikke har den mindste anelse om findes. En krig mellem det gode og det onde. ...Og krigen finder sted lige her. Konsekvensen af at finde amuletten er, at Temple nu i mod sin vilje vil blive en del af denne krig. P.S: Selve historien starter ved Kapitel 3.

5Likes
5Kommentarer
281Visninger
AA

5. Kap. 2

 

 

Blodet. Det stank af rusten jern. Han havde først lagt mærke til det nu. Det der før havde været hudafskrabninger, var nu i færd med at danne sårskorper på hans skinneben. Hvis jeg havde haft amuletten... gruede han, og fortrød for 117. gang, at han ikke havde haft den om halsen, det tidspunkt cyklisten var stødt ind i ham. Så ville han ikke have tabt den. Men selvfølgelig havde han haft den i baglommen på sine kakishorts og selvfølgelig, var den væk nu. Sporløst forsvundet. Stjålet. Ordet fik det til at vende sig i maven på ham, bare af at tænke det. 

Han havde brugt hele dagen på at lede efter den i skoven, bare for at være helt sikker, på at den ikke var der. Og at nogen havde taget den. Denne 'nogen' kunne godt begynde at bede til, at han ikke ville finde vedkommende. Og hvis denne person så meget som tænkte på at tage amuletten om halsen... Han knugede hænderne så hårdt sammen, at knoerne blev hvide, og åndede tungt ud. Vred, frustreret, rasende. 

Nu var han nødt til at tage hjem, og gøre den eneste ting som han frygtede mere end at have mistet sit dyrebareste eje; At berette om det til... Den vise.

 

 

* * * 

 

 

-Vis mig det! Kimo stod lige bag Temple, som sad på sin skrivebordsstol, stivnet. Hun havde slet ikke hørt ham komme ind. Kimo gjorde et nyt forsøg:  

-Du har noget i hånden, jeg så det selv! Hvad er det? Temple prøvede sit bedste på at virke afslappet:

-Ikke noget... Mumlede hun. -...Skulle du ikke være i seng lige nu? 

-Nej. 

-Jo, du skulle. Kimo tøvede, og prøvede igen:

-Jeg så dig tage den op af lommen. Den var sort og lilla. Temple bevarede fatningen:

-Du skal i seng, Kimo.

-Jeg siger det til far, truede hendes lillebror. Godt forsøgt, tænkte hun. Som om det ville rage hendes far en høsstak, hvad hun havde i hånden. Hvis hun kendte ham ret, var hendes far, Kain, mere interreseret i, om det blev regnvejr, overskyet eller solskin i morgen på vejrkanalen. Hun kunne endda høre vejrværtens opremsende stemme nede fra stuen.

-Nå, men så fortæller jeg ham, at du ikke er gået i seng endnu, truede hun tilbage og smilede sit skæve smil op i ansigtet på ham. Kimo tav.

-Du' dum! udbrød han.

-Ja, det er jeg. Gå nu i seng, før jeg siger det til ham, beordrede hun. -Du ved godt, at de bliver sure, hvis de finder ud af, at du stadig er oppe 2 timer over din sengetid. Temple kiggede på sit armbåndsur. 15 minutter til midnat.

 

Kimo smækkede med døren, da han trampede ud af hendes værelse. Flot, at du smækker med døren, dumpap, tænkte hun irriteret. Så kan de jo høre dig. 

Hun rejste sig og gik over til spejlet som var lænet op af væggen ved siden af sin seng. Temple kastede en blik på sig selv og sukkede:

Hendes næsten platinblonde korte hår var lettere filtret og hang i tjavser hen over hendes kindben. Hun tog en hårlok om bag øret som var faldet hen over hendes højre cholokadebrune øje.  I et ynkeligt forsøg betragtede hun sig selv, da hun smilede sit genkendelige skæve smil. Venstre mundvige gled længere op end højre, og dannede et usymmetrisk smilehul. amuletten føltes stadig kold mod hendes håndflade, selvom hun havde haft den i hånden i længere tid nu. Som om den ikke ville lade sig varme op at noget eller nogen.

 

Hun holdte den i læderremmen, og observerede det mørkelilla skær, der skar igennem den fra lampen. Den var smuk. Så unik. Hun knappede sin skjorte op, og betragtede sig selv da hun forsigtigt trak den hen over hovedet, men stoppede midt i sin handling og tøvede. 

 

 

 

 

 

* * *

 

 

 

 

Indenfor var månen bag ham det eneste der lyste op i døråbningen. Skyggen, som blev kastet af det blege hvide skær, gik i ét med mørket, så snart han lukkede døren bag sig. Han låste den omhyggeligt, inden han bevægede sig ned langs gangen i blinde. Dennne gang havde han gået ned ad så utalligt mange gange, at han ikke behøvede lys for at åbne lemmen for enden af den. Han tog sine sneakers og strømper af, og tog dem med sig, da han trådte ned på trinene, der blev til en hvirveltrappe. Også her uden besvær, lukkede han for lemmen, og bevægede sig ned af kridtstenstrappen i bælgravende mørke. Stenene var kolde mod hans fødder, men han bemærkede det knapt nok, da den unge drengs tanker kredsede om det, der ventede ham i møde.

 

De Vise. Han havde en krybende fornemmelse af, at Ren allerede vidste det. Svedperler dannede sig på hans pande. Ren så alt. Vidste alt. Næsten alt. Hvorfor behøvede han overhovedet at fortælle De Vise det? Var det for at Ren kunne se på ham, håne ham, når den dårlige samvittighed endnu en gang ramte ham, som en sprøjte i nakken? Eller var det for at høre hans hurtige hjertebanken, inden hans dom blev fastlagt, og mærke rædslen fra hans ellers så krigeriske havblå øjne brede sig som en smitsom sygdom i hans krop? 

Han var skrækslagen. Og det vidste De Vise. Men vidste Ren også, at han ikke var villig til at tabe ansigt? Han ville , hvad han var i stand til. Hvad end hans dom ville blive, ville han vise dem, at han kunne tage det som en mand. de skulle ikke få lov til at nyde det mindste af hans frygt. 

Han tørrede svedperlene væk fra sin pande, da han nærmede sig fodenden af trappen, knyttede hænderne og rankede ryggen med løftet hage, da han med beslutsomme skridt gik hen til den tunge enorme egetræsport. Husk det nu. Du er en mand, tænkte han og tog en dyb indånding, og greb ud efter jerngrebet på porten. Men inden hans fingre havde nåede at røre det, skød porten op af et kraftigt vindstød som kom ud af det blå. En hvislende flerstemmig stemme rungede i hans indre, som om der befandt sig et kirkerum i hans øregange:

 

 

-Esajas... Rungede stemmen. Vi har ventet dig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...