Den Oprørske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 dec. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Igang
Temple er en pige, som en dag ved et tilfælde, finder en tabt amulet. Et halssmykke som vil vise sig at være porten til en verden, som Temple ikke anede eksisterede… I hendes egen verden. Amuletten: Nøglen til en tilværelse som vores menneskelige eksistens ikke kender til. Jorden er bygget op på en anden måde, end vi regnede med, og den må beskyttes. Temple finder nemlig ud af, at hun befinder sig midt i en altafgørende krig, som menneskene ikke har den mindste anelse om findes. En krig mellem det gode og det onde. ...Og krigen finder sted lige her. Konsekvensen af at finde amuletten er, at Temple nu i mod sin vilje vil blive en del af denne krig. P.S: Selve historien starter ved Kapitel 3.

5Likes
5Kommentarer
280Visninger
AA

4. Kap. 1

 

Solens stråler, der skar sig imellem træernes bøgeblade, blev reflekteret i noget blankt og skinnende på skovbunden, som lå halvt skjult under snavs og støv fra den knoldede jord. Den lyste af en klar mørkelilla farve. Hun bøjede sig ned for at samle den op. Hun vendte genstanden mellem fingrene indtil det gik op for hende hvad hun skulle tro, det var. En amulet af en slags..? Eller nærmere en medaljon? Det varede kun  sekunder før hun hørte adrætte skridt bag sig og i refleks gemte den i inderlommen på sin jakke. 

 

 

Da hun hørte sit navn blive kaldet, vendte hun sig om: 

- Temple? Hvad laver du her? Den lyse stemme kom fra en rødhåret pige med blågrå øjne. Det krusede hår var sat stramt op i en hestehale og dinglede efter hver bevægelse hun foretog sig. Hun kiggede forventningfuldt på Temple, imens hun åndede ud i små stød, rød i ansigtet over lige at have spurtet de sidste hundrede meter, op ad bakken, inden hun havde set hende.

Temple åndede tungt ud, og prøvede at komme i tanke om, hvad hun egentligt havde foretaget sig i skoven klokken 8:30 en søndag morgen inden hun havde fundet medaljonen.

 Hej Avi, hilste hun. -Jeg skulle købe brød..? Hun rakte posen frem for sig for at bekræfte Avi om, at det var sandt. 

-nårh.. Avi bøjede sig ned for at strække ud i benene. 

-tænk, begyndte hun. -...at det er i morgen... vi starter. Starter for alvor. 

-et nyt kapitel?

-Ja det må man sige, fastslog Temple og betragtede Avi som sukkede dybt.   -Det er skræmmende, sagde hun. -Jeg er glad for, at vi har samme linje.

-Klasse K, bekræftede Temple, trak på skuldrene og fortsatte: -Men jeg er også spændt.

-ja ja, selvfølgelig, svarede Avi og rejste sig ordentligt op, da hun havde strukket ud. Hendes turkisgrønne t-shirt klamrede sig til hendes smalle skikkelse, våd af sved.  -Men stadigvæk. Temple foretrak den ene mundvig i et skævt smil da hun kiggede på sin veninde, som hun havde havde kendt i de seneste tre år. 

- I det mindste har vi hinanden, mindede hun hende om. Avi smilede og strammede elastikken om sin hestehale.

- Nå jeg må løbe, indvendte hun, og skævede til sit løbeur på venstre håndled. -...Mangler stadig 3 kilometer. 

Temple vinkede til den rødhårede pige, der adræt satte i spring og løb forbi hende videre hen langs skovstien. 

 

På det lettere rodede skrivebord placerede Temple den genstand hun havde slæbt med hjem. Og det var ikke brødet. Hun satte sig på sin sorte læder- indbundende skrivebordsstol og studerede halssmykket. Det mørkelilla skær mindede hende om farven på en obagine. Den var smuk. Kæden, som bar stenen, var egentlig ikke en kæde, men en slags flettet, tynd, sort, lædersnor. Stærk nok til ikke at knække. Stenen var ikke større end en 5'er, dog tykkere, og havde form som en irregulær polygon, med tre hjørner på forsiden, og fire hjørner på den anden side. Noget var indskrevet på den. Hun åbnede skuffen under skrivebordet. Et virvar af blyanter, notesblokke, nipsting og dimsedutter kom hende i møde. Hun rodede lidt rundt i skuffen med fingerspidserne indtil hun fandt et lille forstørrelsesglas, og lukkede skuffen igen. 

 

Temple holdte forstørrelsesglasset op foran amuletten. Bag glassets facade anede hun nogle uklare tegn. De lignede noget, der var sammensat som arabiske bogstaver, men havde karakteriske træk, der mindede om runer. Dog var tegnene hverken runer eller noget andet. En skrift hun ikke genkendte. Hun åndede tungt ud. Fingerspidserne, der holdte om medaljonen rystede. Hun havde en underlig følelse af... ærefrygt, og smed pludselig amuletten fra sig, som om den havde brændt hende. Det vendte sig i maven. Hvad fanden havde hun egentlig gang i? Denne amulet. Hun havde jo stålet den. Havde hun ret til bare at tage noget som havde en værdi, hun ikke var klar over? Måske, lige nu, løb en forvirret ejermand rundt i skoven derude for at finde denne amulet, som nu lå på hendes skrivebord?

Men hun kunne da ikke aflevere den tilbage? Så ville der være en positiv risiko for, at en anden ville få øje på det iøjenfaldende halssmykke. Det måtte ikke have været lang tid siden, den var blevet tabt, før hun havde fundet den. 

 

Medaljonen blev stoppet ned i en bukselomme.

 

 

 

* * * 

 

 

 

'Bib! Bib!'

De skingre bib fik skridtene til at stoppe. Avi hørte sig selv bande, da hun havde standset og kiggede på sit løbe-ur. Hun betragtede digitaltallene dø ud på skærmen. Nu igen!? Og hun manglede kun de sølle 2 kilometer. Det ville have været en rekord. I frustration sparkede hun til nogle småsten. Hun stoppede midt i sin handling. En dreng i kakishorts til knæene forbipasserede hende og så et kort øjeblik op, da småstenene ramte hans skinneben. Hans udtryk var neutralt, da han så ned i jorden igen, som om han ikke havde lagt det mindste mærke til hendes klodsede opførsel.

 

 

* * *

 

 

Han ænsede ikke, da pigen prøvede at undskylde. Han ænsede heller ikke da hun derefter satte i løb, og lyden af adrætte skridt døsede hen bag ham. 

Han kiggede op. Skovstien begyndte at blive mere og mere knoldet. Han spejdede febrilsk hen over den støvede jord. Den må være her et sted, tænkte han desperat. Den skal være her. Han kørte en svedig hånd gennem sit gyldenbrune hår. Hvad hvis nogen havde taget den? Hvis dette var tilfældet, forbandede han denne usle narrøv, som ikke havde nosser til at holde sine beskidte fingre for sig selv... Han forbandede cyklisten, som havde styret i høj fart lige imod ham og åbentbart havde haft for travlt til at se op, inden vedkommende var braget ind i og væltet ham omkuld, så han havde tabt den. Tabt DEN! For helvede, surmulede han, og forbandede også sig selv for, overhovedet at kunne lade det ske. Han drog et suk og lagde med ét mærke til sine skinneben: En småsten havde boret sig ind i en af hudafskrabningerne. Han daskede den væk, ænsede ikke engang blodet, som blev smurt ud på hans fingerspidser, og begav sig videre.

 

 

* * * 

 

 

Lugten af brændt kød fik det til at rive i hendes næserbor. Hvad fanden...? I refleks klappede Temple hurtigt sin laptop i, da en hysterisk kvindestemme råbte til hende for foden at trappen, og fik det til at runge i hele huset.

-Temple! Havde jeg ikke sagt, at du skulle holde øje med mørbraden!? Den vrede stemme kom fra en 43 årig kvinde, Naomi, hendes mor. Oh shit. Det havde hun fuldstændig glemt. Hun sprang ned af trappen, og ind i køkkenet for at finde Naomi i færd med at baske røg væk, der osede ud af den åbne ovn. 

-Mor, undskyld. Jeg...

-Det er fint nok, det kan jo ske... Hjælp mig nu med at få den ud. Temple gjorde, hvad hendes mor havde sagt, og da de havde stillet stegen på bordet, lignede den ikke noget, man kunne få sig til til at kalde 'mørbrad'. Den var næsten sort.

-Så bliver det vidst dåse-tun til salaten i stedet for... sukkede hendes mor og skævede til Temple. -Smider du den ikke ud for mig?

Temple fandt en affaldspose frem og smed de forbrændte rester af det, de havde kaldt 'aftensmad' ned i den. Hun havde været så fortabt i sine egne tanker i dag. Selvom hun egentlig ikke havde lavet noget særligt den dag. Ud over at surfe og slå den mærkelige skrift, der var indskrevet på stenen op på internettet, havde hun været med Kimo til fodboldstævne...

 

-Så du at jeg scorede 2 gange lige efter hinanden? Hendes 10 årige lillebror havde haft begejstring i stemmen da han havde berettet om hans storhed, men Temple havde ikke hørt efter.

- Ja, Kimo... Flot... havde hun mumlet. Hun havde i sidste øjeblik stoppet amuletten ned i bukselommen igen, da Kimo var løbet hen til hende.

 

Hendes tanker havde kredset om det hun havde opnået ved at researche skriften på nettet. Nemlig ingenting. Hun havde ikke fundet det mindste. Det forvirrede hende. Enten var hun meget dårlig til at researche, eller også eksisterede sproget ikke? 

 

Containeren rungede, da hun lod 'mørbraden' dumpe ned i den. Solnedgangen fik himlen til at få røde og gule farver til at blande sig med skyerne. Hun kiggede over på den anden side af gaden. Ikke langt herfra startede skovstien. Hun bevægede sig hen langs carporten, da hun fik øje på en dreng på den anden side af gaden. Han havde hudafskrabninger på skinnebenene.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...