One direction|Don't let go

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 dec. 2013
  • Opdateret: 20 jun. 2014
  • Status: Igang
Olivia Johanssons liv er fyldt med alkohol og fest. Det ændre sig da hun møder den verdenskendte Liam Payne. De indleder et forhold, uden rigtig at være sammen. De dramatiske øjeblikke vil selvfølgelig også være der, men hvad sker der mellem Olivia og Liam når en af de andre medlemmer pludselig er virker meget tiltrukket af Olivia, og har hun det på samme måde? Endnu en kærligheds historie. Endnu en pige. Endnu en dreng, og hvem ved? Måske endnu et knust hjerte?

12Likes
3Kommentarer
784Visninger
AA

5. Kap. 3 "Min anden side."


 

Jeg ved ikke helt hvad der gik af mig. Jeg plejer ikke selv at spørge om jeg måtte komme hjem til nogen, men det har jeg lige gjort! Meget har jeg oplevet, men ingen har nogensinde været interesserede i mig som person..

"Hva' hopper du ind? Der er åbent." Ham Liam er ikke som alle de andre. Det kan selvfølgelig også bare være en facade, men der er et eller andet der siger mig at det han siger er ægte. 

Jeg sætter mig ind i bilen, og ser mig rundt. Sæderne er betrukket med læder, og der er en frisk duft af noget nyt. Det er ikke til at beskrive, det er bare den duft af noget nyt.. "Hvor skal vi egentlig hen, lim?" Han ser på mig med sine brune øjne, og drejer nøglen. Et højt "VROOOOOM!!" Lyder og han begynder at bakke. Snart er vi på vejen. Vi kører i stilhed, og jeg fornemmer at han ikke er den mest snaksalige type. "Så fortæl om dig selv." Han klør sig lidt på hagen. "Øhm. Jeg hedder Liam Payne. Jeg er 20 år gammel, og jeg er med i et band der hedder One direction. Vi skal hen til vores lejelighed." Der fik jeg da lidt at vide. Jeg har et godt spørgsmål, men han spørger mig om noget først. "Hvad med dig?" Oh god! Nu skal jeg til at fortælle min livshistorie.. 

"Jeg hedder Olivia Johansson,  jeg er 17 å... øhm... Ja jeg er faktisk kun 17 men jeg bliver snart 18. Og jeg er ikke så selvsikker som jeg ser ud." Han holder sine øjne på vejen, men jeg kan ikke lade være med at studere hans ansigt. Jeg kommer i tanke om hvad jeg ville spørge om. "Fortæl noget pinligt eller mærkeligt om dig selv." Endelig kigger han på mig igen. "Øhm.. Ja det er lidt mærkeligt men jeg har altid haft en mærkværdig frygt for skeer.." Det er ikke meningen at jeg skal grine, men et lille "Ha!" Ryger ud af munden på mig. Hvordan fanden kan man være bange for skeer?! Måske er jeg kørt med den forkerte freak?

"Jeg venter.." Skeer... Weird.. "Okay.. Hmmm.. For omkring en måned siden, kom jeg så sent op, at jeg var nødt til at skynde mig helt vildt! Det endte med at jeg tog et par gamle bukser på, og jeg mener virkelig gamle, de kunne gå i stykker hvert sekund. Nå, men da jeg kom hen i skolen, og skulle sætte mig på min stol, lød der et kæmpe "FLEEESGH" Og så var mine bukser revnet, både foran og bagved. Senere blev jeg så sendt hjem for at skifte bukser, og jeg smed dem ud så hurtigt jeg kunne. Det var pinligt.." Jeg ser på ham med et lille smil på læben, og han gør det samme. Pludselig bryder vi ud i et kæmpe grineflip. Jeg kæmper for at fremstamme et par ord i mellem grinene. "Pas på.... Hah! Bilen.. Kør ordentligt lim!! Hahah!" Pludselig slap han rattet, men greb det hurtigt igen.

Da vi endelig er ankommet, stiger jeg ud af bilen. Jeg står foran en høj bygning. "Vi skal op i toppen." Siger Liam og låser bilen. Vi går ind, og heldigvis er der en elevator. "Så gætter jeg på i har haft meget sjov i denne elevator." Han kigger rundt. "Jeg har ikke, men jeg er sikker på Zayn har haft det med hans pige i aften." Zayn.. Jeg glæder mig til at se alle de andre Liam bor sammen med. Vi venter, og jeg begynder at studere elevatoren. Der er spejle på den ene væg, og resten er metal. Jeg begynder at se på det sølle eksemplar af en pige i spejlet. En udkørt pige viser sig. Jeg går tæt på og fjerner den værste eyeliner under mine øjne. Jeg træder et skridt tilbage og kigger igen.

Sølvkjolen viser en lille kavalergang, og desværre er den så kort at den giver frit udsyn til mine blævrende lår. Tænk at jeg har tvunget nogen til at glo på det! Denne kjole er lavet til smukke, tynde piger, ikke tykke grimme piger som mig. Jeg kan nærmest mærke de små soldater der kæmper for at smadre mine facader. Kæmper for at nå ind til den pige jeg virkelig er. Hvert et skud, og hvert et bump, skader mig bare indefra. Jeg kommer i tanke om noget jeg har læst et sted: "I might look perfect on the outside, but im a mess on the inside." True shit.. Jeg er bare ikke perfekt på nogen måde overhovedet! Jeg er den mest uperfekte person jeg kender. Jeg vil slå ihjel for at være tynd og smuk, som alle modellerne. Mit eget lille ordsprog er: "Jeg har ikke en sixpack, kun en dellepack."

For helvede Olivia! Lad nu være med at tude! Jeg kan mærke den stikkende fornemmelse i mine øjne, og jeg ved hvad der efterfølgende vil komme. En strøm af tårer vil løbe som et vandfald fra mine øjne, og så vil alt jeg nogensinde har kendt, ændre sig. Det er nok nærmere folk omkring mig, ikke så meget ting. Tingene vil være de samme. Bordet vil stadig være et bord, og himlen vi stadig være der. Det er nu mere folk omkring mig. Måske lige undtagen Liam. Men Sandra,  Alex og alle de andre i byen ville ændre deres syn på mig. Jeg vil miste mit ry, og jeg vil ikke være.. Mig, længere. Jeg hører en pige stemme. "Folk ser dig måske på én måde, og de fortæller dig ting. Løgne. Du ved hvor meget lort folk siger til dig. "Du er smuk" eller "Du ser godt ud." Du kender også den værste. "Jeg elsker dig." En løgn du har hørt alt for mange gange." Jeg prøver at svare stemmen igen, og efter et par forsøg sker det. "Hold din kæft! Ingen har nnogensinde sagt de elsker mig, andet end dem fra klubben, og det vidste jeg var løgn. Det hoppede jeg ikke på!" Stemmen griner af mig. "Jamen lille Olivia.  Husker du ikke den eneste rigtige mand i dit liv? Din far. Han har altid sagt at han elsker dig. Han har løget så mange gange at selv 'Jeg elsker dig' lyder som en løgn." Jeg kommer i tanke om en sang. For the love of a daughter af Demi Lovato. Der er specielt et afsnit:

"I can be manipulated. Only so many times. Before even 'I love you.' Starts to sound like a lie."

"Ja Olivia.  Ingen elsker dig, det ved du. Du elsker ikke engang dig selv." Jeg kan ikke mere! "Hold kæft!" Jeg råber indvendigt, men stemmen bliver ved. "Hold kæft, hold kæft, hold kæft!!!!!" Den stikkende fornemmelse kommer tilbage, og det prikker bag mine øjne. Stemmen fortsætter. "Du ved jo godt jeg bare prøver at hjælpe." Den ene person der har været med til at smadre mit liv!! En person der kun findes i mit hovede. Det er ikke en person, det er et monster. 

"Jeg er den eneste du kan stole på. Alle andre lyver. Så er der dog også spejlet.  Spejlet fortæller dig om alle dine svagheder. Ja, det lyver aldrig." Stemmen kører derud af, og snart er der tusinder af stemmer. De kører derud af i kor. Et svineri efterfulgt af et andet. Jeg råber og råber, men de stopper ikke. Det bliver for meget og i det virkelige liv udenfor mit hoved går jeg amok. Tårene triller af ren vrede, og jeg skriger flere gange. "Hold kæft!" Liam kigger underligt på mig, men jeg er ligeglad. Før jeg ved af det står jeg i en snestorm af spejlstykker. Skårene flyver om ørene på mig, og med ét er der stille. Stemmerne er væk, ligesom spejlet i elevatoren. Rundt omkring mig ligger der millioner af skår. En bidende smerte melder sig i min hånd. Jeg kigger på den. Blodet løber ned af min hånd, og skårene sidder boret ind i min hånd. Endnu engang bryder jeg sammen, og læner mig som støtte op af væggen hvor spejlet tidligere var. Imellem mine tårer kan jeg skimte en skræmt Liam der står klemt op i et hjørne, med et overrasket udtryk i ansigtet.  

"Kling!" Elevatoren går op. "Hey er i okay vi hørte larm og...... Hvad fanden er der sket?!" Jeg har fået lidt styr på tårene, og kigger hen på Liam. "Øhm.. Jeg.. Jeg.. Ved det ikke.." Han er sikkert gået i chok. Jeg kigger hen mod åbningen af elevatoren og ser en ung fyr med krøller, og et usædvanligt overrasket ansigt. "Jeg gik vist lidt amok." Siger jeg og klemmer mig forbi ham. Liam følger efter, og fyren med krøllerne åbner en stor trædør der fører ind til deres lejelighed. Jeg vender mig om, og ser på liam. "Undskyld.." Han kigger på mig. "Hvad skete der Olivia?" Pis. Nu skal jeg fortælle ham det. Ikke flere løgne. Jeg har hørt nok selv, og jeg behøver ikke selv at skabe dem.

"Ja. Det er så min anden side.. Jeg har skizofreni..."

☆★☆

Wow.. der fandt vi lige ud af noget nyt om Olivia. Hvordan vil det mon gå når resten af Liams roommates får det at vide?

Igen er det ikke blevet rettet. Sorry.

Tak fordibi læser med, det betyder meget. ★♥☆♡

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...