Togturen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2014
  • Opdateret: 29 dec. 2013
  • Status: Igang
Efterfølgeren til Busturen. Denne historie bliver fortalt fra Gabriels synsvinkel.

1Likes
1Kommentarer
158Visninger

1. 1.

Jeg kunne høre hende skrige. Et gennemborende skrig, som alligevel ikke passede til hendes stemme. Aldrig havde jeg hørt hende så tydeligt før. Hun skreg mit navn om og om igen, og jeg var nødt til at finde hende. Men jeg var fanget.

Det var som at være fanget i en stor labyrint. Det var som et kæmpe slot med hemmelige døre over det hele, og de førte alle til nye steder. Og så ekkoet. Jeg kunne ikke engang høre hvor hendes stemme kom fra.

Hver gang jeg gik ind i et nyt rum var der mere end en dør. Så jeg blev nødt til at bestemme mig. Og efter den dør var der endnu en dør. Det var et uhyggeligt sted. Der var spindelvæv over det hele og det eneste lys var de enkelte fakler på dørene. Møblerne var enten støvede eller dækket med lagner, og det hele var dunkle farver. Det var et eventyrslot, sådan et sted hvor uhyggelige monstre gemte sig bag hver en krog. Bag hver en dør.

Jeg var så bange for at fare vild. Jeg havde ingen anelse om , om jeg var på vej i den rigtige retning og jeg var så udmattet at jeg næsten ikke kunne gå mere. Det eneste der holdt mig gående var hendes uendelige skrig. Hun blev ved og jeg forstod slet ikke hvordan hun kunne holde til det. Hun var ellers ikke en der snakkede meget. Hun snakkede faktisk sjældent. Og nu var hendes stemme både kraftfuld og langvarig.

Dørene bandt og håndtagene var klamme at røre ved. Fugtige og dækket med støv, og rummene var lige så slemme. Klimaet var forfærdeligt og jeg kunne næsten ikke få vejret. Der var indelukket og mine øjne sved. Gulvet var skævt og jeg fik hovedpine af den manglende luft, hvilket ikke ligefrem gjorde det nemmere at gå. Det føltes som om jeg havde gået i timer, og jeg havde bare lyst til at opgive, men jeg kunne ikke. Jeg blev nødt til at finde hende. Jeg ville holde om hende igen. Jeg ville fortælle hende at det hele nok skulle blive okay. Jeg ville mærke hendes krop tæt mod min.

Og der var så lang vej. Der blev ved med at dukke nye døre op. Og pludselig var der en trappe. For hvert rum jeg stod i blev jeg nødt til at lytte godt efter, før jeg åbnede en dør. Hvad nu hvis jeg valgte den forkerte døre og det bare førte mig endnu længere væk fra hende? Så havde jeg intet håb om at holde hende overhovedet. Der her kunne fortsætte i timer. Og det føltes som om det allerede havde.

Hver gang hun stoppede med at skrige for at trække vejret, var det som om mit hjerte faldt ned i maven på mig. De få sekunder hvor jeg ikke kunne høre hende var nervepirrende. Jeg var nødt til at vide at hun var her. Bare det at jeg ikke kunne se hende var svært, men når jeg heller ikke kunne høre hende, så havde jeg ingen idé om hvordan hun havde det eller om hun stadig var i nærheden af mig.

Og når jeg så hørte hende skrige igen kunne jeg ikke føle andet end lettelse. Hun var her stadig. Hun var stadig inden for min rækkevidde og hun var ikke bare en fortabt drøm. Hun var virkelig til stede et eller andet sted og jeg ville finde hende og hun ville blive min igen. Hun var den eneste grund til at jeg fortsatte min uendelige søgen i den her forfærdelige labyrint.

Der var kun en dør i det rum jeg nu stod i. Og den var virkelig svær at få op. På den udtørrede kamin ved siden af mig hang der en ildrager, som jeg brugte til at få døren op med. I det mørke rum foran mig var der udslidte trappetrin fyldt med mug. I den tunge luft hang lugten af råddent træ og jeg kæmpede mig vej op. Jo længere jeg kom op, jo højere blev lyden af hendes skrig. Og jeg vidste at jeg næsten var der. Jeg var i hvert fald ikke langt fra.

Den næste dør jeg skubbede op førte mig ind til et rum, jeg næsten ikke kunne genkende. Det tog pusten fra mig, og selv om hendes skrig var utrolig højt her, så blev jeg nødt til at sætte mig ned for at få vejret. Jeg havde savnet det her rum og det var et rum jeg vidste jeg ikke ville se igen i lang tid.

Jeg kom ind af den eneste dør i rummet. Det var et lille rum. Det var et velkendt rum, og dog alligevel så ukendt, fordi det var så sløret i min hukommelse. Der var hvide vægge, dækket med tegninger. Alle slags. Alle farver. Over det hele. På min højre side stod der et skrivebord og en stol, og jeg kunne huske præcis hvordan det var at sidde i den stol med siden til den eneste anden udvej på værelset. Vinduet.

Jeg gik hen til vinduet og trak gardinet for. Ingenting. Der var bare sort bag den tynde rude. Og der var koldt i rummet. Måske kom kulden fra døren, så jeg lukkede den. Og det var der jeg lagde mærke til hvor svagt hendes skrig egentligt kunne høres herindefra. Jeg vidste jeg var det rigtig sted og at jeg var virkelig tæt på, men alligevel undrede det mig, at jeg næsten ikke kunne høre hende skrige. Det var jo trods alt hendes værelse.

Jeg lænede mig op af døren for at finde støtte. Det var svært for mig at være her igen efter så lang tid. På min venstre side var hendes sorte skab og reolen,  hvor alle minderne var. Bøgerne, hendes mange bøger fyldt med tegninger, hendes musik og hendes billeder. Billeder af mig. Og billeder af hende selv. Men ikke af andre.

Og ligefrem stod sengen. Som midtpunktet. Jeg satte mig i den. Og minderne strømmede ind over mig. Den bløde madras og det grå lagen. Betrækket der duftede af hende og puden hendes hoved havde ligget på. Jeg savnede hende så meget.

Og så kunne jeg høre hendes skrig igen. Tydeligt denne her gang. Hun skreg mit navn. Hun skreg alt hvad hun kunne i håb om at jeg kunne høre hende. Hun vidste at jeg var tæt på. Men jeg skulle først ud herfra.

Jeg åbnede skabet. Og ganske som jeg troede blev lyden af hendes skrig højere. Duften blev også tydeligere og jeg kunne genkende hende i alt det tøj jeg skubbede til siden. Bagerst i skabet var en dør. Men lige før jeg åbnede den lagde jeg mærke til noget. Der hang et billede bag hendes tøj, af en ung pige, der lignede hende meget. Det kunne være hendes mor. Jeg havde aldrig fået noget af vide om hendes mor. Men det måtte være hende, for hun lignede hende så meget. Og jeg tog billede i hånden og bestemte mig for at jeg ville give det til hende. Så ville hun bestemt elske mig.

Jeg stod i en tom gang. Der var en dør for enden, ikke mere end 5 meter væk fra mig. Jeg kan næsten ikke gå, jeg er svimmel og hendes skrig giver genlyd. Hun er bag den dør. Og hun skriger efter mig. Men af en eller anden grund kan jeg næsten ikke bevæge mig. Jeg prøver at sætte min ene fod foran den anden, men det er som om der er en usynlig barriere foran mig, som jeg støder ind i. Og det er som om der er noget bagfra, der forhindrer mig i at komme hen til hende. Som usynlige vægge, der holder mig fastklemt, og alle mine kræfter er næsten opbrugt, så jeg kan ikke kæmpe imod.

Hendes skrig bliver højere og højere og jeg kæmper, men min krop kan ikke komme væk fra barrieren. Og jeg råber tilbage til hende. Hun er nødt til at vide at jeg næsten var hos hende. At jeg var så tæt på at holde om hende og elske hende som hun ville have det. Hun er nødt til at vide at jeg aldrig gav op. At jeg virkelig prøvede.

"Quinn," råber jeg og prøver at overdøve hendes skrigen.

"QUINN!" skriger jeg af mine fulde lungers kraft og hendes skrig ophører med det samme. "JEG ELSKER DIG! DU MÅ ALDRIG NOGENSINDE GLEMME DET!" Jeg venter på at hun svarer mig igen, men der er intet at høre. Ingen bevægelse og ingen stemme. Et øjeblik tror jeg at hun vil rejse sig og åbne døren, men jeg kan ikke høre noget.

Jeg kæmper. Men jeg er lukket inde i en lille kugle. Ligemeget med hvor meget jeg vrider mig, så kan jeg ikke komme fri. Jeg håber bare hun ved at jeg aldrig gav op. At jeg elskede hende. At jeg gjorde alt for at komme hen til hende.

"QUINN!!!"

Jeg vågner med et sæt. Jeg er badet i sved og mit hoved dunker. Endnu et mareridt om ikke at kunne nå hende. Jeg rejser mig og åbner vinduet, mens jeg betragter mit værelse. Det føles som om det kun er kort tid siden vi sidst lå og snakkede i min seng. Hvor jeg dog savner hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...