Capitol (The Hunger Games)

Det 76 tyvende, og dermed sidste, Hunger Games står for døren og Capitol børnene er så klar som de kan være. Alting er anderledes. I år skal der trækkes hele 24 børn fra Capitol, som hævn for alle de børns død deres distrikt har forårsaget. I år er det 23 Capitol børn der ender i graven.

20Likes
16Kommentarer
793Visninger
AA

2. Glædelig Dødsspil

Der blev hurtigt råbt ti piger mere op, men jeg hørte ikke noget. Mine øre havde lukket sig sammen og mit hoved dunkede. Jeg tog mig sammen op spejdede ud over menneskemængden i håb om at finde min mor. Der stod hun. Hun havde lagt sine arme om Sallys mor der klappede hende let på ryggen. Hun kiggede op og vores blikke mødtes. Jeg kiggede hurtigt væk igen. Kvinden på scene var nu gået i gang med drengene. Nogen hoppede glædestrålende op på scenen, mens andre bedrøvede slæbte sig selv op ad den korte trappe. Til sidst stod vi hele fireogtyve børn i alle aldre på rad og række.

"Og nu har vi alle vores sonere! Glædelig dødsspil, og må heldet være med jer!" kvidrede hun ind i den lille mikrofon foran hende. Hun viste os indenfor gennem en gigantisk trædør. Vi fik hver vores lille rum. Der var en komfortabel lænestol og en sengebord med en lampe på. Slet ikke hvad man havde forventet af Capitol, men de ville vel helst bare have os af sted til der hvor vi skulle opholde os indtil spillet, hurtigst muligt. Jeg smed mig ned i lænestolen og tårerne trillede ned ad mit ansigt og ødelagde min makeup. Døren åbnedes på klem.

"I har to minutter," peb en kvinde der kom gående med min mor. Jeg tørrede hurtigt tårerne væk med mit ærme, men formåede kun at tvære makeuppen yderligere ud. Min mor trådte ind ad døren. Man kunne se, at hun havde grædt. Hendes makeup var også fuldkommen smadret, og hendes øjne var røde og oppustede. Hun gik direkte hen og omfavnede mig. Krammet varede enten i to sekunder, eller en evighed. I hvert fald sad min mor nu på knæ foran mig og kiggede mig dybt ind i øjnene, som kun en mor kan gøre.

"Du skal nok klare det," sagde hun, men jeg var i tvivl om hun sagde det for at berolige sig selv eller mig. "Du skal nok klare det," gentog hun mumlende.

"Det er jeg ikke så sikker på," hviskede jeg, men hun hørte det ikke. Jeg lukkede udmattet øjnene. Jeg havde hverken lyst til at dø, eller dræbe. Men det blev jeg vel nødt til. I hvert fald hvis jeg ville overleve. Men jeg havde jo ingen chance. Over hovedet ingen chance. Jeg ville dø tre sekunder efter spillet gik i gang. Jeg åbnede øjnene igen og kiggede indtrængende på min mor.

"Selvfølgelig klarer jeg det," løj jeg og prøvede at smile, men det blev bare til en forvredet grimasse. Min mor sendte mig et lille smil g tog fat om mine hænder. Hun maste dem så hårdt at det egentlig bare gjorde ondt. De to minutter var gået og kvinden kom tilbage.

"Jeg skal nok klare den mor," hviskede jeg og gav hende et hurtigt knus. 

"Du... Du klarer den skat. Det ved jeg, at du gør."
"Jeg ved det godt. Hej hej. Vi ses om ikke så lang tid," løj jeg igen. Kvinden tog fat om min mors skulder og trak hende med sig ud. Jeg faldt ud ad lænestolen og ned på det varme gulv. Et hulk undslap mine læber. Jeg lukkede øjnene i. Jeg havde aldrig så meget som holdt et våben i mine hænder før, og nu skulle jeg ud i en ukendt arena og slagte mennesker jeg ikke engang kendte. Der var vist ikke meget håb for mig.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...