Capitol (The Hunger Games)

Det 76 tyvende, og dermed sidste, Hunger Games står for døren og Capitol børnene er så klar som de kan være. Alting er anderledes. I år skal der trækkes hele 24 børn fra Capitol, som hævn for alle de børns død deres distrikt har forårsaget. I år er det 23 Capitol børn der ender i graven.

20Likes
16Kommentarer
802Visninger
AA

1. Den første og sidste Capitol høst

"Miranda Noble! Nu siger jeg det for sidste gang! Stå nu op!" råbte min mor for cirka tiende gang. Jeg lukkede øjnene i og prøvede igen at lukke mine dystre tanker ude. Tanken om at det her kunne være den dag, hvor min død blev forudbestemt, var nok til at slå mig ud. Jeg slog øjnene i samme sekund som min mor trådte ind ad døren. Hendes lilla øjne skød lyn da hun kiggede ned på mig. Nu var det vist tid til at stå op. Jeg satte mig op og mødte hendes strenge blik. En lille tåre trillede ned ad min kind.

"Åh nej søde skat. Du må ikke græde. Der er så mange børn i Capitol. Chancen for, at du bliver trukket er så lille," sagde hun blidt og maste pege og langefinger sammen så mellemrummet forsvandt.

"Kan jeg ikke bare blive hjemme?" hulkede jeg hæst, men kendte allerede svaret.

"Det ved du godt at du ikke kan søde skat, men nu skal du op så vi kan finde en fin kjole og lægge noget makeup på dig. Jeg har lejet en professionel i anledningen." Hun prøvede forgæves at opmuntre mig. Jeg stillede mig op og gik lynhurtigt ud på badeværelset. Hvad skulle jeg gøre hvis jeg blev trukket? Jeg var kun fjorten og kunne derfor være så godt som hundrede procent sikker på at dø. Jeg tog tøjet af og gik ind i brusekabinen. Vandet tændte automatisk på den temperatur jeg normalt badede i. Jeg lod det varme vand risle behageligt ned over mig, mens jeg prøvede at tage mig sammen. Jeg burde i være så nervøs. Som min mor havde sagt var der utrolig mange børn i Capitol. 

"Du bliver ikke trukket!" mumlede jeg vredt til mig selv. Jeg vaskede mig og stod ud ad badet på den rillede plade. Varm luft blæste mig hurtigt tør. Min mor bankede på og lagde derefter en kjole ind til mig. Jeg børstede mine tænder og vendte derfefter tilbage til kjolen. Jeg løftede den op foran mig og kiggede indgående på den. Den matchede mit babylyserøde hår og små diamanter var syet ind i det puffede skørt. Den var smuk. Jeg trak omgående i den og gik ud.

"Lad mig se, lad mig se, lad mig se!" hvinede min mor højt og skyndte sig ud til mig hvor hun kiggede nærgående på mig. 

"Du er så smuk min pige!" sagde hun og slog hænderne op foran munden i tydelig begejstring. "Ham den professionelle er kommet. Han er endda gået med til både at sætte dit hår, og lægge din makeup. Lægger din neglelak stadig fint søde?" Jeg løftede mine hænder op foran mit ansigt. De var blevet lakeret i en mat sølv med blå og pink leopardprikker på. Jeg nikkede og gik ud i køkkenet hvor en ung mand sad på bordet. Han bar et pænt blåt jakkesæt og havde sort kort hår. Han kiggede smilende op og afslørede et par store blå øjne med regnbuestribet øjenskygge. 

"Åh Miranda. Hvor ser du da godt ud" sagde han med en irriterende muse stemme. Da han åbnede munden lagde man med det samme mærke til hans slebne tænder. 

"Tak..." hviskede jeg tøvende.

"Mit navn er Leon Shark. Du behøver ikke at sige dit navn. Jeg ved allerede hvad du hedder søde," nåede han at sige før jeg overhovedet nåede at åbne munden. "Kom herhen og sid." Han bankede på den nærmeste stol og jeg gik hen og satte mig. 

"Lad os starte med dit hår kæreste. Jeg har taget de her med. Jeg tænkte at vi kunne flette dem ind i det skønne hår." Han viste mig en bunke guld snore med små sølvperler på. Jeg nikkede uden at sige noget. Han redte mit hår og gik så straks i gang. Jeg anstrengte mig for ikke at sige noget til ham da han konstant trak til i mit hår. 

"Sådan søde," sagde han efter ti minutters smerte. Han fandt to spejle frem så jeg kunne se mit hår. Han var røv irriterende, men han kunne altså sit kram. Mit hår havde ikke set bedre ud siden første skoledag. Han havde flettet en lang tyk fletning og guldsnorrene stod tydeligt frem til mit baby lyserøde hår.

"Det er jo fantastisk!" udbrød jeg en smule mod min vilje. Min mor nikkede bekræftende og smilte lykkelig. 

"Det var da godt du syntes det søde, men nu må vi altså i gang med makeuppen nu! Høsten går snart i gang!" Han åbnede en stor boks fyldt til randen med forskelligt makeup.

En time senere var vi endelig færdige. Jeg kiggede mig i spejlet. Han havde givet mig lyserød øjenskygge med små glimt af guld på og havde brugt en halv time på at lægge små pink fjer på alle mine øjenvipper. Jeg havde fået en sølv læbestift på og en masse rød pudder på mine kinder. 

"Og sidst men ikke mindst," sagde Leon begejstret og viste mig en stor solhat med en lyserød sløjfe på. Han satte den forsigtigt på mit hoved, bange for at ødelægge mit hår. 

"Lige i tid til høsten," udbrød han og slog hænderne sammen i begejstring. Jeg sagde hurtigt farvel til Leon, gik ind på værelset og tog et par guldfarvede højhælede på. Døren smækkede højt da Leon endelig gik.

"Vi skal afsted nu Miranda," råbte min mor og jeg gik ud til hende i gangen. Makeuppen og håret havde fået mig på andre tanker, men nu vendte nervøsiteten tilbage, forfærdeligere end nogensinde. Jeg tog hårdt fat i kommoden ved siden af mig for ikke at falde. Jeg skulle helt sikkert dø. Jeg ville blive trukket, og så ville jeg dø i spillet! Min mor åbnede døren og kiggede sørgmodigt hen på mig. Hun sagde intet, men gik bare hen og tog mig under armen. Hun hjalp mig med ud i vores bil. Vi satte os om bagi og chaufføren satte bilen i gang.  

Vi kørte i omkring ti minutter inden vi nåede dertil vi skulle. Min mor åbnede døren og vi steg ud. Der var mennesker bogstavelig talt overalt. Det var et stort misk mask af forskellige farver. Vi maste os igennem og nåede til et langt bord. Voksne sad med underlige maskiner med nåle for enden.

"Kom nu," mumlede min mor da jeg stoppede op.

"Jeg vil ikke mor... Jeg vil ikke!" sagde jeg måske en smule højt. Menneskerne tæt ved vendte sig om for at nedstirre mig. Min mor ignorerede mig og skubbede mig hen i mod bordet. På trods af mine anstrengelser, endte jeg foran en lille tyk kvinde med katteører opereret fast til hendes hovedbund. Hun rakte sin hånd frem i mod min.

"Hvad vil du?" Hun besvarede ikke mit spørsmål, men tog blot fast i mit håndled og stak mig i en finger med nålen. Hun maste min finger ned i mod et papir, med en lille firkant. Over firkanten stod mit navn i grimme blokbogstaver. Hun maste mig igennem en lille åbning imellem bordene, men da min mor tog et skridt hen i mod døren stoppede hun hende.

"Ingen voksne!" sagde hun og skubbede hende væk. 

"Mor! Hvorfor må hun ikke komme med. Hun skal med!" skreg jeg bange.

"Shh skat, jeg venter på dig herude!"

"Mor, jeg bliver trukket! Jeg ved det," råbte jeg, men hun var allerede forsvundet i menneskemængden. Jeg blev skubbet videre af alle de andre mennesker og endte henne ved en stor gruppe af mennesker, der så ud til at være på min alder. Jeg stoppede op. Hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne ikke løbe. Der stod vagter ved alle udgange. Det ville være den sikre død. Jeg sprang op da en person lagde deres hånd på min skulder. 

"Tag det roligt Miranda. Det er bare mig!" Jeg vendte mig om og så et velkendt ansigt smile sørgmodigt til mig. 

"Er det virkelig dig Sally?" Hun nikkede. Jeg havde kendt Sally lige siden jeg startede i skole, og efter det havde vi været bedste venner. Jeg omfavnede hende uden tøven. "Jeg er så bange Sally! Hvad hvis vi bliver trukket?"

"Tag det roligt! Selvfølgelig bliver vi ikke trukket," sagde hun og prøvede at berolige mig, ved at skjule sig egen frygt. Måske ville det have virket, hvis ikke hun havde rystet lige så meget som mig selv. 

"Stilhed!" blev der pludselig kvidret oppe fra siden. En ung kvinde stod deroppe. Hun havde stort blåt hår og bar en midnatsblå kjole med sølv pailletter spredt ud over.

"Som i alle ved bliver det et lidt... Ja anderledes Dødsspil i år. Men det skal ikke forhindre os i at have et fantastisk 76 tyvende Dødsspil. Så skal vi ikke bare komme i gang?" Hun ventede ikke på svar før hun gik hen til den ene glasbowle. "I år skal vi selvfølgelig trække tolv piger og tolv drenge, da det kun er vores distrikt der skal være med i Dødsspillet. Og som altid er det pigerne først." Hun stak sin hånd ned i bowlen og rodede så lidt rundt mellem sedlerne inden hun trak en op. Hun foldede den ud og åbnede munden. 

"Diana Lupin." Kvidrede hun og en ung pige gik glædes strålende op på scenen. "Her har vi den første soner i det 76 tyvende dødsspil," sagde kvinden glad, og Diana bukkede. Klapsalver brød ud rundt omkring, men ingen af de mulige sonere klappede. Hun stak hånden ned i bowlen igen og fandt endnu en seddel. Hun foldede den ud og udbrød højt: 

"Miranda Noble!" Sally gispede. "Åh nej. Åh nej Miranda, jeg er så ked af det." Hviskede hun stille. Jeg stod som lammet. En tåre trillede langsomt ned ad min kind. "Miranda Noble!" råbte hun endnu engang. Jeg gik væk fra menneskerne og langsomt op på den store scene. "Hej min pige," sagde kvinden oppe på scenen. " Og vi har vores anden soner i det 76 tyvende Dødsspil!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...