Threatened (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 15 maj 2014
  • Status: Igang
Olivia Schmidt er en pige på 17 år. Men hendes liv kan godt være svært, da hun lider af en meget alvorlig astma og hende og hendes familie flytter til London, fordi at faren får et bedre job. En dag hvor hun havde været oppe og skændes med sine forældre løber hun ud i skoven og møder en person der forandrer hendes liv foraltid. Hendes liv syntes nu være perfekt indtil hendes fortid begynder at indhente hende. !Læsning på eget ansvar!

6Likes
0Kommentarer
402Visninger
AA

2. Surprise!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

”Så er jeg hjemme!” råbte jeg, så det kunne høres i hele huset. Jeg havde lige været nede og træne, før vi skulle spise. Det havde jeg gjort siden jeg opdagede at det lå lige i nærheden af mit hus. Jeg kendte ikke kvarteret særlig godt, fordi at vi lige var flyttet her til. Det var ca. en måned siden, min far fik en forfremmelse og vi skulle flytte til London. ”Hey skat vi spiser om ti minutter, kan du hjælpe Louise med at dække bord?” min mor kyssede mig på panden og gik ind for at fortsætte med maden. Der duftede af karry i hele huset så, sjovt nok, skulle vi have karry suppe. ”Olivia kan du huske hvor tallerknerne er?”  Sagde en lille bitte stemme bag mig. Jeg vendte mig om og så at Louise lignede et spørgsmålstegn. ”Midterste skuffe, til højre,” jeg pegede på den hvide skuffe, og to sekunder efter var Louise på vej derover. Jeg tog nogle glas, knive og gafler og lagde det på bordet. Louise kom med tallerknerne og lagde dem, på deres rette plads. ”Kan i ikke lige kalde på far, og sige at vi spiser?” sagde min mor ude fra køkkenet. ”Im on my way” sagde jeg og gik mod min fars kontor. Fik jeg sagt at han arbejder meget. Ikke? Nå men det gjorde han. ”Sub daddy?” han vendte sit hoved mod mig og sendte mig et mærkeligt blik. ”Sup Oli?” ”Ja lige præcis, der er suppe” svarede jeg og gik. Louise og min mor, der for resten hed Karen, havde allerede sat sig. Jeg var faktisk halvt englænder. Jeg var halvblods, okay Olivia du har læst for meget Harry Potter. Men hvert fald, var min mor englænder og min far var Dansker. Men når det kom til traditioner, vandt Danmark her hjemme. Vi holdt f.eks. Jul d. 24 og mortens aften var også blevet indført. Men det var nu også mest på grund af maden. Mums. ”Det smager altså helt vildt godt mor” sagde jeg og tog min tredje portion. ”Tak.” hun smilede nervøst, hvilket jeg ikke forstod. ”Vi har en stor nyhed” sagde min mor glad. ”Hvad er det, skal vi have en hund? Skal vi flytte? ” Sagde Louise, og fik store øjne. Det mindede mig om fyrtøjet, og de der hunde med øjne så store som rundetårn. Hun elskede forandring og overraskelser. Selv hadet jeg det. Jeg kunne godt lide rutiner. Men tilbage til overaskelsen. ”nej rolig nu bette krål” sagde min Far glad. ”Vi skal have en baby!” Udbrød min mor glad. Hun smilede over hele femøren. ” Skal jeg så være storesøster?!” Louise fik endnu større øjne, og jeg tror at hun var ret overasket. Hvilket var meget sjældent. Men hvad?! En baby!? På et splidt sekund var jeg oppe fra stolen og råbte højt, ”Det kan i sku ikke tillade jer uden at spørge os først! ”Men skat det var ikke planlagt det….” prøvede min mor at berolige mig men jeg afbrød hende. ”Jeg vil fandme skide på om det var planlagt eller ej!” Jeg var sikker gloende rød i hovedet, men det var lige meget. Jeg gik, ja nærmest halv løb, ud i gangen, tog min jakke, mine dr. Martens gummirøjser på og gik. Sikke noget lort! Hvorfor lige nu? Jeg gik med faste skridt, men besluttede at sænke farten. Lige siden jeg fik at vide, at min astma var blevet værre, meget værre, var jeg nærmest bundet til min maske. Eller det var ikke bare sådan, en normal maske. Det var en ilt maske, der gav mig min medicin når jeg fik en af mine anfald. Det var tit når jeg løb, at jeg fik en ’anfald’, og det var som om at min hals trak sig sammen så jeg ikke kunne trække vejret. Jeg anede faktisk ikke hvor jeg var, men det lignede starten på en skov af en art. Jorden var fugtig og mudret, så jeg takkede mig selv for at have valgt gummistøvlerne. En kold vind kom forbi og gav mig kuldefrysninger, så jeg trak min jakke på. Jeg fik hurtigt varmen, mens jeg lige så stille kølede ned inden i, og begyndte at tænke over, hvorfor jeg endelig var gået væk. Jeg tog en dyb indånding, heeelt ned i maven, pustede ud og gentog det et par gange. Mit temperament havde fået mig i problemer før, så jeg havde lært at styre det og køle ned igen. ”måske bliver det ikke så slem, med en ny i huset,” sagde jeg til mig selv. ”Men jeg har jo ikke lyst til at gå ind i det.” Ja jeg skændes med mig selv, men det gør jeg af og til. ”Tænk nu på dig selv, for en gangs skyld. Vil du det her?” jeg sukkede og kiggede op. Det var ligesom når Smeagol taler med Gollum, hvis du har set ringenes herrer. ”Nej, men jeg bliver jo nød til at tænke på mor og far. Jeg tror altså at de rigtig gerne vil det her. ” Jeg prøvede at overbevise mig selv om noget. Det var først nu at jeg lagde mærke til mine omgivelser, og opdagede at jeg var havnet midt ude i en skov. Jeg var gået hen af forskellige små stier, der havde delt sig og var endt her. ”Virkelig flot, Olivia. Super! Nogle ideer til at finde hjem?” spurgte jeg mig selv, mens jeg kiggede rundt på mine omgivelser. På en måde vækkede det nogle minder i mig, og de var bestemt ikke gode. Min vejrtrækning blev hurtigere og mit hjerte bankede hurtigere. Kort sagt, var jeg skide bange. Pludselig kunne jeg høre nogen komme gående på stien bag mig, men personen var ikke drejet rundt om svinget. Med alle de tanker jeg havde i hovedet, plus den dårlige oplevelse, begyndte jeg at løbe. Eller rettere sagt at spurte. Jeg kunne mærke den ubehagelige forpustelse komme snigende, med jeg blev ved med at løbe mod mit mål, hvilket var det næste sving på stien. Bare 10 meter mere gentog jeg i mit hoved, indtil at jeg mistede kontrollen. Jeg kunne ikke få vejret, og før jeg vidste af det lå jeg nede på jorden og hungrede efter luft. Jeg kiggede bagud, og så at der ikke var nogen. Indtil at der kom en skikkelse til syne. Så imens jeg lå der og hev efter luft begyndte tårende at rulle ned af mine kinder. Mine tanker blev mere og mere negative, og jeg fik de allerværste ting frem i mit hoved. Overfald, kidnapning og drab. Personen var kommet nærmere og havde vist hørt mig, men jeg var ikke tankelæser. Tingene begyndte at sortne og stien blev mørkere. Kan i huske da jeg fortalt om min sygdom? Det var derfor at jeg var bundet til min medicin. ”e..er du okay?” Jeg hørte en usikker stemme med en accent der ikke i hvert fald ikke var britisk. Jeg åbnede mine øjne lidt og kunne se en blond dreng eller mand der havde sat sig på knæ, alt for tæt på mig. Jeg hev hæst efter vejret, og fik tvunget nogle ord ud, men det lød mere som hvisken. ”Hhholdd diigh væhhk” gispede jeg stille. ”Jeg ringer efter en ambulance!” Sagde han tydeligt. Tingene blev sorte og mine øjne lukkede i. Mine vejrtrækninger forsvandt og det samme gjorde jeg. Det sidste jeg hørte, var en høj sirene der kom nærmere og nærmere.

***

 

Tak til jer der læser med<3 I må meget gerne like hvis i kan li den. Eller skrive ideer i kommentaren. Hvem tror i så den blonde dreng er ???? I kan måske regne den ud ved at kigge på covertJ men kun måske :-D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...