Threatened (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 15 maj 2014
  • Status: Igang
Olivia Schmidt er en pige på 17 år. Men hendes liv kan godt være svært, da hun lider af en meget alvorlig astma og hende og hendes familie flytter til London, fordi at faren får et bedre job. En dag hvor hun havde været oppe og skændes med sine forældre løber hun ud i skoven og møder en person der forandrer hendes liv foraltid. Hendes liv syntes nu være perfekt indtil hendes fortid begynder at indhente hende. !Læsning på eget ansvar!

6Likes
0Kommentarer
399Visninger
AA

3. Shut up!

Niall Horans POV.

Jeg trak vejret dybt ind gennem næsen. Mmm… duften af skov. Det mindede mig om Irland. Jeg var ude at gå i skoven før jeg havde en filmaften med drengene. En af bagsiderne ved at være berømt var at man ikke engang kunne gå en tur i parken uden paparazzier eller fans. Jeg elskede jo vores fans men lige nu ville jeg bare være i fred. Det var halv koldt og min high-school jakke var ikke særlig varm. Det var også halvt mørkt, men jeg kunne lige skue stien selvom det var svært. Klokken var omkring de syv stykker og jeg skulle være hos Zayn kl. 8, så tiden var ikke et problem. Trækronerne susede med vinden over mig, og det var en smule creepy. Stien delte sig i to og jeg tog den der gik væk fra byen. Jeg puttede mine hænder i lommerne i min jakke, så de ikke kom til at fryse mere end de gjorde nu. Jeg begyndte at høre skridt, eller faktisk lød det lidt mere som en der løb. Der efter et lavt bump og hurtig besværet vejrtrækning jeg ville skyde på cirka 10 meter væk men jeg kunne ikke se nogen. Jeg satte tempoet op, af ren nysgerrighed og var lige ved at træde på noget. Selvom det var mørkt kunne jeg med det samme kunne jeg se at det var en pige, og hun græd besværret. Det var som om hun havde noget i halsen, eller sådan lød det når hun trak vejret, lige meget hvad så det ikke behageligt ud. Jeg satte mig på hug ned ved siden af hende ”e er du okay?” spurgte jeg. ”Hhholdd diigh væhhk” gispede hun. Hendes tilstand var slem. Ok, jeg indrømmer at jeg panikkede lidt, men så kom jeg i tanke om hvad det bedste var at gøre. ”Jeg ringer efter en ambulance” sagde jeg højt, men nok mest til mig selv, end til pigen. Jeg tog min Iphone frem og indtastede 999. Hurtigt sagde jeg hvor jeg befandt mig og pigens tilstand, og fik at vide at hun ikke måtte holde op med at trække vejret og at de kom hurtigst muligt. Jeg satte mig ned ved siden af pigen og begyndte at tale beroligende til hende. Hun løftede sin hånd og pegede på hendes jakkelomme. Undrende lynte jeg den op, og tog indholdet ud. ”En astmaspray?” mumlede jeg for mig selv. Var det det hun fejlede? Jeg skruede låget af og drejede den, så medicinen kunne indåndes. Jeg vidste godt hvordan sådan en fungerede, fordi at jeg selv havde lidt astma. Medicinen hjalp lidt, og hun trak vejret lettere. Der var efterhånden gået 5 minutter siden jeg ringede til alarmcentralen. Hun mumlede hele tiden uforståelige ting og hendes medicin var begyndt at svinde op. Jeg begyndte at kunne høre sirenerne og inden længe ville den være her. ”skynd jer!” mumlede jeg stille, da pigen begyndte at flyde væk fra bevidstheden. Hun var holdt op med at mumle og hendes vejrtrækning blev mere stille. Et halv minut efter var ambulancefolkene her med en båre. De løftede hende op på den, rullede den ind i ambulancen og gav hende en iltmaske på. En af ambulance folkene kom hen til mig ”Du bliver nød til at komme med ind og besvare nogle spørgsmål” sagde han ”Selvfølgelig!” ”vi bliver nød til at spare tid, da hende tilstand er ustabil.” Jeg gik med ambulance manden ind i ambulancen, som med det samme gik i gang med at stille mig spørgsmål. ”Kender du hende?” ”Nej, jeg var ude og gå en tur hvor jeg så at hun lå på jorden og gispede efter luft” svarede jeg ham. ”Ved du hvad hun fejler?” spørgsmålet fik mig til at knuge om hendes astmaspray, som jeg stadig havde i hånden. ”astma” fik jeg sagt før jeg nåede at tænke mig om. Hurtigt fik manden sagt det til den anden i ambulancen, hvorefter han vendte sig mod mig og spurgte:” Og hvor ved du det fra?” Hurtigt rakte jeg Astmasprayen frem, så han kunne se den. Han nikkede og begyndte at hjælpe den anden, og imens begyndte jeg at studere den lille astmaspray. Den var ligesom min, bortset fra at der stod noget på. ”Olivia” mumlede jeg stille. Jeg så på pigen, der åbenbart hed Olivia. Det var første gang jeg så på hende i lys, hun havde langt kastanjebrunt hår og hun så lidt lav ud. Selvom iltmasken ikke pyntede, var hun ret køn. ”Vi er der om få minutter, men lægen vil gerne have detaljerne. Det vare nok et par minutter og så kan du gå. Og du bliver nød til at slukke din telefon, da signalet kan stoppe nogle vigtige maskiner” sagde den anden ambulance mand. ”Yes” sagde jeg og slukkede min mobil. Jeg lagde slet ikke mærke til klokken, da vi nu var ved hospitalet. Da de havde parkeret, fik de hende hurtig ud af ambulancen og indenfor. Jeg gik bare efter og tænkte på at det var sådan noget de gjorde hver dag. Hun blev lag på afdeling 4, i et rum for sig selv. Da jeg lige havde sat mig på en stol der stod ved siden af sengen, kom der en læge og spurgte efter ham der var på stedet. ”Det er mig” sagde jeg mens jeg rejste mig, og fulgte ham ud på gangen. ”Dit navn?” spurgte han mig mens vi gik ”Niall” svarede jeg ”Niall….?” ”Horan. Niall Horan.” Han skrev det ned på sin blog, hvor der hang et stykke papir på. ”Hvad var klokken, da du fandt hende?” Han så forvæntende på mig. ”Øhhhmm… lidt over syv cirka” ”Og havde hun vejrtræknings besvær på det tidspunkt?” Jeg nikkede. Han åbnede døren til et rum som jeg gætter på var hans kontor. Han satte sig tungt ned på sin kontorstol og pegede på en stol foran hans bord. Det mindede mig lidt om inspektørens kontor, når man have gjort noget slemt. ”Okay Niall jeg tror at det ville være bedst, hvis du fortæller mig præcist det der skete.” Meget detaljeret begyndte jeg at fortælle hvad der skete og gjorde mig umage for ikke at springe noget over. Da jeg var færdig var der efterhånden gået en halvtime siden jeg kom herind. ”Okay mange tak skal du have du må gerne tage hjem nu.” Hjem? Jeg ville hellere blive og sikre mig at hun blev rask. ”Øhhmm.. Hr?” sagde jeg. Han så overasket op han troede sikkert at jeg var gået. ”Robberts.” ”Jeg tænkte på om jeg ikke måtte blive sådan.. du ved sådan hun ikke skal vågne op alene et helt fremmed sted.” ”Hmmmm… Jo ved du hvad det tror jeg faktisk ville være en god ide hvis du blev. Mange patienter går lidt i chok når de vågner alene på hospitalet” svarede Hr. Robberts. Jeg smilte stille egentlig ville jeg også meget gerne lære hende at kende. ”Jeg følger dig tilbage til hendes stue og får en sygeplejeske til at stille en ekstra seng op til dig” sagde han.

Jeg sad inde i min seng på Olivias stue. Det var en lille drømmeseng men den var overaskende blød. Inden Hr. Robbert tog hjem havde han fortalt mig hvad jeg skulle gøre hvis Olivia vågnede.: ”Forklar hende hvor hun er og hvad der er sket. Hvem du er osv. Snak roligt til hende og hvis der bliver nogle problemer er natlægen lidt længere nede af gangen. Jeg er tilbage i morgen klokken halv 8.” Lige nu lå hun og sov. De havde fået styr på hendes vejrtrækning og i morgen ville de prøve at finde ud af hvem hun var. Jeg lagde mig til rette i sengen og lukkede øjne. Hurtigt faldt jeg i søvn.

Liams POV

”Hvor fuck er han?” spurgte Louis bekymret. Klokken var lidt i 2 om natten og Niall var ikke dukket op det var meningen han skulle være her klokken 8. ”Jeg ved det ikke prøv at ringe til ham igen.” svarede Harry. ”Årghh… Fat det nu han tager ikke sin telefon!” vrissede Zayn vredt. Jeg vidste at han ikke var alvorligt vred men bare bekymret for Niall. ”Okay lad os alle prøve at slappe af og se logisk på det” sagde jeg. ”Måske har han glemt det?” sagde jeg selvom jeg vidste det ikke passede han glemte aldrig sådan noget. En gang var han kommet for sent fordi han var sulten og bestilte en pizza som han lige skulle spise men det lignede ham ikke at lade være med at komme uden at skrive hvorfor. ”Liam du ved udmærket godt at han ikke bare har glemt det.” sagde Harry. ”Kan vi ikke tage hjem til ham?” forslog Louis. ”Det var en god ide.” bifaldt Zayn. ”Vent vi kan ikke bare brase ind i hans lejlighed klokken 2 om natten sagde jeg. ”hvad skal vi ellers gøre?” spurgte Harry. ”Hvad med at vi venter til i morgen og hvis han ikke er kommet eller har ringet inden da tager vi hjem til ham?” forslog jeg. Alle nikkede, ”Skal vi ikke prøve at tænke på noget andet ved at…… øhmmm….. se en film?” forslog Louis og sendte os et smil der ikke nåede op til hans øjne. ”Jo lad os det” sagde Harry. De endte med at vi så Fast and furious 6. Jeg grinte når der skete noget sjovt men latteren var ikke ægte. Jeg grinte kun får ikke at lave stemningen endnu dårligere. Hele natten sad jeg og tænkte på Niall.

Nialls POV

Jeg vågnede ved at få et hårdt skub de næsten fik mig til at falde ud af sengen. Jeg kigge op og så de smukkeste grønne øjne jeg nogensinde havde set. Rummet var svagt oplyst og jeg så Olivias ansigt. ”Hvor er jeg?” hviskede hun hæst. Hurtigt fik jeg sat mig op og prøvede at huske hvad Hr. Robberts havde fortalt mig. Forklar hende hvor hun er og hvad der er sket. Hvem du er osv. Snak roligt til hende. ”Du er på hospitalet.” fortalte jeg hende. Jeg kunne se at hun havde revet dropnåle ud og den nål der sad på indersiden, af hendes albue, da sårende blødte lidt. Hendes ansigt var et øjeblik forvirret men så kom hun vist i tanke om hvorfor. ”jeg fik et astma anfald og besvimede gjorde jeg ikke?” Jeg nikkede. ”Du var der! Du hjalp mig og gav mig min medicin.” Der var ikke et spørgsmål men alligevel nikkede jeg. Forklar hvem du er. ”Jeg hedder Niall.” fortalte jeg. ”Olivia.” et øjeblik var der akavet stilhed men så ”Hvor er du fra? Din accent lyder ikke britisk.” ”Nej jeg er født og opvokset i Irland men flyttede til London for cirka 3 år siden” forklarede jeg. Gad vide om hun vidste hvem jeg var. Mere akavet stilhed men denne gang brød jeg den. ”Bor du her i London?” ”Ja jeg flyttede her til for en måned siden.” ”fedt hvorfra?” ”Danmark” Hmm.. Danmark har vi ikke optrådt der. Jo det havde vi og vi skulle gøre det igen i juni eller juli. ”Hvorfor flyttede du?” spurgte jeg interesseret. ”min far fik tilbudt et bedre job her og takkede ja.” ”Har du meget familie?” spurgte jeg. ”Ehrmm man kan vist ikke kalde for det meget. Mor, far og lillesøster og hey! De ved ikke hvor jeg er! De er nok ved at dø af bekymring!” sagde hun højt. Hun var ved at flippe ud. Flot Niall! Du skulle jo hold hende i ro. Tænk hurtigt! ”Bare rolig i morgen tidlig ringer vi til dem okay?” Hun nikkede stille. ”Vil du ikke fortælle mig om Irland?” spurgte hun ”Selvfølelig!” sagde jeg og begyndte at fortælle efter det fortalte hun om Danmark. Hun var virkelig god at snakke med. Det endte faktisk med at vi snakkede hele natten om alt mellem himmel og jord. Da klokken var halv otte og Hr. Robberts kom ind var vi blevet virkelig gode venner jeg havde givet mig hendes nummer så vi kunne ses på et tidspunkt. ”Olivia må jeg få din mors eller fars nummer så jeg kan ringe til dem” spurgte Hr. Robberts. ”Ja. Selvfølgelig her” sagde hun og rakte ham hendes mobil. Han gik ud af rummet ”jeg må hellere se at komme hjem af” sagde jeg. ”Okay og Niall…” Hun gik i stå ”jaaaaa…” sagde jeg og trak a´et ud. ”Tak” sagde hun stille. ”Skulle det være en anden gang” grinte jeg og hun grinte med. En anden god ting ved hende var at vi havde den samme platte humor. Jeg og gik hen mod døren ”Vi ses forhåbentligt” sagde jeg. ”Ja det ville være fedt!” Jeg tog en taxi hjem til min lejlighed. Jeg var så smadret. Jeg lagde mig ned i min seng. Var der ikke et eller andet jeg skulle huske? Længe tænkte jeg ikke over det før jeg faldt i søvn.

Louis POV

Vi vågnede alle tidligt den næste morgen. Det første vi gjorde var at tjekke om der var noget nyt fra Niall. ”Intet!” sagde Harry frustreret. Der var intet nyt fra Niall. ”Okay så er det afgjort vi tager over til ham nu.” sagde Liam træt. Træt det var noget vi alle var. Vi gik i seng ved 4 tiden og vågnede 8. Selv sov jeg af lort til. Der var helt stille i bilen ingen sagde en lyd før vi kom til Nialls lejlighed. Zayn prøvede at ringe på dørtelefonen men heller ikke den tog han. ”Skal vi vende om?” spurgte han. ”Nej! Nu er vi kørt hele vejen her over så vender vi ikke om” sagde jeg. Der var helt stille i elevatoren. Hvis ikke han var her havde vi ingen ide om hvor han så kunne være. ”Okaaaay nu må vi se!” sagde Jeg og trak ned i dør håndtaget. Døren var ikke låst. Vi plejede ellers altid at låse døren pga. fans. Især efter Liams boxers blev stjålet. Vi kiggede alle på hinanden da døren gik op. Der var helt stille i lejligheden. ”Okay hvis Zayn du tjekker stuen. Harry du tjekker badeværelserne. Louis du tjekker soveværelserne også tager jeg køkkenet” sagde Liam. Vi nikkede alle og begyndte at lede. Jeg kiggede ind til hans soveværelse og der i hans seng lå han fandme! ”Drengene han er her!” råbt jeg højt og gik hen til ham. Han sov. Sov? Vi havde været så bekymret for ham også lå han bare og sov! ”Hvor?” spurgte Harry og stak hovedet ind. ”Her.” De andre kom også ind og ”Han sover!” sagde Zayn vredt. Ligesom mig var han nok vred over at han bare lå og sov. ”så lad os vække ham” sagde Liam. Han var ikke så vred mere lettet. ”Niall?” sagde Liam stille og ruskede lidt i ham. Han gryntede og sov videre. ”Niall?” prøvede han igen denne gang lidt højere men Niall vendte sig bare om på den anden side og sov videre. ”Niall!” sagde eller nærmere råbte jeg. Han vågnede med et sæt og kiggede på os. Han så godt nok smadret ud.

Nialls POV.

Jeg vågnede med et sæt ved at en råbte mit navn. Forvirret kiggede jeg op og så alle drengene stå og kigge vredt på mig. ”Hvad så?” spurgte jeg. Min stemme var blevet helt hæs af at tale hele natten og nok også på grund af min søvnmangel jeg havde sovet hvad 3 timer inden for det sidste døgn ? ”Hvad så?” spurgte Louis vredt. Langsomt satte jeg mig op. Han lød meget sur. Jeg havde en slem hovedpine og var forfærdelig træt. De stirrede stadig vredt på mig meget vredt endda. Jeg måtte se meget forvirret ud får Zayn fnyste højt og vredt. Wow de var virkelig sure på mig. Gad vide hvorfor. Man det her var ligesom at have tømmermænd. Hovedpine, træthed og en følelse af at man har glemt noget. ”Hvad er der galt?” spurgte jeg stille. Vrede blikke var det eneste jeg fik tilbage. Jeg prøvede at stirre igen men det gik ikke så godt når de var 4 mod 1.”Hvad er der sket?” min stemme lød nu meget hæs. Stadig ingen svar! . Det her var begyndt at blive irriterende ”Vil nogle gerne fortælle mig hvorfor i er så vrede på mig?” spurgte jeg. Denne gang var der noget irriterende i min stemme og det virkede. ”Altså …” begyndte Liam, men Louis afbrød ham ”Vi er vrede fordi du ikke kom i går aftes” han lød virkelig vred. Når ja fuck hvor er jeg dum. Overnatningen hos Zayn. ”Det var fordi …” prøvede jeg at forklare men jeg blev afbrudt af Zayn ” Vi var ved at dø af bekymring over at du ikke kom, sms´ede eller ringede!” ”Men hør lige…” Jeg blev afbrudt igen. Denne gang af en vred Harry. ”Så kommer vi her helt ude af bekymring og finder ud af at du bare ligger og sover!” ”Hvis i bare vil lytte til hvad jeg siger……” men Igen, igen ,igen ,igen blev jeg afbrudt. Kæft hvor var det træls! ”Du kunne da godt have ringet i stedet for at lade ignorer os” sagde Liam. Han var ikke helt så vred som de andre kun skuffet. Hvad der var værst vidste jeg ikke. ”Må jeg få lov til…..?” prøvede jeg for femte gang men blev afbrudt igen. ”Niall hvor var du ? Var du i byen?” Spurgte Louis stadig vred. ”Nej jeg var….” ”Ja du ligner virkelig en der har nogle tømmermænd” sagde Zayn. ”Det er ikke tømmermænd men….”længere kom jeg ikke før jeg blev afbrudt IGEN! ”Hvis det ikke er tømmermænd hvad er det så?” spurgte Liam han var begyndt at lyde irriteret. ”Det er på grund af…..” ”Hvorfor tager du ikke din telefon?” Slap af Niall. De har god grund til at være vrede. ”Niall!” Okay tæl til ti. 1 2 3 ”Niall!!” 4 5 ”Niall!” Et hårdt skub fik mig ud af mine tanker ”Hvad?” spurgte jeg forvirret. ”Sig mig har du overhovedet ikke hørt noget af det vi har sagt?” råbte Harry vredt. Rolig nu Niall man må ikke kvæle sine bedste venner. ”Jo jeg har det er jer der…..” ”Hvorfor tog du ikke…” ”HOLD KÆFT!!! ” råbte jeg da jeg ikke kunne styre min vrede længere. De så overaskede men også meget sure ud så jeg måtte hellere skynde mig at fortsætte. ”Lad mig forklarer uden at i afbryder tak!” De nikkede så jeg fortsatte ”Jeg var på hospitalet hvo…..” ”På hospitalet!?!” råbte de i munden på hinanden så jeg fik et kæmpe chok. Egentlig havde de lovet ikke at afbryde men jeg ignorerede det ”Nej altså jeg var ikke på hospitalet, men jeg var på hospitalet” sagde jeg før jeg indså hvor dumt det lød og hvor lidt mening det gav ”Så du var ikke på hospitalet men du var på hospitalet?” sagde Harry undrende. De lignede alle sammen spørgsmålstegn, men hellere det end at de råbte og afbrød mig. ”Øhmm… det kommer til at tage noget tid at forklare” sagde jeg stille. ”Så lad os gå ind i stuen” forslog Zayn. ”Jeg skal lige hente et glas vand” sagde jeg og gik ud i køkkenet. Jeg gik ind i stuen med et glas vand og en Panodil. De sad i sofaen og så afventende på mig. Hurtigt slugte jeg den lillepille og gav mig til at forklare. ”Også kom i her og gad ikke lade mig forklare” sluttede jeg min historie. Drengene havde siddet stille og lyttet til min lange forklaring og havde kun kommet med en lille kommentar i ny og næ. ”Okay. Det giver bedre mening end Jeg var ikke på hospitalet jeg var på hospitalet” grinte Louis. Alle grinte med. ”Niall?” ”Ja Zayn,” svarede jeg ham. ”Jeg vil gerne undskylde for at være så vred da vi kom vi burde have givet dig en chance for at tale ud.” ”Jeg vil også undskylde” sagde Liam. ”ogs mig” sagde Louis. ”Me two!” sagde Harry. De så helt flove ud. ”Nej I skal ikke undskylde. Jeg vi også have været pænt sur hvis jeg var jer.” ”Jeg ved virkelig ikke hvad der gik af os vi var nogle…..” begyndte Harry men jeg afbrød ”I var nogle bekymrede venner der havde god grund til at være sure.” ”Ja det var vi men det var ikke fair at vi bare sådan gik på dig 4 mod 1” Årghh!!! Stoppede de aldrig med det der? ”Stop så det der bavl! I er tilgivet hvis I bestiller en pizza til mig NU!. Jeg er ved at dø af sult!!” klagede jeg. Alle grinte.

***

Det var så kapitel 2. Olivia og Niall mødes og drengene blev lidt sure på Niall. Skriv meget gerne hvad du syntes om den og giv os også gerne lidt ideer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...