Alt er perfekt... eller ikke.

Søren og Victoria om igen. Samme gamle sang. Men til en forveksling starter det faktisk godt ud denne gang... ja. Det STARTER godt. Om det så ender godt... ja læs og find ud af det :D

0Likes
0Kommentarer
181Visninger
AA

2. Torsdag

Torsdag

''Tror I ikke at det er det her vi skal bruge?'', spørger Caroline og holder en mørkerød og hvid papirsdug ned foran os.                                                                         ''Jo jo helt sikkert...'', siger Søren og kysser mig på halsen igen.                                            Caroline vender øjne af ham. Han keder sig sikkert...                                                                                         Ja det er jo også fordi han så satans fokuseret på at finde den rette dug...                                                                                                                                   Jeg ved det godt men jeg synes at det er sødt...                                                                    ''Jo Caroline det er dem vi skal bruge. Skal vi så komme ud herfra?'', siger jeg og går mod kassen.                                                                                           ''Tror I at de andre er færdige med at lave resten af pynten?'', siger Søren og holder hånden på min lænd og lader som om han fører mig op til kassen med Caroline lige i hælene.                                                                           Vi skynder os at betale for tingene og går ud. Det regner... pis!                                         ''Åhhr pis! Jeg glemte min jakke på skolen!'', siger jeg og prøver at dække mit hoved med plastikposen hvor tingene var i.                                                       ''Tag min søde'', siger Søren og rækker mig sin jakke.                                                            Sikke en gentleman du har der...                                                                                      Jeg ved det, tænker jeg lykkeligt.                                                                                     ''Tak skat'', siger jeg og tager hans hånd.                                                                          ''Jeg skal nok tage poserne'', siger Caroline. Jeg kan bare høre på hendes stemme at hun kun gør det for at jeg kan holde Søren i hånden. Hun er så sød.                                                                                                          Ovre fra ABC er der ikke langt hen til skole. De ligger faktisk lige ved siden af hinanden. Så vi bliver ikke så forfærdeligt våde.                                                  ''Hold kæft hvor er det en stor vandpyt!'', råber Søren igennem regnen og peger på en vandpyt der er så stor at det krænser til at være en en lille sø der ligger midt inde på parkeringspladsen. Fordi vi er her nu (om formiddagen) er der ikke særlig mange biler kun pensionister, og de gør alt hvad de kan for undgå den vandpyt.                                                                     Nu skal der bare ikke køre en bil forbi mig og Søren fordi så kører den lige gennem vandpytten og så bliver vi plask våde. Caroline er allerede løbet fordi dugen ikke kan tåle fugt.                                                                                 ''PLASK!'', siger det og Søren springer i vandpytten tydeligvis for at sprøjte på mig.                                                                                                                Jeg kigger ned af mig selv og spiller tøsefornærmet i cirka fem sekunder før jeg begynder at smile og springer ud i vandpytten for at sprøjte på ham. Han griner og stopper mig før jeg prøver at sprøjte på ham igen. Han tager mine hænder, kigger mig dybt i øjnene og bøjer sig ned...                                                                                                                               ''DYYYT!'', siger det fra en bil lige foran os og vi springer til hver sin side så bilen kan komme forbi. Da den er kørt forbi kigger jeg forskrækket på Søren... og han forskrækket på mig... Jeg skynder mig hen til ham og klapper ham på skulderen og hvisker:''Imorgen skal det nok gå'', og smiler til ham.                                                                                                     Han smiler sit søde smil til mig... det smil tager bare fuldstændig pusten fra mig. Jeg elsker det. Men jeg elsker mere når jeg grunden til det...                                                                                                                                    ''Lad os så se at komme tilbage. Inden du ser en mere vandpyt'', siger han og fører mig i retning af skolen. Jeg tager hans hånd og går hurtigt mod skolen.                                                                                                             ''Hvorfor så travlt skat?'', siger Søren og kommer op på siden af mig.                                     ''Søren jeg er medformand, medfestarrengør, jeg er fuldt ud ansvarlig for at den gymnastik sal ikke kommer til at ligne lort OG jeg skal være værtinde på selv aftenen. Er der noget at sige til at jeg gerne vil have at den fest bliver perfekt?'', siger jeg og runder hjørnet bag ved børnehaven.                                                                                                                     ''Bare rolig det hele skal nok gå godt'', siger han og giver min hånd et klem.                                                                                                                                        ''Det ved jeg... der er bare nogle ting man altid er bekymret for'', siger jeg mens vi går over asfalten til døren.                                                                                      Søren skynder sig i forvejen... hvad vil han nu?                                                                   Jeg smilede indeni mig selv... en ting jeg virkelig elsker højt ved den dreng er at jeg aldrig ved hvad han har i ærmet. Han overrasker mig altid med et eller andet morsomt.                                                                                        Som jeg sagde: en ren gentleman...                                                                                        Siger min indre stemme mens jeg kommer op til døren.                                                       ''Damerne først...'', siger han og åbner døren... Og går selv ind først! HAHA!                                                                                                                             Det tager jeg i mig... Han er en sjov gentleman!                                                                   Jeg griner og skynder mig ind til ham.                                                                      Jeg ser ham i øjnene og sådan står vi bare i cirka ti sekunder men så kan jeg bare ikke holde masken længere og så begynder jeg at grine helt vildt. Og så begynder han også at grine.                                                                     ''Åhh kom så, vi må hellere komme ind til de andre'', siger han og lægger igen en hånd på min lænd og fører mig mod håndarbejde.                                      Vi er cirka halvejs nede af gangen da vi opdager... der er da grov stille? Vores klasse er kendt for at larme helt sindssygt meget, så når der ikke engang er en lærer til stede går det helt galt... men vi kunne ikke hører en lyd.                                                                                                                       Jeg rynkede mine øjenbryn af overraskelse og kiggede på Søren. Men han så lige så overrasket ud som mig.                                                                                ''De er sikkert i gymnastiksalen'', siger Søren så og drejer mig rundt som man gør når man danser. Gud hvor er den dreng da dejlig.                                          ''Det er sikkert blevet helt vildt flot'', siger jeg og piller lidt nervøst ved min halskæde. Vi har simpelt hen ikke tid til at lave tingene forkert når det er imorgen det hele sker.                                                                                          ''Selvfølgelig'', siger Søren.                                                                                                    ''Kom nu vi skal skynde os'', siger jeg og løber over til gymnastik salen med Søren lige i hælene.                                                                                                   Ohh ja... det er her de er... man kan hører dem fra lang afstand.                                              ''Er i allerede blevet færdige med at lave pynten?'', siger jeg mens jeg går ind i gymnastik salen... og det syn der venter mig... der tager helt pusten fra mig... det er så smukt! Jeg må vist stå og måbe fordi de ser allesammen så underligt på mig.                                                                                        ''Har I virkelig lavet alt det her mens vi var nede og handle?'', siger jeg imponeret.                                                                                                                             ''Hva' sy's du?'', spørger Anne-sofie.                                                                                     Hvad jeg synes? Det er perfekt!                                                                                        ''Det er... det er... det er helt vildt smukt! Hold kæft hvor er i gode mand!'', råber jeg mens jeg flipper helt ud over hvor smukt det ser ud...                                                                                                                                       Der hang guirlander fra den ene side af rummet til den anden i ripperne og guirlanderne er simpelthen så smukke! De er lavet af flere stykker hvide og røde stykker lange stof-stykker. Og de har endda stillet alt frem vi skal bruge for at dække bord! Og de har også stillet bordene til mad og drikkevarer frem.                                                                                                ''Det ved vi da godt vi er'', siger Mike der er ved at hænger den sidste guirlande op lige over os.                                                                                                 Jeg vender mig hurtigt mod Søren.                                                                                    ''Alt imorgen skal nok blive perfekt!'', siger jeg glad og slår armene om hans hals. Han griner og sniger sine arme om min talje.                                                      ''Stop det der I to! Vi har stadig en masse vi skal have lavet!'', siger Caroline der er ved at gøre bordene vi skal sidde ved klar sammen med Eimantas.                                                                                                                    ''Ja vi kommer nu...'', siger Søren og går hen og hjælper Eimantas.                                          Jeg er på vej hen for at hjælpe Caroline da jeg mærker nogen prikke mig på skulderen. Jeg vender mig hurtigt om og ser Mille og Emma stå og smile til mig.                                                                                                                  ''Hey Victoria vi tænkte på om vi kunne få lov at lave bordpynten til imorgen?'', spørger Emma mig.                                                                                           ''Selvfølgelig må I det'', siger jeg til det dem. Det var en hjælpsom tanke af dem.                                                                                                                     ''Må vi også lave en bordplan?'', spørger Mille så da jeg skal til at gå.                                  ''Tjo... det må I da godt. Så prøv at sørge for at alle sidder ved siden af en de snakker godt med og på en plads hvor de kan få en rigtig sjov aften. Okay?'', siger jeg og smiler til dem.                                                                          ''Det skal vi nok. Tak Victoria!'', siger de og går hen og sætter på gulvet og begynder at snakke. Sikkert om hvordan bordet skal se ud...                               ''Hey har I brug for hjælp?'', råber jeg da jeg har vendt mig mod Caroline, Eimantas og Søren igen.                                                                                       

''Victoria! Fokus! Du kan tænke på Søren bagefter! Fokuser knægt!'', siger Signe og knepser foran mig.                                                                                       ''Hvad? Nej nej jeg er her, jeg er her! Det var noget med at vi skulle have...'', siger jeg og prøver ihærdigt at komme i tanke om hvad vi skulle have at spise til festen''... okay jeg giver op, hvad var det vi snakkede om?''. Jeg griner af mig selv. Det samme gør Allan og Dorthe. Griner af mig altså.                                                                                               ''Victoria vi ved godt at dig og Søren er ret vilde med hinanden men prøv lige at fokusere på festen'', siger Dorthe så.                                                                    ''Ja festen... hvor mig og Søren skal danse... dadadadadaa da da da...'', nynner jeg og begynder at svaje som man gør når man danser kinddans. Og igen griner Allan og Dorthe af mig.                                                                 ''Ja det er sjovt indtil hun begynder at snakke om Søren dag ud og dag ind, indtil man ikke længere kan tænke på andet end: hvordan kan det være at hun ikke selv bliver træt af det?'', siger Signe og griner.                                          ''Jeg har mine grunde okay?!'', siger jeg og spiller lidt tøsefornærmet for sjov.                                                                                                                           ''Gæt hvem prinsesse'', siger en stemme og lægger hænderne for mine øjne. Jeg ville være komplet idiot hvis jeg gættede på andre end Søren.                                  ''Hmm... Åhh jeg har det! En eller som står lige bag mig!'', siger jeg og får dem allesammen til at grine kort. Jeg rejser mig op og krammer Søren.                                                                                                                                  ''Hvad laver du her?'', spørger jeg og kigger ham i øjnene.                                                   ''For det første tænkte jeg at vi måske lige skulle bytte jakker'', siger han og og lægger min jakke over stoleryggen på min stol.                                                      Og så hjælper han sin jakke af mig fordi jeg stadig har den på.                                                ''Og så ville jeg lige spørge dig om noget... Er det okay hvis jeg lige låner hende i to minutter?'', spørger han de andre. De nikker langsomt.                                                                                                                           ''Ja ja to minutter er fint... men hvis hun ikke er tilbage inden for de næste ti minutter kommer jeg ud og ser om du er ved at æde hende'', siger Dorthe og griner sammen med Allan.                                                                          ''Uha Dorthe jeg bliver helt bange for hvad du så vil gøre ved mig hvis jeg æder hende'', siger Søren, griner og tager min hånd og trækker mig med ud på gangen og stopper op lige inden vi når de grønne stole hvor uartige børn ryger op og sidde hvis de har gjort noget de ikke skulle have gjort.                                                                                                      ''Hvad så?'', siger jeg og stiller mig lidt tættere på ham. Han er så dejlig at være tæt på.                                                                                                             ''Jo Victoria jeg ville bare lige spørge dig om noget'', siger han og tager et skridt tilbage og går hen mod den grønne stol og rækker  ned bag den og... hiver den smukkeste mørkerøde rose frem jeg nogensinde har set.                                                                                                                                 Åhh gud... Han er slet ikke til at stå for..                                                                                 De ved jeg! tænker jeg og slår mine hænder mod mine kinder.                                           ''Jo jeg tænke på om du ville gøre mig den ære...'', siger han og knæler,''... og være min date til festen imorgen?'' og rækker mig den mørkerøde rose.                                                                                   Jeg er ved at få tårer i øjnene....                                                                                             ''Selvfølgelig vil jeg det skat!'', siger jeg og hopper lidt fordi jeg er glad og for at han ikke skal se at jeg har tårer i øjnene.                                                            ''Det er jeg glad for'', siger han og rejser sig op og trækker mig ind til sig.                                                                                                                                      ''Det er jeg virkelig glad for... Jeg håber fandeme at det der er glædes tårer!'', siger han og smiler til mig.                                                                                      ''Det er det ikke! Det er lykkeligheds tårer!'', siger jeg og slår armene om ham.                                                                                                                           Nu sker det... nu er der intet der kan afbrude jer...                                                                Siger min indre stemme og ganske rigtigt læner Søren sit ansigt ned mod mit... Hans læber rører næsten ved mine...                                                                   ''RING!!!'', lyder klokkens metalliske klang og forskrækker os så meget at Søren stimler bagover og vælter over den grønne stol og jeg er lige ved slå hovedet mod muren ved siden af os.                                                                                      HELT SERIØST?!                                                                                                                   ''Det var da alligegodt satans...'' mumler jeg og skynder mig hen og hjælpe Søren op.                                                                                                                 ''Er du okay?'', spørger jeg og hiver ham op og stå.                                                            Jeg har heldigvis stadig min rose i hånden. Den betyder meget for mig allerede.                                                                                                                               ''Ja jeg har det fint... men nu må jeg løbe hvis jeg skal nå min bus hjem'', siger han, giver mig et hurtigt kys på kinden og et kram og går så.                                                                                                     Jeg sukker...                                                                                                                       Ja dig og Søren har virkelig ikke heldet med jer hva'?                                                               Det er ikke det... denne rose... den er bare så smuk...                                                          ''Livet er herligt!'', siger jeg da kommer ind i lokalet igen og laver at par piruetter og snuser til min rose.                                                                                         ''Har han givet dig en rose?!'', spørger Dorthe.                                                                   ''Ja han har...'', siger jeg drømmeagtigt med et fjernt udtryk i øjnene.                                          Dorthe lægger sin hånd oven på min og kigger mig dybt i øjnene.                                      ''Søren må du aldrig gå fra'', siger hun.                                                                                  ''Det har jeg så sandelig heller ikke tænkt mig nogensinde at gøre! I'm love with that guy!'' 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...