Alt er perfekt... eller ikke.

Søren og Victoria om igen. Samme gamle sang. Men til en forveksling starter det faktisk godt ud denne gang... ja. Det STARTER godt. Om det så ender godt... ja læs og find ud af det :D

0Likes
0Kommentarer
179Visninger
AA

4. Fredag part 2

To minutter senere

To minutter senere og han stadig ikke kommet tilbage. Nu går jeg altså ind efter ham.                                                                                                           Det også på tide!                                                                                                                     Jeg skynder mig over hegnet og ind i gangen hvor man kan vælge at gå til venstre og ind i omklædningsrummet eller til højre ind til gymnastiksalen eller op af en trappe og op til et klasse lokale.                                          Jeg går ind i omklædningsrummet fordi det var der jeg så Søren gå ind.                                                                                                                                    Og inde i omklædningsrummet ser jeg Søren.                                                                           Og Mille.                                                                                                                              Godt igang med så hedt et kys at de ikke engang har lagt mærke til mig.                                                                                                                                     Deres kys ser anderledes ud, end det jeg havde med Søren.                                                 Da mig og Søren kyssede var hans arme om min talje og de pressede mig ind til ham. Da han kyssede mig føltes han... sulten.                                                                                                                      Nu hænger hans arme slapt ned langs siden. Han ser ud som om han ikke nyder det.                                                                                                                    Men hans mund snør sig lystent om hendes.                                                                     Jeg giver et lille gisp fra mig.                                                                                               Det hører de. Og de kigger begge panisk og skræmte på mig.                                               Jeg begynder at få tårer i øjnene og jeg slår ud med armene fordi jeg er såret.                                                                                                                                  Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, så jeg skynder mig bare ud derfra.                              ''Victoria vent!'', siger de begge i munden på hinanden og skynder sig efter mig.                                                                                                                             Jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen. Hvis jeg går ud i skolegården finder de mig, hvis jeg går ind i salen bliver jeg nød til at snakke med alle.                                   Tårerne flyder ned af mine kinder nu, så jeg skynder mig op af trappen og op og gemme mig bag muren.                                                                                          Mille og Søren skynder sig ind i salen.                                                                                 Og jeg vender mig om og glider min ryg ned af muren og tager mine knæ op til mig.                                                                                                                    Jeg støder panden mod mine ben og lader tårerne strømme.                                                  Jeg troede han elskede mig...                                                                                                 Mente han det ikke?                                                                                                             Pludselig hører jeg døren gå op og en masse mennesker der kommer ud af den.                                                                                                                           ''Hvis I tjekker uden for, tjekker jeg indenfor? Vi skal finde Victoria!'', hører Mille sige.                                                                                                                     ''Okay... hvem end der finder hende så få fat i mig jeg vil snakke med hende først'', siger Søren så med sorg i stemmen.                                                                    Nar.                                                                                                                                      Så hører jeg yderdøren gå op og masse mennesker der går ud af den.                                          Og nogle sekunder efter bliver den lukket og så er der stilhed i et par sekunder, inden jeg hører nogen komme op af trappen.                                                           Mille.                                                                                                                                      Hvorfor lader hun dig ikke bare være?                                                                                 Hun har nok noget vigtigt at sige.                                                                                         ''Det er bare mig, Victoria'', siger Mille lige inden jeg får øje på hende på toppen af trappen.                                                                                                              Jeg lavede et lille fnys, og holdt mit fjerne, tårervæddede blik fast på gulvet foran mig.                                                                                                                      Hun satte sig foran mig og sukkede.                                                                                     ''Er du vred på mig?'', siger hun og prøver at få øjenkontakt.                                                    Jeg grinte. Selvfølgelig var jeg ikke det.                                                                            ''Selvfølgelig er jeg ikke det Mille...'', siger jeg og kigger hende i øjnene,''... det er Søren jeg er sur på.''                                                                                    Hun kiggede skræmt på mig.                                                                                                 ''Det skal du altså ikke være. Søren har ikke gjort noget forkert Victoria'', siger hun så og giver mit knæ et klem.                                                                       Jaer klart.                                                                                                                           ''Nej det slet ikke fordi jeg lige så ham prøve at æde dig'', siger jeg og griner selvom det ikke er sjovt.                                                                                             ''Det var ikke Søren der kyssede mig. Det var mig der kyssede Søren!'', siger hun så.                                                                                                                             Hun. Kyssede. Min. Kæreste!                                                                                                  Bitch.                                                                                                                                     Jeg kiggede skræmt på Mille.                                                                                              ''Lad mig forklare! Jeg er ikke vild med Søren. Slet ikke. Vi er bare venner Victoria. Men jeg har følt mig tiltrukket af ham i lang tid, og vi har snakket om det og vi aftalte at vi skulle se om det virkelig var noget. Men det var det ikke. Jeg kyssede ham kun fordi jeg ville være sikker på at jeg ikke følte for ham på den måde. Og det gør jeg ikke'', siger Mille og prøver at smile til mig.                                                                                   ''Jeg kan godt sætte mig ind i hvorfor du gerne ville det, men... Mille skulle det lige være i aften? Jeg mener... det her lille optrin har lagt en lille dæmper på mig og Søren's 'første kys'-glæde'', spørger jeg hende og prøver at få mig selv til at smile til hende.                                                                     Men jeg kan simpelthen ikke. Jeg kan ikke sidde og smile til en pige der lige har kysset med ham jeg er forelsket.                                                                       Mille sukker, som for at sige 'jeg kan godt se at det ikke var så smart'.                                  ''Undskyld Victoria. Det var ikke min mening at såre dig på nogen måde'', siger hun så og giver mit knæ et klem igen.                                                             Jeg vender mit blik mod gulvet igen.                                                                                    Efter lidt tid sådan vender jeg mit blik mod hende igen.                                                           ''Jeg tager imod undskyldningen, hvis du lover mig en ting'', siger jeg til hende mens min stemme stadig ryster lidt.                                                                          ''Sig det, jeg vil gøre alt for at stemningen bliver god igen'', siger hun og kigger mig i øjnene.                                                                                                           Jeg tager en dyb indåndning for at stoppe mine hulk.                                                         ''Vil du sværge...'', endnu en dyb indåndning,''... at du aldrig nogensinde igen kysser Søren?''.                                                                                         Hun smiler til mig og klapper mig på skulderen.                                                                   ''Jeg sværger at jeg aldrig kysser Søren igen'', siger hun og smiler stille til mig.                                                                                                                              Jeg smiler lykkeligt til hende.                                                                                                 ''Mange tak Mille'', siger jeg langsomt og slår armene om hende i et venskabeligt knus.                                                                                                            ''Det var så lidt'', siger hun dybt og meningsfuldt.                                                                 Jeg trækker mig tilbage for at se på hende og rejser mig så op.                                               ''Lad os så komme ud og finde ham så han også kan sværge på det'', siger jeg og skynder mig ned af trappen.                                                                               Og så kigger jeg ud af vinduet i døren og ser at Søren sidder med siden til mig på et bord men hovedet i hænderne.                                                                ''Vent. Mille, lad mig gå alene ud til ham'', siger jeg og Mille nikker til mig.                                                                                                          Jeg skynder mig ud af døren og med langsomme lydløse skridt hen og kommer ned på et knæ foran ham.                                                                                         Han har ikke set mig.                                                                                                            ''Hvorfor gjorde jeg det...'', siger han og hans stemme ryster som om han er på nippet til at græde.                                                                                                        ''Det er okay'', siger jeg langsomt og meningsfuldt, mens jeg stryger ham over hovedet med bagsiden af mine fingre.                                                                                                                Han ser endelig op. Han har tårer i øjnene.                                                                             ''Victoria, jeg...'', siger han men jeg afbryder ham ved at lægge en finger over hans læber og tysse på ham.                                                                           Jeg sætter mig op til ham på bordet og vender mit ansigt mod ham.                                       Jeg tager hans ansigt mellem mine hænder, og fører ham tættere på mig til det der godt kunne ligne et kys, men jeg bremsede ham op lige inden han nåede min læber.                                                                                                  ''Du bliver nød til at sværge...'',siger jeg og kigger ham dybt i øjnene,''... at du aldrig nogensinde igen kysser Mille''.                                                        Han lægger sine arme om min talje.                                                                                     ''Jeg sværger at jeg aldrig vil kysse andre end dig'', siger han og presser mig ind til ham.                                                                                                        ''Jeg elsker dig'', siger jeg og smiler til ham.                                                                        ''Jeg elsker dig'', siger han og trykker mig længere ind til sig.                                                      Og så lader jeg mig selv finde vej til hans læber.                                                                 Igen presser han mig længere ind til sig og lader min hånd kærtegne hans nakke og hals.                                                                                                              ''Nuurh'', hører jeg nogen sige bag mig og instinktivt trækker jeg mig væk og vender mit hoved uden at slippe mit greb om Søren.                                                 Og ovre ved døren, står de allesammen.                                                                                   Helt seriøst alle fra klassen er der, Allan, Dorthe... selv min mor og Margrethe!                                                                                                                            Og så kommer jeg i tanke om at vi skal ud til Albert nu.                                                       ''Åhh! Kom allesammen vi skal ud til Albert nu!'', siger jeg.                                                    Jeg vender mig hurtigt om mod Søren giver ham et hurtigt kys.                                           ''Jeg skal lige hente tingene skat, gå du bare ned til bilerne'', siger jeg og rejser mig op.                                                                                                              

Efter at vi er kommet ud til Albert og læsset tingene af, sætter vi os ud til deres bålsted og tænder op for bålet.                                                                             Alle de andre sider på træstubbe men mig og Søren sidder på jorden med et tæppe omkring os.                                                                                                      Jeg sidder foran Søren og læner mig op af ham. Jeg har mit hoved ved hans hals og det øverste af mit hoved er i samme højde som hans mund og han har sine store beskyttende arme om mig. Så med fem minutters intervaller kysser han mig på håret. Og hver gang kan jeg se at mange af pigerne tænker 'nuurh'.                                                                                Lidt fra os, hen mod den skov som Alberts far ejer, er der en pavillion som simpelthen ser så smuk ud i måneskinnet.                                                                  ''Skat? Vil du med hen i pavillionen?'', hvisker Søren ned i mit øre lige inden han kysser mig på håret igen.                                                                                    Jeg læner mit hoved tilbage for at kigge ham i øjnene.                                                        ''Jada'', siger jeg og slår tæppet væk. Og straks er Dorthe over os.                                        ''Hvad skal I?'', siger hun og laver falke øjne på os begge to.                                             Hun er som vores anden mor. Hun er så overbeskyttende overfor alle i klassen. Vi er som hendes andre børn efter hendes eget.                                                    ''Rolig nu. Vi vil bare hen i pavillionen. Bare rolig du kan sagtens se os'', siger Søren til Dorthe og får alle til at grine undtagen Dorthe.                                          Søren hiver mig afsted mod pavillionen men lige i det jeg passerer Dorthe bøjer jeg mig ned og hvisker:''jeg sætter pris på din overbeskyttelse'', og får hende til at smile inden Søren hiver mig afsted.                                                                                                                                      Jeg griner da han snurrer mig rundt så jeg kommer op på hans side igen.                                                                                                                                     Da vi når pavillionen fører han mig op af trappen og hen til bænken der er rundt i hele pavillionen.                                                                                          Vi sætter os begge på bænken og vender ansigtet mod hinanden.                                      Og ingen af os ved hvad vi skal sige.                                                                                    Så jeg tager chancen og rejser mig op og byder ham op til dans.                                         Han smiler til mig og finder sin telefon frem.                                                                     Jeg sænker min hænder.                                                                                                     Vil han ikke danse med mig?                                                                                            Og lige da jeg skal til at sætte mig ned ved siden af ham, strømmer der musik ud af hans telefon.                                                                                                 Han lægger sin mobil i lommen, rejser sig og smiler til mig.                                                    Jeg smiler mit bredeste smil og fletter mine hænder sammen bag hans nak.                                                                                                                                    Han lægger sine arme om min talje og presser mig længere ind til ham.                                                                                                                                   Vi begynder stille og roligt at danse til musikken.                                                                    Vi har øjenkontakt og vi har begge et lille smil på læben.                                                Men smilet er egentlig lidt overflødigt...                                                                                 Vi ved nemlig at ingen af os kunne være gladere.                                                    Efter fem minutters små-svajen læner jeg mig endelig frem og stiller mig på tæer.                                                                                                                        Det her er perfekt.                                                                                                                Intet kan ødelægge det her.                                                                                                 Han bøjer sig ned mod mig.                                                                                      Og så mødes vores læber i et langt, blidt kys.                                                                                      Nu er vi begge lykkelige og det vil vi være i lang tid.                                                                 Det ved jeg bare.                                                                                                                  Hvorfor? Fordi jeg elsker ham.                                                                                           Det er grund nok i sig selv.                                                                                                  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...