Kære dagbog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2013
  • Opdateret: 28 dec. 2013
  • Status: Færdig
Dette var en skole opgave.. Vores hovede emne var "venskab" Det ikke den bedste efter jeg er nybegynder... og jeg vil meget gerne have kritik (:

0Likes
0Kommentarer
60Visninger

1. Kære dagbog

”Kære dagbog så det i morgen jeg skal flytte. Det i dag fredag, så jeg havde sidste dag på min skole. Det var svært at sige farvel til alle sammen, men det var allersværest at sige farvel til Freja. Freja er min bedsteveninde, vi har kendt hinanden siden dagplejen. Vi har altid været der for hinanden og nu det bare slut. Det tog hårdt på mig at se hvor ked af det hun blev. Stå at kigge på blik, fuld af tåre og ikke mindst skuffelse. Det var det mest ubehagelige jeg nogen sinde havde prøvet. Jeg er så bange, bange for at miste kontakten, bange for hun glemmer alt om mig” Jeg beslutter mig for at skrive en brev til hende, men det er lidt svære end forventet. Lige nu sidder jeg bare og glor på papiret. Det føles som om jeg har siddet her i flere timer, men det er nok nærmere minutter. Nu tager jeg endelig fat i blyanten, sætter den på papiret og skriver langsomt. Lige nu sidder jeg og læser det op for mig ”Jeg elsker dig” Nu kan jeg mærke tårerne titte frem fra mit øje. Jeg finder min dagbog frem og begynder at skrive videre fra hvor jeg sluttede. ”Lige nu føler jeg mit liv er slut. Min grund til at leve er ikke den samme længere, kun fordi jeg skal flytte. Jeg føler mig så tom, ved tanken om et liv uden Freja” Jeg lukker dagbogen, og finder brevet frem igen, og skriver præcis det samme som i dagbogen, i hvert fald det sidste. Nu hvor jeg er færdig, er jeg godt tilfreds med resultatet, ligesom når man skriver en god stil og bare er stolt. Sådan har jeg det lige nu. Jeg forstår ikke hvordan mine forældre bare kan sige vi skal flytte. Flytte væk fra alting. Tage min bror og jeg væk fra alle vores venner, vores skole og vores fritidsaktiviteter. Det hele startede med noget post, som var havnet et forkert sted, som de så havde åbnet. De skændtes i jeg ved ikke hvor lang tid. Det de ikke fattede, var at det bare var et brev. Jeg tror personligt det var deres store had til hinanden der ikke kunne gemmes længere. Se på de samme mennesker man hader hver eneste dag. Den stemning der altid havde været på vejen, var væk. Jeg tror det blev for meget for mine forældre. Jeg skynder mig nedenunder, da jeg hører min mor kalder. Det første jeg ser, er Freja stå i døren, plask våd af regnen. Jeg når ikke at tænke mig om jeg, løber bare hen og holder om hende, ligesom hvis jeg ikke har set hende i flere uger. Hun begynder at skubbe mig væk forsigtigt. Jeg bliver helt forvirret, det er bare den måde hun gør det på. Det er akavet, på en meget ubehagelig måde. ”Jeg kom bare for at sige, at jeg har tænkt meget på dig og så besluttede jeg mig for at sige at jeg er skuffet, skuffet over hvordan du bare kan forlade mig!” Jeg ser hvordan tårerne begynder at trille på hendes kinder. Det gør så ondt at se hende sådan der. Jeg tager hendes hånd og siger ” Søde, Søde Freja, vi kan stadig holde kontakten. Der er jo skype og så kan vi se hinanden i ferierne. Jeg ved godt det ikke er det samme, men det bedre end ingenting.” Hun trækker sin hånd til sig ”Du forstår ikke! Jeg vil have dig her” Udbryder hun, mens hun vender sig om og løber ud i regnen igen. Nu sidder jeg her på gulvet og græder. Alt gav mening, indtil for nogle dage siden. Hvordan kan hele mit liv ændre sig fuldstændig, inden for 4 dage? Hvordan kan jeg gå fra at være helt vildt glad, til at være sønderknust? Jeg tørre mine tåre væk, rejser mig op og tager mine gummistøvler på. Jeg tager brevet frem og løber. Det er nu eller aldrig. Hvis jeg ikke gør noget nu, sker der aldrig noget. Nu er jeg ved Frejas hus, Jeg står jeg lige i 5 sekunder, og trækker vejret dybt og puster ud igen. Jeg er på vej op mod døren, mit hjerte banker for fuld harmer. Jeg når døren, håndtaget er helt vådt. Jeg banker to gange, går lidt tilbage og venter på at der er en der åbner. Jeg når cirka at vente i 10 sekunder, så åbner Frejas mor døren. ”Hej Kirsten! Jeg vil egentlig gerne snakke med Freja. Kan det lade sig gøre?” Siger jeg, mens jeg prøver at smile venligt, selvom det er svært, eftersom jeg bare har lyst til at tudbrøle. ”Ehm ja selvfølgelig” Siger hun. ”FREJA!” Råbte hun. Freja kommer ligeså stille. Hun er helt sort under øjnene. Hendes ansigt er helt opsvulmet, man kan bare se hun har grædt. ”Hej, jeg kom bare for at give dig det her” Jeg rækker brevet frem og ser hvordan hendes blik rettes mod det. Hun tager det og begynder at læse det. ”Jeg ved godt det måske ikke er det mest fantastiske brev.” mumler jeg lidt. Hun kommer hen og giver mig den største krammer jeg længe har fået. ”Det er helt igennem et fantastisk brev” Sagde hun med det største smil på læben. Jeg kunne ikke andet end at smile i hele ansigtet. Så endte det alligevel godt.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...