Dane

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2013
  • Opdateret: 29 dec. 2013
  • Status: Igang
Historien foregår i år 2120. Dane der er Jordens største massemorder får job ombord på et rumskib, der er under Kaptajn Norlands kommando. Under deres store rejse vil de komme til at stifte bekendskab med sindsyge videnskabsmænd, forfærdelige dyr, og nye verdener. Du ønskes en god læselyst! :-)

2Likes
1Kommentarer
219Visninger
AA

2. Mona Lisa

På taffelbjerget i Los Alamos, New Mexico, stod Norland rank med hænderne foldet bag på ryggen. Han havde sin lange hvide kaptajnsjakke på, som var rød på indersiden. Det var galla siden. Under frakken havde han en stor, mørk uldsweater på og et par lange, varme, sorte bukser. På fødderne bar han nogle store, sorte militærstøvler, der var godt mudret til. Nu stod han stødt og rolig på bjerget og ventede. Men han var langt fra rolig. Inden i kogte han af raseri. Han havde aftalt med Halls at de skulle mødes klokken 4 præcis, og nu var den snart halv 5. Han afskyede folk der ikke overholdt deres aftaler, og hvis det var ham selv det gik ud, over så kogte hans blod. Mens han stod og hidsede sig op, kom fangetransporteren rundt om hjørnet. Der gik nogle sekunder før der skete noget. Fordøren åbnede og Halls steg ud med en stak papirer i hånden. Norland kom nu til at se nærmere på hans ansigt og lagde mærke til de dybe render under øjnene, og de hængende kinder. Mens Halls gik hen til Norland, kunne Norland tydelig se på mandens gang at han var udmattet. Han nærmest slæbte sig hen til Norland og gav ham de sidste papirer.

"Jeg har lige været på en 16 timer lang menneskejagt. Han er nu dit problem!" Sagde Halls studst, vendte sig om, og gik tilbage til bilen, for at køre hjem. Nu trådte Dane ud af bilen. Han havde noget hvidt og pjusket i favnen, og smilede over hele femøren. Som han kom tættere på kunne Norland se at det var noget levende. Han rynkede stille på næsen. Det var ikke tilladt at have dyr med på skibet, men Norland havde en grim følelse af, at hvis dyret ikke kom med, så gjorde Dane heller ikke. Nu var Dane helt henne ved Norland og de så begge til mens Inspektør Halls kørte væk.

"Hvad er det?" Spurgte Norland nu Dane.

"Det, Kaptajn, er en lille forladt hvalp som jeg har fundet." Svarede Dane.

"Og hvad havde du så tænkt dig med denne hvalp?" Spurgte Norland, som om han ikke kendte svaret.

"Han skal da med... Kaptajn... Jeg er hans far nu, og vi kan ikke forlade ham her." svarede Dane konstaterende.

"Er det en dræber-race?" Spurgte Norland nu.

"Ikke mere end Jeg!" Sagde Dane med et skævt smil og gik derefter ind i "bussen" som de skulle med.

 

Bussen var enorm. Den var lavet til at skulle transportere folk i fast rutefart mellem Jorden og Månen, og det var noget der tog sin tid.

Bussen var derfor lavet til at kunne rumme mere end 1000 turister, og man kom ikke til at kede sig. Den kunne bedst beskrives som et enormt, overdrevent, luksuriøst, flyvende krydstogtsskib.

Der var butikker af alle slags, sportsbaner til næsten alle tænkelige sportsgrene og det meste af øverste dæk var lavet om til en park, med bænke og små kiosker strategisk placeret, ved kæmpe observationsvinduer.

Denne tur var dog blevet reserveret til militære formål. De kunne jo ikke have at Dane blev "fristet" til at slå nogen ihjel, før han var på sikker afstand af Jorden. Når først hele mandskabet var om bord på fartøjet, ville Terran overgive myndigheden over Dane til Kaptajn Norland. Det var den betingelse han måtte gå med til for overhovedet at få Dane med på turen. Hvis Dane skulle gå bersærk under turen, ville Norland få en højere straf end Dane. Det var klare og tydelige betingelser, som ikke så ud til at gå Norland på, da han kom til sikkerhedschefens dør. Han nåede slet ikke at banke på før døren åbnede, og en slidt betjent kom til syne. Han havde den almindelige lyseblå skjorte stoppet godt ned i de pæne sorte bukser. Han havde mørkt, kort hår som var godt på vej til at blive gråt. Og de dybe rynker i ansigtet fortalte at denne mand havde oplevet en del. Det alvorlige ansigt forvandledes nu til et varmt smil. Betjenten rakte hånden frem.

"Jack Norland, hvor er det længe siden." Udbrød betjenten glad.

"Sikkerhedschef Sanders, kan man overhovedet slippe af med dig?" Spurgte kaptajnen, mens han tænkte tilbage på de glade barndomsminder, og klappede Sanders venskabeligt på skulderen. De havde gået på samme skole og var dengang nogle værre bøller, men da de gik i gang med at uddanne sig, skilte deres veje. Norland var gået ind til flyvevåbnet og Rolf gik ind til militæret. Det var to vidt forskellige fag, og alligevel ville skæbnen, at de skulle arbejde sammen nu.

"Kan vi ikke gå ind på dit kontor Rolf? Her ude kan alle jo færdes." Norland sagde det sidste med et smil. Rolf forstod straks hentydningen og inviterede Norland indenfor, hvor de kunne snakke privat.

"Nå Kaptajn, hvis jeg ikke tager meget fejl så har du en masse dokumenter til mig?" Det var lige så meget en konstatering som et spørgsmål.

"Ja, der var mere end 3 sider, så jeg har sendt dem til den mail jeg har givet dig!" Svarede Norland tørt. Han blev godt gnaven hver gang han måtte indrømme en fejl så derfor satte han sig ned, lagde armene over kors, og gav sig til at surmule på børnemaner. Han vidste at han ikke kunne lyve sig fra at være doven. Slet ikke over for Rolf, som kendte ham alt for godt.

Rolf kunne ikke lade være med at grine, over Norland's reaktion. Det var simpelthen for klassisk. Norland ventede indtil Rolf blev færdig med at grine. Han vidste at det kun var venligt drilleri, men han vidste også at han nok skulle få hævn engang. Han droppede imidlertid emnet da han kom i tanke om noget vigtigt og henvendte sig til Rolf.

"Jeg har brug for at give en meddelelse til hele skibet. Vil du ikke følge mig?" Spurgte Norland. Rolf, der blev helt paf over det manglende modangreb og det seriøse tonefald, rejste sig op.

"Hvis du skal give en offentlig besked så kan vi ordne det fra kontrolrummet. Nu skal jeg vise vej." Svarede Rolf lidt forvirret. Og med de ord forlod de kontoret.

 

Inde i mødelokalet var arbejdsdrengene færdige med at stille borde og stole op. De listede alle ud af bagdøren da Norland trådte ind. Alt stod som han ville have det. Syv borde med tilhørende stole og indbyggede computere var sat op i en halvcirkel. I midten af halvcirklen var der opstillet et lidt højere bord. Den var prydet med Terran’s logo og var reserveret til kaptajnen. Også den havde en stol og en computer. Norland gik op og satte sig i sin store bløde stol. Alle stolene var ens. De var ergonomiske og yderst behagelige. Imens Norland indstillede sin stol, gik dørene op og Rolf trådte ind med Dane. Omringet af en gruppe på 10 vagter, hver bærende på en Rudi (den stærkeste strømpistol opfundet). Dane blev sat ved den midterste plads i halvcirklen. Den var nemlig tættest på døren. Rolf satte sig til venstre for Dane, og de 10 vagter stillede sig op af bagvæggen. Dane brugte de næste 5 minutter på at sidde og stirre på Norland, som forgæves prøvede at ignorere det. Rolf, som godt kunne se det lille spil mellem de to alfaer, sad og småklukkede for sig selv da dørene gik op, og de resterende officerer kom ind. Forrest gik Norland's næstkommanderende, Nikkie. En flot ung kvinde med rank ryg og dybe grønne øjne. Det altid imødekomne unge ansigt, viste ingen tegn på endnu, at have set verdens elendighed. Efter hende kom styrmanden Charles. Han var en af de dygtigste piloter på Jorden, og det levede han virkeligt højt på. Kate kom ind som den tredje. Hun havde langt lyst hår og lignede mest en barbiedukke. Hun stod for den astrologiske afdeling. Chefforskeren, Sprite og køkkenchefen Carlos kom ind af døren, totalt fokuserede på en samtale om sildesvampe.

"For syv syttende Sprite. Du kan ikke få de svampe til at smage godt i noget som helst! Du får mig ikke til at købe en sending hjem. Der er jo ingen der vil spise det bras!"

"Det kan da kun være din madlavning den er gal med!"

"Du skal ikke stå der og tale nedsættende om min madlavning, når du ikke selv kan koge et æg!"

"Det ved du ikke en skid om, din store..."

Der lød et diskret host fra en af kvinderne, og de to mænd opdagede nu, hvor de egentlig var.

"Nu hvor i er færdige med at diskutere alt det vigtige, kan vi vist komme videre med alt det kedelige jeg skal fortælle jer om." Sagde Norland med tydelig morskab i stemmen og et smil på læben. Flere af de andre kunne ikke lade være med at grine mens de to meget ydmyge officerer satte sig.

Norland startede møde lige på og hårdt.

"Vi ankommer til Alfa Harbour i morgen kl. 1300. Jeg regner med at Rolf skal med mig hen for at inspicere skibet, imens Nikkie har kommandoen over alle i andre. I skal hjælpe med at pakke proviant. Carlos! Du får køkkenet op med det samme du kan komme til det og Dane bliver tilbage her sammen med en gruppe vagter. Når vi har indfundet os på det andet skib, vil Dane blive indkvarteret. Det sørger jeg personligt selv for. Når vi er færdige mødes vi på broen, og jeg forventer at man også melder sig der hvis man ikke har noget at lave." Norland så på dem alle, én for en. Der var ingen indvendinger og alle så ud til at være enig med ham.

"Er der noget jeg har glemt?" Spurgte Norland nu med det ene øjenbryn løftet. Tavshed. Ingen sagde noget i lang tid. Dane brød stilheden.

"Jamen så vil jeg da tilbage til Lester. Han har trods alt ikke været alene siden jeg fandt ham." Og med de ord vendte han sig om, og forlod rummet. Rolf havde tabt mælet et kort øjeblik. Så fandt hans øjne de 10 vagter som stadig stod op af væggen, og han eksploderede totalt.

"Hvad fanden står i stadig her for? Kan i så for helvede få lettet røven og få ham mandsopdækket! Jeg skal henrette jer personligt hvis han gør den mindste skade!" Han slappede af igen. Skuldrene faldt slapt, og han tog nogle dybe indåndinger inden han vendte sig om og så Norland dybt i øjnene.

"Undskyld Kaptajn!" Sagde han ydmygt.

"Det tager vi lige for os selv Sanders!" Norland brugte Rolfs efternavn, og det hørte Rolf udmærket. Han var klar over at Norland lige nu var hans overordnede, frem for ven.

"Hvis ingen har mere de vil sige så bedes i venligst holde fri og more jer. Rolf bliver her hos mig!" De vidste alle at han mente "Smut så jeg kan skælde ham ud i fred!" De rejste sig stille og roligt, for at holde mest muligt på værdigheden, inden de forlod rummet. Da alle var gået kiggede Norland hårdt på Rolf, mens han løftede sin taske op på bordet. Han fremdrog to glas, og en flaske whisky. Han hældte to glas op, og gik ned til Rolf med det ene.

"Drik min ven. Du fortjener det."

 

 

De havde nu været 3 dage undervejs, og ville ankomme til deres destination når som helst. Norland stod oppe på kommandobroen, hvorfra bussen blev styret, og ventede på at få de første glimt af sit nye skib. Terran's kom, for lang tid siden, med en plan så de kunne bygge skibene ude i rummet. Det var meget mere praktisk. Norland's skib havde kun været færdigt i en uge, så Norland var allerede forberedt på at skulle tjekke alle systemer efter, inden deres egentlige rejse kunne begynde. Dane havde godt nok tilbudt sin hjælp, men Norland ville stadig ikke give Dane det ansvar endnu. Det kunne han tidsnok få.

"Der er det Kaptajn! Mona Lisa." Sagde den kommanderende officer. Til at starte med kunne Norland kun se et par fragtskibe, men som de kom tættere på Månens overflade, kom et stort skib pludselig til syne, med navnet Mona Lisa. Det var det smukkeste skib, Norland nogensinde havde set. Han var speciel vild med formen. Skibets designere havde taget udgangspunkt i de første UFO'er der blev set fra Jorden. Den flyvende tallerken. Og Mona lignede virkelig en tallerken. Lige nu var den helt grå og mørk, og faldt næsten i et med baggrunden, men når den blev aktiveret var han sikker på at det ville der strømme lys og liv fra den.

Ti minutter senere lagde de til kaj, og blev budt velkommen af to repræsentanter fra Terran. Den ene mand var nok omkring de 40 mens Norland ville skyde på at den anden mand var i midten af 20'erne. De gav hinanden hånden og sammen fulgtes de om bord på Mona. Skibet havde en kerne som drejede samme vej hele tiden. Det hjalp til at holde de forskellige dæk på plads omkring kernen. Der var 9 dæk lige nu. Hvis behovet var der kunne flere dæk tilføjes, men ud over et enkelt dæk med sofistikeret videnskabsudstyr var det ikke nødvendigt at tilføje flere dæk for denne mission. Det øverste dæk var kommandobroen. Den var stor og rummelig og der var en god udsigt over de forskellige stationer fra kaptajnens stol. Den var sat på en forhøjning bagerst i rummet. Hele vejen rundt var der store vinduer, så at kaptajnen med et tryk på en knap ville kunne dreje gulvet. Skulle en potentiel fjende trænge op bagfra, ville Norland kunne dreje broen, og se fjenden lige i øjnene. På andet dæk lagde ammunitionsdepotet og alle kanonerne. De blev alle styret to og to fra én computer pr. par. Der var i alt 20 kanoner som alle skød med en speciel kugle der ville sprænge 1 sekund efter den har ramt. På tredje dæk lå messerne. Den vestlige messe var til officererne og den østlige til besætningen. Køkkenet lå i midten rundt om kernen, og der kunne Carlos lave alt hvad hjertet kunne begære. Da køkkenet var inspiceret gik de ned på fjerde dæk. Der lå alle værelserne. I den vestlige del lå officerernes værelser. Det var bygget som små lejligheder, og indretningen var i top. Man gik ind i stuen hvor der på den ene væg var en teleskærm til kommunikation. Der var en lille sofa og 2 lænestole i sort læder og med sædevarme, og mellem dem var et flot glasbord der passede til. Væggene var dekoreret med malerier fra forskellige tidsaldre. På alle værelserne var der et badeværelse med skuffe til vasketøjet, så det røg direkte ned i vaskeriet. Så kom de til kaptajnsværelset. Norland var helt slået ud. Både værelse og badeværelse var dobbelt så stort som officerernes, og på badeværelset var der sat et kæmpe spa. Som prikken over i’et var der tilføjet en sauna. Norland fløjtede imponeret da han så det. Han havde selvfølgelig regnet med at hans værelse var bedre end de andres men slet ikke på denne måde. Besætningen var dem der boede ringest. De boede godt nok i lige så store værelser som officererne men de skulle til gengæld deles 3 om ét værelse og ét badeværelse. Bestemt ikke noget at råbe hurra for.

De næste dæk gik de hurtigt igennem. Der var et hospitalsdæk, et dæk til Dane, et maskindæk, et lagerdæk, et fitnessdæk og et dæk til gen-splejsning. Specielt Dane’s dæk var imponerende. Han have fået alt hvad han havde bedt om, og det var ikke så lidt. Her ville han arbejde på en hel masse personlige projekter under turen.

Da Norland kom tilbage fra inspektionen fik alle ordre på at indlogere sig og møde i besætningsmessen præcis kl. 0200, i afslappet tøj. Kun officererne skulle komme i uniform.

 

Da døren til messen blev åbnet var alle målløse. Der var pyntet op så man skulle tro at det var nytårsaften. Guirlander og balloner i forskellige farver hang over alt. På et kæmpe bord i midten stod en pyramide af glas med champagne, og oppe ved disken stod den største bordbombe de nogensinde havde set. På selve disken var der en kæmpe buffet af rang. Der var alt fra drinksskåle til engelske bøffer og rejer. Runde borde med 6 stole ved hver var sat symmetrisk op så de dannede et stilfuldt mønster, og på hvert bord var der spillekort, terninger og jetoner. På en reol ved væggen var der fyldt med alle mulige brætspil. Kaptajnen stod ved pyramiden med et glas champagne i hånden, og Carlos stod bag disken, klar til at servicere alle der ønskede det.

Besætningen og officererne gik stille ind i rummet mens de så sig om i det festlige lokale, og da alle havde taget et glas rømmede kaptajnen sig.

”Velkommen alle sammen. I morgen holder vi fri indtil kl. 1800 hvor vi starter vores rejse. Jeg vil gerne bede jer om at bruge i aften til at hygge jer og more jer, så vi alle kan lære hinanden bedre at kende. Der er mad og drikke nok til at i alle kan drikke jer under bordet, og spil nok til at i kan holde jer vågen i 3 måneder. Hyg jer og vær jer selv. Skål alle sammen. For en bedre fremtid på Jorden! ”

Og med de ord blev festen officielt sparket i gang. Alle hyggede sig, drak og spiste som aldrig før. Kun Sprite var utilfreds med maden, men det ordnede Carlos hurtigt. Der lød et ”smak”, og Sprite tog sig til hovedet mens Carlos stod og frydefuldt daskede en træske i hånden. Dane var også med til festen, men i stedet for at mænge sig med de andre stod han henne ved væggen og pillede ved noget elektronik. Efter en lille halv time gik han ind midt i lokalet og fik bragt alle til stilhed.

”Jeg har taget mig den frihed at installere en lille skærm ovre på væggen. Der ligger alt musik fra hele verden så gå i bare over og ønsk løs. Og øh… Fortsat god fest.”

Der gik ikke mange sekunder før de første var oppe for at vælge musik. Det var så enkelt. Man skulle bare sige hvilket nummer man gerne ville høre, og så kom der automatisk nogle valgmuligheder op på skærmen. Derefter skulle bare trykke på den version man gerne ville høre. Dane havde selv sat Ramund hin unge af Tÿr på, men der blev hurtigt skiftet til noget mere roligt musik. Norland gik hen til Dane. Han var meget nysgerrig og ville gerne vide hvor Dane dog havde fået den idé, og hvor lang tid det havde taget ham at lave. Dane svarede ganske simpelt.

”Ideen var logisk og jeg begyndte at sætte det op da jeg kom herind. Det er jo ikke fordi det er det sværeste i verden at få op at stå!”

”Jamen havde du ikke forberedt noget i forvejen?” Spurgte Norland skeptisk.

”Jo selvfølgelig. Du kan ikke holde hemmeligheder for mig. Jeg har kendt til den her fest i lige så lang tid som du har. Kaptajn.”

”Hvordan kunne du...?”

”Jeg er altså ikke helt tabt bag en vogn Hr. Kaptajn!”

”Nej selvfølgelig” Svarede Norland mens han stadig ikke kunne begribe hvordan Dane kunne kende til festen. Han havde ikke nævnt det for nogen, og fik selv ideen mens han inspicerede skibet. Resten af aftenen holdt han et godt øje med Dane, som bare sad oppe i baren og tyllede den ene liter øl ned efter den anden. Efter de første 17 øl var han stadig pinlig ædru men Norland kunne se at han arbejdede på sagen. Nu sad Dane nemlig med en hel flaske ren vodka. Den blev drukket som om det var saftevand, og Norland fik det helt dårligt ved bare at se på det. Derfor gik han en tur rundt ved bordene, for at se hvad de andre hyggede sig med. De fleste sad og spillede poker, mens de ved et enkelt bord spillede løgn. Enkelte sad med yatzy mens resten bare snakkede og drak. Nogle var blevet så fulde at de stod på deres stole og sang alle de druksange de kendte. Stemmerne fyldte hele messen og det varede ikke længe før alle stod på deres stol og sang med på den gamle kendte druksang, imens stemningen bredte sig på hele skibet.

 

”Da hønsehuset brændte, ville hanen ikke ud,

den baskede med vingerne for den var hønefuld.

Det er vi ikke endnu,

det er vi ikke endnu!

så tag dit glas og drik det ud!

Det er vi ikke endnu,

det er vi ikke endnu!

Så tag dit glas og drik det ud!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...