*One Direction* I need to be saved.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2014
  • Status: Igang
April, på blot 16 år, lever et liv i festernes tegn. Hun fester onsdag-søndag. Skolen interesserer hende ikke, og hun møder som regel op med tømmermænd - hvis hun møder op. Men om natten, i alkoholens berusende verden, føler hun sig hjemme. At være attraktiv kan have sine fordele, og derfor mangler hun ingenting, hverken alkohol, stoffer eller drengenes opmærksomhed. Men når man er så afhængig af at feste, og glemme ens omgivelser, som April er - kan der kun ligge en grund bag. Hvad er grunden til, at hun ingen venner har? Hvorfor knytter hun sig ikke til nogen? Hvorfor lever hun sit liv på diskoteker? Hvad kan denne grund være? I hvert fald kan denne grund, få hende til at gøre de dummeste ting. Hvordan skal hun nogensinde finde ud af det miljø, hun har været i siden hun var blot 11 år gammel. Kan eller vil hun overhovedet reddes? **Anstødeligt sprog og scener kan forekomme**

7Likes
5Kommentarer
979Visninger
AA

5. Party time!

 

Aprils synsvinkel

 

Har hun været bosat under en sten?
 

Jeg nåede lige, at vende mig halvt rundt, og give ham et blik, der kunne dræbe. Hvad bildte han sig ind? Hvad er det også for noget at sige? Min mening om Harry var ikke særlig positiv lige nu..

Amanda og jeg kom endelig op i baren og fik to drinks. Hvad der var i, vidste jeg ikke. Jeg drak det bare, og damn, det smagte godt! ”Så Amanda, hvad er der mellem dig og ham Andy??” spurgte jeg, med et smørret smil. Hun kiggede bare på mig, og derefter ud i mængden, som om hun prøvede at finde ham. ”Lige nu er der luft og en masse mennesker. ” Hun kiggede næsten udfordrerne på mig.
Så det er sådan hun vil have det. ”Så der er ingenting?” Hun kiggede stadig bare en smule udfordrende på mig. Jeg sendte hende præcis det samme blik. ”Så har du vel ikke noget imod, at jeg snupper ham? Bare for i aften?” Jeg smilede endnu engang et smørret smil.
Jeg rejste mig langsomt med et udfordrende blik på hende, og kiggede derefter over på Andy, som kom frem fra mængden af mennesker, og bed mig en smule i læben – bare for lige at give den lidt mere. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Amanda følge mit blik, og da hun så Andy, og min reaktion ved synet af ham, spærrede hun øjnene en smule op.
”Det gør du ikke!” Sagde hun næsten panisk. Jeg begyndte at grine, og kiggede derefter på hende med et overbærende blik. ”Selvfølgelig ikke. Jeg skulle bare have bekræftet min teori.” Jeg smilede stort til hende. ”Og den blev vidst i den grad bekræftet. Der er intet så godt, som at spille jalousiens spil, vel?”
Amanda skulede ondt til mig. ”Du er så ond! Hvordan vidste du, at det ville virke?” Spurgte hun, med en snert af overraskelse. Well, hun havde nok også været bange for, at jeg godt kunne finde på det. Jeg fik som regel det mål, jeg satte mig – og smed dem væk, lige så snart de prøvede at komme i bukserne på mig..
Jeg smilede bare hemmelighedsfuldt til hende, som svar på hendes spørgsmål. Svaret var; Kærlighed gør ondt, og det reagere folk på..
Der er en grund til jeg kun leger – at gøre det mere seriøst end det, kan kun gøre ondt..

 

**

 

Mange drinks senere, og en hel del fuldere, stod mig og Amanda og dansede. Der var ikke lavet et dansegulv, men det forhindrede ingen i at danse de steder der var plads.
Vi havde haft det rigtig sjovt, og jeg havde næsten glemt alt om Harrys kommentar.
Jeg så ud af øjenkrogen Andy komme gående i vores retning, med et meget beslutsomt ansigtsudtryk. Vi fik en kort øjenkontakt, og jeg smilede opfordrende til ham. Lige i det han var bag ved Amanda, fik jeg råbt ”Jeg smutter lige op og får en drink til.”
Inden Amanda nåede at gøre mine til at gå med mig, lagde Andys hænder sig om hendes hofter, og hun snurrede hurtigt rundt, som om hun havde fået et chok. Da hun så at det var Andy, smilede hun pludselig over hele hovedet. Jeg grinte lidt for mig selv over det.
Hvor er det egentlig ironisk, tænkte jeg på vej op i baren, her sidder jeg og hader kærlighed, mens jeg synes det er noget så bedårende, når det foregår mellem andre… Dobbeltmoralsk much?

Jeg fandt min vej op til baren, og fik bestilt en filur. ”Ekstra stærk, tak” fik jeg tilføjet.
Bartenderen, som faktisk så ret professionel ud, kiggede overbærende på mig. ”Hård uge, eller skal der bare drikkes igennem?” Han smilede en smule. Wow, han var faktisk ret nuttet. Men sikkert mindst femogtyve..
”Du skulle bare vide..” Fik jeg sagt, med et træt smil.
Han smilede en smule til mig. ”Så smuk en pige som dig, kan da umuligt have den største modgang.” Han fik et underligt glimt i øjet, og smilede flirtende. Det undrede mig lidt.. Han var jo som sagt, sikkert mindst femogtyve, og så stod han og flirtede med en på kun 16 år -  og med det blik i hans øjne, var det ikke ligefrem pæne tænker der løb igennem.. Meeeen, på den anden side, så vidste han jo nok ikke at jeg ikke engang var fyldt 17 – det gjorde de færreste trods alt.

Nu var det min tur til at smile overbærende til ham. ”Udseende kan snyde meget.” sagde jeg bare.. Jeg gad ikke rigtig flirte igen, alkoholen var gratis, og jeg følte ikke rigtig for andet i aften. Om ikke andet, kunne jeg nok finde en der var lidt yngre.
Jeg fik min Filur-drink sendt over bordet til mig samtidig med, at der var en der satte sig ved siden  af mig. Jeg kiggede over på personen, og så et stort smil, et krøllet hår og de sødeste smilehuller.
Da det gik op for mig at det var Harry, der sad og smilede stort til mig, ville jeg ønske jeg kunne slette de tanker, jeg lige havde tænkt om ham.
Jeg kiggede spørgende på ham med et skævt smil. Det eneste jeg fik ud af det, var tilsyneladende et meget glad ”Hej!”
Jeg grinte lidt af ham. Om end muligt, smilede han endnu større. Han kiggede på bartenderen, som var stoppet med at snakke til mig siden Harry var dukket op – og bestilte en drink.
”Hvad så?” spurgte han mig smilende. Bartenderen blandede sig – pisse irriterende, som han var – og sagde ”Den lille dame her, har haft en hård uge.” Han smilede til mig, som om han ville sige; Hvis ikke du vil flirte med mig, skal jeg nok gøre det surt for dig, eller noget i den stil.. Jeg er ikke så kreativ, når jeg er fuld..
”Jeg kan godt svare for mig selv, tak” sagde jeg bare koldt til ham – fanme ikke om han skal irritere mig, bare fordi jeg ikke gider at flirte med ham..
Harry kiggede sjovt på mig, og jeg smilede bare til ham. Jeg tog endnu en tår af min drink.
”Hvordan ved han, at du har haft en hård uge?” Harry var åbenbart for dum til at regne noget ud selv.. Inden jeg nåede at åbne munden for at svare, var bartenderen der igen. ”Hun ville have hendes drink ’ekstra stærk’”
”Seriøst?” fik jeg sagt, med ret meget irritation. Jeg kiggede ondt på bartenderen. Harry begyndte bare at grine. Pludselig skyndte han at bunde sit glas, og rejste sig. Han kiggede på mig, og sagde så; ”Jeg tror, du har brug for at komme lidt væk. Kom” han strakte armen hen til mig, og ville have mig til at tage hans hånd. Jeg skyndte mig at drikke ud, og kiggede triumferende på bartenderen. Han kiggede bare irriteret tilbage på Harry. Åh, hvor jeg dog elsker, når drenge ’slås’ om mig!

Jeg fik taget Harrys hånd, og han trak mig med over til de dansene, som efterhånden stod ret tæt. Nok både fordi alkoholen var gået ind, og pladsen var blevet mindre.
På vejen så jeg Amanda og Andy stå ekstra tæt. De smilede begge over hele hovedet, og lige som jeg skulle til at kigge væk, kyssede de. De fucking kyssede! Var det ikke bare noget af det sødeste? Dobbeltmoralsk much, igen??
Alligevel kunne jeg ikke lade hver med at smile over hele hovedet, og jeg kom vidst også til at hvine lidt. Hvilket jeg aldrig gjorde..
Harry kiggede underligt på mig, men fik så øje på, hvad jeg kiggede på. Han grinede, og rystede lidt på hovedet af mig.
 

Vi fik placeret os ved de dansende og begyndte at bevæge os i takt til musikken. Vi dansede i et stykke tid, og det var overraskende sjovt. Harry var ikke den allerbedste danser, og jeg var rigtig fuld. Well, måske var han også bare rigtig fuld?
Da der kom en mere downbeatet sang, gik Harry et skridt tættere på mig, så vi nu stod rigtig tæt. Hans hænder fandt mine hofter, og lagde sig blidt på dem. Jeg lagde mine hænder om hans nakke, og vi begyndte at danse langsommere. Blikket i Harrys øjne ændrede sig. Det var som om de blev en smule mørkere. Det gjorde mig en smule bange.
”Jeg har brug for luft” sagde jeg hurtigt. Jeg fik løsnet mit greb om hans nakke og skubbet folk lidt væk, så jeg kunne komme forbi.
Hvorfor bakkede jeg ud? Det lignede mig ikke – ikke før der overhovedet skete noget. Jeg kunne tydligt se, hvad det var, der foregik i Harrys øjne. De viste lyst. Det havde ikke engang været særlig meget, kun en smule. Men det havde været nok. Mit hjerte havde sat i galop, og jeg kunne mærke hvordan jeg manglede luft.

Jeg kom udenfor, og kunne mærke hvordan jeg langsomt begyndte at slappe af igen. Hvad skete der lige? Det var virkelig koldt, og jeg rystede en smule.
Der stod slet ikke så mange mennesker som tidligere, og det var egentlig rart.
Efter et stykke tid begyndte jeg at tænke på min far. Han havde altid givet mig kærlighed. Selv min mor gav mig kærlighed dengang. Hvor jeg dog savnede ham. Hvor jeg dog savnede mit liv dengang. Dengang kærlighed ikke gjorde ondt, dengang hvor dit største problem var, når din dukke var væk, eller du var faldet og havde slået hul på knæet. Mit liv var et værre rod.
”Hey, er du okay?” Jeg vendte mig forskrækket om, og mit hjerte var igen sat i fuld fart. Jeg vidste ikke, hvor længe jeg havde stået der, men i hvert fald var Harry kommet ned.
Han kiggede på mig med oprigtig bekymring. Det gjorde mig lidt bange. Igen gør han mig bange.
”Ja, jeg har det fint.” Min stemme lød grødet, og jeg kom med et lille snøft. Wait, what? Hvad sker der lige?

Harry kiggede underligt på mig. ”Hvad er der? Lad hver med at kigge sådan på mig.” Det var rent ud sagt væmmeligt. Jeg gik et skridt tilbage, fordi han blev ved med at kigge sådan på mig. Han gik et skridt tættere på, og så lange ben som han havde, var han helt henne ved mig bare på det ene skridt. Jeg vendte mig en smule om, og skulle til at gå, men Harry greb fat i min skulder, og fik vendt mig om så jeg igen stod med front til ham. Han løftede langsomt mit ansigt ved at ligge en finger under min hage.
”Hvis du har det fint, hvorfor græder du så?” Spurgte han med hans hæse stemme. Han gav slip på min hage og tørrede de få uønskede tårer væk, som havde sneget sig ned ad mine kinder, før Harry var kommet.
Det lignede mig ikke at være så dårlig til at skjule det. Jeg rystede bare på hovedet af ham. Jeg ville ikke snakke om det, og det måtte han forstå. Jeg vendte mig om og tog et skridt væk fra ham. Længere nåede jeg ikke, før han tog fat i min hånd og vendte mig om mod ham igen. ”Hey, jeg kan se, der er noget. Hvad sker der?”
Hvad fanden fatter han ikke? Jeg gad ikke snakke om det..
”Harry, det er lige meget!” Jeg kunne ikke lade hver med at vrisse af ham, men det var egentlig mest fordi, jeg ikke ville vise, at jeg var på tårenes rand. Hvilket også betød, at jeg hellere måtte komme væk.
Jeg prøvede ihærdigt at få ham til at slippe min arm.
”Seriøst Harry, lad mig nu bare være.” vrissede jeg, igen for at skjule gråden, som sad i halsen. Jeg forstod ikke hvorfor jeg pludselig var ved at græde. Her havde jeg ikke grædt siden min fars død, udover ved voltægten.. Så hvorfor nu? Det var jo ikke ligefrem fordi, der var sket noget. Du savner ham, dit fæ. Du savner ham mere end nogensinde.
Jeg rev min arm til mig, men Harry fik hurtigt fat i den igen.
”Hør April. Jeg vil gerne hjælpe dig, men du er nød til, at fortælle mig hvad der sker.” Hans stemme og hans øjne lyste af bekymring.
”Hvorfor fanden bekymre du dig sådan. Jeg har ikke brug for hjælp. Jeg kan godt klare mig alene. Det har jeg altid gjort. Lad mig nu bare være.” Jeg kunne mærke mine øjne stikke, hvilket betød at tårrene var på vej. Jeg kiggede ned i jorden, da han ikke slap mig. Han skulle ikke se mig sådan.
Hvorfor prøver du at spille så stærk?
Jeg er stærk. Nej, det er du ikke. Se på dig selv. Du er ved at bryde sammen foran en fremmed.. Hold nu kæft. Vel er jeg ej.

Jeg mærkede hurtigt, hvordan jeg begyndte at blive våd ned over kinderne. Forbandede tårer.
Harry lagde også mærke til det. ”Hey, fortæl mig hvad der sker.” Sagde han kærligt, imens han strøg tårrene væk fra mine kinder.
Jeg kiggede op på ham og ind i hans øjne. Hans smukke grønne øjne. Fyldt med bekymring og kærlighed. Kærlighed….
Der brød jeg sammen. Mine øjne flød helt over af tårer og  de flød ned over mine kinder, og mine ben knækkede sammen under mig. Harry var hurtig til at gribe mig, så jeg nu hulkede ned i hans T-shirt. Han stod bare der helt tålmodig og holdt om mig. Han strøg mig hen over håret og kom med nogle ’shhh’ engang imellem.
Bare det at han var så kærlig og tålmodig, fik mig til at bryde endnu mere sammen. Hvorfor, spørger du? Jeg var overhovedet ikke vant til, at folk opførte sig sådan over for mig, og det fik mig til at tænke endnu mere på min far.

Min gråd begyndte langsomt at stilne af, og blev langsomt erstattet af følelsen af skam. Hvordan kunne jeg stå her i en fremmeds favn og græde.
Jeg fik hurtigt trukket mig væk og tørret tårrene væk. ”Undskyld.” stammede jeg og rystede på hovedet af mig selv. ”Jeg ved ikke lige, hvad der skete..” Jeg vente mig om og var på vej væk, da Harry løb op på siden ad mig, og tog fat i min hånd. ”Hey, det er okay.” Sagde han med en masse bekymring.
”Jeg tror du har brug for at komme hjem. Lad mig køre dig.” Sagde han, og denne gang lød han ekstremt moden.
Jeg gloede dumt på ham. Havde han ikke drukket lidt for meget? Han kiggede bare på mig, som om han ventede på, hvad jeg ville med det.
”Jeg tror du har drukket lidt for meget til at kunne køre bil. Jeg kan godt finde på lidt bedre måder at dø på..” Grinede jeg halvhjertet.
”Ja, det har du nok ret i. Lad mig følge dig hjem så.” Grinede han.
Ham følge mig hjem? Men jeg vil ikke hjem. Jeg vil endnu mindre risikerer, at Harry fandt ud af noget. Han skulle ikke følge mig hjem.. ”Jeg vil ikke hjem..” Fik jeg mumlet, uden jeg egentlig selv var forberedt på det. Jeg kiggede ned i jorden..

 


Harrys synsvinkel

”Jeg vil ikke hjem..” Mumlede hun usikkert og kiggede ned i jorden. Hun ville ikke hjem? Hvad skulle jeg så stille op? Hun ville jo helt sikkert ikke ind til festen igen.
Jeg ville gerne ind og feste videre med drengene, men jeg kunne ikke bare lade den her pige være alene. Det er ikke normalt bare at bryde sammen på den måde. Jeg havde godt lagt mærke til, hvordan hun prøvede at holde sammen på sig selv.
Fuck det – farvel fest.. Meningen var, at vi skulle skyde vores ferie i gang med et brag af en fest.. Vi havde inviteret alle vores gamle venner, og betalt så de kunne bo på et hotel i weekenden.
Drengene ville forstå, hvorfor jeg var smuttet, men jeg havde ikke nået at snakke med alle endnu.. Shit..
Sådan lød den lille diskussion, jeg havde i mit hoved lige nu. Men jeg kom frem til en løsning, som jeg ville kunne leve med.
”Så tager vi hjem til mig. Du har brug for at sove.” Hun kiggede bare på mig, men nikkede så en enkelt gang og kiggede derefter ned i jorden igen.
Wow, er det bare mig, eller var der virkelig noget galt, hvis man hellere ville sove hos en fremmed dreng, end at tage hjem?

Jeg rystede hurtigt tankerne af mig igen. Hun var vel bare fuld eller noget. ”Jeg smutter op og henter vores jakker. Vil du med, eller vil du vente her?” Jeg var ikke meget for at lade hende stå alene, men jeg kunne fornemme hun ikke havde spor lyst til at tage med op i lejligheden igen. Hun rystede også bare på hovedet, og vente ryggen til mig.

Da jeg kom tilbage, stod hun som jeg havde efterladt hende. Jeg gav hende hendes jakke, og hun tog den hurtigt på.
Den taxi jeg havde ringet efter, kom kørende ikke mange minutter efter. Vi fik hurtigt sat os ind, og jeg kunne mærke hvordan jeg langsomt begyndte at få varmen igen. April stoppede også hurtigt med at ryste. Hele vejen sad hun bare og kiggede ud af ruden. Hun sagde ingenting, hvilket fik mig til at tænke på, hvad der egentlig var galt med hende.

Da vi endelig kom op i min lejlighed, virkede hun enormt træt og usikker. Hun stod bare der, og så så uskyldig ud.
”Du kan låne en trøje af mig, som du kan sove i. Badeværelset ligger ude på gangen.” Fik jeg sagt til hende, da vi havde fået vores jakker og sko af, og var kommet ind i stuen. Jeg gik ind i mit soveværelse og fik hentet en T-shirt til hende. Jeg gik ind i stuen igen og gav hende den. Hun smilede bare et sødt smil. Wow.
Det virkede som om hun blødte mere op nu, hvilket jeg var glad for.  Hun gik hurtigt ud på toilettet, og jeg kunne høre vandet rinde. Da hun kom ud igen, var hun klædt i min sorte T-shirt. Hun havde sit eget tøj i hånden. Hun havde fjernet sin make-up, og hold da op!
Hun var så naturlig smuk, og hun havde noget uskyldigt og fint over sig. Hun så helt ung ud. Hun så så ung ud, men samtidig så hun også virkelig moden ud.
Hun rømmede sig lidt og smilede endnu et sødt lille smil til mig, som bare fik hende til at se dobbelt så sød og uskyldig ud.
”Ehm..” Fik jeg fremstammet. Jeg var ret målløs over hende lige nu.. ”Selvfølgelig.. Ehm. Du kan sove på gæsteværelset.” Fik jeg endelig sagt.
Jeg fulgte hende ud på gangen og viste hende det værelse, hun skulle sove på. Jeg åbnede døren for hende. ”Godnat beautiful” sagde jeg, idet hun gik igennem døren og forbi mig. Hun vente sig om, og gik et skridt tilbage mod mig.
”Tak, Harry.” Sagde hun med så meget oprigtighed og kyssede mig let på kinden. 

 

___________________________

Hej! Jeg undskylder meget for, at kapitlet først kommer nu!

Jeg savner ferien helt vildt meget, hvad med jer? :-)

Hvad tror i der sker nu? Hvad tror i der sker når hun vågner i morgen?
Det er hendes fars dødsdag i morgen - hvordan tror i, hun reagere på det?
Let me know!

loooove! xo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...