*One Direction* I need to be saved.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2014
  • Status: Igang
April, på blot 16 år, lever et liv i festernes tegn. Hun fester onsdag-søndag. Skolen interesserer hende ikke, og hun møder som regel op med tømmermænd - hvis hun møder op. Men om natten, i alkoholens berusende verden, føler hun sig hjemme. At være attraktiv kan have sine fordele, og derfor mangler hun ingenting, hverken alkohol, stoffer eller drengenes opmærksomhed. Men når man er så afhængig af at feste, og glemme ens omgivelser, som April er - kan der kun ligge en grund bag. Hvad er grunden til, at hun ingen venner har? Hvorfor knytter hun sig ikke til nogen? Hvorfor lever hun sit liv på diskoteker? Hvad kan denne grund være? I hvert fald kan denne grund, få hende til at gøre de dummeste ting. Hvordan skal hun nogensinde finde ud af det miljø, hun har været i siden hun var blot 11 år gammel. Kan eller vil hun overhovedet reddes? **Anstødeligt sprog og scener kan forekomme**

7Likes
5Kommentarer
982Visninger
AA

2. Intro.

 

 

Det hele startede med at min far døde, da jeg var otte år gammel. Han havde fået uhelbredelig kræft. Selvom vi godt vidste, at han ville dø, gik det helt galt for min mor. Hun gik ned med en depression, og endte i alkohol og stoffer. Hun kunne ikke tage sig af mig, men hun var god til at skjule det for mine og hendes egne omgivelser.
Hendes tilstand tvang mig til at blive meget mere ansvarsbevidst end jeg burde i min alder. Det blev mig der tog mig af min mor, og ikke omvendt. Jeg manglede kærlighed, jeg manglede omsorg, jeg manglede en der kunne tage ansvar for de ting jeg ikke kunne håndtere. Men jeg ville ikke gøre det værre for hende. Så jeg tav.
Jo ældre jeg blev, jo værre fik min mor det. Da jeg var ti år havde vi ikke penge til andet end min mors alkohol og hendes stoffer. Jeg var blevet den voksne.

Mit problem blev selvfølgelig også værre end bare at være en pige, som manglede omsorg. Jeg blev hurtig ’voksen’.
Dem på min egen alder var langt fra lige så moden som jeg var blevet, og derfor både kedede de mig og jeg følte ikke jeg hørte til blandt dem, derfor begyndte jeg også at rende sammen med dem, der var ældre end mig selv. Problemet var bare at de havde adgang til mange ting, såsom alkohol og stoffer. Jeg begyndte at gå til fester med min ældre venner, og dem som ikke vidste hvem jeg var, toede også altid jeg var på deres alder, da jeg var tidligt udviklet.
I en alder af elleve år, var jeg kommet ind i en verden fyldt med fester og alkohol hver weekend, og i de hverdage det kunne lade sig gøre. Jeg havde ingen penge, og i den verden blev jeg nødt til at have mange penge. Jeg kunne ikke længere klæde mig som en på elleve, så jeg måtte jo skaffe mit tøj på en anden måde, nu min mor brugte alle sine penge på alkohol og stoffer. Jeg begyndte at stjæle. Penge til alkohol manglede jeg heldigvis ikke.
Jeg var en køn pige. Drengene var nysgerrige, de betragtede mig altid. Jeg var ret tynd, og havde allerede en stor barm. Jeg havde helt grønne øjne, og langt kastanje rødt hår, som altid hang ned ad min ryg i lange naturlige slangekrøller. Jeg så både sexet og uskyldig ud. Det vækkede deres interesse, og jeg udnyttede det. Jeg fik dem til at give mig både alkohol og stoffer.

Jeg blev besat af denne nye og utrolige verden. Jeg følte alle mine problemer forsvinde, langt ind i en beruset tåge. Jeg elskede følelsen af for en gangs skyld, ikke at skulle tænke over alt det min mor burde tage sig af, men som hun ikke var i stand til. Værst af alt, så begyndte jeg at blive besat af drengene. Når de viste interesse, følte jeg mig elsket. Jeg følte at der endelig var nogle der elskede mig, nogle der endelig synes, at jeg var noget værd.
Jeg endte også som en af de piger, der altid havde nogen at kysse med. Nogen ville se mig som billig, men hvad gjorde det? Jeg fik kærlighed, jeg fik hvad jeg behøvede. Jeg havde alt.
Hvorfor skulle jeg forlade denne fantastiske verden, fyldt med beruset kærlighed og frihed?

Jeg kom længere og længere ud. Skolen interesserede mig ikke, så den kom jeg efterhånden sjældent i. Jeg begyndte at få smag for smøger, og det blev senere til hash. Men hvorfor stoppe der? Hvorfor ikke prøve noget mere? Noget vildere, noget stærkere, noget sjovere?
Jeg begyndte at tage hårdere stoffer. Jeg havde det fedt. Jeg elskede mit liv. Det var i hvert fald hvad jeg sagde til alle mine venner – eller hvad de nu var – de vidste jo ingenting om mig. De bekymrede sig ikke om mig, tog sig sjældent af mig, hvis der skete mig noget, men de var sammen med mig, de havde ikke noget imod mig, og så var det deres skyld, jeg levede det fede liv.

Nu vi snakkede om mine, åh så gode, venner, så var de der faktisk slet ikke for mig. De tænkte kun på dem selv, og intet andet. De levede i deres berusede verden, og intet kunne trænge igennem til dem.
En aften hvor vi var i byen, og jeg som altid var høj af stoffer, ville jeg ud og trække noget frisk luft, men der var selvfølgelig ikke nogen, der ville med ud, så derfor gik jeg ud alene.
En dreng jeg havde flirtet med hele aftenen, men egentlig havde mistet interessen for, var kommet hen til mig. Han prøvede desperat at få min opmærksomhed. Da jeg ikke ville give ham den, endte det med at han trak mig med sig. Vi endte længere ned af gaden, og ind i en gyde. Han prøvede desperat at kysse mig, men da jeg blev ved med at afvise ham, blev ham mere aggressiv. Han skubbede mig op af en mur, og pressede mig ind mod den, imens han plantede små kys langs min hals, og ned mod mit bryst. Jeg prøvede desperat at skubbe ham fra mig, men selvfølgelig lykkedes det ikke. Han var stærk, og jeg var en lille pige på tretten år. Hvor gammel han var, det ved jeg ikke. Mindst nitten.
Han trak voldsomt op i min kjole, og åbnede langsomt hans egne bukser. Jeg husker tydligt det sleske smil, han gav mig, inden han voldsomt pressede sine læber mod mine, og prøvede at ae mine inderlår.
Det var gået op for mig hvad han ville, men jeg var for lamslået og bange til at skrige om hjælp. Jeg følte mig tom, jeg følte mig brugt, og jeg vidste at der løb tårer ned af mine kinder.

Da han var færdig, smed ham mig bare på jorden, og efterlod mig der. Jeg lå bare i fosterstilling, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde ondt over det hele. Jeg følte mig knust.
Jeg er sikker på, at folk ude på gaden kunne høre mig græde, selvom de ikke kunne se mig for mørket. Men ingen gjorde noget.
Da jeg endelig havde fået samlet mig, og fået sat tøjet rigtig, gik jeg på rystende ben hele vejen hjem.
Min mor sov som altid, så hun hørte mig ikke komme hjem. Jeg fik listet mig ind på mit værelse, og fik lagt mig ned. Siden min far var død, havde jeg ikke grædt, men den aften græd jeg mig selv i søvn.

Efter den episode gik det endnu mere galt for mig. Jeg stolede ikke på nogen. Jeg snakkede kun med folk, hvis jeg skulle have noget ud af dem. Jeg turde ikke lukke mig op, og det var heller ikke nødvendigt i det selvskab jeg var i. Jeg begyndte at blive bange for nærhver, og lod ingen komme for tæt på.

Jo ældre jeg blev, jo mere prøvede jeg at tage mig sammen. Jeg var begyndt at komme i skolen mere end hvad jeg var før. Måske var det bare fordi jeg mødte op med tømmermænd i stedet for at blive helt væk. Men jeg var stadig i byen hver aften og jeg tog stadig stoffer. De hårde stoffer tog jeg godt nok mindre og mindre, men nogle gange kunne jeg bare ikke lade hver. Det kom helt an på hvordan min dag havde været.

Jeg havde det stadig rigtig svært med min mor. Der var ingen tegn på, at hun ville tage sig sammen.
Selv efter næsten otte år med stoffer og alkohol, var der ingen tegn på at hun nogensinde ville tage sig sammen. Selvfølgelig var der dage hvor hun kun drak. Men det var som regel når hun var ved at være helt flad. Hvor hun fik sine stoffer fra, vidste jeg ikke, og jeg var egentlig også ligeglad.
Jeg var så skuffet over hende. Jeg var ikke engang vred længere. Det var jeg for længst kommet mig over. Jeg havde ikke andet end skuffelsen tilbage. Men når jeg så kiggede på mig selv, kunne jeg ikke andet end at blive vred over hvor dobbelt moralsk jeg var.
Jeg var skuffet over hvor langt ude hun var, når jeg ikke selv var en skid bedre.

Efter jeg var fyldt femten begyndte jeg at skære i mig selv. Jeg har aldrig overvejet at begå selvmord. Men når selv mine stoffer ikke kunne holde min smerte væk, begyndte jeg at bruge andre metoder.


Nu er jeg seksten. Jeg har ikke nogen far. Min mor er en deprimeret alkoholiker og stofmisbruger. Jeg er selv noget derhen af. Jeg tager i byen onsdag-søndag. Jeg drikker og tager stoffer. Jeg blev voldtaget, da jeg var tretten. Jeg misbruger folk og vil ikke lade nogen komme ind på livet af mig. Jeg skærer i mig selv, alt imens jeg prøver at vise folk, og overbevise mig selv om, at jeg er stærk, og at der ingenting er i vejen.


Det er er min historie. Jeg hedder April Jones, jeg er snart sytten.
Velkommen til mit helt igennem lorteliv.


_________________________________________________________

 

I må meget gerne like og sætte på favoritliste og alt det der
- det ville betyde rigtig meget!
I må også meget gerne smide en kommentar
- skiv gerne hvad der kan gøres bedre,
og hvad der er, som det skal være!
I må også gerne skrive en lille kommentar som "mere",
sådan at jeg ved om i vil have den fortsætter, eller den bare skal stoppes..
Det ville betyde rigtig, rigtig meget!

Hvad tror i der bliver lagt op til efter den her lille into?
Hvordan tror i April hun er?
Smid en kommentar og lad mig høre jeres gætterier!
xo

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...