*One Direction* I need to be saved.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2014
  • Status: Igang
April, på blot 16 år, lever et liv i festernes tegn. Hun fester onsdag-søndag. Skolen interesserer hende ikke, og hun møder som regel op med tømmermænd - hvis hun møder op. Men om natten, i alkoholens berusende verden, føler hun sig hjemme. At være attraktiv kan have sine fordele, og derfor mangler hun ingenting, hverken alkohol, stoffer eller drengenes opmærksomhed. Men når man er så afhængig af at feste, og glemme ens omgivelser, som April er - kan der kun ligge en grund bag. Hvad er grunden til, at hun ingen venner har? Hvorfor knytter hun sig ikke til nogen? Hvorfor lever hun sit liv på diskoteker? Hvad kan denne grund være? I hvert fald kan denne grund, få hende til at gøre de dummeste ting. Hvordan skal hun nogensinde finde ud af det miljø, hun har været i siden hun var blot 11 år gammel. Kan eller vil hun overhovedet reddes? **Anstødeligt sprog og scener kan forekomme**

7Likes
5Kommentarer
982Visninger
AA

6. death-day


 

Aprils synsvinkel

Jeg vågnede ved at lyset fra vinduet vækkede mig. Jeg havde ondt i hovedet, og jeg kunne allerede mærke tømmermændene snige sig ind på mig. Hvorfor havde jeg også været så dum ikke at trække gardinet for??

Jeg fik hurtigt afbrudt min tankegang i at forbande mig selv og solen langt væk, da jeg lagde mærke til solens vinkel. Den kom jo fra den helt forkerte side! Hurtigt fik jeg sat mig op. Hvor er jeg??

Det var ikke mit eget værelse. Det var klassisk, men ikke særlig personligt. Sengen var en dobbeltseng, som stod op ad væggen, midt i værelset. Der var et stort hvidt skab op ad den ene væg. På den modsatte væg af sengen stod et fint klassisk skrivebord. Det store vindue på den modsatte side af skabet, var synderen til lysets indtrængen. Det var et flot panorama vindue, med så bred en vindueskarm, at man kunne sidde i den. Faktisk lå de puder i hver ende..

Efter min lange observation af værelset, kom tanken: hvor fanden var jeg???

Og derefter kom panikken og alle spørgsmålene: hvad fanden lavede jeg her?? Jeg kunne umuligt have taget andre steder hen end hjem?? Men det havde jeg jo tilsyneladende.. Fuck! Jeg kunne umuligt have taget med andre hjem?? Det gjorde jeg jo aldrig! Men.. Pis, jeg er vel ikke taget med en dreng hjem?? Fuck, har jeg tøj på?? Okay, slap af.. Du har tøj på.. Selvfølgelig ville du ikke have givet den op lige pludselig.. Men hvorfor helvede var jeg her, og hvor fanden var her???

Efter en længere diskussion med mig selv, faldt jeg lidt til ro. Okay, du har brug for at vide hvad du lavede i går. Hvad lavede jeg igår?? Du var til fest.. Mødte nye mennesker. Amanda og Andy. Fem drenge. Bartenderen. Krøllet hår. Grønne øjne. Fandens søde smilehuller. FUCK. Harry.

Der gik det op for mig, hvad der var sket. Shit! Harry havde set mig græde. Endnu mere shit! Det måtte være Harry, jeg var hjemme hos! Hvad skulle jeg dig sige til ham?? Hvorfor græd jeg overhovedet?? Det lignede da ikke mig at græde!

Min fars dødsdag!

Der gik det op for mig. Det var idag. Det var min fars dødsdag. Den eneste, der aldrig havde svigtet mig. Den eneste, der altid var der for mig. Den eneste som betyder noget. Den eneste som jeg aldrig får tilbage. Den der er skyld i de aller største svigt. Imens jeg sad der, blev jeg mere og mere trist. En blanding af en masse følelser vældede op i mig. Jeg kan ikke engang forklare dem. Jeg var ikke vant til følelser på den måde.

Jeg trak mine ben op til mig, og slog armene om dem, og lagde forsigtigt mit hovede oven på mine knæ, i et forsøg på at samle mig selv. Men allerede der var de første tårer løbet ned ad mine kinder. Jeg prøvede ihærdigt på at holde dem tilbage, men det resulterede kun i et højlydt hulk.

Jeg havde det som om at mit bryst var blevet helt hult. Trods alle de forvirrende tanker, som langsomt skabte mere og mere kaos i brystet på mig, var det som om der ingenting var. Der manglede noget, og det noget, det var smertefuldt at undvære.

Pludselig blev døren revet op, og ind stormede en høj dreng med krøllet hår og de smukkeste grønne øjne, fyldt med bekymring. Vent, fuck. Det der, det var helt sikkert Harry.

"Shit" nåede jeg at sige, inde jeg i panik fik rejst mig op. Hvad skulle jeg gøre? Mine fødder føltes kolde mod gulvet, hvilket gjorde, at jeg kiggede ned ad mig selv. Hvad fanden var det her for noget tøj? Hvorfor havde jeg kun en t-shirt på? Det måtte være Harrys. Men hvor var mit tøj så henne?? "Fuck."

Jeg kiggede mig desperat rundt i hele værelset, og der. Det lå i en roder bunke ved siden af skabet. Jeg skyndte mig over for at tage det på. I panik smed jeg bare t-shirten, og rev kjolen til mig, og over hovedet. Først der gik det op for mig, at jeg lige havde stået i undertøj foran Harry.

Min krop var ikke noget jeg var stolt over. Jeg var alt for tynd, fordi jeg ikke spiste nok. Jeg synes, alt var for tydeligt på mig. Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg havde bare aldrig nogen appetit.

Jeg fik langsomt sat kjolen rigtigt, og kiggede en smule skræmt på Harry. Han havde set mig græde, plus han havde set min krop. I det mindste havde han vel ikke nået at se mine ar på mine hofter.

"Hey, tag det roligt" sagde han langsomt med hans hæse stemme. Jeg kigge stadig en smule skræmt på ham. Jeg havde sikkert også mascara spor ned ad kinderne. Gud, hvor måtte jeg dog ligne lort. Tsk. Du fjernede alt din makeup igår, husker du nok?? Jeg gjorde hvad?! Shit, havde jeg fjernet min facade?? Det jeg kunne gemme mig bag?? Fuck, nu kunne han jo sikkert se, hvor ung jeg var! Jeg panikkede mere og mere, og det kunne Harry vidst se.

Well, du ser jo endnu mere skræmt ud, og er tæt på at hyperventilere.. Så synes du ikke det er ret tydeligt?

Harry tog et skridt hen til mig, hvilket resulterede i, at jeg panikkede endnu mere. Hvad skulle jeg gøre???

"Hey?" Han tog fat i mit håndled, og trak mig over mod sengen. Jeg fuldte bare med, som var jeg i en trance. Hvad skulle jeg ellers gøre?
"Jeg synes du skal blive her, så kommer jeg med noget tøj , du kan låne i stedet for den her kjole, og så tror jeg, du har noget du skal fortælle mig lidt om." Han kiggede alvorligt på mig, men sendte mig et lille smil, inden han gik ud af værelset igen. Jeg fik hurtigt tørret mine våde kinder. Jeg græd ikke længere. Chokket ved at han var kommet ind, havde fået mig til at stoppe igen.
Jeg blev bare siddende på sengen, ude af stand til at vide hvad fanden jeg skulle gøre.

Harry kom ind på værelset igen og sendte mig et lille smil. "Her du kan tage det her på. Kom ind i stuen bag efter." Han smed nogle joggingbukser i grå og en sort t-shirt på senge og smuttede derefter ud. 

 


Harrys synsvinkel

Jeg sad i sofaen og ventede på hende. Jeg vidste ikke rigtig om hun ville fortælle mig noget. Sikkert ikke. Men jeg var nysgerrig. Hvorfor vil man dog reagere sådan, som hun reagerede igår? Hvad kunne grunde være?

Jeg sad der, fordybet i mine tanker, da hun kom gående ind. Hun satte sig forsigtigt i den modsatte ene af den sofa jeg sad i. Hun kiggede ikke et øjeblik på mig. Hun kiggede bare ned i hendes sammenfoldede hænder.
"Så, hvad skete der igår?" Spurgte jeg forsigtigt. Jeg tvivlede på, at hun ville fortælle mig noget, men jeg håbede inderligt jeg kunne få nogle svar. På en eller anden underlig måde, var jeg virkelig bekymret for denne pige, som jeg ikke engang kendte. 

"Hey, det er okay. Du kan godt fortælle mig det." Prøvede jeg mig frem. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få hende til at fortælle mig noget.
"Jeg.." stammede hun. Hendes hænder strammede sig en smule. Hun åbnede igen munden, men der kom ingenting ud. Hendes greb om hendes hænder blev så stramt, at hendes knoer blev helt hvide.

Pludselig løsnede hun grebet og kiggede mig i øjnene. Det så ud som om hun prøvede at tage sig sammen, men på en eller anden måde også ledte efter en grund til at fortælle mig noget. Jeg sad der og kiggede hende bare i øjnene, imens jeg sad med en indvendig bøn om, at hun fandt hvad hun end ledte efter.

"Jeg ved virkelig ikke hvad der skete igår.." Sagde hun så, og vendte hovedet væk fra min retning.
Jeg kunne ikke finde ud af om, hun ville fortsætte, eller bare sige at der ikke var noget, og hun bare var fuld..

"Jeg plejer ikke at græde på den måde her. Jeg ved slet ikke, hvad der skete. Jeg var vel fuld. Jeg ved dårlig nok ikke, hvad der fik mig til at tænke på det. Og jeg ved endnu mindre, hvorfor jeg overhovedet fortæller dig noget." Hun kiggede mig nu direkte i øjnene. 
"Min far døde, da jeg var lille. Jeg var ikke mere end 8 år gammel. For lille til at forstå hvorfor, men gammel nok til at forstå, at han aldrig kom tilbage.." Hun vendte hovedet væk fra mig igen, og rystede på hovedet, og grinede nærmest af sig selv. Hvorfor??
"Jeg ikke grædt siden dengang.. Jeg ved slet ikke, hvorfor det tog sådan på mig igår. Jeg var vel bare svag.." 
Det virkede som om hun var i hendes egen verden imens hun fortalte mig det hele. 
Pludselig spærrede hun øjnene op. "Jeg bliver nød til at gå!" Hun havde nærmest panik i øjnene. 

"Hey, rolig. Hvorfor bliver du nød til at gå?" spurgte jeg forvirret.

"Det er hans dødsdag idag. Jeg bliver nød til at tage hjem. Jeg skal på kirkegården!"
Og pludselig var hun oppe fra sofaen, og hurtigere end jeg kunne nå at kalde på hende, havde hun taget sko og jakke på og var ude af hoveddøren.

Her sad jeg så tilbage - totalt forvirret. Jeg havde ikke engang haft chancen for at reagere på det hun havde fortalt. Vent, måske var det meningen?

Vent, hun havde mit tøj?? Hvordan kan hun bare gå med mit tøj?

 

 

**

 

"Hey Andy. Jeg tænkte på, nu da du tydeligvist fandt kærligheden igår, så skulle du vel ikke være sammen med hende nu??" Jeg havde ringet Andy op. Hvis han var sammen med Amanda, så kunne jeg måske får hende til at fortælle mig noget.

"Ehm, jooo, det er jeg. Hvad sker der, Harry?" Spurgte han undrende.

"Kan jeg ikke lige tale med hende? Jeg er ligeglad om du høre det, men jeg tror måske, det er vigtigt." 

"Selvfølgelig, jeg henter hende lige. Jeg hører lige med, hvis det er okay? Hun er her."
Der lyder noget støj, og derefter høre jeg Amanda.

"Harry? Hvad sker der?" spørger hun forvirret. 
"Ved du, om der er noget helt galt med April? Hun græd rigtig meget igår." Jeg var ikke helt sikker på om det var rigtigt, det hun havde fortalt mig. Jeg havde på fornemmelsen, at det lagt fra var det hele, ellers var det bare ikke det rigtige. Det virkede bare underligt at hun flygtede på den måde lige pludseligt."

”Jeg ved hun ikke ser mig som en veninde, selvom jeg ser hendes som en af mine bedste. Hun skjuler noget det ved jeg, men hvad ved jeg ikke. Hun er så indelukket og tør ikke stole på folk, men hun skjuler det godt. Der er helt sikkert noget galt. Jeg kan bare ikke finde ud af hvad og hvor slemt det er.
Du gør mig lidt bange Harry. Hvad sker der?"

Derefter fortalte jeg alt hvad April havde fortalt mig, men jeg fortalte dem også om mine tanker om, hvorvidt jeg troede på hende eller ej.

"Hun græd rigtig meget igår Amanda. Rigtig meget. Hun ville ikke hjem. Hun sov hos mig. Hvem vil hellere hjem til en anden og sove. Jeg mener en fremmed en. Du ved, uden at have noget i tankerne.. Okay, jeg ved ikke, det var bare underligt.. Hun græd også rigtig meget i morges. Jeg kunne høre det ude på gangen. Hun sov på gæsteværelset. Og da hun fortalte det hele til mig, rystede hun nærmest på hovedet af sig selv. Hun sagde hun var svag.. Jeg ved ikke.. Jeg synes bare det er underligt... Jeg tror der er mere end det.. Jeg er næsten helt sikkert.."


 

 

Aprils synsvinkel

 

Fuck. Fuck. Fuck. Fuck. Fuck.

Hvad fanden havde jeg gang i? Hvorfor fanden fortalte jeg ham overhovedet noget? Jeg kunne have sagt,.: "Undskyld. Jeg ved ikke hvad fanden jeg havde gang i. Jeg var virkelig fuld. Jeg kan ingenting huske. Kan du have det godt. Jeg smutter hjem. Tak for lån af seng."

Helt ærligt. Hvad som helst andet end noget af sandheden.. "Jeg har personlighedsspaltninger. Det må du undskylde.."
For satan i helvede. Fuck. Lort. Pis også..


Jeg var kommet hjem. Det havde taget utroligt langt tid.
Her sidder jeg så. Helt ude af den. Jeg forstår slet ikke hvad der går af mig..
Tårrene løber ned ad mine kinder. Seriøst, tårer.. Jeg havde ikke grædt i så mange år, og så nu? Var det helt bare ved at være for meget?? Jeg kunne i hvert fald ikke klare dét her.
Derfor undre det vel ikke nogen, at jeg sidder her igen. Jeg sidder her igen. I forstår nok ikke hvad jeg mener. Jeg cutter igen. Jeg synes ellers det var begyndt at gå bedre.

Jeg kan jo godt se, at jeg har et problem. Måske er det, dét der er i vejen..
Men jeg kan ikke klare den her smerte. Jeg kan ikke håndtere det. Jeg har svært ved at trække vejret. Jeg kan ingenting. Jeg har ingen kræfter, overhovedet.
Lige så snart jeg fik lukket og låst døren til mit værelse, faldt jeg sammen. Jeg kunne ikke holde mig selv oppe.. Jeg måtte kravle hen, for at finde det sædvanlige blad.

Så nu sidder jeg her. Jeg kan næsten ikke se bladet ramme min hud. Alting er sløret af tårer.
Men jeg mærker tydeligt smerten der kommer, efter jeg pressede bladet igennem min hud. Der skulle ikke engang særlig meget til, så skar bladet sig igennem. Let som ingenting.
Men smerten. Det var den jeg ville have. Jeg ville have mit kaos til at stoppe. Jeg kunne slet ikke håndtere det.
Nej, men denne her smerte. Den smerte mine snit fremkaldte. Ja, dem kunne jeg forholde mig til.

Jeg begyndte langsomt at blive roligere. Det lyder nok dumt. Men mit indre kaos blev ligesom smidt lidt i baggrunden, fordi den nye og mere håndgribelige smerte skubbede det lidt på afstand. Jeg skulle tænke over noget andet nu. Noget der var meget nemmere og tænke på. 

Mit kaos blev skubbet væk, og jeg kunne trække vejret igen, uden jeg følte, jeg blev kvalt.

**

Jeg står her nu. Jeg står ved min fars grav. Jeg besøgte ham, som jeg havde lovet.
Som jeg stod der, fik jeg det mere og mere dårligt over, hvordan jeg levede mit liv. Hvordan min mor levede sit liv. Han ville være så skuffet.
En lille tårer sneg sig ned ad min kind, og de smertefulde tanker kom stille og roligt tilbage. Jeg borede mine negle ind i mine ny lavede snit, og langsomt forsvandt smerten igen. 

Jeg satte mig ned på knæ foran graven. Selvom jeg ikke var troende, og ikke rigtig troede på at han stadig kunne høre mig, så snakkede jeg alligevel til ham. Meget lavt, næsten så lavt, så jeg var i tvivl om jeg egentlig kun bevægede munden.

"Far.
Jeg savner dig så utroligt meget. Jeg ved slet ikke hvad der går af mig. Jeg plejer at være så stærk. Eller udadtil plejer jeg at virke stærk. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har så svært ved det nu. Hvad sker der med mig??
Jeg er så ked af, at jeg skuffer dig gang på gang. Jeg er så langt ude, og mor er så langt ude. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal redde hende, når jeg ikke engang kan redde mig selv. Jeg er så langt ude. Og nu er jeg så svag. Hvad sker der??
Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg savner dig så utroligt meget lige pludselig, eller om jeg bare er blevet et svagt mennesker. Jeg burde slet ikke være her..
Jeg ønsker bare, at alt var som dengang. Jeg er så forvirret over mig selv, mor og dig. Hvorfor forlod du os? Se nu græder jeg igen. Jeg er svag.. Hvorfor græder jeg ellers hele tiden?
Jeg...."

Pludselig hørte jeg skridt, og jeg skyndte mig at tørre mine tårer væk. Ingen skulle se mig svag..
Jeg kiggede op, da personen stoppe tæt på mig.
"Harry?!" Hvad fanden lavede han her??
"Er det her din far ligger?" Spurgte han bare. Jeg nikkede svagt, rejste mig op og kiggede ondt på ham.
"Hvad laver du her, Harry? Jeg synes ellers jeg gjorde det klar, da jeg smuttede, at det her ikke havde noget med dig at gøre." Sagde jeg koldt til ham. Han kiggede overrasket på mig.

"Jeg tænkte bare, at du måske ville have selvskab. Det var jo ikke ligefrem fordi, du så ud til at have det fantastisk med det her." Sagde han en smule tøvende. Oh, så jeg havde det ikke fantastisk??

"Hør, Harry. Lad mig være. Det her har ikke noget med dig at gøre. Jeg vil gerne ordne det her alene. Jeg kan godt klare mig selv. Det har jeg altid gjort, okay? Jeg har ikke brug for, at du blander dig i mit liv. Du kender mig ikke engang, og jeg kender ikke dig. Sådan burde det også fortsætte." Hvad fanden bildte han sig også ind?? Han skulle bare lade mig være..
Den eneste grund til, at jeg ikke flippede helt ud, var fordi jeg respekterede, at en kirkegård var et fredfyldt sted. Man skulle acceptere de døde. Jeg ved ikke, sådan havde jeg bare altid haft det.

Derfor vente jeg om på hælende, og marcherede direkte forbi ham, og ud fra kirkegården. Han skulle lade mig være..
Sådan gik det så, at Harry, som hellers havde været super, super sød mod mig og hjulpet mig, fik spoleret min besøg hos min far. En af de eneste gange jeg besøgte ham. En af de eneste gange, jeg følte, jeg kunne tillade mig det, selvom jeg var en stor skuffelse.
Fuck dig, Harry.

God, jeg har brug for en bytur. Og det skal være i aften.

 

 

 

___________________________

 

Hvad tror i der sker nu?
Kan Harry lade hende være, eller opsøger han hende igen?
Eller fører skæbnen dem sammen igen??

Stakkels lille April. Hun er totalt forvirret. Kan i regne ud hvad der er galt?
Eller er det bare fordi hun har fået nok?

Jeg undskylder mange gange for, at jeg først har lagt et kapitel op nu!
Jeg har bare ikke haft noget overskud, overhovedet.
Først slår min venindes kæreste op med hende,
så har en anden veninde indbrud,
og så har jeg ligget syg hele den her uge.. halsbetændelse, og migræne anfald..
Jeg klynker, det ved jeg godt.. men håber i forstår!

let me know, what you think! xo



 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...