Stjerne regn - 2014

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2013
  • Opdateret: 3 jan. 2014
  • Status: Igang

1Likes
0Kommentarer
176Visninger
AA

2. December - 2013

Jeg vågnede før end jeg havde regnet med, men det var også lige det der manglede så jeg kunne komme afsted inden min familie vågnede. Jeg skrev en lille seddel, hvori der stod.                                                                                         I må undskylde meget, men jeg har det svært er for tiden, som i sikkert har opdaget. Jeg tager et sted hen hvor ingen kender mig, så jeg kan starte forfra. Jeg kommer måske tilbage, men jeg kan ikke love noget. Hilsen jeres lille, eller nærmere store pige Tuclar. P. S jeg vil aldrig glemme jer.

Jeg tog min jakke på, pakkede en taske med lidt af vært. Julen var ovre, men det var kulden ikke. Det blev snart nytår, som jeg så meget frem til. Et nyt år, så jeg kan starte alt forfra, og begynde på ny.  Jeg pakkede mad, penge, tøj, vand, mobil og lidt slik til fredagene. Selvfølgelig også min hovedpude, som jeg ikke kan leve uden.  Jeg kig hen til busstoppestedet, som kun lå en kilometer fra der var jeg boede. Eller nærmere, der hvor jeg havde boet.  Jeg stod og ventede, mens sneen drønede ned fra himlen.

Jeg tog min hansker på, for at få varmen tilbage i mine fingere. Jeg var åbenbart ikke den eneste, der skulle med bussen her til morgen. Bussen kom 10 minutter for sent, men jeg havde ikke travlt, så det gjorde mig ikke noget.  Jeg prøvede at komme først ind i bussen men det lykkes ikke. Så jeg kunne et få to tomme sæder for mig selv. Bussen var stop fyldt, ikke en eneste kunne klemme sig ned et sted. Det lykkes mig dog at finde ét tomt sæde. Jeg satte mig ned, ved siden af en dreng på min alder. Han var måske fyldt 17, det var i hvert fald hvad jeg ville gætte mig til. ”Hej,” sagde han og smilede flinkt til mig. Jeg smilede tilbage, og studerede ham. Leverpostej farvet hår, flotte blå øjne og en pænt god stil. Jeg tog mit blik væk fra ham et stykke tid, så han ikke troede jeg var interesseret. Hvordan ville jeg ikke selv have det, vis en remmede sad og stirede på mig.                                                                                                                                                                       ”Hvor skal du hen?” spurgte han, og fangede mit blik. ”Jeg skal, jeg skal enligt bare væk herfra,” sagde jeg imens jeg lød lidt usikker. ”Uden nogen grund?” sagde han og kiggede på min taske. ”Tuclar Pavins?” sagde han og rørte ved et navne skilt som hang fast på min taske. ”Det er et flot navn” sagde han. Hør, for det første, tak fordi du kan lide mit navn.” ”Det jeg enlig ville sige var, at hvis du prøver, at hjælpe så nytter det ikke. Jeg kan godt klare mig slev,” sagde jeg og var selv i tvivl, om det var lidt forkert sagt. Han ville jo bare hjælpe, det ved jeg. ”Undskyld, det var forkert sagt. Jeg har det bare svært for tiden, og jeg mangler bare tid til, at lære mig selv at kende,” sagde jeg og undlod at få øjenkontakt med ham. Jeg kunne se han prøvede at finde noget nede i han lomme et lille kort, af en slags. ”Her,” sagde han og rakte mig det. Han ejede et sted hvor han var psykolog, han var måske kun i praktik eller lignende. ”Hvis du skal bruge nogle at snakke med, så ring endelig. Du virker til, at være en sød pige,” sagde han og smilede. Jeg var overraket over at han sagde det, da jeg ikke lige frem var så imødekommende. Bussen stoppede, og det var her jeg skulle af. Jeg gik hen mod døren, men vente mig lige om for at se ham en sidste gang. Han gav et lille vink fra sig. Jeg smilede og gik ud af bussen. Hvor skulle jeg gå hen? Nu var jeg helt alene, jeg havde ikke en eneste ide. Jeg besluttede mig for, at gå ind i en park. Bare for hyggens skyld, men mest af alt, fordi jeg ikke havde noget, at tage mig til. Det var en meget lille park, men alligevel havde jeg hørt, om lige præcist denne park før. Det var her, en masse samledes for, at fejre nytår. Hvilket først nu gik op for mig, at det var i morgen. Jeg blev i parken, indtil mørket faldt på. Jeg overvejede indtil flere gange, om jeg skulle besøge ham jeg mødte i bussen. Men at komme brasende klokken 8 om aftenen, var ikke helt optimalt. Jeg besluttede mig derfor at blive i parken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...