Stjerne regn - 2014

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2013
  • Opdateret: 3 jan. 2014
  • Status: Igang

1Likes
0Kommentarer
178Visninger
AA

1. December - 2013

Lort, lort, lort skriger jeg ud i intetheden. Jeg hader mit liv, hader det. Nogen eller noget kan nogensinde gøre mit liv godt igen. Jeg husker klart og tydeligt, hvornår jeg begyndte at hade det. Det hele skyldes en stor løgn! Eller også var det kærligheden, nærmere begge dele. Det hele startede med, at jeg begyndte at få følelser for den her fyr. Han gjorde mig glad, gladere end nogen sinde. Fik mig til at føle mig smuk, fik mig til at føle respekteret og elsket. Men jeg tog fejl. Det hele var et stort væde mål, hvorfor havde jeg ikke regnet det ud? Hver gang jeg hører ordet vædemål, får jeg lyst til at gå hen og slå personen i hoved. Uden nogen grund. Men mest af alt fordi det minder mig om dig. Ham der engang have mit hjerte, havde lavet et vædemål, med en af hans gode venner. Den der først blev kærester med mig, fik en halvtredser. En halvtredser fik han, og jeg fik et hjerte, som aldrig nogen sinde kan lappes sammen igen. Jeg tænker tit over hvorfor han netop valgte mig. Måske fordi jeg var nem at få fat i, nu hvor jeg var forelsket i ham. Det var nok derfor, fordi han viste jeg kunne lide ham, og på den måde skulle han ikke af med en ynkelig halvtredser.

”Jeg hader dig,” skriger jeg, og smider billedet ned i gulvet, som var af dig. Jeg græder, bliver ved med det indtil jeg hører en banke på min dør.                                                                                                                                           ”Kommer du ned og spiser?” råber min mor. ”Jeg er ikke sulten,” siger jeg med tavse ord. Min mor gør ikke så meget ved det, og går derfor ned igen og spiser aftensmad med resten af min familie. Jeg ville ønske hun ikke gav så let op. Jeg ville ønske, hun blev ved med at stritte imod, og svare mig lidt igen. Den følelse får jeg tit, når jeg er ked af det. Det når man råber til en mor, at hun skal holde sig væk. Selvom det man ønsker mest er, at hun skal komme og trøste en. Men det forstår min mor tydeligvis ikke. Jeg kan høre dem grine, og deres bistik som hele tiden rammer tallerkenen, og udstøder en ridsen. Jeg må tage mig sammen. Gøre noget for at forbedre mit liv. Jeg rejser mig fra min seng, så mit lange uglede hår, kommer ned i mit hoved. Jeg må væk, så langt væk som overhoved muligt. Jeg kommer ikke tilbage før.. Jeg kommer aldrig tilbage! Jeg gik hen til mit store hvide klædeskab, og fandt min tynde grå natkjole. ”I morgen rejser jeg,” sagde jeg til mig selv imens jeg tog min nat kjole på op hoppede ind under dynen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...