Don't leave us!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2013
  • Opdateret: 19 apr. 2014
  • Status: Færdig
Jenny & Harry er endelig blevet gift, de fik deres to tvillinger og lykken var der. Men en uventet ting kom. Man siger et liv skal tages, før et andet kan komme til og om det er tilfældet, det vides ikke. Samme aften tvillingerne kom til verden, gentog Diana dødsulykken og denne gang med resten af One Direction. Med nød og næppe klarede de resterende 3 drenge det, men Zayn & Pauls liv er i farer. De kan leve eller dø, lever de, kan få konsekvenser. Konsekvenser som kan ende One Direction for altid. De kan få en hjerneskade eller blive lam. Et andet problem lurer, Perrie er gravid og hendes mand er i koma. Louis er traumatiseret af ulykken og forholdet med Eleanor er i kort snor. Nialls hoved er værre end en hjernerystelse og Liam, han prøver at holde styr på alt. Vil Paul & Zayn vågne op, eller vil de opgive livet? Hvad med de 3 resterende drenge? Hvad med Perrie? Hvad med Jarry, kan de klare presset som forældre? Vil One Direction slutte eller fortsætte? Hvordan vil dramaet ende?

54Likes
192Kommentarer
12233Visninger
AA

9. Chapter 6.

 

Min er stadig øm, efter alle Jennys slag og må indrømme, hun slår godt. De hulk der forlod mig den dag, jeg ved ikke hvad man skal kalde det og hvorfor, aner jeg ikke. Nok pga. chokket, jeg mener Jenny fik det dårligt og jeg havde skam hørt hvad der skete sidst, altså sidst hun spændte i sin mave og det skulle hun jo ikke nu, når alt gik godt.
Eleanors øjne var ikke til, at tage fejl af. Hun var skuffet. Selv drengene og familien.
Men jeg indrømmer ærligt, de slag og deres ord, de hjælper ikke. Jeg er en fucking krøbling, jeg kan intet! Jeg kan sidde i en fucking stol, jeg kan ikke tørre mig efter jeg har skidt, ej okay, det kan jeg så godt. Men jeg kan ikke selv få i bad! Jeg kan ikke nå køkken bordet og glas, jeg kan ikke selv lave mad. Ja jeg er en krøbling, selvom jeg kan nogen ting selv.
Så hvad fanden hjælper det? Bandet slutter alligevel, vi kan jo ikke hedde Four Direction, det er jo et latterligt navn og vi kan jo slet ikke fortsætte, altså som One Direction. Ikke uden Zayn.
Fatter ikke de ikke indser det. Paul og Zayn er døde, kun en latterlig maskine holder dem i live, så ja, de er døde. Helt ærligt. Sluk dog bare for dem, de vågner alligevel ikke! Hvorfor kan de ikke fatte det? Zayn har forladt os og Paul, så vi kan ligeså godt gå videre med livet, ikke?
Hvad er mening med, at tro på ting og man jo alligevel ved, at der skal meget til og hvis de vågnede, så ville de kunne være krøblinger eller ikke huske og hvad er pointen så?
Ja nu tænker I nok ’fuck en dårlig ven du er Louis’ men det er jo ikke, jeg siger jo bare sandheden og tænker det værste og håber på det bedste, selvom det bedste er, at de slukker for dem. For hvad er de hver, hvis de bliver krøblinger og ikke husker? Det synd for familien og de kan ikke en skid.
Så bandet er jo færdigt, lige meget hvad.
Som om Harry også kommer tilbage, seriøst, han er far nu! Ikke at jeg har noget i mod det, for er glad på hans veje, men, han er far og har ikke tiden, så hvad så? Farvel One Direction!
I det mindste kan jeg indse tingene, nu når de ikke kan og det er åndsvagt af dem.
Så jeg spørg bare, hvad er meningen?
For hvad er meningen? At hænge fast i fortiden, i stedet for at se fremmad? Åndsvagt.

Jeg ser bare i mod bartenderen, da han stiller vodkaen foran mig og han ser en smule på mig.
”Sikker på du skal have den? Det er din 8 i aften” jeg trækker blot på skulderne og bunder glasset, inden jeg stiller det og bestiller mere.
”OMG! Du er Louis fucking Tomlinson!” mit blik rammer bare på en eller anden blondine og jeg fnyser blot over hende, inden jeg tager i mod min nye drink og bunder den. Hvad fanden, kan ikke engang danse og jeg kan ikke en skid! Jov drikke, drikning er min ven!
”Hey guys, se hvem vi har her. Er det ikke Louis Tomlinson, ham fra det såkaldte verdenskendte boyband?”
”Ham som burde være død? Ligesom Zayn og ham Paul?”
”Burde de ikke alle være det? Så var verden fri for dem”
”De jo alligevel intet værd, kun en flok højrøvet spasser”
”Spasser! OMG Så korrekt, se ham lige. Han sidder i kørestol og Zayn i koma” jeg vender mig op, ved ordene af de 5 drenge og jeg rejser mig op med et. Inden jeg vakler hen i mod dem og de snakker igen.
”Nu prøver krøblingen at gå!” griner de bare. Jeg kommer der hen og langer personen lige en i hovedet. Men som sagt, jeg er fuld og de er 5, jeg er én og det ender i et godt og vel et slagsmål. Ikke at det er nyt, for det er sket de sidste par aftner. Jeg tager ud og drikker, jeg ender i en fight og ender med at blive hentet af Eleanor.

 

Mit blik rammer i mod den velkendte bil og jeg tager mig til kæben, inden jeg ruller derhen. Eleanor giver mig det koldeste og vredeste blik ever, ikke noget nyt i det og det samme med pressen.
Hun hjælper mig ikke ind i bilen og hvorfor, jov fordi jeg skubber hende væk og selv humper ind. Hun pakker kørestolen væk og sætter sig ind, inden hun begynder at køre.
”Louis, jeg kan ikke det her mere”
”Whatever” siger jeg blot og et suk lyder.
”Louis, jeg kan ikke det her mere. Det slut” ja det sagde du også i går, i forgårs og i forgårs igen.
”Så skrid, men det gør du jo ikke, så du mener det ikke” siger jeg blot og endnu et suk lyder.
”Denne gang mener jeg det Louis. Jeg kan ikke det her mere! Jeg elsker dig, men du skubber mig væk! Du vil ikke tale med nogle, omkring ulykken eller dine følelser. Du skubber din familie væk og drengene. Troede du lærte noget på sygehuset”
”Lærte noget? Bare pga. et par tøseslag… hvad vil du have jeg skal sige? Skal jeg sige mine følelser. Fint. Eleanor, den dag ulykken skete, blev du fortid og det samme gjorde de. Zayn og Paul, de dør jo alligevel og One Direction eksisterer ikke, men det kan ingen af Jer indse… Hvis de vågner, er de alligevel krøblinger og jeg ved ikke hvad. Så hvad er der at tale om? Alt er fortid, du og jeg er fortid” Okay, jeg mener det måske ikke sådan, altså som hun vil tage det. Men sandheden er bare, alt er fortid og hun har selv lige fyret af, at hun vil forlade mig, så hvorfor ikke lyve og sige jeg er fint tilfreds med det?
”Louis, jeg tror dig ikke… hvordan kan du have den holdning?” gråden i hendes stemme høres tydeligt og hun parkere ude foran lejlighedskomplekset hvor vi bor og jeg drejer hovedet, inden hun lader ordene falde.
”Louis, jeg flytter hjem til min familie og jeg håber du ændre dig, inden du mister mig helt. For jeg elsker dig, men jeg kan ikke mere. Jeg kommer hjem hver gang og du ligger et eller andet sted, ellers er du ude og drikke. Jeg kan ikke mere”
”Så tag dine ting og flyt, vi er fortid” hvæsser jeg iskoldt, inden jeg kommer ud af bilen og støtter mig op af den. Vores livvagt, eller døråbner manden, kommer hurtigt ud og finder kørestolen frem. Jeg sætter mig blot i den og køre ind i bygningen.

 

 

Eleanors synsvinkel:

Med tårerne på kinderne, kommer jeg op i lejligheden og synet af Louis er der ikke, men en flaske høres og igen drikker han.
Alle hans ord, jeg tror dem ikke og alligevel skræmmer det mig, for hvad hvis det er sandt? Men jeg kender Louis, eller gør jeg? Det gør ondt, rigtig ondt.
Jeg går bare ind på værelset og begynder at pakke alle mine ting. Det slut, Louis og jeg, vi er færdige. Jeg håber bare han kommer til fornuft, men jeg tror det ikke og hvorfor, det er så tydeligt. Han skubber alle væk og er ude og drikke hele tiden. Han giver sig selv et dårligt ry og ikke mindst drengene.
Jeg tager fat i mine tasker og går ud i stuen, hvor han nu sidder og drikker.
”Jeg smutter nu” siger jeg i et håb, et håb omkring han ændrer sig og sin mening, men i stedet løfter han bare hovedet op og kigger tomt på mig.
”Fint!” siger han blot og jeg bider mig svagt i læben. Jeg ser en smule på ham, inden jeg vender rundt og går ud af lejligheden. Jeg mærker bare alle tårerne, som nu får frit løb.
Da jeg kommer ned, sætter jeg mig bare ind i bilen og køre.
Jeg har sat mobilen, i en mobil holder og jeg får ringet Danielle op, for hvem skulle jeg ringe til? Perrie har andet i hendes hoved og det samme har Jenny. Sophia er på ferie med sin kæreste også er der kun Danielle tilbage.

 

”Hey El! Det er mig, hva så?”
”Hej Danni” siger jeg med en grød i stemmen og straks lyder hendes bekymret stemme.
”Eleanor, hvad sker der!?”
”Je…eg, jeg har forladt Louis…”
”BABE, hvem taler du med!?” høres der i telefonen og inden længe svare hun også.
”Det Eleanor… hun har forladt Louis” man hører hurtigt Liams vrede, som bliver kastet ud i en mega lang sætning.
”Sweety, bare kom herhen, okay? Alt skal nok gå!”
”Jeg kan ikke mere… han drikker bare hele tiden og han har lige sagt, at alle hans følelser forsvandt den dag… og alt håb er ude for Zayn og Paul”
”Eleanor, Liam her. Du kører bare hjem til os, Okay? Også finder vi ud af noget med Louis, den dreng elsker dig. Men ligenu er han en spade og det er kun ulykkens skyld, okay? Kom herhjem til os”
”Okay, jeg kommer snart”

Nyheden havde lige ramt mig og det er synd for Eleanor. Faktisk for os alle, det som om, ja at vi har mistet Louis og han døde i den ulykke. Han tager det værre end os andre og det jo ikke fordi, at vi ikke er kede af det eller bange. Men vi prøver nu også bare, ja at komme videre og snakke med en psykolog, ikke mindst støtte hinanden og Louis, han melder sig ud. Af alt.
Jeg fik hejst sengen op, sådan at jeg sad op, i stedet for jeg lå ned og ja, det hjælper fint. Mit hoved gør stadig ondt, dog har jeg det bedre. Dog er de bange for mit helbred. De kan ikke undersøge mig endnu og det pga. smerten, de bange for jeg kollapser eller beviser og ved ikke hvorfor. Men en bekymring er der.
Hvor dejligt er det lige? Jeg blev erklæret rask også sker ulykken og nu ligger jeg her igen, uviden om jeg fejler noget eller bare en slem hjernerystelse.
Min familie er bange, de er bange for om en tumor har ramt min hjerne og det er trist. For man siger, dem der har været ramt af kræft, kan nemt rammes igen og det er ikke rart. Men jeg håber på det bedste, jeg kan ikke andet.

Jeg ser ud mod gangen, da folk begynder at bevæge sig og det er jo kun læger. De siger en hel masse og kalder en stues nummer. Hvilket forvirrer mig helt vildt.
Jeg rejser mig op og lister ud på gangen, inden jeg følger med dem.
Et stort smil rammer mine læber og jeg løber faktisk bare direkte ind i værelset til Harry og Jenny.
Jeg rusker i dem begge, inden ordene forlader min mund.
”JENNY & HARRY! Han er vågnet, vågn op, han er vågnet! Vågn op!”

************************************************************************************************************

OMG!!!! HVEM ER VÅGNET!? Nu stiger spænding lige, var?:)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...