Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2013
  • Opdateret: 3 jan. 2014
  • Status: Igang
Denne historie handler om at vokse op. At lære hvordan man kan passe bedst muligt ind i samfundet, uden at slippe derfra med for mange skræmmer.

0Likes
6Kommentarer
200Visninger
AA

2. Drømmer mig tilbage

Skulle jeg løbe væk? Bare løbe, uden at vide hvor jeg skulle stoppe? Væk, væk fra det hele. Væk fra mine forældre. Væk fra alle dem der tror de kan hjælpe mig, men egentlig ender med at lægge min selvtillid i ruiner. Sidst men SLET ikke mindst skolen. Det ville i hvert fald sætte en stopper for mit meget kaotiske liv!

Siden jeg kom hertil var det kun gået ned ad bakke. Jeg troede det skulle være en ny start på det hele. Det var i hvert fald det alle lærerene, og psykologerne mente. De ved ikke en skid. De aner ikke hvad de snakker om, de er bare en flok stolte, og bagkloge idioter.

"Som om jeg gider at høre på dem" viskede jeg, men jeg vidste jo godt at der ikke var nogen der kunne høre mig. Det hele var meget bedre da vi boede i København, der havde jeg da i hvert fald venner. Eller, jeg ved ikke helt hvad man kalder dem.

Mere sådan "partner in crime"... og ja! bogstaveligtalt. Vi var ikke ligefrem dem som små børn, og gamle damer ønskede at omgås. Nogen var endda bange for os. Men vi gjorde ikke nogen noget. Ja selvfølgelig ud over dem fra den anden bande. 

"Psth" De tror bare de er så seje. 

Mine tanker stoppedes hurtigt da mor kom ud ad døren. Hun var helt hvid i hovedet, og så mest af alt meget chokeret ud.

"Det var politiet" stønnede hun. Den melding var jeg jo efterhåneden ved at være vandt til, så jeg fortrak ikke en mine. 

"Hvad har de nu tænkt sig at beskylde mig for?" spurgte jeg tørt. 

"Tja, jeg vil egentlig gerne høre din version af historien"

"Min version?" hvad mente hun med det? Det der med versioner ligger meget langt fra min tankegang, men jeg var dog alligevel spændt på at høre hvad det nu var hun mente. 

Hendes temperament var spændt til bristepunktet, og jeg kunne mærke at jeg ikke skulle gøre ret meget forkert før hun blev meget vred. 

"Jeg har jo sagt tusind vis af gange at jeg ikke har noget med de der tyverier at gøre!" råbte jeg. Nu var det bare blevet nok. Jeg kunne ikke klare mere. Jeg ville hjem, og jeg vidste at jeg også nok skulle komme det på en eller anden måde. 

"Jeg vil ikke være her mere! Det er bare blevet for meget! Jeg vil hjem! Hjem til København!" mor så tydeligvis forbavset ud over sådan en melding, men jeg var ligeglad. Jeg ville bare hjem nu!

"Jamen, du er jo hjemme søde. Det her er dit nye hjem" hendes stemme ændrede lige pludselig tone, fra en mega sur og skrap gammel mor, til en meget sød og omsorgsfuld bedstemor. 

"Mit nye hjem!" det kunne de godt glemme alt om! "I er jo ikke en gang  mine rigtige forældre"

Nej, det skulle jeg aldrig have sagt. Man kunne tydeligvis se at hun blev meget ked af det, og hun fik tårer i øjnene. Jeg hader når folk bliver kede af det, for jeg ved aldrig hvordan jeg skal trøste dem. 

"Det er sandt, men da vi adopterede dig, havde vi jo ikke drømt om at du ikke ville trives her i Danmark. Det var for at give dig et bedre liv end de kunne give dig på et eller andet børnehjem, et sted i Indien" 

Hvad skulle jeg gøre? Jeg anede ikke hvad jeg skulle svare, for inderst inde var det jo ikke min mor jeg ønskede at såre. Nu stod jeg med tre store problemer.  

 

 

 

 

       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...