Intetheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2013
  • Opdateret: 3 jan. 2014
  • Status: Igang
Denne historie handler om at vokse op. At lære hvordan man kan passe bedst muligt ind i samfundet, uden at slippe derfra med for mange skræmmer.

0Likes
6Kommentarer
201Visninger
AA

1. Beviser, eller....

"Hvordan kunne du?" råbte mor.

"Jeg har jo sagt til dig at det ikke var mig" udbrød jeg med en røst af forvirring i stemmen. Det hele var bare gået så hurtigt, ingen havde nået at gøre noget, heller ikke en gang politiet. 

"Alle beviser tyder på at det var dig, og du skal ikke prøve på at lyve dig fra det!" hun var tydeligvis meget sur, men hvad kunne jeg have gjort anderledes? Stukket af fra det hele. Nej! Jeg er i hvert fald ikke nogen kujon. 

"Hvilke beviser?"

Mor rejste sig op af stolen og råbte "jeg gider ikke gå her og diskutere beviser med dig, du skal bare give dig til kende, og indrømme at det var dig... og det kan ikke gå hurtigt nok!"

Man kunne tydeligt se at hun var frustreret over mig. Hun tog sig til hovedet, og jeg var bange for at hun skulle begynde at græde. Jeg rejste mig op for at gå ind på mit værelse, jeg ville gerne være lidt alene. 

"Du går ingen steder før du har sagt noget" Hendes stemme rystede, og det var tydeligt at hun prøvede at holde gråden tilbage. Hun stod bare der og kiggede ud af vinduet, og hun overvågede mig som en ravn.

"Så kommer vi til at sidde her i evigheder!" råbte jeg, men mor nåede ikke at svare før telefonen ringede. Hun skyndte sig at tage den, og med hendes læbers bevægelse mimede hun "du går ingen steder" og så forsvandt hun ind på kontoret.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...