My heart of darkness.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2014
  • Status: Færdig
Det er svært når man mister en man elsker, men specialt Amber Heard lukkede ned da hendes far forlod hende i et chokerende selvmord. Amber kan ikke se det positive ting i livet mere, hun vandre kun rundt som en mørk skygge. En dag tændes et lille lys i mørket, da en ung knægt ved navn Justin træder ind i hendes liv, men er han nu også stærk nok til at hjælpe Amber? Følg med i My Heart of darkness og lær Amber's historie bedre at kende. Aldersgrænse 13 år# hvis du er yngre er læsning på eget ansvar.

16Likes
25Kommentarer
1484Visninger
AA

12. Kapitel 10- "The hospital"


 

Mit blik glider fra mørke og ud til synet af det hvide sengetøj, det alt for lyse rum, og de smukke farver fra de blomstrene tulipaner , som står og blomster på det også hvide bord ved min side. Der er ingen tvivl om at jeg ligger på et hospital.

Min krop føles træt, brugt og helt tom. Jeg kan ikke rigtig forstå hvad der er sket. Jeg rejser mit blik fortumlet op, langsomt sender jeg mine øjne rundt i rummet, og der på en stol ved siden af sengen sidder han. Den høje mand der reddede mit liv, rettere sagt - Justin som reddede mit liv.

"Justin?" hvisker jeg, og med svage skub får jeg lettet mig en smule fra sengen. Hans hovede løftes træt op og hans stirrende øjne lander på mig. Hans øjne er røde og belagt med glas. Han har grædt, det er så tydeligt som det nogensinde kunne blive.

"Amber? your alive. I thought you was dead." hans mund gisper de dæmpende ord, og endnu en gang strømmede der tårer til hans øjne.

Men vent nu lidt? Hvor er Kate, og er hun okay? Det så meget ud som om at hun blev hårdt såret, og var det Justin som gjorde skade på hende? Jeg har alt for mange spørgsmål.

"Were you the one who beat Kate?" spurgte jeg spontant og lige ud. Jeg kigger spørgende på ham. Et overraskende bilk flyder ud fra de våde øjne. Et suk forlader hans fyldige læber.

" She was trying to kill you. Maybe my reaction is not the best." svarede han med et såret udtryk. Han så ud som om han var flov over det han havde gjort, men han havde jo reddet mit liv! Han havde sørget for at jeg ikke døde på så grufuld en måde. Det ville jo være den værste måde at dø på, jeg mener selvom jeg var klar til at forlade jorden på det tidspunkt, er jeg dybt taknemlig nu. Hvis jeg havde siddet oppe ved vor herre nu og kigget ned på jorden, havde jeg 100 % fortrudt at jeg lod døden tage over mig. Jeg kan lige se overskriften i avisen: " Pige kvalt af Cheerleader" Det ville i hvert fald ikke se særlig godt ud for Kate, men jeg er faktisk også lidt ligeglad med hvordan det går hende i fremtiden. Hvis hun altså har en fremtid nu, det ved jeg jo ikke nået om. 

"Justin is she dead?" Spørg jeg meget tøvende. Hans blik falder ned på hans sorte bukser. Med et hårdt suk trækker han langsomt på skulderene.

"I have no idea" mumler han lavt og uforståligt. Kate er ikke død, Justin er ikke en morder, og det hele vil snart blive normalt igen det ved jeg! Men, vent lige, Jeg begynder at huske hvorfor jeg egentlig gik ud i skoven. Det var jo fordi han faktisk vil flytte. Så hvorfor er han ikke bare skredet til helvede, og blevet der forevigt og altid. Ja taknemligheden forsvinder fra min krop, og kun vreden har magten.

"What are you doing here?" hvæser jeg, og kigger surt på ham. Han løfter hovedet, endnu en gang og kigger på mig med et forvirret og sløret blik.

"What kinda question is that?" siger han med en lidt mere selvsikker stemme.

"You were supposed to move. That's what you want right. You had given up and would just leave me here. You know what? If I had waited a few seconds to step out of that forest HAD YOU BEEN RUNNING FROM MY BODY!" jeg skreg det næsten, så sur var jeg. Han kiggede overrasket på mig, som om jeg lige havde sagt at lyserøde flyvende elefanter findes, men det var jo ikke lige det jeg sagde vel!

"Why don't you just leave" snerrede jeg. Justin så meget såret ud, men det havde jeg ikke tid til at tænke på lige nu. Jeg er simpelt hen alt for sur. 

"No I will stay to I know that you are okay." svarede han hårdt tilbage, og satte sig bedre til rette i stolen. Jeg sukkede opgivende, og kiggede ud af vinduet. Hvad er det den dreng ikke forstår, hvis han vil flytte kan han jo bare efterlade alt her som den kujon han er. 

"AARGH!" skriger jeg, og ligger mit hoved ned i puden bag ved mig. Hvorfor forstår han det ikke, han er forfanden da ikke helt dum vel.

Efter sekunders stilhed, vælger jeg at bryde den tunge akavede stemning.

"Why did you helped me?" jeg kiggede på ham med et forvirret blik. 

Justin kiggede usikkert rundt i lokalet. Hans blik endte nede på hans sko der hele tiden rykkede på sig. Han trak stille på skuldrene. Hans øjne kiggede direkte ind i mine, jeg blev helt fanget af dem.

"Because..." mumlede han, næsten helt lydløst. Hans blik kan ikke finde ro, og pisker derfor rundt i rummet.

"Because I care about you" mumler han flovt. 

Holder af mig? Yeah right, hvis han virkelig holdte af mig havde han ikke en gang tænkt på at flytte.

"If you care about me, you would stay" Min stemme er hård og spydig. Justins øjne rammer mine, og vreden af at skulle forklare alt hele tiden stirrer i ham. Jeg kan tydeligt se det.

"Why can you just be a little thankfull? I saved your life!" Snerrer han koldt. Hans stemme har ændret sig drastisk, og underligt nok føler jeg en indre frygt.

"Justin can you" Han er hurtigt til at cutte mig af. Han flyver op fra stolen, med kun fortvivelse i øjnene.

"IF THAT KISS REALLY MEANS SOMETHING TO YOU, CAN EVERYTHING ELSE JUST BE FORGOTTEN!" råber han højt så hele stuen helt sikker kunne høre det.

"I just don't understand why you act so wird?" siger jeg med en høj stemme, men uden at råbe. 

Justin ryster på hovedet, og begynder at gå hidsigt mod døren. Han går ikke stærkt, men bare i et normalt tempo. 

Hvad tror han lige han skulle, han kan ikke bare løbe fra sine problemer.

"JUSTIN!" råber jeg efter ham.

"I NEED SOME AIR OKAY!" råber han højt tilbage uden at værdige mig et eneste blik. På sekunder forsvandt han ud på gangen.

 

Wow Justin hvad sker der?

Har du en hemmelighed som betyder lidt mere end hvad verden behøver at vide? 

Og hvad med dig Amber, kan du ikke bare blende dig uden om. Når han reagere sådan er det nok fordi han ikke vil tale om det.

Lad os bare sige at temparament er et tegn på en hemmelighed man helst skal undgå.

Kapitelet er skrevet af Tazze Brink, men lidt gennem retning fra mig (Phinepigen)

XOXO - Phinepigen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...