Let Her Go - {1D - Niall}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2013
  • Opdateret: 14 okt. 2015
  • Status: Igang
Evelyn Johnson er navnet på den nittenårige pige fra Danmark. Hendes forældre har aldrig tid til hende, og hun savner deres opmærksomhed, men hvad kan hun gøre? Hun vælger at rejse til Mullingar, Irland, for at tage nogle sabbatår i ubestemt tid. Hun bor hos hendes gode ven, Greg Horans forældre. Hun er gode venner med Horan brødrene, men ender med at blive forelsket i den skønne Niall. Det er hårdt at være kærester med en popstjerne, og hadet fra fans er ikke nemt. – Evelyns svaghed bliver fundet, og nogen udnytter den. Hvad vil der ske med Niall og Evelyns forhold? Vil de forblive sammen, eller lykkes det for de ”fans” der er imod deres forhold, at skille dem ad? Historien ”Let Her Go” er en historie om hvordan jeg tror det ville være at være kærester med en kendt, med at have alt den hate på sig. Husk, sæt dig i hendes sko – og hvis du elsker fx Niall højt nok, respektere du hans valg, og er glad for at han har fundet lykken.

27Likes
25Kommentarer
2810Visninger
AA

3. Kapitel 1

Jeg lagde den sidste af mine trøjer, i den store kuffert jeg havde fundet frem. Jeg havde endelig fuldført den store pakning til mine sabbat år i Irland. Jeg vidste ikke selv hvor mange år jeg skulle være der, men planen var mange år. Mine forældre havde alligevel aldrig tid til mig. Selv da jeg fik hue på til mit svendegilde i gymnasiet, havde de ikke engang tid på grund af arbejde. Jeg sukkede lettet da jeg fik sat kufferten over ved siden af min dør. Jeg slog blikket rundt i værelset, og bemærkede min toilettaske på mit sminkebord, som jeg havde arvet af min bedstemor. Jeg satte mig ved bordet og slog blikket op. Mit blik mødte nogle brune øjne. Jeg rettede på noget af mit lange lysebrune hår, som hang om mit smalle ansigt. Tankerne om flytningen kørte i hovedet på mig. Var det nu også klogt?

 ”Du burde sove Evelyn” Esther, min barnepige i gåseøjne, stod i døren. Jeg ville ikke kalde hende min barnepige, nok mere en butler, men jeg ville heller ikke kalde hende en butler. Hun var der i hvert fald for at holde øje med mig. Som sagt kom mine forældres arbejde i første række, så derfor havde jeg nu, Esther. Hun var lidt som en mor for mig, hun var der altid for mig.

 ”Jeg ved det” jeg smilte til hende, inden jeg rejste mig fra sminkebordet. Hun forlod mit værelse igen med et smil på læberne.

    Jeg havde fået børstet mine tænder, smidt mit tøj og lå nu i min seng. I morgen gik turen til Mullingar i Irland. Jeg skulle bo hos min gode ven, Greg Horans forældre. Greg og jeg mødes for mange år siden, da jeg skulle finde mig en penneven i ottende klasse.  Vi blev ved med at holde kontakten efter forløbet med skolerne var slut, og nu er vi blevet bedste venner. Der var gået fem år, og nu skulle jeg endelig til hans hjemland. Han havde været i Danmark nogle få gange, hvor han havde været udvekslingsstuderende, men nu var det endelig min tur til at komme til ham. Grunden til at jeg egentlig ville holde mine sabbatår i Irland, var at Greg havde fundet hans eneste ene. Det havde knust mit hjerte da han fortalte mig det sidste år, men jeg var kommet mig over bruddet, og tog nu imod invitationen til deres bryllup. Brylluppet lå om en måned, men Greg ville have min hjælp med nogle af tingene, og han mente jeg skulle møde det meste af hans familie, så jeg ikke følte mig alene til brylluppet. Dog havde jeg allerede klikket ret godt med en i hans familie, nemlig hans lille bror Niall Horan. Jep, den Niall Horan. Vi var blevet udmærket venner, de få gange vi havde snakket sammen, hvilket havde ført til nogle enkle Skype samtaler, når Niall havde tid.

Min mobil brummede på mit natbord, og rev mig ud af mine tanker. Gregs navn stod på skærmen, samt et billede af ham og mig fra sidst han var i Danmark. Jeg trak let på smilebåndet, da jeg tog mobilen op til øret.

 ”Hej Greg”

 ”Hej Evelyn, hvad så. Hvordan har du det?” han lød glad, næsten lykkelig. Hvilket nok også var forståligt, da han jo skulle giftes.

  ”Jeg har det skam fint, tak fordi du spørger. Hvad med dig?” Jeg fniste lavt af ham. Sådan startede vi altid en samtale.

 ”Jo tak, jeg har det skam meget godt. Er ret nervøs for i morgen” hans accent gjorde mig blød inden i. Jeg kunne bare ikke stå for sådan en accent, som ham og Niall havde.

 ”Nervøs for i morgen? Brylluppet er da først om en måned, Greg” jeg undrede mig lidt over hans nervøsitet. Mit svar fik ham til at grinte fjollet.

 ”Haha. Du kommer jo i morgen” en kilden flød igennem mig. Han kunne stadigvæk godt være lidt flirtende, men jeg vidste at han kun gjorde det på venne måden.

 ”Er det bare det?” spurgte jeg lidt flabet.

 ”Bare det? Du skal møde min familie. Vi bedste venner Evelyn, en ven af verdensklasse. Det betyder altså meget for mig, at du kan være blandt min familie og venner” Hans stemme blev alvorlig, da han svarede. Jeg måtte betyde noget for ham, hvilket gjorde mig ret glad inden i. Vi var stille i lidt tid, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle svare ham.

 ”Du burde få noget søvn, klokken er vel mange i Danmark” Greg afbrød stilheden.

 ”Det burde jeg” svarede jeg med en rolig stemme. Jeg havde allermest lyst til, at snakke med ham til langt ud på natten, men det var der ikke tid til. Idet jeg skulle til at sige godnat til Greg, afbrød han mig.

 ”Eller vent. Niall er lige kommet ind af døren. Vil du hilse på ham?” Jeg kunne høre Niall der råbte i baggrunden, hvilket fik mig til at fnise stille. Niall havde en helt bestemt humor, som jeg ret så godt kunne lide.

 ”Ej, jeg skal ikke stå i vejen for at I kan få budt ham velkommen hjem.”

 ”Stop. Vent lige” En masse stemmer snakkede i kor, og Nialls grin overdøvede pludseligt stemmerne. Jeg kunne høre Greg der fortalte Niall, at jeg var i røret. Telefonen blev givet videre og stemmerne forsvandt stille indtil en dør forsigtigt blev lukket i.

 ”Evelyn?” En sød stemme med accent lød igennem røret.

 ”Hej Niall” svarede jeg med en sød hvisken. Jeg var utrolig glad for at høre Niall sige mit navn igen, bare med hans stemme og accent, så kunne den ikke blive bedre. Ja, jeg var en smule lun på Niall, men kun fordi han var lige så charmende som hans bror. Det var en forbandelse, fra min side.

 ”Det er virkelig dig. Hvor er jeg dog glad for at høre din stemme igen. Det er længe siden.” han grinte lavt mellem hans sætninger, som om han var lykkelig over at snakke med mig igen.

 ”Det er alt for lang tid siden” jeg smilte til mit svar, mens jeg mindes vores Skype samtaler, som altid varede til langt ud på natten. Niall og jeg havde altid haft noget flirteri i gang, noget jeg for det meste havde troet var for sjov, indtil han sagde en sætning, som virkelig fik mig til at rødme.
 ”Jeg glæder mig til at se dine smukke øjne i virkeligheden” han fniste lidt genert, som om han fortrød det han sagde.

 ”Jamen, i lige måde” svarede jeg mens jeg bed mig forsigtigt i læben. Jeg havde set hans øjne på billeder og over Skype. De virkede så fantastiske blå, blå som havet, et hav jeg gerne ville drukne i.

 

****

Jeg vågende tidligt næste morgen og gjorde mig klar med det samme. Mine tasker stod klar ved hoveddøren, da jeg gik ned af trapperne. Jeg smilte en smule for mig selv, ved tanken om at jeg skulle rejse i dag. Jeg gik ind i køkkenet og blev mødt af Esther der stod med forklæde og lavede morgenmad.

 ”Godmorgen Esther” jeg smilte til hende, og hun smilte tilbage.

 ”Godmorgen Evelyn. Er du frisk og klar til turen i dag?” hun stillede en tallerken med morgenmad foran mig. Jeg smilte som tak, og svarede så.

 ”Ja, jeg har ventet længe på denne dag.” Jeg løj ikke. Jeg havde glædet mig til at komme hjemme fra, væk fra lille Danmark, og mine forældre. Den jeg var mest ked af at forlade var Esther. Hendes arbejde var at passe på mig, så hvad skulle hun nu?

 ”Har du egentlig snakket med mine forældre i dag?” spurgte jeg med blikket i maden.

 ”Ja, jeg skal følge dig til lufthavnen. De vil møde os der.” hun smilte medliden til mig, og jeg nikkede forstående. Jeg var ikke skuffet, jeg havde vænnet mig til det. Desværre.

 

****

”Flyet til Dublin, Irland, vil boarde nu” Jeg slog blikket ned på mit armbåndsur, klokken var halv et. Flyet boardede som planlagt, men kun Esther stod ved min side. Jeg rystede på hovedet, inden en tåre pressede på.

 ”Jeg vidste det.” Jeg kiggede på Esther, som slog armende ud til et kram. Selvfølgelig kom mine forældre ikke. Det var typisk. Jeg krammede Esther en smule hårdt og træk mig så fra krammet.

 ”Jeg kommer til at savne dig Esther.” en tårer fandt vej ned af min kind. Esther havde været der mere for mig end min mor. Hun var som en mor for mig, hun hjalp mig da jeg blev mobbet, da jeg fik min menstruation første gang, da jeg fik mit hjerte knust første gang  Alt det som en mor, typisk ville hjælpe med.

 ”Jeg kommer også til at savne dig Evelyn” Esthers kinder var blevet våde, hvilket fik os begge til at fnise lavmælt. Hun rakte mig min håndtaske, som jeg tog imod. Nu var tiden kommet, jeg skulle ud på mit livs rejse. Jeg vinkede farvel til Esther, mens jeg gik om bord på flyet.

  Jeg satte mig til rette i flysædet, og så ud af vinduet. Jeg havde aldrig været specielt glad for højder, hvilket også var en af grundene til at Greg var kommet til Danmark og jeg ikke var kommet til Irland. Jeg trak vejret dybt, og tog høretelefoner i. Jeg mærkede hvordan flyet begyndte at trille. Forsigtigt lod jeg mine negle border sig ind i armlænet på sædet, mens jeg lukkede øjnene. Vi var begyndt at lette, da mit hjerte galoperede af sted. Mine høretelefoner blev taget ud, og jeg hørte nogle snakke til mig.

 ”Er du okay?” En sød stemme kom fra min side. Jeg lod mine øjne forblive lukket og nikkede blot som svar. Jeg var alt for bange til at åbne dem.

 ”Der sker ingenting” stemmen fniste stille, hvilket på en måde gjorde mig tryg. Jeg åbnede forsigtigt det ene øje, og så noget langt blondt hår. I det samme det gav et ryk i flyet, lukkede jeg dem hårdt i igen.

 ”Det kan du sagtens sige” sagde jeg med en urolig stemme.

 ”Haha. Prøv nu bare at slappe af og åben øjnene” en hånd blev lagt på min venstre hånd som var ved at have bordet alle neglende ind i armlænet. Jeg åbnede forsigtigt mine øjne og blev mødt af nogle klare grønne øjne.

 ”Det skal nok gå” hun smilte beroligende til mig, hvilket fik mig til at smile automatisk. Jeg følte mig pludseligt bedre tilpas. Hun virkede ældre end mig. Nok to år, men alligevel virkede hun ungdommelig.

 ”Mit navn er Zoey. Hvad er dit?” hun rakte mig hendes hånd og jeg gav den et forsigtigt klem.

 ”Evelyn” hendes grønne øjne smilte til mig, hvilket hendes læber sikkert også gjorde.

 ”Sikke et smukt navn” hun smilte skævt, og kiggede så frem igen.

 ”Tak.” jeg smilte en smule, og lod så mit blik rette sig mod vinduet.

 

****

 

Vi var landet i Dublins lufthavn, og jeg fulgtes med Zoey ud af flyet.

 ”Tak for en hyggeligt flyve tur” Zoey smilte til mig, inden hun gav mig et kram, og forsvandt hurtigt i mellem alle folk i lufthavnen. Hun havde holdt mig fokuseret på mange andre ting i flyet, så jeg ikke tænkte over højderne. Vi havde endda udvekslet telefonnumre, så vi kunne holde kontakten.

 ”Evelyn?” en velkendt stemme kom bag mig. Jeg vendte mig om og mødte Gregs øjne. Mit smil bredte sig, og jeg sprang i armende på ham.

 ”Greg!” han grinte af min reaktion, men jeg havde savnet ham. Virkelig meget.

 ”Er du klar til at møde min familie?” mumlede han ind i min skulder, mens jeg nikkede som svar.

Da vi ankom til hans forældres hus, hjalp han med mine kufferter, en rigtig gentleman.

 ”Du vil elske min familie” han smilte stort til mig, mens han fniste lavt. Jeg kunne kun give ham ret. Hvis de var ligesom Horan brødrene, så kunne jeg ikke andet end at elske dem. Vi gik ind af hoveddøren og en duft af mad ramte mine næsebor.

 ”Gud, hvor her dufter dejligt” jeg tog en indånding med næsen, mens mit smil bredte sig.

 ”Jeg har aldrig mødt en pige, der er mere madglad end dig” han havde nok ret. Ikke mange piger var så glad for mad som jeg. Det overraskende ved det, var at man ikke kunne se det på mig. Trin nærmede sig entreen, og efter kort tid stod Gregs mor i døråbningen ind til stuen.

 ”Evelyn!” hun lyste op i et stort smil, da vores øjne mødes, og det samme gjorde jeg. Endelig skulle jeg møde Gregs mor, hvilket jeg havde ventet længe på.

 ”Maura!” Jeg slog ud med armene og ventede på at få et Horan kram. Hun slog armene om mig, og grinte et lille fjollet grin, inden hun træk sig igen.

 ”Hvor er du en smuk ung pige” hun gik et skridt tilbage, og gav mig elevatorblikket, mens hun smilte til mig. Jeg rødmede en smule, hvilket fik Greg til at fnise lavt.

 ”Du skal ikke grine Greg. Det har du da selv fortalt mig, nu giver jeg dig bare ret” Maura grinte lidt fjollet igen, og blinkede så til mig. Greg blev tavs og gik ind i stuen.

 ”Kom med” hun tog min hånd, og førte mig over i sofaen, hvor der var dækket op med kaffe og kage. Jeg var kommet på det helt rigtige tidspunkt. Niall og Greg havde altid rost deres mors mad, så jeg var utrolig spændt på at smage den kage hun havde fundet frem.

   Vi snakkede længe om Danmark og alle de ting, som Greg og jeg havde oplevet sammen. Maura virkede utrolig interesseret i mit liv, hvilket jeg aldrig havde oplevet før at nogen var. Jeg havde altid opfattet mit liv som utrolig kedeligt. Jeg havde passet min skole, kun få fester, og ikke en eneste tøseaften med veninder. Dem havde jeg ikke for mange af, da jeg havde problemer med tillid. En dør smækkede og fodtrin nærmede sig stuen, mens en stemme rungede.

 ”Hej mor. Er Greg kommet med Evelyn? Jeg kunne se at-” en høj blondt håret fyr stod i døråbningen ind til stuen. Det var Niall. Han stoppede op i hans sætning da han så mig, og lyste så op i et smil.

 ”hans bil holder ude foran. Evelyn!” forsatte han. Jeg sprang om fra sofaen og løb næsten mod Niall. Han grinte hans søde grin, som var endnu bedre i virkeligheden. Hans arme holdte om mig, i et stort varmt kram, som jeg ville have der varede ved. Han gemte hans hoved ind til min hals, så jeg rigtig kunne dufte hans hår. Han løftede mig en halv centimeter, og jeg løftede mine ben let.

 ”Hvor er det dejligt endelig at møde dig” hviskede han ind i min hals.

 ”I lige måde Niall.” Jeg kunne næsten græde, så lykkelig var jeg næsten for endelig at møde ham. Vi træk os fra krammet og vores blikke mødes. Jeg trak automatisk på smilebåndet, da jeg så hvor blå hans øjne var. De var så fantastiske lyseblå, som et helt rent hav. Hans smilte skævt til mig, og jeg blev blød i knæene. Alt ved ham var da langt bedre i virkeligheden, end det havde været over Skype og snapchat. Niall trådte et skidt tilbage, og gav mig elevatorblikket, ligesom hans mor havde gjort tidligere.

 ”Wow. Aha. Du jo flottere i virkeligheden” Niall lod sit smil blive større, da han så mig i øjnene igen.

 ”Og dine øjne” forsatte han, mens jeg grinte af ham.

 ”Haha. Mange tak Niall. I lige måde” jeg vidste ærligt ikke, hvad jeg skulle svare ham. Niall var jo en utrolig flot fyr. Han var høj, blondt, dog med brune udgroninger, blå øjne og så havde han det smukkeste smil, jeg nogensinde havde set.

 ”I stedet for at i bare står der, kan du så ikke vise Evelyn sit værelse, Niall?” Greg var begyndt at tage af stuebordet, sammen med Maura.

 ”Jo, kom med Evelyn” Niall smilte og tog mine tasker i entreen. Jeg fulgte efter ham, og greb selv nogle af taskerne. Han skulle ikke tage dem alle selv. Vi gik igennem stuen, og kom ud til en lille gang, hvor der var fire døre. Niall forsatte ned til den sidste dør, som lagde for enden af gangen. Han åbnede døren og gik ind for at stille taskerne.

 ”Her skal du så bo” han smilte til mig, og jeg smilte igen. Jeg slog blikket rundt i lokalet. Det var et lille værelse, mindre end jeg var vant til, men det så hyggeligt ud. Væggene havde en rughvid farve, mens vinduet var hvidt. Det havde en idyllisk udseende, noget som jeg faldt for med det samme.

 ”Jeg lader dig lige pakke ud, så hjælper jeg min mor med aftensmaden” Niall lod hans hånd strejfe min arm, så en kilden flød igennem mig. Jeg nikkede som svar, og han forlod det idylliske værelse. Jeg satte mig i den lille seng, som stod ved væggen væk fra vinduet. Der stod et skrivebord ved vinduet, og en kommode ved væggen, hvor døren var. Jeg skulle bo her i mine sabbats år. Det kunne ikke blive andet end godt.

  Jeg havde fået pakket mit tøj og mine ting ud. Jeg sad nu på værelset efter aftensmad. Vi havde fået kylling, gud hvor det smagte godt. Jeg ville ikke sige Horan brødrene i vejen, hvis vi snakkede om deres mors mad. Jeg havde overrasket Maura positivt, med mit madeglade sind.

 ”Evelyn?” Niall stod i døren og kiggede på mig.

 ”Ja?” jeg rejste mig fra stolen ved skrivebordet og smilte til ham. Han gik et skridt ind på værelset, og kiggede sig omkring.

 ”Er værelset okay?” hans øjne mødte mine, og jeg nikkede genert som svar.

 ”Det ikke for lille, vel?” han smilte skævt til mig, som om han virkelig ville have jeg havde det bedste af det bedste.

 ”Det er perfekt, Niall” Jeg gik nogle skridt tættere på ham, og så ham dybt i øjnene. Han skulle vel forstå det på en eller anden måde. Vores blikke forblev fanget af hinandens. Hans klare øjne fangede mig, som om jeg i få sekunder var ved at drukne i et smukt lyseblåt hav. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...