Møntens pagt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2013
  • Opdateret: 28 dec. 2013
  • Status: Igang
Teenagerne Adja, Jasper, Venus, og Skye, er alle helt forskellige. De har dog det til fælles at de alle 4 har en særlig evne. Adja er hidkalder, Jasper er mindkiller, Venus er formskifter, mens Skye er elementbruger. Det hele starter da Adjas mor skal holde møde med en mødregruppe, og de 4 teenagere ufrivilligt sættes sammen. Der finder Skye en mønt en dag, og så ændres livet helt.

1Likes
0Kommentarer
143Visninger
AA

3. Skænderier


Prolog - Venus - Formskifter

"DU FORSTÅR MIG ALDRIG" skreg hendes mor. Mascara rendte ned af hendes kinder. Hendes øjne var fulde af brændende foragt, for det uhyre hun stod overfor. Nervøsiteten brændte i hendes far. En lille skrøbelig mand, med gråt hår. "JEG PRØVER AT GØRE DET BEDSTE FOR VORES DATTER! DU PRØVER AT ØDELÆGGE DET FOR HENDE! HAR DU IKKE LAGT MÆRKE TIL AT VENUS LUKKER SIG INDE! JEG ER NØD TIL AT FÅ HENDE I KONTAKT MED ANDRE!"

"Marianne" hviskede faren. Han rystede, og virkede ubeskrivelig skrøbelig. Det var altid ham mors temperament gik udover. Det var en eksplosion. Venus gemte sig bag døren til badeværelset. Hendes fingre rystede. Hvorfor kunne de ikke bare gå væk? "Marianne, jeg forstår dig godt"

"DU PRØVER AT SKJULE HENDES EVNER, FORDI DU FORAGTER DEM! HUN HAR FÅET EN GAVE, MEN DET HAR DU ÅBENBART IKKE FATTET!"

Stemmerne brændte i Venus hoved, og hun prøvede af alle kræfter, at lukke dem ud. De brændte hende op. Sekunderne føltes som timer. Hun krøb sammen, og prøvede af alle kræfter at holde lydene ude. Det hårde linoleum gulv ramte hende fødder. Det var koldt. Selvom hun hadede det kunne hun ikke lade vær med at kigge ud i gennem døråbningen. Hun havde lyst til at krølle sin gave sammen, og smide den langt, langt, væk. Var hun virkelig grunden til de ikke kunne være lykkelige? Hvad nu hvis hun døde, eller var helt normal. Ville de så være lykkelige? Måske. Det var nemlig alt sammen hendes skyld. Hvis bare hun kunne forsvinde, eller i det mindste krympe til en lille bitte mus. Gemme sig langt væk fra dem. 

Inderst inde håbede Venus hun var adopteret. At der vil komme en rolig kvinde, og hente hende, og grædende undskylde for ikke at kunne passe på hende, fordi hun var så ung. 

Inderst inde vidste Venus det var løgn. Alligevel tikkede bomben inde i hende med lave tal. Hun vil så gerne gøre noget. Hun var på vej til at springe. Gå amok på dem. Gøre noget. Men alligevel så langt fra. Hun turde ikke. Hun turde ikke blande sig. 

Hun holdte tårerne inde. Der var ikke noget galt. Slet ikke. Det havde der aldrig været. Intet galt. Hun havde intet hørt. Hun prøvede at fange sig inde i sig selv. Hun rystede. Bævrede af dyb og intens skræk. Der gik timer, og de begyndte at falde lidt ned. Venus listede sig ud, i den store stue. Alt så normalt ud. Ingen skrigende forældre. Alt var ryddet op, for at skåne hende. Hver evig eneste pude, var lagt slavisk perfekt efter billed. 

"Hej Venus" lød mors rolige stemme. Hun gik tæt på hende. Venus vendte sig hurtigt om. Mor havde tørret mascaraen væk. Det var som en ond drøm, hun var vågnet fra. "Ham, Jasper, kommer lige om lidt. Du skal have flettet håret"

Mors fingre snoede sig elegant ind i hendes hår. Roligt og fint. Venus var ved at skrige. Det var så uhyggeligt. De havde skændes, og det så ud som om de allerede havde glemt det. Da mor var færdig åbnede en kvinde døren, og hendes mor puffede hende ud. Hun gik langsomt mod bilen. Satte sig ind på det blå sæde vedsiden af en mørkhåret dreng, iført handsker. 

"Her!" sagde kvinden, og rækkede hende nogen store hvide handsker. "Tag dem her på!"

"Men.."

"Tag dem her på"

Venus tog dem langsomt på, mens hun kiggede mod drengen, der sad og kiggede ud i den blå luft. Venus gav sig til at stirre på ham. Hættetrøje. Mørkt hår. Grønne øjne. Faktisk ret pæn. 

"Hvad glor du på" mumlede drengen. 

"Dig" mumlede hun tilbage. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...