Møntens pagt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2013
  • Opdateret: 28 dec. 2013
  • Status: Igang
Teenagerne Adja, Jasper, Venus, og Skye, er alle helt forskellige. De har dog det til fælles at de alle 4 har en særlig evne. Adja er hidkalder, Jasper er mindkiller, Venus er formskifter, mens Skye er elementbruger. Det hele starter da Adjas mor skal holde møde med en mødregruppe, og de 4 teenagere ufrivilligt sættes sammen. Der finder Skye en mønt en dag, og så ændres livet helt.

1Likes
0Kommentarer
142Visninger
AA

1. Cykeltur


Prolog - Adja - Hidkalder

Adja var en splejs. En lille dum rystende klat blæver, på 2 ben, med lyst hår, og blå øjne. Hun lignede ingengang den 14 årige pige hun var. Selvom hun prøvede at se lige så voksen ud som de andre. Selvom hun nærmest dyppede sit hoved i mascara, lignede hun stadig en lille splejset 13 årig, med krop fra en 10 årig. Hun havde ingen former, var tynd over det hele, og hendes ansigt havde et barnligt udtryk. Hun så heletiden den samme person i det aflange spejl på hendes værelse vær evig eneste dag.

Hun skævede altid til den person hun så. For hendes personer var ikke altid ægte. Hun havde ikke tal på hvor mange gange hun som 9 årig havde siddet og snakket med hendes morfar midt i timen. De første par gange, syntes de hun var sjov, men med tiden syntes de bare hun var mærkelig. Det var morfar der opsøgte hende. Skulle hun bare lade ham sidde der og spørge om hvordan det gik med mormor?

Hendes morfar døde da hun var 8, men hun kunne huske, han var den mest elskværdige person på jorden. Hvordan han med sine kraftige hænder gyngede hende, mens hun var ved at knække af latter da hun var 6. De store brede hænder, i den store prægtige have.

Mormor og morfar var dybt forelskede. Det kunne man se på dem. Atmosfæren var fantastisk der. Derfor var mormor også knust da morfar fik hjertestop. Mormor blev en lille bitter dame, der heletiden stak til mig.

Det var søndag. Adja gik på den store folkeskole, så der var stor chance for at hun blev opsøgt af skole "kammerater" på sin cykeltur. Adja plejede bare at cykle væk når hun så dem. Om hun kendte dem eller ej, for alle kendte Paula, dronningen på skolen, og alle vidste hvem der ikke havde nogen venner, og hvem der havde. Hun bandede den lille lokale by langtvæk i hovedet. Paula og hendes kumpaner var over alt. De var umulige at slippe væk fra. De var hurtigere og stærkere end hun nogensinde ville blive. Og modigere. Noget som Adja ville elske at have været. Modig. I stedet for en tumpet ufrivillig outsider, ingen respekterede.

Hun lænnede sig frem, over styret, og trådte pedalen i. Sukkede, da hendes mor skreg af alle sine kræfter og vrængede ud over det åbne vindue, så hun var lige ved at skvatte ned i indkørslen.

"DU SKAL HUSKE DIN CYYYYYYYKELHJEEEEEELM AAAAAAAADJA"

Adja hoppede af cyklen, der faldt ned på det fortov. så styret pegede lidt ud på vejen, og gik mod det gamle skur, for at hente den uchikke hovedbeklædning, som Paula sikkert vil mobbe hende med sammen med hendes kumpaner. Og lige nu, hvor hun af alle kræfter prøvede at gøre alting rigtigt skulle hendes stupide mor ødelægge hendes kluntede forsøg på total perfektion? Ved at give hende uchikt hovedbeklædning.

Hun klikkede den unaturligt grimme pinke hjelm, som hun havde arvet af hendes 21 årige storesøster Anna. Hun gloede på de nærmest perverse små bøssede ponyer der hoppede rundt, i pryd, med den klamme stinpinke farve, der dækkede den fede metalhjelm. I en strejf af klamhed, med pastelpink malet på tværs over hovedet.

En tanke går i gennem hende. Anna var syg. Hun var psykisk ustabil, og skulle have psykologhjælp for ikke at traumatisere sine omgivelser. Hjelmen sagde det hele. Hun vil aldrig kunne se på Anna på samme måde igen. Aldrig. Tænk hvis hendes sindsyge smittede. Hun klikkede den på, og samlede irriteret sin cykel op, for at sætte den der igen.

"SKAAAAAAAT" skreg hendes mor igen.

Adja bremsede og kiggede mod sin mor der stod i sort bh, og brillerne på næsen, samt drivvådt hår og et håndklæde. Hun vinkede hende hen til sig. Adja blev der på sin cykel.

"Om et par timer kommer Jasper, Venus og Skye. Hey! Vær sød at tage godt i mod dem ikke.."

Adja hørte ikke resten, før hun kampcyklede ud af indkørslen, med den bøssede hovedbeklædning. En stram top, glimmerjakke, og sorte jeans, samt hendes gamle pinke gummistøvler, der matchede den bøssede hjelm, som hendes mor insisterede hun skulle have på efter at have spottet hele 3 vandpytter inden for de nærmeste 10 kilometer. Lorte mor. Ikke lade hende ødelægge din dag. Glem nu de bøssede perverse lorte der har skabt my little pony, bare træk vejret, og så hen til bakken og trække vejret.

Hun var knap nok noget hen til bakken før hun skvattede forover, og lod de små påmalede lyserøde lorteponier på hendes hjelm flyve afsted, med hendes hoved påhæftet. Kort sagt, skvattede hun. En klamt lakeret hånd i bøsset pink løftede hendes hoved op. Det var ikke til at tage fejl af. Paula. Paula med det smukke lyse hår, og guden af bøsset pink der ikke klæder folk.

Paula havde ikke en idiotisk mor. Paula havde ikke en sindsyg 21 årig storesøster. Paula havde begge sine forældre, og ingen søstre, til at tage hendes heftige mængder af opmærksomhed. Hun flåede hendes hoved op, der vel nok havde fået nogle græsmærker.

"Heeeej" skreg hun med sin lyse stemme. Adja bankede et knæ op i hendes hage, og prøvede at rejse sig op, komme på sin cykel, og skride. Hvorfor lige Paula. "Dyr!"

I et greb flåede Paula, Adja ned på græsset, og sparkede til cyklen, så den væltede ned over hendes mave. Adja gav et støn fra sig, og holdt et skrig inde. Paula stilte sig op på hendes mave. Hun var rød i ansigtet af raseri. Hun skubbede en fod ned på Adjas mave.

"SÅ DU NOGET!" skreg hun af alle de kræfter der var i hende. "DU SPIONERE MIG GØR DU IKKE! DU MANGLER NOGET PÅ MIG IKKE! NU HAR DU FANDEME FÅET DET"

Så så Adja det. Neglene var mindst en kvart meter, og var ved at blive trukket ind. Hendes øjne var rødsprængte og hendes blik koldt. Hvordan neglene langsomt blev normal størrelse, og Paula gispede efter vejret. Adja sparkede cyklen op, så den ramte Paulas fod, men Paula var så optaget af sit handicap hun ikke sagde noget. Stod bare og gispede mens hun så på sine hænder.

"Så blæver.. Nu kan du vælte mig hvis du vil" Paula vendte sig om, og satte i løb. Hurtigere og hurtigere, hen mod gaderne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...