Det Flydende Kongerige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2013
  • Opdateret: 22 jun. 2014
  • Status: Igang
De flydende øer synker pludselig, og et hæsligt mørke sænker sig og Dikan. I Østens bjerge vil byer brænde for at huse bare en enkelt heks. Havene fryser til is, jordens kerne vil sprænge. Kongeriget vil falde...

2Likes
0Kommentarer
237Visninger
AA

1. Styrtet

Dikan slot, 11. Slageår, Dragens århundrede

 

Kongen vandrede frem og tilbage imellem hans rådgiver, Carlos, der havde overbragt nyhederne om Østens fald, og hans trone. En dyb rynke rejste sig over hans pande. Fornylig havde han også mistet Vesten til Matildas tropper, og tre byer i Norden. De fleste af hans, ellers så tapre krigere, havde mistet håbet, men ikke Henry. Han nægtede at give op, når der stadig var nogen til at beskytte Norden, og han havde jo også stadig Syden, der var fyldt med store og lange floder, der kunne bruges til bagholdsangreb og sendebud.

  "Fader?" Edins stemme trængte igennem hans tanker, og han løftede sit bedrøvede blik. Hun så bekymret på ham, og prøvede, det gjorde han virkelig, at smile til hende, men uden meget held. Hun gik hen til ham, og tjenestepiger sprang frem for at løfte hendes lange slæb, men hun rev det hidsigt til sig. Hun stoppede foran sin far, og stirrede ham direkte ind i hans mørkebrune øjne, med sine egne blå.

  "Edin," sagde han. "Hvilken nydelig overraskelse. Jeg havde ventet dig halvvejs til Yettebyen. Du har talt om det i månedsvis."

  "Kaptajnen blev syg," sagde hun, "og igår fortalte De mig, meget præcist, at jeg ikke må tage afsted uden en kaptajn, eller anden af højere rang. Alle andre havde travlt, og jeg ville ikke forstyre Dem med at spørge om vagter."

  "Jamen Edin da," sagde han. "Du ville da ikke forstyre mig."

  Hun kiggede vredt ned i gulvet, og Henry mærkede at noget trykkede i hendes sind, så derfor sagde han: "Hvad med en tur i haven?" Hun løftede blikket mod ham, og nikkede. Hun lod sig føre ud i haven, hvor de satte sig på en bænk dybt inde i Den Kongelige Labyrint. Et springvand brusede lidt derfra.

  "Hvad er det der trænger på, min pige?" spurgte han, og lagde en arm over hendes skulder. Hun stirrede irriteret på hendes hænder.

  "Det..." startede hun, men kunne ikke rigtig finde ordene. Hendes far gav hendes skulder et klem, og hun så smilende på ham, og sukkede. "Det er Noah," sagde hun. "Han... nægter at tale med mig. Kun når han bliver tvunget til det."

  Kongen overvejede hendes ord. Noah og Edin havde ellers altid været så gode venner. Måske fordi de ikke rigtig havde andre da de var yngre. Men siden Edin havde nægtet ham retten som førstefødte, da de to var tvillinger, og de kongen mente at de selv måtte finde ud af det, havde han ikke talt med hende, men havde prøvet sit yderste på at overbevise Henry om, at han var den retmæssige arving.

  Henry havde også to andre børn, Edins og Noahs tolv-årige søster, Meredith, og deres ældre, uægte halvbror, Nathaniel. Hverken Noah eller Edin kunne lide ham, men Meredith så ud til at acceptere ham som én, der bare var der. Ikke sært når hun var vokset op i skyggen af tvillingernes had til ham.

  "Taler du med Nate?" spurgte Henry. Edin så forundret på ham.

  "Nej, selvfølgelig gør jeg ikke det!" sagde hun hidsigt. Kongen lagde hovedet på skrå.

  "Du er nitten år," sagde han. "I morgen er du tyve. Og i alle de år har du hadet ham, dit eget kød og blod."

  "Han er ikke mit kød og blod!" råbte hun vredt, og rejste sig.

  "Nej, måske ikke lige så meget som Noah og Meredith," sagde han, og rejste sig. "Men han er af mit. Du er snart voksen. Hvorfor vil du ikke indse det?"

  Edin samlede op i sin kjole, og styrtede ind i slottet. Henry sukkede, men da han ville kigge efter hende, så han kun en vagt der kom løbende imod ham. Han så bekymret ud, og Henry blev øjeblikkeligt alvorlig.

  "Sol.." sagde han forpustet. "Soldaterne tabte. Norden er faldet. Og Matilda, hende selv, bad generalen om at give Dem det...- dette brev." Han holdt en skriftrulle ud, og kongen tog den. Det stod på kæmpernes sprog, så han forstod det ikke. Men neden under stod der nogle få ord på Dikansk.

'Pas på'

  "Generalen bad mig give Dem det. Han venter i slagsrummet." Kongen, der stadig undrede sig over de to ord, svarede ikke lige med det samme.

 "Ja," svarede han endelig. "Tak. Hvis du vil være så venlig, at fortælle ham, jeg vil være der lige om lidt, ville det gøre mig frygtelig glad."

 "Javel, Deres Højhed," sagde vagten. Han bukkede, og forsvandt så ud af labyrinten. Kongen satte sig på bænken, hvor han og Edin havde siddet to minutter tidligere.

  Pas på. Hvad skulle det betyde? Men kongen kunne ikke finde et svar, så han gik istedet ned i slagsrummet, uvidende om, at svaret snart ville komme til ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...