Det Flydende Kongerige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2013
  • Opdateret: 22 jun. 2014
  • Status: Igang
De flydende øer synker pludselig, og et hæsligt mørke sænker sig og Dikan. I Østens bjerge vil byer brænde for at huse bare en enkelt heks. Havene fryser til is, jordens kerne vil sprænge. Kongeriget vil falde...

2Likes
0Kommentarer
235Visninger
AA

2. Slagsrummet

Dikan Slot, 11. Slangeår, Dragens århundrede

 

Slagsrummet bestod umiddelbart kun af kolde sten. Det lå dybt under selve slottet, og var gemt af utallige gange, døre og trapper. Vidste man ikke hvor det lå henne, kunne man lige så godt give op. Det var bedre beskyttet end selve kongen, grundet af, at alle Dikans slagsplaner, våben betegnelse, krigstaktikker og mere, lå stakket ovenpå hinanden dernede. Fik fjenden fat i dem, var landet så godt som færdigt.

 Indrettelsen var gold og en anelse uhyggelig. Der hang få fakler på væggene, der stod et stort, rundt bord i midten af rummet, med et kort over landet på, og så lå de dyrebare dokumenter spredt over hele gulvet.

 Ved bordet stod sir Nicolas, general Hopkins, kaptajn Igor McDean og kong Henry selv. De var selvfølgelig omgivet af vagter, og der stod også to udenfor rummet, foran døren. Ikke for de fire mænds sikkerhed, de var fuldkommen klar over, hvordan de tog sig af sig selv. Vagterne var for dokumenterne. De evigt vigtige dokumenter.

 "Så, hvor meget har vi egentlig mistet?" spurgte kongen.

  "Hele Østen og Vesten med, og så tre byer oppe i bjergene mod Nord," svarede sir Nicolas.

 "Har vi stadig hele Syden?"

 "Ja. Selvom vi frygter et angreb mod Dalton."

 "Så send ekstra soldater derned!" Henry var lettere frustreret; og med god grund. Dronning Matilda var knap sytten. Hun kom fra Trelans, der var et land langt mod Vest. Matildas far, regenten før hende, hævdede, at Dikan havde stjålet noget fra dem, men han nægtede at sige hvad. Da han døde, blev Matilda efterladt alene med hendes mor, men hun var ikke til meget hjælp. Hun havde næsten ikke bevæget sig ud fra hendes værelse, siden hendes bror døde. Hvordan havde kongen disse oplysninger? Tja, lad os bare sige, at spioner aldrig var til at udpege, når Henry havde valgt dem.

 På en eller anden måde, havde Matilda overgået den gamle konge. Hun havde diskret spredt rygter i Vesten, der lå tættest på hendes eget kongerige, hvilket havde vendt dem imod deres fædreland. På den måde, havde hun marcheret direkte igennem centrum, som for at håne dem, og ingen gjorde noget ved det, for ingen anede mistanke, da soldaterne kom fra deres eget kongerige. Hun erobrede herved Østen, og så gik hun videre til Norden. Tre byer, to af Dikans verdensdele. Alt sammen på fem år. Normalt tog det Henry to år, på så diskret vis, bare at erobre en del af et kongerige. Matilda havde kun været tolv, da hun startede erobringerne. Da hans egne børn blot var børn.

 "Sir?" Henry havde overhovedet ikke lagt mærke til, hvilken trance han havde været i. Han rettede opmærksomheden mod generalen.

 "Ja?"

 "Vi har overvejet hvordan vi bedst muligt sikre Norden."

  "Sig frem."

 "Jo, altså. Vi kunne jo sende nogle soldater til bjerggrænserne."

 "Det har vi prøvet."

 "Ja, men denne gang er vi mere grundige."

  "Jeg ved ikke," sagde kongen. Han kunne godt se det logiske i det, men der var noget andet der nagede ham.

 "Sir?"

 "Sagde du ikke, at Matilda ville angribe Dalton?"

 "Jo, men det kunne være en aflednings manøvre.

 "Eller, det kunne være det, hun vil have os til at tro." De tre mænd så forvirrede ud, så Henry uddybede det. "Min kone havde en mærkelig form for taktik, som ikke mange forstod, og jeg må ærligt sige, at jeg heller ikke forstod den før efter flere år. Men da jeg endelig gjorde, var det faktisk meget logisk." Stadig ingen forståelse. "Ser I, hun tænkte at hvis nu man angriber forudsigeligt, vil modstanderen gå udfra man angriber det sted. Hvis spioner så, på den ene eller den anden måde, opfanger et angreb et andet sted, vil det sætte adskillige tanker igang. Er det en aflednings manøvre? Er det et rigtigt angreb? Hvem ved? Men for det meste går man ud fra det første, så man ser bort fra det, da sporet dertil, var då åbenlys. Hvilket er præcis hvad, Matilda har regnet ud. Men for at være sikre, deler vi tropperne op. Nogle tager til Nord, andre til Syd. Forstået?" Mændene nikkede forstående. "Godt." sagde kongen. "Så vil jeg mene, at dette møde er ophævet."

 Generalen, ridderen, kaptajnen og kongen gik mod døren, men de var ikke kommet langt, før de hørte et brag oppefra. Og ordene trådte frem for kongens indre blik. Pludselig gik det op for ham, hvor klog Matilda egentlig var. Hvis den næste arving var død, og arvingen derefter fuldkommen forvirret, ked af det, frustreret og ude af stand til at lede et rige, arvingen efter det, var for ung, og det sidste barn var en bastard. Så man det sådan, havde Matilda snart vundet.

 Kongens greb løsnedes, og et papir, han havde knuget i sin hånd, faldt ned på det hårde stengulv. Han satte lynhurtigt kurs mod trappen, og han var hurtigt væk.

 En vagt samlede papiret op, men de eneste ord, han kunne læse, var: Pas på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...