Det Flydende Kongerige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2013
  • Opdateret: 22 jun. 2014
  • Status: Igang
De flydende øer synker pludselig, og et hæsligt mørke sænker sig og Dikan. I Østens bjerge vil byer brænde for at huse bare en enkelt heks. Havene fryser til is, jordens kerne vil sprænge. Kongeriget vil falde...

2Likes
0Kommentarer
236Visninger
AA

3. Dødens Ansigt

Dikan slot, 11. Slangeår, Dragens århundred

 

Henry stormede op af trapper og hen ad gange og korridorer. Han nåede endelig døren, hvor Meredith og Noah allerede stod med Edins tjenestekvinde, Mariah, og hendes rådgiver og ven, Talia. Den unge pige stod lænet op ad den gamle, som holdt hende tæt ind til sig. Hun havde selv svært ved ikke at bryde sammen i gråd.

  "Hvad skete der?" spurgte kongen fortvivlet. Noah så på ham. Han holdt hans yngre søster i hånden, og i hans anden, holdt han et sammenfoldet stykke papir hvorpå der stod: "Noah". Henry genkendte håndskriften. Det var Edins.

  "Hun..." begyndte Noah, men sorgen virkede til at være for meget for ham. Han tog sig sammen, og stadig med en grødet stemme, fortsatte han. "Hun gav mig det her brev. Hun sagde hun var ked af det, og at hun også ville undskylde overfor... for ham." Noah spyttede det sidste ud i afsky, og Henry vidste udmærket godt hvem der var tale om. "Jeg fulgte efter hende, for at sikre mig han ikke ville gøre noget ved hende. De kom op i et skænderi, jeg fik ikke fat i hvad de skændtes om, men han skulle til at slå hende! Han ville slå hende! Den satants bastard!" Sjælendt hørte man Noah bande, og Meredith tog et forskrækket skridt bagud. Mariah tog om hendes skuldre, og trykkede hende ind til sig.

  "Men han nåede det ikke," fortsatte Noah. "Jeg trådte ind imellem dem. Edin løb grædende tilbage til sit værelse. Han var sikkert den der lavede bomben. Fanden tage ham!"

  Henry sukkede. "Men hvad sker der nu?"

  "Først kom der en røgbombe, og så kom den egentlige bombe. De er stadig ved at få al røgen ud. De kan ikke finde hende derinde. De kan knap nok få luft."

  "Jeg går ind," sagde kongen, men flere af vagterne holdt ham tilbage, og forklarede at det var for farligt, men han rev sig løs med hidsige bevægelser.

***

Det tog lang tid, men prinsessen kom ud efter to eller tre timer, indsmurt i noget sort stads, kongen ikke kunne sætte navn på. Hun var bevidstløs, og kaptajn Morgan Morindu kom, bærende med hendes næsten livløse krop. Hendes arme hang slapt, og hendes hår hang løst.

  Meredith gemte sit ansig i Mariahs skørt. Noah holdt tydeligivis tåre tilbage. Talia gik efter kaptajnen, og holdt Edins blege hånd.

  For enden af gangen så kongen Nate. To vagter gik med ham, og han sendte et koldt, ligeglad og ondt blik imod sin bror, der skulle til at styrte derned, men Mariah holdt ham tilbage. Nate var igen ude af syne.

  I samme øjeblik begyndte Meredith at skrige højt. Hun havde kort løftet blikket, men nu var det igen gemt i den gamles skørt. Mariah satte sig med det samme på hug. Noah stod, som en refleks, med hånden på sværdknuppen. Henry hørte nogle lyde ved korridorens ende, der var fyldt med anstrengelse. To ting var sikre: Nate var langt fra ligaglad med sine søskende, og ud af Edin, Noah og han selv, var han nok den mest modne. Men vagterne vandt kampen, hvilket egentlig kom bag på Henry.

  "Hvad er der?" spurgte Mariah.

  "Jeg... jeg så ham," stammede Meredith.

  "Hvem?" Denne gang var det Noah der spurgte.

  Pigen så på ham med rødsprængte øjne, og hviskede noget, der gav, den ellers modige konge, myrekryb.

  "Døden..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...