Shiver - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 5 feb. 2014
  • Status: Igang
Crystal frygter, at hun helt har tabt tråden, men hun er overbesvist om, at det intet problem vil være at samle sig selv igen og komme tilbage på rette spor. En tilfældig aften støder Crystal på en fyr, der viser sig at være en helt anden, end hun går og tror, han er. På en eller anden vis formår de to at knytte et tyndt bånd, og Crystal håber, at Harry kan hjælpe hende med at finde sig selv. Wattpad: Two lost souls in search for transparency, a rush and definitely the meaning of sense stumble into each other on a late September night. When day and night collides can they make one another shiver? ***Jeg har skrevet begge prologer, men den sidste er udgivet på Wattpad på engelsk.

38Likes
23Kommentarer
1277Visninger
AA

6. "You owe me an explanation"

Jeg kunne høre dæmpede stemmer ude på den anden side af døren. De var dæmpede nok til, at jeg ikke kunne høre, hvad der bleve sagt. Jeg kunne godt regne ud, at hvis det kom mig ved, ville en læge eller sygeplejerske højst sandsynligt fortælle mig det før eller senere, det gik jeg da ud fra. Jeg vidste ikke, hvem stemmerne fra den anden side af døren tilhørte, men jeg håbede sådan, at det var en læge og måske Margo, der var kommet for at udskrive mig. Ja, jeg ønskede, at døren ville gå op om få sekunder, og ind ville en smilende læge og en overbærende Margo komme. Margo ville grine af mig fordi, det var så fjollet og dumt at gå ind i en hylde, og så ville hun tage mig med hjem. 

 

Stemmerne kunne ikke længere høres, men var nu blevet erstattet med lyden af skridt. Jeg forstod at nogen kom tættere og tættere på. Jeg lukkede øjnene i, og lod som om jeg havde sovet hele tiden, da døren gik op. Døren blev lukket igen, og jeg kunne mærke, at nogen kiggede på mig. Det var ikke decideret ubehageligt, men det var heller ikke en følelse, jeg nød. Jeg trak vejret dybt, pustede ud igennem næsen og fortsatte sådan i en jævn rytme.

 

"Der ser ud som om, hun sover." sagde den ene stemme, og det første, jeg tænkte, var "no shit, Sherlock", men så gik det op for mig, hvem stemmen tilhørte. Harry Styles. Min jævne rytme var væk, jeg glemte først at trække vejret, men så var jeg næsten ved at blive kvalt af mit eget spyt, og jeg begyndte at hoste højlydt. Det var ikke særlig diskret, og jeg besluttede mig for, at jeg lige så godt kunne sætte mig op i sengen og forsøge at smide Harry ud. Jeg vidste ikke om, det ville lykkes, men det var et forsøg værd. 

 

"Eller måske ikke alligevel." sagde Harry med en tilfreds grimasse, da jeg så ham i øjnene. Hvis øjne kunne dræbe, ville Harry være død nu, men det kunne øjne ikke, så Harry var cirka lige så levende, som han var, da han blev født. Jeg ønskede ham selvfølgelig ikke død, men han gik mig på nerverne lige nu, og det ville jeg ikke lægge skjul på, og hvorfor skulle jeg også gøre det? Jeg havde intet at tabe? 

 

Jeg havde lyst til at åbne munden og råbe af ham. Jeg ville spørge om, hvad fanden han lavede her og om, hvordan han vidste, at jeg var på hospitalet. Han kendte jo Margo, så måske havde hun fortalt ham det fordi, hun troede, at mit og Harrys ikkeeksisterende forhold til hinanden var som et glansbillede. Jeg besluttede for at sige noget, men jeg ville ikke flippe ud og råbe af Harry, jeg ville ikke være den, der så ud til, at have mistet forstanden. Jeg var bedre end Harry, og det vidste jeg. Jeg var ikke den, der havde ikke holdt nogen for nar - det var han. 

 

"Hvad laver du her?" spurgte jeg ham endelig, og jeg prøvede at lyde så neutral som muligt. Jeg ville ikke afsløre mig selv, men han kendte mig allerede. Jeg havde givet mig selv fuldt ud og fortalt ham om mig, i mens han bare havde ladet som om, han var en anden. Jeg var sikker på, at det ikke var helt fair overfor mig, men det var ikke det, der plagede mig mest om Harry. 

 

"Jeg bragte dig herhen, Crystal." sagde Harry og lød så ærligt oprigtig, at jeg bare ikke kunne stå for det, men jeg forsøgte. Jeg satte mig til rette i sengen, i mens Harry kom nærmere og nærmere. Jeg lagde mærke til hans lange, ikke tynde, men slanke ben. Under hans sorte t-shirt, og tynde, army-grønne jakke kunne jeg kun drømme om hans let trænede armmuskler, præcis som jeg kunne lide dem. Harry var ikke totalt pumpet, og det var let at se, men han var heller ingen slapsvans. Han var så charmerende og karismatisk og tiltalende. 

 

"Det sætter jeg pris på Harry, men det ændrer ikke på, at du skylder mig noget af en forklaring." sagde jeg, med al den viljestyrke der var i min krop, og det var der ærlig talt ikke særlig meget af. I mens jeg havde sagt det, havde jeg kigget Harry direkte i øjnene, men nu kiggede jeg nervøst ned i mit skød og håbede på, at han ville sige noget, men der var stille. 

 

Harry satte sig end i fodenden af sengen, og det havde han nerverne til at gøre, på trods af at vi ikke kendte hinanden særlig godt. Men det var ikke fordi, jeg ikke ville have, at han sad der. Det måtte han gerne, og jeg kunne allerede mærke temperaturen i min krop stige. Jeg havde lyst til at trække min ben til mig og give ham noget mere plads, men jeg ville heller ikke virke uhøflig og fjendtlig, selvom jeg havde grund til at være det. 

 

"Da jeg ikke fortalte dig mit rigtige navn, Crystal, var det ikke fordi, jeg ikke ville have, at du skulle vide, hvem jeg var. Det var ikke fordi, jeg ville snyde dig eller holde dig uden for. Nogle gange ville jeg bare ønske, at jeg ikke var mig selv." jeg ville fortælle ham, at jeg vidste, hvad han mente. Sådan havde jeg det også selv engang i mellem, men jeg følte at hans tilfælde var værre end mit. Jeg følte mig faktisk skyldig for at have følt mig dårligt tilpas i min egen krop, når han havde følt præcist det samme. Jeg vidste ikke hvorfor, jeg kunne endnu engang ikke forklare noget som helst, men det var sådan, jeg havde det. 

 

"Hvem ville du så gerne være?" spurgte jeg Harry fordi, måske var det en smule bedre end at vade rundt i noget, der tydeligvis gik ham på. Jeg havde ikke ondt af ham. Det var ikke medlidenhed eller medfølelse, der fik mit hjerte til at banke så hurtigt. Det var det faktum, at Harry var Harry, og jeg var mig, og det var den slags ting, Harry gjorde ved mig uden at vide det. Han fik mig til at føle så meget på slet ingenting. 

 

Harry trak på skuldrene og svingede lidt frem og tilbage med benene, der hang og dinglede ned fra hospitalssengekanten. Jeg betragtede hans fødder, der var beklædt med et par slidte, men stadig skinnende, brune støvler. De mindede mig lidt kvindestøvler, men de fik ham til ligne en, der kunne være på forsiden af ugens herremagasin og ikke sladderbladene.

 

"Jeg ville ikke være nogen anden end mig selv. Jeg er sikker på, at Gud har en god grund til, at jeg har været det igennem, som jeg har." sagde Harry og både lød og så sofistikeret og alvorlig ud. Jeg vidste ikke, hvad han havde været igennem. Det var noget, der havde gjort ham ondt, men jeg var sikker på, at det også havde rustet ham. Han vidste sikkert bedre nu og var mere erfaren. Jeg var sikker på, at hvad end Gud havde bestemt, han skulle igennem, ville gavne ham til sidst, når han for alvorlig ville få brug for det. Og jeg troede ikke på Gud, men det gjorde Harry åbenbart, og den måde han omtalte ham på, bragte både Harry og Gud til live i mine øjne. 

 

Jeg nikkede og prøvede at se forstående ud. Jeg burde give ham et inspirerende svar, jeg burde faktisk bare give ham svar, klarhed. Men det kunne jeg ikke. Jeg havde ikke det, han søgte efter. Jeg ville hjertens gerne have det. I det øjeblik ville jeg gerne være svaret på alle Harrys hjerteskærende bønner om fred i hans eget sind og ro i hans hverdag. Jeg kunne kun forestille mig, hvor hektisk hans liv måtte være. Jeg kunne kun prøve at forstå. Jeg havde aldrig oplevet noget, som han havde, men jeg ville ønske det. Jeg ville ønske, jeg kunne tage noget af den smerte, han nogensinde havde følt, så den kun havde været halvt så uudholdelig. 

 

"Lægen vil bare lige stille dig nogle spørgsmål, så kan du blive udskrevet, og han ville give dig en recept på noget smertestillende." fortalte Harry og skiftede brat emne. Jeg nikkede og sendte ham et taknemmeligt blik. Han tog imod mit blik, lukkedede kort øjnene i stadig med hovedet i retning af mig, men så åbnede han dem pludselig igen og nærmest hoppede op fra sengen. Jeg havde lyst til at grine af hans energi, der så ud til at være kommet ud af ingenting, men jeg lod være og sukkede i stedet dybt så det prikkede i min brystkasse. 

 

Harry gik ud af døren, og et par sekunder efter kom lægen ind, hilste på mig og stillede sig hen ved siden af mig, der stadig halvt sad og halvt lå i hospitalssengen. Jeg hilste igen, og han smilede svagt. Han skubbede et par læsebriller, der var faldet lidt ned af næseryggen, op foran øjnene. Han stak en mappe fyldt med papirer op foran sit ansigt, så mappen blokerede hans ansigt for mig. Jeg ventede på, at han ville sige noget, og følte den tryggede atmosfære. 

 

"Kan De huske, hvad De selv hedder, frøken?" spurgte lægen højtideligt, og lod til at tro vi var et finere sted end et hospital, men det var vi ikke. Et hospital ville altid være et hospital fyldt med den glæde og triste stemning, der altid ligesom bare fulgte med et hospital. Det var ligesom en pakkeaftale: Du får enten begge dele eller ingen af dem. Sådan var det. Jeg tænkte lidt over lægens spørgsmål, men mit svar var klart hele tiden. Jeg kunne sagtens huske mit navn. 

 

"Ja, sagtens," svarede jeg ham og undlod at rent faktisk fortælle mit navn, selvom jeg vidste, at han havde regnet med, at hvis mit svar var ja, ville jeg også afsløre mit navn. Lægen, jeg stadig ikke kendte navnet på, løftede det ene øjenbryn og så udfordrende ud uden at se udfordrende ud, hvis det var muligt. Det var jeg ikke sikker på om, det var, men jeg var ret sikker på, at hans intentioner ikke var at se udfordrende ud. Indvendigt grinede jeg af hans ansigtsudtryk med det løftede øjenbryn og de store opspilede, brune øjne. Jeg grinte selvfølgelig ikke højt, for så ville han bare tro, at jeg var sindssyg. Og hvis jeg var sindssyg, ville jeg umuligt komme ud herfra. Ikke at her var så slemt efter alt, men alligevel kendte jeg bedre steder at være. 

 

"Hvad er så dit navn?" spurgte han endnu et spørgsmål, som jeg havde set komme. 

 

"Crystal." svarede jeg ham uden tvivl, og jeg var fuldkommen sikker i min sag. 

 

 

 

 

Jeg gik i gennem hele proceduren med lægen. Han spurgte både om mit navn, hvornår jeg havde fødselsdag, og hvor jeg gik i skole. Det gik hurtigt op for ham, at jeg kunne svare på alle spørgsmålene, og at jeg i hvert fald ikke manglede for mange celler oppe i hovedet. Lægen udskrev mig endelig, og Harry havde hørt, at lægen havde sagt, at jeg skulle skynde mig at få noget indenbors, så Harry var ikke længe om, at planlægge vores lille frokostdate. Han sagde, at jeg ikke havde noget valg, men jeg fik dog lov til at komme hjem først og skifte til noget rent tøj. Måske var det fordi, han ikke ville ses med en pige, der lignede, jeg ved ikke hvad, eller måske var han bare venlig. Jeg kunne kun gætte, men Harry kørte mig altså tilbage til min skole, hvor han havde hentet mig et par gange nu. Harry ventede i bilen, i mens jeg med høj hastighed løb tilbage til det værelse, Margo og jeg delte. 

 

Jeg tog mig god tid til at skifte tøj, selvom det bare blev et par lyseblå jeans og en mønstret, crop sweater med en undertrøje indenunder. Jeg hoppede i mine yndlings Vans, som også var mine eneste sko, jeg ikke helt havde slidt til bunds endnu. Jeg pakkede min mobil, nøgler og pung i en lille sort og diskret taske, svang min sommerjakke over skulderen og forsvandt ud af døren, jeg for kun fem minutter siden var kommet ind af, og låste den. Jeg gik over et grønt, frisk græsstykke og et par stier, før jeg kom tilbage til Harry og hans Range Rover, der majestædigt holdt på parkeringspladsen og skilte sig helt ud. Den var lækker, men den hørte tydeligvis ikke til på en collegeparkeringsplads med børn, der endnu ikke havde en uddannelse og et job, der kun betale sådan en bil. 

 

Harry sad med hovede bøjet ind over sin mobil og så så opslugt ud, at han lignede en, der var på vej ind i den lille skærmen. Men der var absolut ingen chance for, at han kunne være inde i den lille skærm. Ikke engang hans ene hånd kunne være der, for hans hænder var så store. De var så perfekte, at man meget hellere ville have dem herude i den virkelige verden end på en skærm. Han havde stadig ikke opdaget mig, og det undrede mig hvad, der var så spændende på hans mobil, men jeg så bort fra det og satte mig i stedet ind på sædet ved siden af Harry. Jeg smækkede bildøren efter mig, og det fik Harry til endelig og kigge op.

 

"Er du klar?" spurgte Harry, og jeg var forvirret. Hvad skulle jeg være klar til? Skulle vi nu på en eller anden mission?

 

"Hvad mener du?" spurgte jeg uvidende, men jeg turde ikke kigge på ham. 

 

"Jeg mener, er du klar til at køre?" svarede Harry og gav mig svar på mit spørgsmål. Jeg nikkede bare forsigtigt med hovedet og gik ud fra, at Harry forstod. 

 

Han startede motoren, og snart kørte vi på en eller anden vej jeg ikke kunne genkende. Jeg var ikke særlig tit ude og køre i bil, så jeg tænkte, at det var forståeligt nok, at jeg ikke kunne finde rundt ude på alle de motorveje, der var her. Harry havde næsten hele tiden en hånd på rattet og den anden på gearstangen. Hans øjne var som limet til vejen ude foran ham, og det føltes næsten som om, at han troede, at jeg var giftig at se på. Jeg kunne ikke gennemskue om, der var noget galt, men sandsynligheden for det, var ret så stor. Hvorfor skulle han ellers være helt stille og ikke engang kigge på mig bare en eller to gange?

 

"Fik jeg nogensinde sagt tak?" spurgte jeg efter at have brugt meget lang tid på at tage mod til mig og åbne munden. Harry så stadig ikke på mig, og jeg tænkte, at jeg måtte se Herrens ud eller være giftig at se på. Harry trak lidt på skuldrene, og jeg lagde mærke til, at hans pande rynkede lidt.

 

"For hvad?" spurgte han. Kun to ord med en stemme så monoton at det ville komme helt bag på mig, hvis ikke det var fordi, jeg vidste, at det var Harry, der var tale om her. Han havde det med at være monoton, ligeglad, ledende, karismatisk... Og så alligevel så omsorgsfuld. Han var bare umulig at gennemskue. 

 

"For at tage mig med på hospitalet," sagde jeg, og det var først nu, at det gik op for mig, hvad Harry måtte have gjort for at komme ind. Teknisk set havde han vel begået indbrud. Det var jeg faktisk ret ligeglad med, og desuden havde jeg takket ham nu, så det var lidt for sent, at blive sur på ham. Og det gad jeg heller ikke bruge min energi på. 

 

"Ingen årsag." sagde Harry og var stille igen. Der var et eller andet, der måtte plage ham, men jeg vidste ikke om, det var mig, eller om det havde noget at gøre med, hvorfor han stirrede så intenst på hans mobil tidligere. Jeg kunne kun gætte, og prøve at få ham til at afsløre noget mere, men på det korte stykke tid jeg havde kendt Harry, havde jeg lært, at han ikke var så let at få til at afsløre noget. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...