Shiver - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 5 feb. 2014
  • Status: Igang
Crystal frygter, at hun helt har tabt tråden, men hun er overbesvist om, at det intet problem vil være at samle sig selv igen og komme tilbage på rette spor. En tilfældig aften støder Crystal på en fyr, der viser sig at være en helt anden, end hun går og tror, han er. På en eller anden vis formår de to at knytte et tyndt bånd, og Crystal håber, at Harry kan hjælpe hende med at finde sig selv. Wattpad: Two lost souls in search for transparency, a rush and definitely the meaning of sense stumble into each other on a late September night. When day and night collides can they make one another shiver? ***Jeg har skrevet begge prologer, men den sidste er udgivet på Wattpad på engelsk.

38Likes
23Kommentarer
1277Visninger
AA

5. "Styles"

Det var ikke det smukkeste sted, jeg nogensinde havde set. Det var ikke det mest glamourøse sted, jeg nogensinde havde været. Det var ikke noget specielt, men det var hyggeligt. Det var charmerende på sådan en forsømt måde, at man ikke kunne lade være med alligevel at kategorisere det som specielt og hyggeligt. Det manglede ikke noget, eller det gjorde det faktisk, men det var så fremvist og udsat, at man kunne se bort fra det. Jeg vidste ikke, hvordan sådan en som Harry, havde fundet et sted som dette her. Hvis denne her restaurant og Harry havde været et puslespil, ville ingen have troet, at de to brikker ville passe sammen, men det gjorde de nu alligevel. Harry passede godt ind, og jeg vidste ikke hvorfor. Man skulle tro, han var enten mere hipster eller gangsteragtig, men det var han ikke. Det her sted virkede så normalt.

 

Jeg prøvede ikke at sige, at Harry var unormal. Jeg kunne ikke gennemskue, hvad jeg prøvede at sige. Harry forvirrede mig. Han havde fuldstændig forskruet mit sind. Jeg vidste ikke hvordan, men den fyr havde formået snige sig ind i mit hoved og sætte sig fast permanent. Jeg vidste, at det på ingen måde kunne ende godt, men jeg lod det være. Jeg ignorerede det og valgte at fokusere mere på Harry end min hjerne. Nu skulle han og mine omgivelser have min fulde opmærksomhed.

 

”Crystal Bennet, 18 år, college-studerende,” konstaterede Harry tydeligt og hvert ord kom ud af hans mund, som havde han spidset det i en blyantspidser, før han havde ladet det slippe ud: ”jeg ved jo slet ingenting om dig.”

 

”Hvad vil du gerne vide?”

 

”Alt.”

                                   

”Jeg tror ikke, du vil vide alt.”

 

”Så bare fortæl mig alt det, du tror, jeg ikke vil vide.”

 

”Det kan jeg desværre ikke.” det var, hvad jeg svarede, men jeg havde lyst til at fortælle ham alting. Jeg havde bare en følelse af, at han ville finde ud af det før eller siden. Jeg var splittet, men jeg endte alligevel med at give op.

 

”Det tror jeg godt, du kan.”

 

”Okay.”

 

Og lige der på stedet fik jeg rodet mig selv ind i noget, jeg ikke skulle have gjort. I hvert fald ikke allerede fordi, det ville være hårdt at komme ud af igen på den rigtige måde. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle begynde. Jeg ville være ærlig overfor Harry, men jeg ville ikke skræmme ham væk.

 

Maden havde Harry og jeg fået for længst, men hinandens ord virkede så meget vigtigere end et par bidder mad lige nu. Jeg kunne ikke rive mit blik væk fra Harry, og selvom han ikke hele tiden kiggede på, prøvede jeg bedst muligt at holde øjenkontakten.

 

 

 

 

 

 ”Tak for i dag, Crystal,” sagde Harry. Jeg ville have sagt i lige måde, men jeg var væk i hans øjne. Grønne og funklende som stjerner, det var ikke nogen løgn, men der var mere ved ham end hans øjne. Han var karismatisk, han havde en tydelig lederevne. Han løftede det ene øjenbryn og ventede på mit svar, som aldrig rigtig kom.

 

”Jeg håber, vi ses igen.” sagde Harry, og jeg håbede for en stund, at han var den romantiske type, men jeg vidste godt, at det ikke var sandt. Harry var ikke romantisk, og Harry var ikke et glansbillede. Han var virkeligheden, kulden og krigen rundt omkring i verden, men han kunne nemt få dig til at tro noget andet. Han kunne sno dig om sin lillefinger så let som ingenting. Og måske var det derfor, jeg var så fascineret.

 

”Det gør jeg også." mumlede jeg højt nok til, at han kunne høre det. Jeg ville gerne se Harry igen, men der var noget, der fik mig til at tvivle på hans ord. Håbede han virkelig, vi ville ses igen? Noget sagde mig, at Harry ikke var til at stole på, men jeg kunne åbenbart ikke lade være. 

 

Harry stoppede bilen, og jeg fik min tid til at stige ud, det gjorde jeg. Og uden et farvel, et vink eller blink, kørte han væk ligeså hurtigt, som han var kommet ind i mit liv. Jeg lod ham køre væk, uden et bevis på, at han nogensinde ville kontakte mig igen. 

 

Jeg gik den modsatte vej af stien, som jeg også havde gået på for nogle timer siden, da jeg skulle møde Harry på parkeringspladsen. Stien var ujævn, og her var mørkt, men det så jeg bort fra, i mens jeg prøvede at undgå at snuble og tænke på Harry på samme tid. Og uden at hverken falde, snuble eller glide fandt jeg hjem, låste mig ind og blev nærmest overfaldet af Margo.

 

"Hvordan gik det? Var Harry lige din type?" spurgte Margo ivrigt og lød som en med en skjult agenda, som om hun vidste noget, jeg ikke gjorde. Jeg kunne ikke finde ud af om, hun skjulte noget, eller om det bare var indbildning, desværre, men jeg besluttede at fortælle hende sandheden. 

 

"Det gik okay. Jeg må være ærlig at indrømme, at det var kedeligt, men der er bare noget over Harry, der giver dig lyst til mere. Vi snakkede kun om mig, men det var som om, han slet ikke ville snakke om ham selv." forklarede jeg Margo, og hun nikkede forstående. Hun satte pris på, at jeg fortalte hende det, det vidste jeg, hun gjorde. 

 

"Crystal... Har du slet ingen anelse om, hvem Harry er?" spurgte Margo og lod til, at hun var lidt oprevet. Jeg forstod ikke hvorfor, men det lød på hende som om, hun ville fortælle videre, når jeg havde besvaret hendes spørgsmål, og jeg svarede hende. Nej. Jeg vidste ikke, hvem Harry var. Han ville ikke fortælle mig om ham, og han fik markante humørsvingninger, når jeg spurgte indtil ham, men han mindede mig om en eller anden. Jeg kunne ikke genkende ham lige umiddelbart, men han hang sammen med et eller andet, jeg havde fortrængt i min hjerne. 


"Jeg er ikke den, der skal fortælle dig, hvem han er, så jeg synes, du skal ringe til Harry med det samme." sagde Margo alvorligere end nogensinde, og jeg forstod absolut ingenting. Sindsstemningen havde pludselig ændret sig gevaldigt, og jeg var blank, mens Margo lod til at vide alting. 

 

"Hvad? Kender du ham?" spurgte jeg, bare fordi jeg ville kende sandheden, men med en del irritation i min stemme. Margo dramatiserede sikkert faktummet, men jeg havde aldrig oplevet noget så besynderligt før, og nu var jeg nysgerrig. 

 

"Ring til ham, Crystal." sagde hun og efterlod mig i stuen, som også var gangen og køkkenet. Hun gik ind i vores soveværelse, og guderne måtte vide, hvad hun så gav sig til i det lange tidsrumme, jeg talte i telefon. Samtalen blev lang og indviklet, og ja, jeg fik svar, men ingen jeg kunne bruge til noget, de gjorde mig bare mere frustreret.

 

"Savner du mig allerede?" lød Harrys stemme i telefon, lyden gik hele vejen i gennem min øregang uden, at jeg lagde mærke til om, Harrys stemme var dybere end sidste gang fordi, jeg var for nysgerrig, ivrig, utålmodig og  bare godt ville til sagen. 

 

"Det her lyder rigtig mærkeligt, men kender du en Margo Roth?" sagde jeg og kunne ikke undgå at lyde mistænksom. Der gik flere sekunder, som føltes som minutter, timer ville være en overdrivelse, og Harry svarede stadig ikke. Enten syntes han at spørgsmålet var vildt langt ude, eller også kendte han rent faktisk Margo. 

 

"Crystal-" startede han i en bedende tone og nåede ikke at fortsætte før, jeg afbrød ham.

 

"Ja eller nej?"

 

"Ja," to bogstaver, en stavelse og en vokal, der udløste tusinde af spørgsmål inde i hovedet på mig. Jeg følte mig nysgerrigere end nogensinde, og jeg ville bare have hele sandheden, men jeg vidste ikke om hvad, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få den. Harry ville nok ikke ændre adfærd nu og lige pludselig fortælle mig hans livshistorie, men forhåbentlig kunne jeg få det ud af ham, som Margo syntes, jeg skulle vide. 

 

"Okay. Harry, sig mig, hvem du er." forlangte jeg, og selvom kun et kort øjeblik gik, kunne jeg endnu engang mærke nysgerrigheden vokse. Jeg ville have svar, og jeg ville have dem nu, men svar på hvad? Ville jeg vide, hvem Harry var? Eller ville tanken om hans bestemmende, karismatiske personlighed være det mest tilfredstillende at tro på?

 

"Styles, mit efternavn er ikke Edwards, men Styles." sagde Harry og heller ikke denne her gang, tænkte jeg over hans toneleje, men blot hans ord. Udsatte og rå. Harry Styles hviskede jeg, bare så jeg selv kunne høre det, lytte til det, men der var ingen tvivl om, at det var hørbart nok til, at han også kunne høre mig. 


"Harry Styles," gentog jeg, og det navn var alt det tog for at få mig til at smække røret på. Jeg gav ikke ham et farvel, et vink eller blink, præcis som han ikke havde sagt farvel til mig tidligere.

 

Jeg vidste, hvem han var, men jeg kendte ham stadig ikke. Jeg ville vide mere, men jeg kunne ikke holde til mere. Jeg havde både hørt til hans navn i aviserne og på fjernsynet, men jeg havde aldrig læst artiklerne - kun skimmet dem, og jeg havde aldrig faktisk lyttet til indslagene - kun ladet dem komme ind ad det ene øre og ud af det andet. Jeg havde aldrig bekymret mig om, men nu havde han besat hver del af min hjerne.

 

Min nysgerrighed kom væltende ned over min skuldre, og jeg følte kun frustrationen, der nagede mig værre, end jeg nogensinde havde oplevet før. Jeg følte ikke engang dårlig samvittighed fordi, at have smækket røret på, og jeg var slet ikke sur eller indebrændt. Kun fyldt af frustrationer og noget der umuligt kunne forklares med ord. 

 

På en måde, som jeg stadig ikke havde gennemskuet, formåede Harry altid at få mine tanker i gang. Han var virkelig noget, men jeg kunne ikke bedømme, om det noget, var godt eller dårligt. Harry var ikke bare ligesom et puslespil, han var ligesom et puslespil, der manglede størstedelen af brikkerne. Jeg ville kende hans motiv og hans personlighed, men jeg vidste, at min hjerne ikke kunne holde til, at jeg snakkede med ham nu. Jeg ville ende med at flippe ud eller tude, så jeg lagde mig i stedet opgivende ned på sofaen, sukkede dybt og trak et grimt, nusset tæppe over mig. Jeg svøbte nærmest mig selv ind i det, klemte øjnene hårdt sammen så meget, at det faktisk bare var anstrengende og prøvede at tvinge mig selv til at tænke på noget andet end Harry. 

 

Jeg kunne ikke høre min Blackberry ringe, for den ringede ikke, jeg kunne ikke høre Margo, for hun sagde ingenting, og jeg kunne ikk høre mit hjerte banke hårdt mod min brystkasse, for det bankede blidt og lavmælt. Jeg ville ønske min Blackberry ringede, og det var Harry der undskyldte desperat. Jeg ville ønske at Margo kom styrtende ind til mig og trøstede mit hjerte varmt. Jeg havde lært at ikke alle ønsker går i opfyldelse, men nogle gjorde altså, selvom det ikke så sådan ud lige nu. Nogle gange skulle man bare sove lidt, og så ville alting blive godt igen eller bare lidt bedre. 

 

Jeg faldt i søvn. Jeg græd ikke inden, og jeg skreg ikke inden. Jeg var helt stille, og jeg vidste ikke om, jeg skulle føle mig røvrendt eller ligeglad. Jeg var splittet, men mit hjerte var ikke fordi, jeg var ikke forelsket i Harry, jeg var blot fascineret af Harry Styles. Og måske var det endda farligere end at være forelsket i ham. 

 

Da jeg vågnede op igen, var det morgen, og jeg skulle i skole. Jeg vendte og drejede mig på sofaen og håbede inderligt på, at der ville komme nogen og sige at dagen var aflyst, og at jeg kunne blive liggende på den egentlig ikke særlig komfortable sofa, men efter næsten 10 minutter var der stadig ikke kommet nogen, så jeg opgav og rejste mig op. Jeg følte mig svimmel og måtte vente lidt på at finde balancen, mit baghoved dunkede, og hvis det, folk sagde om tømmermænd, var sandt, ville det nok føles sådan her.

 

Jeg rodede et af køkkenskabene igennem og fandt nogle smertestillende piller, jeg hurtigt slugte og skyllede ned med et glas vand. Og jeg kunne stadig mærke hovedpinen, men jeg vidste, at den ville gå over før eller senere.

 

Jeg orkede ikke at tage et bad, og jeg havde heller ikke tid til det, så jeg gik ind i Margos og mit soveværelse. Jeg havde glemt alt om den åbenlyse hylde, der hang lige på væggen, og jeg gik ved et uheld ind i den med sådan en kraft, at jeg faldt bag over. Så kom der lidt mere smerte, og det næste, der skete, var, at jeg vågnede op et helt andet sted.

 

Væggene var cremefarvede, og loftet var hvidt. Der hang en lille fladskærm højt oppe på den cremefarvede væg, og det så dyrere ud end Margos og mit tv. Der var et hjørnevindue, hvor der hang lange, blå gardiner ned af. Gardinerne var trukket fra, og udover loftlamperne kom skarpt dagslys ind. Til venstre for vinduet stod et lille bord med en lys træfarve, og der kunne nok ikke stå meget andet på det end en kop kaffe og et ugeblad. Desuden stod to stole ved bordet, der var polstret med samme blå stof, som gardinerne var lavet af, på sædet. Har var harmonisk og mindre forsømt end hjemme hos Margo og jeg,

 

Jeg kunne ikke med sikkerhed vide, hvor jeg var henne, men den hvide seng og apparaterne tydede på, at jeg var på hospitalet. Jeg kunne huske min hovedpine, hylden jeg gik ind i, mit fald og meget mere end det. Der var nok slet ikke noget, jeg havde glemt, men var det Margo, der havde fundet mig bevidstløs eller var det en lærer?

 

Jeg havde ikke min mobil, faktisk havde jeg slet ikke noget udover mig selv. Og alt, jeg kunne gøre, var, at vente. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...