Shiver - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 5 feb. 2014
  • Status: Igang
Crystal frygter, at hun helt har tabt tråden, men hun er overbesvist om, at det intet problem vil være at samle sig selv igen og komme tilbage på rette spor. En tilfældig aften støder Crystal på en fyr, der viser sig at være en helt anden, end hun går og tror, han er. På en eller anden vis formår de to at knytte et tyndt bånd, og Crystal håber, at Harry kan hjælpe hende med at finde sig selv. Wattpad: Two lost souls in search for transparency, a rush and definitely the meaning of sense stumble into each other on a late September night. When day and night collides can they make one another shiver? ***Jeg har skrevet begge prologer, men den sidste er udgivet på Wattpad på engelsk.

38Likes
23Kommentarer
1279Visninger
AA

4. "So, you're in college?"

Min lille, sorte Blackberry lå og ringede desperat på sofabordet foran mig, og jeg lå på sofaen og fisede husleje af, som jeg bedst kunne gøre det. Jeg strakte armen ud for at tage apparatet til mig, så jeg kunne tage opkaldet. Jeg havde ingen anelse om, hvem der var interesserede i at snakke med mig en kedelig, sen aften. Jeg var dybt væk i serien Supernatural på Netflix, og apparatet der var så langt væk generede mig mest, men jeg var nysgerrig. Jeg greb fat om min Blackberry, svarede opkaldet og tog den op til øret.

 

”Hallo, taler jeg med Crystal?” spurgte Harry, og hans stemme formåede at lyde endnu mere hæs nu. Jeg glemte helt hans spørgsmål, og fokuserede på en eller anden vis kun på hans stemme. Jeg stirrede ud i luften og var fuldstændig væk. Jeg kunne se den lille skov, der lå i nærheden af det college, jeg gik på.

 

”Hallo?” spurgte Harry igen, og gjorde hvad der skulle til for at få mig tilbage til vores samtale, som ikke engang var begyndt. Jeg kløede mig kort i baghovedet fordi, jeg følte mig dum, men Harry vidste stadig ikke, hvad der foregik og regnede sikkert bare med, at der var dårligt signal eller noget lignende.

 

”Ja, det er Crystal. Hey Harry,” svarede jeg endelig, og jeg var næsten sikker på, at jeg kunne høre ham ånde lettet op på den anden side. Om det var fordi, han ikke havde fået fat på en eller anden fuldstændig fremmede, som jeg jo egentlig næsten var, eller om det var fordi, jeg ikke flippede ud på ham, vidste jeg ikke. Det var også fuldstædig ligegyldigt, faktum var, at han åndede lettet ud, og jeg ikke kunne lade være med at spekulere over hvorfor.

 

”Jeg ville lige tjekke om, du stadig var klar på i morgen?” spurgte Harry, og jeg forestillede mig, hvordan han, sikkert ikke, sad og smilte på den anden side af linjen. Jeg kunne godt lide at tænke, at lyden af min stemme fik ham til at smile, men jeg troede ikke rigtig på det. Jeg var faktisk sikker på, at han ikke smilede ved lyden af min stemme. Han skulle jo være idiot for at gøre det, men hvem vidste? Måske var Harry idiot, måske skulle jeg på date - det kalder jeg det - med en idiot? Det kunne jo sagtens ske, selvom Harry ikke virkede idiotisk. Måske usympatisk og rethaverisk, men ikke idiotisk.

 

”Jamen det er jeg.” svarede jeg, for jeg var mere end klar. Eller ikke rigtig for jeg havde hverken særlig smart tøj eller makeup på, og desuden var mit hår mere uglet end nogensinde, og min ånde lugtede af ost. Hvad, jeg mente, var, at jeg stadig havde tænkt mig at gå med ham ud og spise i morgen. Jeg havde tænkt mig at sidde på en eller anden cafe eller måske restaurant, spise et måltid i mens Harry spiste et måltid og konversere med ham. Og jeg glædede mig, men det var ikke fordi, det var Harry, det var mere fordi, jeg trængte til at komme ud og socialisere lidt.

 

”Det er godt, så hvor skal jeg hente dig henne?” sagde Harry og lød glad for, at jeg ikke havde sagt nej. Jeg håbede da også, at han var glad for det. Det ville i hvert fald være besynderligt, hvis han sad derhjemme, tænkte at han skulle ringe til mig og tjekke op på i morgen, selvom han overhovedet ikke gad mit selvskab. Det ville faktisk være idiotisk, så hvis det var hvad, Harry tænkte, kunne jeg godt konstatere ham dum.

 

”Hvis du kan hente mig ved St. Mary’s College, ville det være helt perfekt.” svarede jeg ham, og jeg håbede, at han kunne hente mig der, for det ville gøre det hele meget nemmere. Jeg så lidt rum i Margos og mit lille collegeværelse. Det var ikke noget at råbe hurra for, men her var til at bo. Der var cirka tre rum. Der var et badeværelse, stue, køkken og entre i et og så var der et soveværelse med to senge og et par kommoder.

 

”Eh…” mumlede Harry forsigtigt, og for en gangs skyld lod det til at hans ligeglade, selviske personlighed var væk, men uanset hvor meget jeg klagede over hans personlighed, blev jeg ved med at finde ham fascinerende. Der var ingen andre, der nogensinde havde formået at få mig til at føle sådan her. Jeg havde aldrig fundet et andet menneske fascinerende, som jeg syntes Harry var.

 

”Jeg har ingen idé om, hvor det ligger henne, men hvis du kan sende mig adressen, er det intet problem.” fortsætte Harry, og jeg forstod, hvorfor han havde sagt ”eh”. Det havde jeg nok også gjort, hvis han havde sendt mig et sted hen, jeg slet ikke vidste, hvor var.

 

”Det kan jeg sagtens!” insisterede jeg overbevisende, syntes jeg selv. Jeg lød muligvis lidt for ivrig, men jeg var sikker på, at Harry ikke rigtig ville tænke over det. Jeg håbede i hvert fald, han ikke ville tage sig af det. Ivrighed eller ej, jeg kunne sagtens sende ham adressen, for jeg ville hellere end gerne hentes her i området frem for noget andet sted.

 

”Godt nok. Jeg henter dig i morgen klokken 12.30, Crystal.” sagde Harry og lod mig ikke svare, før han lagde på. Jeg hørte den velkendte lyd, der indikerede, at opkaldet var slut, men jeg ventede et par sekunder med at fjerne min Blackberry fra øret. Harrys ord gentog sig i mit hoved om og om igen, indtil jeg kom i tanke om, at det nok ville være en god idé, at skrive adressen til ham.

 

”HVEM SNAKKEDE DU MED?” kunne jeg høre Margo råbe udefra badeværelset af. Nysgerrig var hun, men stille var hun ikke. Jeg gik ud fra, at hun havde hørt den ene halvdel af samtalen, i mens hun havde været i bad. Væggene var heller ikke mere end cement og en cremet hvid maling, så det var forståeligt nok. Jeg vidste, at her ikke var lydtæt, og jeg var vant til, hvor påtrængende Margo kunne være.

 

Jeg gik hen til døren ud til badeværelset, åbnede den på klem og fortalte Margo, at jeg havde snakket med Harry, men jeg drillede hende ikke. Jeg sagde det bare, som var det en helt naturlig ting, og det var det også. Margo svarede mig ikke, men jeg vidste, at hun havde hørt mig. Det var ikke fordi, hun var jaloux eller fornærmet, hun havde vel bare valgt ikke at sige noget. Hun var også i bad, så hvorfor skulle hun have en samtale nu?

 

Jeg vidste ikke hvordan, men pludselig slog det mig, at jeg slet ikke vidste om, Harry over hovedet kunne køre i bil. Han blev jo trods alt hentet den første aften, vi mødtes, men på den anden side, hvorfor skulle Harry ikke kunne køre i bil. Det kunne de fleste unge fyre på hans alder, var jeg overbevist om, selvom jeg stadig ikke havde fundet ud af, hvor gammel han var. Og uanset var uhøfligt det kunne lyde, lovede jeg mig selv at spørge Harry om hans alder i morgen.

 

Jeg lukkede døren ud til Margo igen og gik ind og smed mig i min seng. Lige nu orkede jeg ingenting, og jeg blev ved med at spekulere på min og Harrys date i morgen. Det var det eneste, der så ud til at betyde noget for mig lige nu. Jeg var ligeglad med alt andet, og jeg ville faktisk bare sove. Jeg var træt, og så ville mit lille stævnemøde i morgen komme til at ske hurtigere.

 

”Jeg går i seng, Margo!” annoncerede jeg, selvom Margo sikkert var fuldstændig ligeglad. Jeg fik ikke noget svar fra hende, eller også kunne jeg bare ikke høre det, men uanset hvad faldt jeg i en dyb søvn fyldt med drømme om, hvordan Harry ville være en rigtig gentleman i morgen.

 

 

 

 

Det var ikke ligefrem fordi, tiden fløj af sted, men jeg overkom mine fire timers skolegang, jeg havde inden frokostpausen. Jeg slap helskindet i gennem, og da klokken ringede til pause, skyndte jeg mig hjem på Margos og mit værelse for derefter at styrte ned til parkeringspladsen, jeg havde henvist Harry til. Jeg havde følt mig så stresset, men da jeg kunne se ud over hele parkeringspladsen, var der kun to biler, og jeg var overbevist om, at ingen af dem var Harrys. Pludselig gik det op for mig, hvor stor sandsynligheden for, at han havde brændt mig af, egentlig var. Jeg fandt mig selv panikke indvendigt, for hvor ville det være ydmygende, hvis Harry bare havde bedraget mig og lade mig tro, at vi havde noget. Ikke noget som helst nært et parforhold og heller ikke venner, men blot noget mere end fremmede.

 

Panikken forsvandt igen, da en sort Range Rover med et par tonede ruder rullede op på parkeringspladsen. Jeg kunne se Harry ved førersædet, og jeg bevægede mig hen i retning af, hvor bilen holdt stille nu. Harry kom ikke ud for hverken at sige ”hej” eller at hjælpe mig ind i bilen, selvom jeg godt selv kunne klare den sag, men blev bare siddende og stirrede blankt ud af forruden.
 

Jeg gik om på den modsatte side af bilen og steg ind. Jeg var hurtigt godt til rette og spændte min sikkerhedssele på samme måde, som en hver anden spænder sin sikkerhedssele. Harry kiggede på mig og lignede en, der skulle til at sige noget, men opdagede at ordene var meningsløse eller uintelligente og opgav derfor, men alligevel spurgte Harry mig om noget.

 

”Så du går på college? Du er vel ikke 16, er du?” spurgte Harry, og det så ud til, at han også havde spekuleret over min alder, som jeg havde spekuleret over hans. Jeg skød på, at han var omkring de 20, han kunne sagtens både gå for en, der var ældre og yngre.

 

Harry stak nøglen i tindingen, drejede den om og startede bilen. Jeg bekymrede mig ikke om, hvor turen gik hen eller om Harry kørte ordentligt. Jeg kiggede kun ned på mine hænder, der lå i mit skød. Jeg pillede lidt ved et ar på min håndryg, der var ved at forsvinde.

 

”Ja, jeg går på college, men det er mit sidste år i år. Jeg er 18.” svarede jeg monotont, jeg havde ikke lyst til at vise min holdning. Jeg ville ikke have, at han skulle flippe ud eller noget. Han havde ikke rigtig nogen grund til det, men man kunne jo aldrig vide.

 

”Okay. Jeg er 19.” svarede han. Hans tonefald var ikke monotont, som mit havde været, men sørgede for at vise, at han var begejstret for at være et år ældre. Og selvom det fornøjede ham, kunne jeg ikke være mere ligeglad. Et års forskel var alt jeg kunne tænke på. Jeg overvejede, hvor meget der kunne have været hændt på det år. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg tænkte og grublede og grublede og tænkte.

 

”Crystal!” råbte Harry, og det eneste jeg lagde mærke til, var måden, han udtalte mit navn. Hver og eneste stavelse, hvert eneste bogstav. Jeg var helt væk i ligegyldige tanker, og jeg havde helt glemt, at han kun havde råbt mit navn for at få min opmærksomhed tilbage på, hvad end det var, han sagde.

 

”Harry?” lød det fra min mund, men jeg var ikke sikker på om, jeg konstaterede eller spurgte. Måske var det begge dele, det kunne det godt være. Jeg vidste slet ikke, hvorfor jeg sagde hans navn. Jeg havde allerede hans opmærksomhed.

 

”Huh?” mumlede han, han så oprigtigt på mig og ventede på, at jeg talte ud, men det gjorde jeg ikke. Det gjorde jeg sjældent. Det var de færreste gange, jeg faktisk lod andre menneske høre min sande mening. Alt for mange gange havde jeg lært konsekvenserne, der kom af at sige sin ærlige mening.

 

”Det er lige meget.” sagde jeg og kom med universets kedeligste svar. Harry så opgivende på mig, men ikke oprevet. Jeg vidste ikke, hvorfor han så sådan på mig. Jeg vidste ikke om, det lige var gået op for ham, hvilken person jeg var. Jeg var umulig, svær at tilfredsstille og så meget mere, men jeg tvivlede på, at Harry havde opdaget det allerede.

 

”Okay.” sagde Harry og fik på den måde lukket munden på både mig og ham selv. Efter Harrys ”okay” vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige. Det havde virket som den perfekte slutning, men vi havde ikke brug for en slutning nu, når vores frokost sammen kun lige skulle til at begynde.

 

Jeg holdt ikke øje med vejen eller bare naturen, det eneste, jeg havde øje for, var mine hænder, og så en gang i mellem når Harry var fuldstændig fokuseret på vejen foran ham, ville jeg kaste små blikke i hans retning her og der. Det så ikke ud til, at han lod mærke til det, men hver gang jeg rettede mit blik i mod mine hænder i stedet, virkede det som om, at vejen ikke længere var spændende, og han ville kigge hen på mig, som jeg før havde kigget på ham.

 

Harry parkerede Ranger Roveren på en lille parkeringsplads, der egentlig ikke så ud til at have plads til hans bil. Det var ikke fordi, at båsene var fyldt op, det var mere fordi, Range Roveren virkede så voldsom i forhold til båsene, men han fik parkeret bilen elegant alligevel. Harry steg ud af bilen, og jeg var ikke sikker på om, han ville komme og holde døren for mig, men jeg blev siddende lidt i bilen. Jeg lagde hånden på sædet, hvor jeg sad, og jeg tillod mig selv at føle stoffet sæderne var betrukket med og indånde duften, der klart lå  tykt i atmosfære i bilen. Den duftede vel af Harry, men jeg havde aldrig før lagt mærke til hans duft. Her duftede godt.

 

Harry kom om på min side af bilen og åbnede høfligt døren til passagersædet. Jeg steg ud og lod Harry lukke døren igen efter mig. Jeg takkede ham kort, og han svarede ikke, men jeg havde heller ikke forventet et svar. Det var bare et simpelt, høfligt tak.

 

Ikke på et eneste tidspunkt under hele turen havde jeg haft lyst til at spørge om, hvor vi skulle hen, så hvorfor gøre det nu? Det virkede som om, vi var der snart. Jeg lod Harry ligge en venlig hånd på min lænd og føre mig hen, hvor end vi skulle.

 

Jeg glædede mig. Jeg var spændt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...