Shiver - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 5 feb. 2014
  • Status: Igang
Crystal frygter, at hun helt har tabt tråden, men hun er overbesvist om, at det intet problem vil være at samle sig selv igen og komme tilbage på rette spor. En tilfældig aften støder Crystal på en fyr, der viser sig at være en helt anden, end hun går og tror, han er. På en eller anden vis formår de to at knytte et tyndt bånd, og Crystal håber, at Harry kan hjælpe hende med at finde sig selv. Wattpad: Two lost souls in search for transparency, a rush and definitely the meaning of sense stumble into each other on a late September night. When day and night collides can they make one another shiver? ***Jeg har skrevet begge prologer, men den sidste er udgivet på Wattpad på engelsk.

38Likes
23Kommentarer
1281Visninger
AA

2. "I'm Harry Edwards"


Jeg snublede gennem gaden, og det var bestemt ikke, fordi jeg var fuld eller bare den mindste smule beruset. Jeg var blot godt og grundigt træt af livet. Jeg ville ikke dø, nej, det var ikke det. Det var den negative sindstilstand, der slog mig i hovedet igen i dag, og gav mig lyst til frisk luft. Jeg kunne bare ikke klare de gentagende samme rutiner syv dage om ugen: Stå op, spise, gå i skole, tage metroen halvanden time til Brighton for at gøre rent i en lille, lorte kaffebar og tage hjem igen.
 
Jeg satte mig ned på den lille, grå eller grønne eller sorte bænk og sukkede lige lovlig dybt. Jeg syntes, jeg havde været tålmodig længe nok, men livet blev ved med at give mig den sure side. Jeg plejede at lave andet end at beklage mig, men det var før, jeg var så træt. En træthed søvn ikke kunne erstatte, men blot udsætte til jeg vågnede igen.
 
”Der er en ledig bænk lige dernede?” tyk accent, dyb stemme. Det var lidt fornærmende.
 
Jeg identificerede stemmen til at være en mandestemme. Ordene kom bag på mig, men ikke nok til at jeg blev forskrækket. Jeg havde ikke troet, at der var andre lige i nærheden, udover på de nærmeste klubber, pubs og lejligheder.
 
Sad der virkelig en gnaven mand ved siden af mig og forsøgte at smide mig væk?
 
”Det ved jeg godt, så hvorfor rykker du ikke derned?” svarede jeg fuldstændig ligeglad med, om det lød for despekt. Han startede ikke ligefrem samtalen pænt ud til at starte med. Jeg tænkte, at han ikke var på udkig efter en kop te og en stor omgang sladder, så hvorfor skulle jeg prøve?
 
Der gik ikke mere end fem sekunder, og jeg kunne mærke en varm ånde lige bag midt øre. Selvfølgelig. Straks havde jeg lyst til at sukke igen, af den voldelige, måske endda perverse, stodder der sad ved siden af mig. Voldelig eller perverse, måske endda begge dele, det stoppede mig ikke fra at få gåsehud og derefter rykke mig selv fem centimeter fra ham.
 
”Du skal ikke snakke sådan til mig.” brummede han, men han trak sig ikke tilbage. I mens jeg kunne høre mit eget bankende hjerte galoppere ekstremt i mod min brystkasse, kunne jeg mærke noget endnu varmere end hans ånde på min iskolde hud, nemlig hans læber der forførende bevægede sig fra mit øre og ned til mit kraveben. Han kyssede ikke min hud, det var bare hans læber i mod min hud, ikke andet. Var jeg okay med det? Nej. Stoppede jeg det? Nej. Da jeg beklagede mig over ensformighed, var det her ikke, hvad jeg ønskede mig i stedet.
 
”Hvad l-laver du?” spurgte jeg naivt. Jeg var udmærket klar over, hvad det var, han sad og havde gang i, men jeg kunne ikke gennemskue hans motiv. Hvad ville han få ud af det her? Jeg var overbevist om, at han ikke gjorde sådan her, når han prøvede at score andre med hjem, og det var jeg sikker på, han tit gjorde.
 
For første gang i al den tid vi havde siddet her, som kun var et par få minutter, drejede jeg hovedet. Jeg så på ham. Funklende, grønne øjne, der så ud til at oplyse mørket. Udover hans øjne kunne jeg både se omridset af hans mørke krøller og et par læber, men jeg kunne ikke få hans ansigt til at passe sammen i mørket. Der var bare nogle læber, to øjne og omridset af nogle krøller. Han så godt ud, men hvad vidste jeg. I natten var alle katte vel grå, ikke?
 
”Slet ingenting, endnu.” mumlede han og trak sig endelig tilbage. Han lænede sig tilbage på den ikke alt for komfortable bænk, og jeg kunne sanse, at hans overkrop, der før var strakt, sank sammen.
 
”Hvem fanden tror du overhovedet, du er?” spurgte jeg aggressivt, men jeg var også vred, og det var jo ikke ligefrem, fordi jeg gik rundt og var super lykkelig i forvejen.
 
For at være ærlig var jeg ikke sikker på, at jeg var vred inderst inde. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle føle, så min hjerne sagde bare, at jeg i hvert fald ikke skulle lade ham se, at jeg måske syntes, det var en lille smule spændende. Bare lidt.
 
Jeg vidste ikke, hvad det var, han gik og bildte sig ind, men det lød som om, han fnøs af mig. Jeg følte mig dum og lille.
 
”Harry Edwards, og dig?” Harry lød usikker på sit navn, men besluttede sig, og endte med at spørge mig om mit navn. Og nu var det min tur til at fnyse. Ville han gerne vide, hvad jeg hed oprigtigt, eller håbede han bare på et hurtigt knald. Det var den sidste mulighed, der lød mest sandsynlig, men jeg syntes bare ikke, at det gav mening nu. Jeg gav mig nu alligevel, og afslørede mig selv.
 
”Crystal Bennett.”
 
Harry, tænkte jeg og smilte lidt, selvom jeg ikke ville. Jeg vidste ikke, hvor tit sådan noget her skete for andre mennesker, og om det var normalt, men jeg havde aldrig oplevet noget lignende før. Det skræmte mig ikke, men Harry gjorde mig usikker, og i for vejen var jeg usikker på hans personlighed. Han virkede ærlig talt ikke som en, der kunne finde på at voldtage nogen, men man kunne jo aldrig være sikker, han virkede jo heller ikke synderligt begejstret. Det kunne godt være, at jeg burde være skræmt, men det var jeg altså ikke. Han var i hvert fald ikke en særlig overbevisende voldtægtsmand eller psykopat, eller hvad end det nu var, han gik og foretog sig i sin fritid.
 
Jeg plejede at være god til, at identificere person, læse deres personlighed, sætte ord på dem, men Harry, han var en anden side af sagen.
 
”Crystal Bennett,” sagde han. Han formåede at få mit navn til at lyde skarpt, sensuelt endda. Jeg kunne sværge på, at han ville have budt mig på et eller andet, hvad kunne jeg kun gætte mig til, og jeg havde alligevel bare sagt nej, men jeg blev reddet af hans telefon, der ringede.
 
Harry diskuterede med en. Louis, troede jeg. Jeg distraherede mig selv, og lod tankerne få frit løb. Hvem var Harry? Og Louis? Kunne de to gøre mit liv spændende? Ville de to gøre mit liv spændende? Jeg tvivlede på, at jeg nogensinde ville se Harry Edwards igen, men jeg kunne nu ikke lade være med at forestille mig et hedt øjeblik mellem os anden gang, vi mødtes. Det var dumt, og jeg var bare grebet af øjeblikket, men det kunne nu havde bragt noget spænding. Og jeg vidste ikke, hvorfor jeg overhovedet overvejede et andet møde med en, jeg slet ikke kendte, men det gjorde jeg.
 
”Fuck dig. Okay.” mumlede Harry ind i telefonen, men man kunne sagtens høre hans ikke-så-venlige ord. Jeg lod dem passere, jeg kunne ikke være mere ligeglad, med om han bandede eller ej. Det kom ikke rigtig mig ved, jeg var ikke hans mor, og det ønskede jeg heller ikke at være, men jeg ville nu godt vide, hvem han var.
 
På et meget kort stykke tid havde Harry allerede passeret fasen, der handlede om, hvordan normale fremmede var overfor hinanden. Han havde brudt min intimsfære, som jeg ikke kunne være mere ligeglad med, for han fascinerede mig. Og af den åndsvage, og utroligt svagt gennemtænkte grund kunne jeg ikke være mere ligeglad med, hvordan han først havde talt til mig.
 
Harry sad på den grå eller grønne eller sorte bænk, og jeg sad ved siden af ham på bænken. Vi kiggede ikke på hinanden, eller rettere sagt, jeg kiggede ikke på Harry. Vi talte ikke, jeg prøvede endda at trække vejret så lavt som muligt. Det var en akavet situation, men sådan nogen, prøvede jeg at lade som om, ikke eksisterede, så jeg prøvede med et spørgsmål.
 
”Hvem talte du med?”
 
”Det kommer ikke dig ved.”
 
Et svar jeg af så mange grunde ikke havde forudset, fordi han havde været så påtrængende, men jeg måtte ikke engang spørge om noget. Pludselig var han to gange mindre fascinerende end før, og jeg følte mig lille igen.
 
Det var som dengang, man ville spørge sine forældre, hvad de talte om, og de svarede: ”Voksen ting, søde.” Dengang håbede man altid sådan på, at det var ens julegave eller en tur til Tivoli de planlagde, men nu vidste man godt, at der var en skilsmisse på vej, eller også manglede der penge. Vi spurgte, dem om sandheden, men vi ville ikke vide den, for tænk hvis vi blev skuffede, så det var godt, at spørgsmålet var efterladt uden svar. Glemt ville det dog aldrig blive.
 
”Jeg spurgte jo også bare,” men spurgte jeg virkelig bare? Ville jeg bare godt vide, at det var Louis, han talte med? Eller ville jeg bare høre hans stemme, jeg vidste det ikke, men jeg kunne godt høre, hvilken af disse to ting, der lød mest sandsynlige.
 
I min verden handlede alting om sandsynlighed stort set. Var det usandsynligt, så var det umuligt, og så gav jeg op på forhånd. Det var en negativ og ikke særlig brugbar evne jeg havde. Man kunne næsten sige, at mit hoved blot var et apparat, der udregnede sandsynligheder, sådan føltes det nogle gange. Meget andet kunne det i hvert fald ikke bruges til, desværre.
 
”Og jeg svarede bare,” dybt suk fra Harry: ”Louis.” sagde han efter det dybe suk og bekræftede min teori om, at det var Louis, der ringede, fordi, selvfølgelig vidste jeg, hvem Louis var.
 
Jeg forestillede mig en mørkhåret fyr, på alder med Harry, hvor gammel han så end var. Louis ville være en frembrusende person, og når han blev sur, blev han sur, intet pis. Han ville være en, man ville gå til for at få råd, hvis man var hans ven, som Harry formentlig var. Han ville have et hjertevarmende smil, men han ville have et perfekt pokerfjæs.
 
Jeg vidste ikke, hvad der kom over mig. Det var en tendens, jeg havde. Det var næsten som en refleks, men det foregik for det meste på anden vis. Jeg ville se mennesker gå forbi ude foran vinduet, hvor jeg arbejdede, spændende mennesker, kedelige mennesker og inspirerende mennesker. De inspirerende mennesker kunne jeg straks finde på at opdigte en hel historie om. Jeg kunne ikke lade være med, at undre mig over om hvem de nu var, hvem var deres familie, kom de fra et godt miljø med et fungerende samfund? Jeg ville nogle gange ønske, at det ikke sagde klik inde i mig, og at hver gang mine tanker ikke,  hver gang jeg så et interessant nok ansigt,  ville starte et kaos i min hjerne.
 
”Okay.” svarede jeg, og jeg vidste godt, at han ikke ville svare ”okay”, og det her ville være Harry og Crystals egen version af alt for overvurderede kærlighedshistorier hvor ”okay” var flirtende nok, eller poetisk nok, til at score nogen. Det var heller ikke fordi, jeg ville have, at det skulle være sådan. Det var ikke sådan Harry Edwards fascinerede mig.  Jeg troede ikke engang, jeg ville være i stand til at beskrive, hvordan Harry fascinerede mig, men det gjorde han altså, og det gjorde han i lang tid.
 
 
 
 
Næsten en hel kedelig uge havde sneget sig forbi, uden at jeg havde set Harry Edwards igen, men hvad havde jeg ærlig talt troet? Han over-flirtede jo med mig den aften, men ikke fordi han ville have mig. Han ville have min krop.
 
Da jeg kom hjem den aften, gik dét hurtigt op for mig, og jeg følte mig naiv, for jeg troede for en kort stund, at der endelig ville ske noget spændende i mit liv, men jeg fik kun et kvarter, og så blev Harry hentet af denne Louis, der faktisk havde brunt hår og et hjertevarmende smil i forhold til Harrys. Faktisk fik jeg aldrig set Harrys smil, men ud fra hans hårde, tvingende personlighed, tænkte jeg, at han ikke rigtig var smile typen.
 
Jeg gik og fejede det møgbeskidte gulv, der var fundamentet for min lorte arbejdsplads. Gulvet var slidt ligesom væggene og alt andet herinde, inklusiv mig, men det var ikke derfor, jeg bandede stedet langt væk. Det var jo hyggeligt nok her. Der kom søde mennesker, og der blev serveret lækre kopper kaffe eller te, men aldrig når jeg arbejdede, for selvom jeg søgte stilling som barista, endte jeg med at få rengøringstjansen. Jeg burde have sagt op for længst, men jeg havde aldrig rigtig taget skridtet og fået det gjort, selvom jeg sagtens kunne gøre det.
 
Jeg kiggede rundt på gulvet, faktisk havde mine øjne slet ikke sluppet gulvet, da jeg jo var i gang med at feje, men jeg gav altså gulvet et dømmende blik og afgjorde, at jeg godt kunne begynde at vaske det nu. Jeg opdagede tilfældigvis, at skiltet der hang i vinduet udadtil, stadig sagde, at her var åbent, men det var her ikke. Her var lukket for kaffe- og te-drikkende gæster, men åbent for overbærende piger, der på trods af dårlig løn, gjorde rent i en kaffebar, hvor de egentlig havde håbet på et andet job. Piger som mig.
 
Jeg gik over til vinduet for at vende skiltet om. Det var ikke fordi, jeg ikke kunne lave en omgang kaffe eller koge noget te eller betjene mennesker, men fordi, at det ikke var min pligt at gøre. Jeg var jo bare fejepige, og ja, jeg var stadig bitter over det, selvom der var gået noget nært et år.
 
I det jeg rakte ud efter skiltet for at vende det om, ringede klokken, der var placeret over døren, og indikerede at døren var åbnet, og det var ikke mig, der havde åbnet den. Jeg kiggede op ved lyden af klokken, og før min hjerne nåede at registrere hvem personen, der var næsten foran næsen på mig, var, nåede den at tænke på, om det var en morder, og om jeg skulle dø nu. Det var ikke en morder. Det var en, der var langt mere spændende, langt mere fascinerende.
 
Harry…
 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...