Shiver - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 5 feb. 2014
  • Status: Igang
Crystal frygter, at hun helt har tabt tråden, men hun er overbesvist om, at det intet problem vil være at samle sig selv igen og komme tilbage på rette spor. En tilfældig aften støder Crystal på en fyr, der viser sig at være en helt anden, end hun går og tror, han er. På en eller anden vis formår de to at knytte et tyndt bånd, og Crystal håber, at Harry kan hjælpe hende med at finde sig selv. Wattpad: Two lost souls in search for transparency, a rush and definitely the meaning of sense stumble into each other on a late September night. When day and night collides can they make one another shiver? ***Jeg har skrevet begge prologer, men den sidste er udgivet på Wattpad på engelsk.

38Likes
23Kommentarer
1282Visninger
AA

3. "Green and shining eyes like stars"

”Vi har lukket.” mumlede jeg, men jeg var overbevist om, at han kunne høre det. Han lavede et lille ryk med hovedet, selvom han stod helt stille. Hans øjne flakkede lidt rundt i lokalet.

 

”Én kop kaffe, det kan vel ikke være så svært.” sagde hans bestemt, fast besluttet på at jeg sagtens kunne lave ham en kop kaffe, selvom det ikke var min opgave. Jeg troede ikke, at han kunne huske mig, men hvor tog jeg fejl.

 

”Crystal,” brummede han, og det lød som om, han skulle til at komme med en anklage mod mig.

 

Det kom helt bag på mig, at han sagde mit navn, jeg troede virkelig ikke, at han kunne genkende mig. Det var jo mørkt, da vi havde set hinanden sidst, men her i lyset så Harry så bekendt ud. Vi kendte ikke hinanden, vi var bare fremmede.

 

Min fletning havde lagt sig ned over min brystkasse, men jeg rykkede den forsigtigt tilbage om på ryggen, hvor den hørte til. Harry tog sig ikke af det, men fortsatte med at snakke om hvordan jeg bare skulle tænde kaffemaskinen, og at han nok skulle betale mig.  Jeg sukkede lidt, det var ikke dybt eller irritabelt, som mine suk plejede at være. Det var mere noget i retning af ”hvordan skulle jeg kunne sige nej til det?”.

 

”Én kop til at tage med.” erklærede jeg, og indikerede også at jeg ville have ham ude hurtigst muligt. Hvis min chef vidste, hvad jeg skulle til at gøre, ville jeg være på den. Jeg tænkte ikke, at jeg ville tage det som et virkelig stort tab at miste det her job, men det var heller ikke fordi jeg gerne ville fyres.

 

Harry sagde ikke noget. Han protesterede ikke, han sagde ikke engang tak, men jeg beklagede mig ikke, for så vidste jeg ikke, hvad jeg kunne forvente. Han kunne flippe ud og blive rasende på mig, det ville i hvert fald ikke være langt fra hans personlige, indre karakteristik. Uden på så han så venlig, fredelig ud i lyset. Turde jeg virkelig sige det, han så jo smuk ud.

 

 

Harry kiggede på mig, faktisk stirrede han, men jeg lod ham. Jeg gik hen bag disken, jeg lod mine fingre glide hen over den matte, lysebrune disk af træ. Jeg tændte kaffemaskinen, der efterhånden havde været slukket i en times tid nu, og den brummede lidt. Kaffemaskinen var stort set fuldstændig automatisk. Jeg behøvede bare at fylde lidt mælk på, vælge at det skulle være en Espresso og ikke Cappuccino, Macchiato eller Latte og vælge størrelsen på koppen. Det var simpelt.

 

Det føltes næsten som om Harry overvågede hvert eneste af mine træk, så jeg valgte bare at stå helt stille og med ryggen til ham. Det var måske lidt uhøfligt, men jeg var her jo ikke ligefrem for at underholde ham.

 

”Jeg vidste ikke, at du arbejdede i på en kaffebar.” mumlede Harry, men jeg forstod ikke, hvad han ville have ud af den konstatering. Det var da klart, at han ikke vidste, at jeg arbejdede her. Andet ville få ham til at fremstå som noget af en stalker. Jeg regnede ikke med, at han ligefrem prøvede at imponere mig, men han prøvede jo nok heller ikke at fremstå sindssyg.

 

”Hvordan skulle du også vide det?” spurgte jeg, men det var nok mest et retorisk spørgsmål. Jeg vidste ikke om, han rent faktisk havde tænkt sig at svare på mit spørgsmål, men inden han nåede at fortsætte vores samtale gav kaffemaskinen en lav lyd fra sig og afslørede, at den var kaffen var færdig.

 

Det havde kun taget et par få minutter, og jeg serverede ham den varme kop kaffe i et krus til at tage med. Han tog i mod kruset taknemmeligt, og det havde han bare også at være. Han rejste sig på fra barstolen, han havde siddet i før, og jeg åndede lettet op inden i mig selv over, at han ikke blev hængende. Jeg følte ikke for én, der sad og gloede på mig, i mens jeg arbejdede. Det ville egentlig bare være irriterende.

 

Harry satte kaffekruset på bordet, og i et kort sekund var jeg bange for, at han havde ombestemt sig og alligevel besluttede sig for at blive, men han skubbede stolen blidt fra sig, så det lød en ridsende lyd over gulvet, og gav udtryk for at han var færdig med at bruge stolen. Han åbnede munden for at sige noget, og jeg var sikker på, at det ville blive hans sidste ord, og at jeg aldrig skulle se ham igen, men da hans ord forlod hans mund, og jeg opfattede deres sande betydning, kom det utroligt bag på mig.

 

”Hør, Crystal, jeg vil godt undskylde min opførsel her forleden. Så hvad med frokost i morgen, jeg giver?” det lød ikke på ham som om, at han forventede, at jeg faldt i armene på ham, men han virkede også selvsikker nok til at vide, at jeg ikke kunne sige nej.

 

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Det her kunne være den spænding, jeg så længe havde savnet, men det kunne også være starten på en person med rigtig dårlig indflydelse. Jeg vidste, det virkelig ikke. Der var noget over Harry, der gjorde det rigtig svært, at kategorisere ham. Jeg ville ved første øjenkast sige, at han var dårlig indflydelse, men der lå også en vis fornuft, der bare hvilede over hans personlighed. Jeg var splittet, og jeg vidste, at det var nu, jeg måtte tage en chance. Jeg virkelig ønskede den spænding, måtte jeg gribe chancen, og den chance lå altså lige til højrebenet.

 

”Det lyder godt,” sagde jeg til Harry, og tog mod til og så ham i øjnene, i mens jeg lod ordene slippe min tunge. Han så også mig i øjnene og den grønne farve, blandet med en brændende glød fik ham til at virke så oprigtig. I dette øjeblik lige nu og her havde jeg ingen fortrydelse, jeg følte fuldt ud for det svar, jeg lige havde givet ham.

 

”Kan jeg få dit nummer?” spurgte Harry, efter han havde nikket med hovedet som nok betød, at han havde forstået mit svar. Jeg nikkede straks, men jeg sørgede også for, at jeg ikke så for ivrig ud. Jeg vendte igen ryggen til Harry for at lede efter noget papir og blyant.

 

Vi havde en lille, hvid bøtte med kuglepenne, blyanter og sakser stående ved siden af kasseapparatet. Jeg greb ud efter min yndlingskuglepen af dem alle sammen - den mørkeblå og halv slidte. Jeg tog også Harrys bon, som jeg egentlig ville have givet til ham alligevel, bøjede mig forover mod bordet, og med bagenden strittende lidt akavet ud i mod Harry, begyndte jeg at skrive mit nummer. Jeg var næsten sikker på, at han ikke havde noget i mod, at jeg stod sådan her. Kendte jeg det modsatte køn rigtig, ville jeg næsten sige, at han derimod godt kunne lide synet, men hvad vidste jeg? Jeg skrev de sidste to cifre ned på den hvide bon og vendte mig om for at række Harry papiret. Han tog i mod det og smilede kort.

 

Harry knyttede hånden om bonnen, jeg lige havde givet ham, og han gav mig til gengæld pengene for kaffen eller lidt mere end det, men han bad mig om at beholde byttepengene. Jeg nåede ikke at protestere, før han allerede havde vendt ryggen til mig og valsede roligt, men bestemt ud af den lille kaffebar med det lille papkrus, der virkede alt for småt til hans lange, slanke fingre og efterlod mig forbløffet.

 

 

 

 

Jeg drejede nøglen om og låste mig selv ind i det lille værelse, jeg delte med Margo. Hun var min med værelseskammerat på college. Margo Roth var hendes fulde navn. Hun var præcis fire måneder ældre end mig eller 16 uger, som hun foretrak, og hun var ikke ligefrem min bedste veninde, men hun var nu meget dejlig at tale med en gang i mellem. Vi delte hverken mørke hemmeligheder eller dybe tanker med hinanden, men vi kunne da hver især godt forstå hinandens træthed overfor evindeligt plaprende lærere eller drenge problemer.

 

”Hey Margo!” råbte jeg ind til hende, selvom det kun var cirka tre-fire meter, der skilte os ad og ingen dør. Jeg trådte hælen ned på mine Vans, der i forvejen var utroligt slidte, når man tænkte på, at jeg ikke brugte dem til andet end at sparke til småsten, når jeg gik. Jeg tog min sorte, diskrete jakke af og svang den over knagen, så den lige præcis blev hængende, hvor den skulle.

 

”Hej Crystal,” sagde Margo, da jeg kom til syne om hjørnet. Margo og en forholdsvis høj brunette sad ved Margos og mit tomandsspisebord, der forsømt sikkert havde stået i præcis dette værelse i flere år.

 

”Det her er Gemma, min veninde hjemme fra Cheshire af.” sagde Margo og småfnisede lidt. Det var sikkert fordi, hun var fuldstændig høj over at have fået besøg fra en veninde, hun ikke havde set længe. Jeg måtte da indrømme, at jeg engang i mellem savnede nogle af mine gamle bekendte, men på den anden side havde jeg aldrig været særlig god til at knytte stærke venskaber, så der var ikke rigtig nogen, jeg ikke kunne leve uden.

 

”Hej Gemma,” sagde jeg og smilte til Gemma, der sad og smilte stort ind over en stor tallerken Mac’n’cheese.

 

”Hej Crystal,” hilste hun igen og så op på mig i et kort øjeblik.

 

”Hvad så? Hvad laver I?” lagde jeg ud og prøvede så hvidt muligt at blande mig i samtalen uden at virke påtrængende. Jeg smed mig i sofaen, der ikke havde plads til flere end tre personer, og ventede på et svar fra Margo og Gemma.

 

Jeg havde lidt på fornemmelsen, at Margo ville svare noget i retningen af ”fyre”, og jeg var allerede klar til at rulle øjne af hende. Det var ikke fordi, det gjorde noget, og nogle gange synes jeg endda det var hyggeligt at tale om fyre og deres muskler, men ville sværge, at hvis jeg havde en femmer for hver gang, Margo havde svaret ”fyre” til det spørgsmål, jeg lige stillede, ville jeg være millionær nu.

 

”Gemmas hede kærlighedsliv,” fnisede Margo og lød som en lille pige, der talte om sit crush. Det var ikke sødt, men det var nu meget sjovt, at Margo stadig blev helt blød i knæene over fyre.

 

”Hold dog op, Margo,” mumlede Gemma for sjov og fik lidt røde kinder. Jeg smilede bare af de to gamle veninder, selvom de ikke kunne se mit ansigt. Jeg overvejede lidt, hvad jeg ville svare, men jeg kunne ikke rigtig komme op med noget. Stemningen blev lidt akavet fordi, Margo og Gemma forventede, at jeg skulle sige det næste af samtalen.

 

”Nå,” mumlede Margo, og jeg kunne allerede næsten gennemskue, hvor hun ville hen med det nå, inden hun fortsatte: ”hvordan går det så med dit kærlighedsliv, Crystal?” Jeg stirrede op i det creme-hvide loft og overvejede kort om, Margo havde en sjettesans og vidste, at jeg der faktisk var sket noget spændende i dag.

 

”Det vil faktisk overraske dig at høre, at jeg blev inviteret ud i dag.” erklærede jeg stolt og pralede måske en smule, men det var kun for at irritere Margo for sjovt. Jeg vidste, at hun ikke ville blive sur over det, men ønske at hun var mig. Hun beklagede jeg ofte over sit mangel på kærlighed fra en af det modsatte køn i livet.

 

”Ej, er det rigtigt?!” råbte Margo lidt for højt og med munden på vidt åbent gab som om, hun ikke troede sine egne øre. Jeg grinte bare af hende fordi, jeg havde forventet en reaktion som denne. Jeg forsøgte at ryste på hovedet af hende, men jeg opgav fordi, det var for udfordrende når man lå ned i en sofa med hovedet presset i mod en sofahynde.

 

”Det kan du lige tro, det er.” sagde jeg bestemt og vidste, at jeg lige om lidt ville blive bombarderet med spørgsmål fra Margo, som var hun en journalist, der søgte blodtørstigt efter det seneste nye om kendisserne.

 

”Hvem er han? Hvordan ser han ud? Kender jeg ham? Kom nu, Crystal, fortæl!” næsten bad Margo mig, og jeg rejste mig op i sofaen, så jeg kunne se Margos ansigt. Både Margo og Gemma kiggede nysgerrigt på mig og håbede, at jeg ville afsløre nogle saftige detaljer om en hvis person, men sandheden var jo, at jeg ikke kendte særlig meget til ham.

 

”Han… er en fyr,” sagde jeg til at starte med, og det var mest for sjov. Margo rullede irriteret med øjnene af min kommentar om Harry, og jeg fniste indvendigt af hende og hendes genkendelige personlighed.

 

”Han har dejlige, brune krøller og stjerneklare, skinnende, grønne øjne, der kan se ind i din sjæl med ét blik.” sagde jeg melodramatisk og bare for at drille Margo endnu en gang. Margo sukkede af mig, og jeg forstod, at hun faktisk helt seriøst gerne ville høre, hvem han var.

 

”Okay, okay… Han har brune krøller, og stadig grønne, skinnende øjne. Han har flotte, hvide tænder, og han ryger helt sikkert ikke. Han har en helt normal næse og helt normale øre, og så har smilehuller i begge kinder. Nå ja, og så hedder han Harry.” sagde jeg mest til Margo, men også til Gemma og grinte lidt fordi, at jeg var håbløs til at beskrive. Gemma og Margo sad helt forstenede, og jeg fattede ikke hvorfor, men efter lidt tid drejede de deres hoveder, der før var rettet i mod mig, i mod hinanden og delte et hemmelighedsfuldt blik. Jeg følte, at de helt klart undlod at fortælle mig noget, men hvad det var, vidste jeg selvfølgelig ikke, og det gik mig på.

 

”Øh, Crystal, hvad hedder han til efternavn?” sagde Gemma og så næsten helt bleg ud i ansigtet. Jeg forstod, hvorfor hele atmosfæren pludselig skulle være så trygget, men det var Margo og Gemmas skyld. Gemma var den første til at kigge på mig igen, og hun så ærlig talt lidt skræmt ud, men hun havde et glimt af håb lysende i hendes øjne.

 

”Edwards. Harry Edwards.” sagde jeg og så seriøst på Gemma. Gemma og Margo brød pludselig ud i stor latter, og de kunne slet ikke styre sig selv. Deres pludselig stemningsskift to gange i løbet af meget kort tid tvang mig til at kræve en rigtig god forklaring af dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...