Flystyrtet

Dette er en af mine danskstile fra 9. klasse, som jeg fik 10 for.

2Likes
0Kommentarer
555Visninger

1. Flystyrtet

”Vil du have tæppet over dig?” sagde en fjern stemme.
Nogen aede mig kærligt på kinden. Jeg drejede hovedet og kiggede lige ind i min kærestes blide, blå øjne. Han smilede skævt, mens han forsigtigt strøg en hårlok væk fra mit ansigt.
”Hvad siger du?” spurgte jeg forvirret.
Han lo uskyldigt ad mig. Jeg elskede hans latter. 
”Fryser du? Skal jeg lægge tæppet over dig?” Han holdte et blåternet tæppe frem og betragtede
mig, mens jeg nervøst kiggede rundt i flyet.

”Ja tak”, sagde jeg.
Han lagde det uldne tæppe over mine skuldre og trak mig ind til sig.
”Du skal ikke være bange”, sagde han, og hans rolige stemme gjorde mig tryg. Jeg lænede mit hoved mod hans skulder og lukkede øjnene, mens jeg trak vejret dybt. Jeg brød mig ikke synderligt meget om at flyve. Hvorfor, vidste jeg ikke. Min mor plejede altid at sige til mig, at piloten jo var professionel og havde prøvet det tusind gange før. Alligevel havde jeg en ubehagelig fornemmelse i kroppen.
Flyet begyndte at køre langsomt fremad. Sæderne rystede let, og det var nok til at få en tåre til at trille ned ad min kind. Jeg tørrede den væk, men min kæreste havde allerede opdaget det. Han tog min hånd og gav den et lille klem. Han aede min håndryg med sin tommelfinger, og det fik mig til at slappe af.
Flyet stod stille i nogle få sekunder, og så gik det løs. Motoren drønede derudaf, og flyet accelererede. Mit hjerte gallopperede så hurtigt, at det næsten gjorde ondt.
Efter hvad der føltes som en time, lettede flyet fra jorden. Det rystede. Meget. Rigtig meget endda. Jeg var ikke sikker på, om det bare var fordi, jeg var flyskræk, at jeg hørte lyde, som ikke burde være der.
Jeg løftede mit hovedet fra min kærestes skulder og hviskede:
”Hvad er det for en lyd?” Jeg kunne se på ham, at han heller ikke var så bekvemt ved situationen.
”Tag det roligt, skat.” Han holdte godt om mig for at vise, at han nok skulle passe på mig.
Jeg prøvede at abstrahere fra den pivende lyd, men da en brændt lugt pludselig skød i gennem luften, blev jeg for alvor bange.
”Jeg tror altså, der er et eller andet galt!” Min stemme dirrede, og jeg rystede over hele kroppen. Jeg kiggede rundt på de andre passagerer, og de så lige så urolige ud, som jeg selv. Jeg kunne mærke gråden komme nærmere. Jeg var lige på kanten til at bryde sammen, og da alt lyset i flyet pludselig gik ud, kunne jeg ikke holde det inde længere. Jeg hulkede som et lille barn og gemte mit hoved under tæppet, alt imens flyet rystede så voldsomt, at folk hoppede op og ned i sæderne.  
Jeg græd og græd og græd. Tårerne strømmede ned ad mine kinder, og jeg havde slet ikke overskud til at gøre det, som stewardesserne gav os besked på. Jeg slog fra mig over for alle, selv min kæreste. Jeg havde ingen kropskontrol, kunne hverken se eller høre. Det eneste jeg kunne tænke på var, at vi styrtede ned, og at jeg ville dø. I det fjerne kunne jeg høre en stemme i højtaleren, som sagde emergency, emergency!”
Jeg løftede hovedet, som i en trance, og kiggede over mod vinduet. Alt var hvidt udenfor, alle træer og bakker var sneklædte. Jeg nød næppe synet, for det var ikke de smukke træer, jeg så. Jeg så døden. Døden, som kom nærmere og nærmere.
Jeg stoppede med at hulke, stoppede med at slå fra mig. Jeg kiggede på min kæreste, og han kiggede på mig. Åh, hvor jeg elskede ham. Var vores tid virkelig forbi nu? Jeg kiggede igen ud af vinduet. Flyet ville ramme jorden om få sekunder. Vi ville blive smadret mod jorden, dræbt på stedet.
Men det skete ikke. Piloten styrede flyet mod skoven. Jo tættere vi kom på træerne, jo hurtigere så flyet ud til at flyve. Jeg lukkede øjnene. Tre, to, en…
Flyet braste ind i træernes grene. Folk skreg, ruder blev smadret. Flyet stormede gennem skoven, imens det smadrede træerne med sin tunge vægt og sin høje fart.
Da flyet til sidst mistede fart, faldt det til jorden med et brag. Folk skreg endnu mere, og jeg tog mig forskrækket til min nakke. Jeg gispede efter vejret, og jeg så stjerner for mine øjne. Jeg mærkede en hånd på min ryg, der fortalte, at min kæreste var i live.
Det var det sidste, jeg kunne huske.

 

Det var koldt. Små snefnug landede på mine kinder. Jeg havde lukkede øjne, men jeg kunne fornemme flere mennesker omkring mig. Jeg lå ned, og da jeg prøvede at rejse mig, mærkede jeg en voldsom smerte i min nakke. Jeg åbnede øjnene og kiggede lige ind i en falckredders brune øjne. Han kiggede bekymret på mig, men åndede lettet op, da han så, at jeg havde åbnet øjnene.
”Hun er i live.”
Nu så jeg min kæreste bøje sig ned over mig. Jeg kunne se, at han havde grædt. Jeg tog hans hånd og smilede til ham.
Først nu opdagede jeg, at jeg stadig var i skoven. Hele episoden med flystyrtet vendte pludselig tilbage i min erindring. Jeg kunne ud af øjenkrogen se flyet, som lå på siden – og delt i tre. Jeg kiggede på falckredderen.
”Overlevede alle?” Min stemme var helt ru.
Falckredderen nikkede.
”Ja. Der er et par stykker, inklusiv dig, som er kommet til skade, men ingen er omkommet.”
Jeg kiggede på min kæreste.
”Du har fået en forstuvning i nakken”, sagde han. ”Du slap billigt.”
Jeg smilede til ham.
”Du skal ikke ud og flyve igen. Ikke så bange, som du er for det. I morgen tager vi toget hjem til København."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...