Når natten falder på

En kort historie, som de fleste nok kan sætte sig ind i... Ellers er jeg bare sær? Det kan sagtens ske, men dette er faktisk lidt et udsnit fra mit liv... Enjoy, det tager 5 min at læse ;)

2Likes
0Kommentarer
173Visninger
AA

1. Når natten falder på

Smartphonen's 3,5 tommer skærm oplyste hendes ansigt, da sms'en tikkede ind. Hun missede kort med øjnene, mens hendes pupiller tilpassede sig det skarpe lys, som hun havde undværet i få minutter. Synet af navnet der tydeligt stod på skærmen, fremkaldte et let smil over hendes læber.. Hun vidste det i før hun læste navnet, og alligevel fyldtes hendes sind med spænding og nysgerrighed da hun hurtigt indtastede koden, og læste hvad han havde skrevet. Det endte tit sådan. Klokken nærmede sig 2 om natten, og hun var helt klar over hvad tid vækkeuret ringede morgenen efter... Under 5 timers søvn - det var hun helt klar over.   

 

Han var træt. Det var tydeligt at læse i hans beskeder. Smilet krusede konstant hendes læber, mens øjnene gled ned over teksten hun havde modtaget. Hendes krop fyldtes med varme, der føltes som om det sprang ud af hjertets midte.  Hendes fingerspidser flaksede hen over skærmens trykfølsomme tastetur, og forsikrede ham om, at det nok var bedst hvis han fik sovet... Hun sendte beskeden, og hendes øjne fangede igen et glimt af hans besked, før den blev skubbet højere op af den tekstboble hun lige havde sendt ham.

Hendes sprog var nøje valgt, for at være så lidt kompliceret som muligt, for at han på trods af sin træthed ville kunne finde mening i hendes få sætninger. Der gik ikke længe før en ny boble skubbede hendes egen højere op.  Hendes hjerte startede med helt at gå i stå for et øjeblik, hvorpå det startede igen og hurtigere end før. Hun mærkede hele hendes skikkelse dunke let i takt til hendes puls... 

"Vidunderlige"

Ordet havde brændt sig fast i hendes øjne, og der gik et stykke tid før der var muligt for hende at taste et par smileys ind, og sende retur. Det gjorde hun altid, når hun hendes hjerne stoppede med at give hende hjælp til, hvad man eventuelt kunne skrive som svar.    Hun lagde mobilen ind under topmadrassen og lå og stirrede ud i mørket. Hun kunne intet se, og på trods af dette lå hun i flere minutter og stirrede ud i det tilsyneladende endeløse mørke...

Hun kunne levende forestille sig hans muskeløse arme omkring sin smalle skikkelse, og hans ånde i nakken. Endnu engang krusede smilet hendes ansigt før hun lod øjenlågene skjule de blå iriser for en stund...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...