Forladt

Dette er en skoleopgave til 9. klasser. Opgaven lød på at skrive en novelle ud fra et billede vi fik udleveret (coveret) Karekteren på denne stil var: 10

0Likes
0Kommentarer
177Visninger

2. 1.2

Elizabeth ville være med. Men det kunne jeg ikke tillade. Hun prøvede sikkert på at stjæle dukken. Jeg skubbede hende ind i reolen af raseri og kastede olielampen ned i gulvet foran hende. Dukken havde jo sagt at jeg skulle være på vagt. Der gik kun tre sekunder før at eventyrbøgerne der altid havde endt lykkelig var i gang med at brænde. Den her historie endte ikke lykkeligt. Elizabeth lå under reolen. Jeg kunne se hendes ben sprælle. Hun græd. Jeg drejede hovedet og så far komme løbende op af trappen. Nu fik jeg sikkert ballade. I starten kunne han ikke lide mig. Nu hadede han mig. Jeg kunne se det i hans øjne. Han kunne ikke gøre mere. Elizabeths hånd var blå og kold. Koldere end nattehimmelen. 

Han greb mig hårdt i armen og hev mig en i den gamle Morris Minor bil. Politiet som naboerne havde tilkaldt ville have mig med til afhøring efter som de ikke havde nogen idé om hvordan branden var startet. Jeg ville gerne fortælle dem det men hun ville ikke tillade det. Hun truede mig. Den sagde at det ville blive værst for mig selv. 
Og det blev så sandelig. Far havde set nok til at forstå. Nu sendte han mig hen til hospitalet. Han havde truet med det før. Han vidste at han havde mistet det forkerte barn.

 

Jeg fandt en flintesten ved siden af min fod og skar dukkens hår af. Den var stadigvæk grim. Måske havde dukken aldrig været min bedre halvdel. Jeg ville ikke tænke længere. Den havde dræbt og det var utilgiveligt. Jeg lagde dukken fra mig og begyndte at løbe væk fra stenen. Først store tunge skridt. Så små musseskridt til at jeg endelig faldt.  Bag mig hørte jeg stemmer. Jeg kunne mærke vibrationerne i sandet fra deres store støvler. En dame iført i hvide klæder kom til syne. Var jeg død? Var hun en engel? Hun så så bekendt ud. Jeg spurte hende om hvordan de havde fundet mig. Nej, jeg viskede. Jeg havde jo været væk i flere dage. ”Jamen kære barn du har jo kun været væk i ti minutter.” Sagde kvinden. Jeg drejede mit hoved og så på den store dystre bygning kun et par 200 m herfra. ”Drop det sygeplejerske, kvinden har jo amnesia. Hun kan jo hverken finde hoved eller hale i ting.” Denne gang var det en mand. Måske var det min far. Måske var han kommet for at hente mig. Jeg hørte englen snakke om medicin. Det havde jeg ikke troet der var i himlen. Jeg var træt. Så lukkede jeg øjnene og lod den første og sidste tåre glide ned af min kind. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...